onsdag den 30. juni 2021

tirsdag den 29. juni 2021

Erlend Høyersten er fortid på ARoS

 

Billedet her af Erlend Høyersten er taget kort tid efter, han tiltrådte som direktør på ARoS i 2014


Jeg er ikke overrasket, og årsagen til, at jeg ikke er dét, vil jeg tillade mig at holde inden for mit eget kontor. 

Ikke desto mindre har kunstmuseet ARoS' direktør Erlend Høyersten valgt at opsige sin stilling på museet, og det sker efter en lang undersøgelse, som har haft til hensigt at afdække forskellige uhensigtsmæssige forhold, der angiveligt skulle have fundet sted på museet. 

Det drejer sig primært om krænkelser på et sexistisk niveau samt problematikker forankret i museets psykiske arbejdsmiljø. 

Man kan vel roligt påstå at en direktør, der leder en virksomhed med flere hundrede medarbejdere, ikke siger sit job op på dét grundlag, hvis ikke pilen blandt andet peger på ham selv? 

Det beror naturligvis på gisninger, men sådanne kommer altid i spil, når en institutions bestyrelse i sin formidling af en sag, der nu bliver beskrevet i alle landets medier under rubrikken 'breaking news', vedholdende holder kortene tæt ind til kroppen i forhold til, hvad der rent faktisk er sket inden for museets mure. 

Museets bestyrelse meddeler dog, at ARoS' nuværende overinspektør Lise Pennington indtil videre overtager ledelsen af museet som konstitueret museumsdirektør indtil en ny direktør kan udnævnes.

Besøg på H.C. Andersens byggeplads

 

























Umiddelbart inden rundvisningen på det nye H.C. Andersens Hus i Odense gik i gang, blev jeg en smule overrasket, da jeg blev spurgt, hvilken størrelse jeg bruger i sko. 

Det var dog relevant, da jeg både skulle iføres sikkerhedshjelm og tilsvarende sko under besøget, da der stadig var tale om en regulær byggeplads, hvor håndværkere løb rundt for at færdiggøre projektet, som skulle åbnes med en såkaldt "soft opening" et par dage senere. Det var derfor en lidt bizar oplevelse, jeg fik under det omtalte preview

Jeg følte mig dog ret sikker i mine iagttagelser af huset, således at det var muligt for mig at skrive en anmeldelse eller nærmere en beskrivelse af, hvad publikum muligvis vil kunne komme ud for i, hvad jeg ikke vil kalde et museum, men et oplevelsescenter med udgangspunkt i den store eventyrdigters liv og forfatterskab.

fredag den 25. juni 2021

torsdag den 24. juni 2021

Ny udstilling på Skovgaard Museet

 

Ferdinand Bol (1616-1680): 'Den hellige familie', u.å. Bol var elev af Rembrandt og tilknyttet mesterens værksted i 11 år (pressefoto: Skovgaard Museet)


»Takket være corona-epidemien har Skovgaard Museet helt eksklusivt fået mulighed for at præsentere italiensk og nederlandsk kunst fra allerøverste hylde i Viborg hen over sommeren. Det sker, når museet åbner udstillingen ”Til forsvar for den gode smag” lørdag d. 26. juni kl. 10. Museet bliver fyldt med klassiske landskaber, sært realistiske portrætter, følelsesladede bibelmotiver og overdådige, appetitvækkende måltider. Skabt af kunstnere med verdensberømte navne som Bellini og Breughel, Rubens og Ruisdael, som man normalt er nødt til at tage til Amsterdam eller Firenze for at se«


I disse tider, hvor samtidskunst, modernisme og kunst fra guldalderen er typiske udstillingsobjekter, er det glædeligt, at man nu kan se en udstilling med 65 malerier fra en helt anden og langt tidligere periode i kunsthistorien. 


Udstillingen, der refereres til i citatet fra Skovgaard Museets pressemeddelelse, er første trin af en række af udstillinger, der viser værkerne på forskellige museer, når den slutter i Viborg d. 5. september.

onsdag den 23. juni 2021

ARoS - hvad foregår der bag de røde mure?

