Nordisk arkitektur på Louisiana

”Det er blevet en fremragende righoldig udstilling, som sagtens kunne sendes verden rundt til fremme for nordisk arkitektur og samfund. Dermed også sagt, at den kun viser de bedste eksempler og ikke graver i de mere problematiske sider af vores arkitektur og identitet”

Hvis man skal dømme efter arkitekturanmelder Karsten R.S. Ifversens anmeldelse i Politiken – hvorfra citatet herover stammer – venter der de besøgende på kunstmuseet Louisianas nyopsatte udstilling ’New Nordic. Arkitektur & Identitet’ en stor oplevelse. Jeg glæder mig i hvert fald til at se udstillingen en gang i løbet af den kommende måned.

Billedet er af Lundgaard & Tranberg Arkitekters pavillon, som fungerer som vartegn for udstillingen. (pressefoto: Louisiana)

Rejsen til Kassel

”Man går og går, indtil man går sukkerkold og fodvabler og sidestik følger automatisk den akkumulerende indsigt i nutidskunstens varierede manifestationsformer”


Verdens største kunstudstilling er åbnet, og naturligvis valfarter alverdens kunstanmeldere til dOCUMENTA (13), som lige nu finder sted i Kassel. Citatet herover stammer fra Peter Michael Hornungs fire-stjernede anmeldelse i Politiken d. 23. juni. Om en måneds tid er det denne sides redaktørs tur til at få vabler og sidestik.

Billedet foroven viser et udsnit af en stor installation af Geoffrey Farmer

Fra negativ til positiv

Jeg fandt dette på facebook. Princippet er det samme, som hvis man stirrer på en bestemt farve og fjerner den til fordel for en hvid flade - så vil komplimentærfarven optræde optisk på den hvide grund.

(Til gengæld er der ikke noget at "dele" her på blogger.com)

Size matters

Der er nogle, der siger, at det ikke er størrelsen, det kommer an på; men det afhænger vel af omstændigheder og situationen? En kendsgerning er det i hvert fald, at der efterhånden er opstået en tradition for, at der på Højbjerg Bibliotek hvert år afholdes en udstilling i forbindelse med Aarhus Festuge med udgangspunkt i festugens tema.

Årets udstilling har titlen "Size Matters" - og denne titel har jeg såmænd givet maleriet, der er gengivet herover, og som netop er færdiggjort. For en ordens skyld vil jeg lige nævne at billedet måler 114 x 146 cm.

Seks stjerner til dOKUMENTA (13)

”Man går og går og går i Kassel, og der er mange vidunderlige værker, man gerne vil se igen. En munter og magtfuld videoinstallation af William Kentridge. En tilsvarende afdæmpet, smuk og fuld af tristesse og en vigtig kultur/natur-fortælling af Mika Taamila. Enorme tegninger af Julie Mehretu, der herhjemme har udstillet på Louisiana. Et fint forarbejdet bibliotek udskåret i træ af Mark Dion”

Jeg fik et par behagelige flashbacks, da jeg læste Berlingskes flittige kunstanmelder Torben Weirups seks-stjernede anmeldelse af dOCUMENTA (13).

Julie Mehretu’s udstilling på Louisiana husker jeg tydeligt – og den gjorde så stort indtryk, at jeg faktisk KØBTE et udstillingskatalog, og dét er sjældent. Mark Dion oplevede jeg på tæt hold under forberedelserne til og åbningen af en udstilling i Århus Kunstbygning i 2008

Personerne på billedet foroven giver et glimrende indtryk af størrelsen på Julie Mehretu’s tegninger på dOCUMENTA (13) i Kassel, som også i indeværende uge bliver beskrevet grundigt i Weekendavisen af Synne Rifbjerg.

Frihedsgudinden i fragmenter

På Statens Museum for Kunst kan man for tiden se en udstilling, der viser et værk af den dansk-vietnamesiske kunstner Danh Vo, som har fået fremstillet en nøjagtig kopi af Frihedsgudinden i størrelsesforholdet 1:1 på et værksted i Shanghai.

I modsætning til originalen bliver enhederne ikke sammensvejsede; men udstillet adskilt i fragmenter.

Hvad meningen er med dét, kan jeg ikke lige gennemskue; men i formidlingsmaterialet på museet udtaler kunstneren blandt andet: ”Ofte får man som kunstner nogle idiotiske idéer. Og denne idé er ikke bare fysisk, men også praktisk og logistisk ude af proportioner”.

Så skulle dét være på plads. Danh Vo er født i 1975

Pavillon for Revouloutionary Free Speech

På sidste års biennale i Vendig vakte indslaget i Den Danske Pavillon en vis opsigt – ikke mindst blandt udvalgte politikere. Værket med titlen ’Pavillon for Revouloutionary Free Speech’ fik blandt andet Pia Kjærsgaard op i det røde felt.

Kunstneren bag den omfattende installation – tyske Thomas Kilpper – har da også en politisk dagsorden med det kontroversielle værk, der består af et antal kæmpestore træsnit med diverse politiske scenarier som tema.