 

ARoS Aarhus Kunstmuseum med vartegnet 'Your Rainbow Panorama' på toppen


Siden kunstmuseet ARoS åbnede i april 2004, har jeg været en hyppig gæst på museet. 

Faktisk var jeg til stede ved det allerførste pressemøde dengang, og jeg var også inviteret til at overvære, da man borede det første hul, som skulle symbolisere starten på opførelsen af installationen 'Your Rainbow Panorama' på museets tag. 

Olafur Eliassons fantastiske værk satte for ti år siden prikken over i'et på museet i en ren arkitektonisk forstand. Faktisk tror jeg, at mange så bygningen som lidt kedelig, inden regnbuen var på plads. 

Naturligvis var jeg også til stede, da installationen blev indviet - eller rettere sagt: Jeg var der, da man viste værket for pressen, og sådan har jeg deltaget i bunker af pressemøder på ARoS, når man har lavet skiftende udstillinger på stedet. 

Jeg vil sandsynligvis også være der, når man afslører museets næste store satsning 'The Next Level', som er et arkitektonisk og kunstnerisk projekt udtænkt af den amerikanske konceptkunstner James Turell, der vil skabe en ny dimension til museumsbygningen og Eliassons regnbue. 

I den senere tid er det imidlertid helt andre begivenheder, som har placeret ARoS i avisernes spalter. 

En stor undersøgelse, som foretages af en ekstern virksomhed skal klarlægge museets arbejdsforhold - herunder en undersøgelse af potentielle krænkelser, som er foregået på museet ifølge en anonym kilde. 

Museets bestyrelsesformand Carsten Fode er foreløbig den eneste, der udtaler sig om sagen, som er lidt svær at gennemskue, men han begrænser dog sine udtalelser til sådan noget som »Det er en personalesag, og jeg kan ikke gå ind og diskutere indholdet i klagen eller bekræfte eller afkræfte hvilken person, der er tale om. Jeg hverken kan eller må diskutere indholdet af en konkret klage over en konkret person«. 

Udtalelsen er fremsat i forbindelse med en reportage i Jyllands-Posten og her er Aarhus Kommunes kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad (R) noget mere klar i spyttet: »Der er kommunale penge i ARoS, og derfor kræver vi, at der bliver handlet. Hvis undersøgelsen viser, at der er problemer, er det min klare forventning, at bestyrelsen professionelt håndterer problemet, og at der sættes hårdt ind, uanset om det er i de nederste eller det øverste lag i organisationen. Også hvis det betyder, at der skal siges farvel til nogen. Alle har et ansvar, og jo højere man er i organisationen, jo større er ansvaret«

Sagen har været belyst - først i Jyllands-Posten og siden i Politiken og i Århus Stiftstidende. Carsten Fode forventer ikke, at der foreligger en afklaring før efter sommerferien.  

mandag den 21. juni 2021

Værkstedet d. 22. juni 2021


 

Kortvarig hedebølge - for eller imod?

 









Jeg kender adskillige, der lider i varmen, når temperaturerne nærmer sig de 30 grader i skyggen og faktisk også nogle få, der allerede begynder at jamre sig, når den ligger på omkring de 25. 

Jeg har det fint ved høje temperaturer, måske primært fordi, jeg under disse forhold søger mod kysten, hvor luften ofte er mere frisk under en - omend kortvarig - hedebølge, som i nogle få dage her midt i juni har ramt kongeriget. 

Som sædvanligt har jeg brugt nogle minutter til at fange stemningen ved stranden.

lørdag den 19. juni 2021

Seks stjerner til Louisianas Mamma Andersson-udstilling

 

Mamma Andersson: 'Humdrum Days' - installationsfoto (foto: Poul Buchhard/Brøndum & Co.)


»Når hun er i stand til at ramme os så dybt, er det, fordi Mamma Andersson er en fuldstændig overbevisende maler. Hun veksler i sine malerier konstant mellem stille og ekspressive passager mellem tyndt påførte farvelag og tykke, pastose lag af cremet og svampet farve. Variationen af maleriske udtryk er forbløffende selv i et enkelt maleri«


Det er naturligvis den svenske maler Mamma Andersson, som Tom Jørgensen i sin anmeldelse i Jyllands-Posten refererer til. 