Stokkene, som snittene er trykt fra, ligger på gulvet, således at publikum kan vade hen over dem – og dermed de skildrede personer. Lidt naivt, måske, set i et agiterende perspektiv? Ikke desto mindre kan installationen nu ses i Charlottenborgs udstillingshal, og jeg må sige, at værket fungerer i kraft af en overbevisende iscenesættelse, som naturligvis fungerer anderledes end den gjorde i Venedig sidste år.

Dén udstilling så jeg til gengæld ikke; men jeg anbefaler gerne et besøg på Charlottenborg – og det kan nok være tiltrængt. Den eneste besøgende, der var på stedet, den lørdag eftermiddag, jeg besøgte kunsthallen, var en kollega fra Jylland.

Størrelse betyder noget

SIZE MATTERS er temaet på årets festugeudstilling på Højbjerg Bibliotek. Jeg har taget handsken op, og arbejder på sagen, hvilket kan ses på billedet herover. Det burde vel være overflødigt at nævne, der blot er tale om et udsnit af det halvfærdige værk?

Five Car Stud

”Kienholz har nok taget udgangspunkt i en af skampletterne på USA's historie, men værket hæver sig over illustrationen og pædagogikken og bliver et almengyldigt billede af, hvordan der ser ud i mørkets hjerte. Her lades alt håb ude”

Installationen ’Five Car Stud’ af Edward Kienholz blev vist første gang på Documenta i Kassel i 1972. Værket viser en lynchning af en farvet mand i 60’erne i de amerikanske sydstater. Nu kan man se installationen på kunstmuseet Louisiana i Humlebæk, og netop Louisiana er ét af de steder, vi har planlagt at besøge i løbet af sommeren. Citatet herover er fra Torben Weirups anmeldelse af værket i Berlingske for nyligt.

Westman på Badet

Hvis man skulle antage en kritisk attitude til den meget omfattende udstilling på KunstCentret Silkeborg Bad med arbejder på papir af Inge Lise Westman, kunne det måske være, at udstillingen er FOR omfattende, og at en strammere kuratering og en mere minutiøs udvælgelse kunne have været hensigtsmæssig.

Anyway: Udstillingen med titlen ’Tuschmørke’ fylder hele Badets Skovvilla, og det er såmænd fint nok; men det kræver nok en vis indsats af de besøgende – eller sagt på en anden måde: Det drejer sig om at være rimeligt selektiv.

100 dage i Kassel

Hvert femte år afholdes den store samtidskunstfestival Documenta i den midttyske by Kassel, og da det er fem år siden sidst, er det omfattende arrangement et tema her i 2012 og i kraft af, at det er den trettende udgave, er titlen meget forudsigeligt dOKUMENTA (13). Her vil man kunne opleve ikke mindre end 150 kunstnere fra 55 lande i diverse udstillingslokaliteter centralt i Kassel.

Arrangementet åbner i disse dage og varer sommeren over, frem til d. 16. september.

I 2007 kørte vi såmænd til Kassel for at se de mange udstillinger, og det var en stor oplevelse. Jeg kunne godt forestille mig noget lignende i år; men det afhænger naturligvis af dagsform og benzinpriser.

Westman i Østjylland

”Inge Lises grafik gør at man standser op. Her er informationer om os selv, og den verden vi lever i og som er af betydning for os og den måde vi har valgt at leve på. Derfor standser man op, undres og glædes og forandres måske en lille smule, så man bedre kan håndtere det øvrige visuelle bombardement, vi dagligt udsættes for”

Ordene herover kan læses som afslutning på museumsdirektør Lars Kjærulf Møllers tekst i udstillingskataloget til en udstilling med maleren, billedhuggeren og grafikeren Inge Lise Westman på KunstCentret Silkeborg Bad.

At det netop er direktøren for Bornholm Kunstmuseum, der er forfatteren til katalogteksten er langt fra tilfældigt, da Westman er bosiddende på solskinsøen.

Jeg glæder mig til at opleve udstillingen med Westmans arbejder på papir. Udstillingen har titlen ’Tuschmørke’ og den kan ses i et halvt år – helt frem til d. 16. december, og den viser eksempler på arbejder helt tilbage fra 1968 til i dag.

Der er for øvrigt en anden dimension til forbindelsen mellem Westman og Bornholm Kunstmuseum, da Westman er medlem af kunstnersammenslutningen Koloristerne, der for tiden, frem til d. 17. juni, udstiller netop på museet i Rø.

Sonja Ferlov Mancoba i Herning

”Det er usædvanligt, at vi rydder udstillingsrummet med den faste samling for at give plads til en særudstilling”.

Nogenlunde sådan formulerede museumsleder Hanne Lundgren Nielsen sig, da jeg besøgte Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts Museum i Herning med henblik på at se en omfattende udstilling med den danske billedhugger Sonja Ferlov Mancoba, og netop Sonja Ferlov er en kunstner, man ofte støder på, når man besøger danske kunstmuseer.

Hun er født i 1911, og netop sidste år markerede Museum Jorn i Silkeborg på en, synes jeg, lidt besynderlig vis 100-året for kunstnerens fødsel. Her havde man ganske enkelt placeret værker af kunstneren i museets samling på ét stort podium centralt i et udstillingsrum. Stort og småt i et skønt samsurium.

Til gengæld er Museum Jorn en af de primære udlånere til udstillingen ’Confience’, der nu – og indtil den 12. august – kan ses i Herning.

Jeg besøgte museet med henblik på at foretage en anmeldelse, og den vil man efter planen kunne læse i næste nummer af Kunstavisen.

Fred, kærlighed og forståelse

Overskriften udgør en fordanskning af ét af de numre, som Elvis Costello afsluttede et brag af en koncert med i Musikhuset Aarhus d. 2. maj. I det hele taget bød aftenen på nogle af mine absolutte favoritter i Costello’s omfattende og imponerende bagkatalog – og her var Peace, Love and Understandning ikke det eneste covernummer, der indgik i repertoiret. Han fik fint indflettet den gamle Stones-sang Out of Time og Animals’ Don’t let me be Misunderstood i forløbet og fan’me om ikke Beatles Day Tripper dukkede kamoufleret op midt i en af sangene.

Et af højdepunkterne var faktisk også en cover. Jeg blev glad, da lykkehjulet ramte ordet ”Roses”, for så vidste jeg, at vi skulle høre What a good year for the Roses, som er et nummer, der i Costello’s fortolkning rummer en fabelagtig intencitet. Og dét med lykkehjulet var såmænd blot en del af et totalteatralsk show, der både havde en lækker gogo-danserinde og en veloplagt værtinde, der plukkede ud blandt publikum, som så måtte gå på scenen og dreje på lykkehjulet.

Heldigvis var Elvis selv mand for at få hjulet justeret ind på de sange, som han nok lige fandt passende i koncertforløbet.

Jeg kan god besidde en vis tvivl om, hvorvidt publikum på de bagerste rækker i Musikhusets Store Sal havde en fornemmelse for tekster og frasering, når Costello forlod mikrofonen og helt fremme ved scenekanten (når han altså ikke fes rundt MED mikrofon blandt folk i salen) forvandlede i hvert fald de forreste rækker til et intimt rum. På femte række besad disse øjeblikke under alle omstændigheder næsten en magisk karakter som modstykke til de stærkt elektrificerede numre, der indledte og afsluttede koncerten.

Costello’s backinggruppe The Imposters har ledsaget hovedpersonen – tidligere som The Attraction – rundt i verden lige så længe, som Costello har turneret, og man kan godt fornemme, at bandet kender hinanden og ikke mindst Elvis, når han med ét går i gang med at improvisere på scenen.

Men overordnet gav koncerten et billede af en entertainer, som det er svært at se som den ”vrede unge mand”, man angiveligt oplevede, da Costello var ung.

Larsen og Elgaard

”En betragtelig del af malerierne rummer den kvalitet, at de pr. definition suger beskueren til sig. Det er de billeder, hvor udstillingspositionen er placeret bag rattet, og hvor den fremadstrækkende vejbane derfor fungerer som dybdeperspektivisk virkemiddel”

Sådan formulerer Jeppe Lentz sine iagttagelser i forhold til den fine udstilling ROAD med værker af Steen Larsen på KunstCentret Silkeborg Bad.

Anmeldelsen kan findes på kunstportalen Kunsten.nu, som jeg selv – for nogle år siden – leverede tekster til. Jeg stoppede imidlertid, da jeg fandt det en anelse belastende, at mine formuleringer skulle redigeres af en flok kunsthistoriestuderende, som i et tilfælde anfægtede min brug af ordet ”epigon”, som de ikke anede, hvad betød. Måske derfor, der eksisterer så meget epigoneri på samtidskunstscenen?

Men for at vende tilbage til Steen Larsens udstilling på Silkeborg Bad, så beviser Larsen dog, at han kan noget. Som modstykke til denne kunnen, oplevede jeg en udstilling for nyligt på kunstmuseet ARoS i Aarhus med maleren (og fotografen) Søren Elgaard.

Jeg gik stærkt undrende derfra og mine betænkeligheder bundede i, hvordan en kunstner, der helt oplagt ville skildre forskellige bymiljøer – udstillingen har titlen ’Metropolis’ – overhovedet har fået fodfæste på et museum. Han burde i det mindste afholde sig fra at gengive mennesker, for mage til ubehjælpsomme skildringer af personer skal man da lede længe efter. Og denne karakteristik skal naturligvis ses i dét perspektiv, at kunstneren har til hensigt at formidle miljøerne totalt realistisk og stringent. Så burde han blot undlade at placere individer i disse miljøer.

Og biler kan han – i modsætning til Steen Larsen – da overhovedet ikke finde ud af. Men ARoS har tilsyneladende – i modsætning til, hvad de ellers har signaleret – følt sig nødtvunget til at vise lokal aarhusiansk kunst