Kunstmuseet Louisiana har netop åbnet udstillingen 'Humdrum Days' med værker af Andersson, som er født i den svenske by Luleå i 1962. 


Udstillingen, som Tom Jørgensen begaver med seks ud af seks mulige stjerner i avisen, kan ses frem til d. 10. oktober. 


Det ligner et sommerbesøg på Louisiana.  

fredag den 18. juni 2021

onsdag den 16. juni 2021

Forklaringer på censur-problematik i Herning

 

Jeg har tidligere lovet at bringe et billede af den utilslørede udgave af Michelangelo Pistolettos 'La Venere' fra 1973, som ses her. Værket er til dagligt placeret på museet Kunsten i Aalborg.


»Først troede jeg, det var en joke. Nogen har tilsyneladende haft den moralske holdning, at kunstværket var umoralsk pornografisk. Det overrasker mig. Da vi valgte Pistolettos værk, tænkte jeg kort, at en nøgen kvinde måske kunne give problemer i forhold til feministiske strømninger om kommercialisering af kvindekroppen. Men at der i 2021 bliver klaget over, at et kunstværk af en nøgen kvinde er upassende moralsk, undrer mig, men jeg har på den anden side fuld respekt for, at man kan havde den holdning«


Jeg har tidligere her på siden fundet det mærkværdigt, at man i forbindelse med udstillingsprojektet 'Socle du Monde', som har udgangspunkt på kunstmuseet HEART i Herning, har censureret en del af museets formidlingsmateriale i kraft af, at man har valgt at illustrere dette med et værk af den italienske konceptkunstner Michelangelo Pistoletto


Gengivelsen fremstiller et fotografi af en nøgen kvinde, der ligger og ryger en pibe. 


Det er man tilsyneladende blevet voldsomt forarget over derude vestpå, og derfor har Jyllands-Posten gravet lidt i historien og lavet et interview med HEARTs direktør Holger Reenberg, og det er netop fra dét interview, at citatet herover stammer. 


En del af censureringen går ud på, at man har afdækket tre punkter på den pågældende kvindes krop på et stort billboard på museets væg. 


Idéen til dette er udtænkt af projektets chefkurator, hollandske Tijs Visser (på hollandsk udtales v som f). Og som et supplement udtaler Holger Reenberg senere i reportagen: »Vi censurerer hende, for at vise, hvor latterligt, det er«... og der røg kæden vistnok af for den ellers begavede museumsdirektør, men måske kan jeg ikke fortænke ham i at glide af på de kritiske spørgsmål, som han her måtte forholde sig til. 


Reportagen i Jyllands-Posten placerer i øvrigt et ansvar hos en navngiven person i kulturforvaltningen i Herning Kommune. 


Han hedder Søren Juul Baunsgaard, og deler således ironisk nok efternavn med landets radikale statsminister i perioden, da loven om billedpornografien blev ophævet under ledelse af VKR-regeringen i 1969. 


Jeg har i min anmeldelse af 'Socle du Monde' naturligvis også fokus på censur-problematikken, som aktuelt er et udtryk for manglende respekt for kunstens rolle som et frit visuelt anliggende. 


'Socle du Monde' kan ses på HEART og omegn frem til d. 31. oktober. 

mandag den 14. juni 2021

Skilteskov på (R)Anders Kunstmuseum











Det er muligt, at overskriften her lyder sjov? Men der er ingenlunde tale om en morsomhed, men derimod en kunstudstilling, som billedkunstneren Anders Bonnesen har ladet iscenesætte på Randers Kunstmuseum. 

Udstillingens titel 'Watch Your Language' er velvalgt; men samtidig opbygger kunstneren nogle koder, som går i direkte konversation med alle de mange vejledninger på skilte, vi som navigerende i samfundet støder på. 

Mange signaler bliver vendt på hovedet og i det hele taget rummer udstillingens værker ret megen humor. 

Det var så ikke meningen, men man kan vel godt more sig over en udstilling og samtidig tage den alvorligt? Det håber jeg! 

Bonnesen kan ses i Randers indtil d. 26. september.