Seks stjerner til de "cool"

'Cool, Calm and Collected': Majken Bent: 'Swing #4', 2014, mixed media.

"Udstillingen har heldigvis ikke en stramt tematisk kuratering, men er i stedet organiseret åbent, og sådan at man som besøgende oplever selv at få lov til at finde udstillingens temaer på kryds og tværs. Der er ikke én rigtig vej, man skal gå ad, men flere mulige spor. Det er befordrende"

Ciatet stammer fra Mai Misfeldts en anmeldelse i Kristeligt Dagblad, og når jeg læser netop dette uddrag, kommer jeg faktisk til at tænke på popgruppen Shu-bi-duas tekst "hvor mon den er - den røde tråd?" i forbindelse med udstillingen 'Cool, Calm and Collected' på ARoS Aarhus Kunstmuseum. 

Nu er der som bekendt ikke nogen naturlov, der påbyder museer udelukkende at levere udstillinger med et gennemgående tema, men det er forvirrende, når museernes kuratorer har vænnet os besøgende til, at gruppeudstillinger helst bør besidde en overordnet tematik. 

Sådan én er - som Misfeldt også antyder - svær at finde i forbindelse med den aktuelle udstilling. Det afholder dog ikke anmelderen fra at give hele seks stjerner ud af seks mulige, hvilket jeg måske finder en anelse i overkanten. 

Min egen anmeldelse af 'Cool, Calm and Collected' vil sandsynligvis være at læse i et konkurrerende dagblad en af dagene, men jeg kan godt røbe her, at jeg ikke giver seks stjerner.

Tre år hos JP

'Cardiff & Miller - Something Strange This Way', installationsfoto med 'Opera For A Small Room' (udsnit)

I skrivende stund fejrer jeg et lidt stilfærdigt jubilæum, da det er i dag d. 29. november 2014, jeg for første gang optrådte som kunstanmelder på dagbladet Jyllands-Posten. 

Det skete med anmeldelsen af udstillingen 'Something Strange This Way', der viste installationer i verdensklasse af parret Janet Cardiff og George Bures Miller. 

Denne udstilling fandt sted på kunstmuseet ARoS i Aarhus og siden har adskillige udstillinger på netop dette museum givet næring til anmeldelser foretaget på tastaturet i arbejdsværelset her i Silkeborg. 

Jeg gav udstillingen med Cardiff og Miller fem stjerner, og dette skal nok perspektiveres i, at det var første gang, jeg skulle forholde mig til dét system som kunstanmelder. 

Set i bagklogskabens skarpe lys, burde netop denne udstilling vel have haft "fuldt hus" - nemlig alle seks stjerner ud af seks mulige, da den, da året skulle evalueres, var den bedste kunstudstilling, som jeg i hvert fald havde set i 2014. 

En ganske pudsig oplevelse havde jeg året efter - også i forbindelse med en udstilling på ARoS, hvor et engelsksproget kinesisk dagblad kunne konstatere, at jeg havde givet udstillingen 'A New Dynasty -Created in China' fem stjerner, hvilket man tolkede som en stor succes, da "Jyllands-Postens anmelder normalt er meget kritisk". 

Jeg har en anelse om, hvem kilden er, men da jeg finder vedkommende både sympatisk og dygtig, vil jeg holde mine gisninger for mig selv.

Kvinderne er mest "cool"

Efter, jeg har skrevet og sendt en anmeldelse af udstillingen 'Cool, Calm and Collected', som netop er åbnet på ARoS Aarhus Kunstmuseum, slog det mig, at det ved pressemødet blev bekendtgjort, at man har kurateret udstillingen på grundlag af en balancering mellem kønnene.

Dette afstedkommer naturligvis en ligelig fordeling af mandlige og kvindelige udstillere, hvilket jeg efterfølgende spekulerede over.

Konklusionen blev, at jeg ofte oplevede de kvindelige kunstnere som værende mest vedkommende, og at denne konklusion måske skulle ses i, at de kvindelige kunstnere havde gjort sig mest umage med henblik på deltagelsen i forhold til deres mandlige kollegaer.

Der er dog fine værker af det maskuline køn på udstillingen; men da det er kvinderne, som har fokus i dette blogindlæg, har jeg valgt at illustrere dette med gengivelser udelukkende af værker af nogle af de kvindelige kunstnere på udstillingen. 

Jeg nævner ingen navne; men udstillingen kan ses på ARoS helt frem til d. 2. april 2018.

Artland - en kunstapp.

Brugerfladen på app'en Artland. Jeg kan desværre ikke oplyse prisen på applikationen, da den ikke fremgår med al ønskelig tydelighed, når man prøver at downloade den på sin Android-telefon. Af samme årsag valgte jeg at afbryde processen.

"Da vi først oplevede kunstverdenen, blev vi fascinerede af, hvor social en ting kunst egentlig er. Samtidig oplevede vi, at det var svært at komme i kontakt med ligesindede kunstsamlere, som man kunne snakke med. Det blev startskuddet til at sige, at vi ville skabe noget, som kunne ramme vores egen generation. Vi navigerer gennem verden gennem medier som Facebook og Instagram, som bygger på princippet om at være social - og det princip ville vi føre videre til Artland"

Der er tilsyneladende kun få grænser, når det drejer sig om at formidle ting og sager - og kunst! - på internettet. 

Således har Mattis og Jeppe Curth sat sig for at udfordre kunstmarkedet med app'en Artland, som har til hensigt at forene gallerier og kunstsamlere digitalt. 

Idéen opstod, da en gruppe venner tog de to brødre med på et besøg på et galleri i Aalborg, hvor de blev ramt af en vis frustration, da de havde svært ved at gennemskue, hvad de skulle købe, og hvordan de i det hele taget skulle forholde sig til deres nye rolle som kunstsamlere. 

De gav dog ikke op, men gik derimod i gang med at forfatte en fælles kandidatafhandling på Aalborg Universitet, og dette medførte, at de to investerede i den omtalte app. 

Artland-teamet består i dag af 15 personer, og de to brødre regner med i 2018 at omsætte for et sted mellem en halv og en hel million dollars på verdensplan, hvor der i dag 10.000 brugere. 

Historien om Artland har jeg fundet i livsstilsmagasinet Euroman, hvorfra citatet herover også stammer. Artiklen i Euroman er forfattet af Mie Christensen.

Spørgsmål om Grønningen

Grønningen: Installationsview med blandt andet Jørgen Haugen Sørensens skulpturgruppe 'The Crowd' fra 2017 (foto: Davis Stjernholm)

"Hvad vil I os, Grønningen?", spørger Mathias Kryger i sin anmeldelse i dagbladet Politiken. Han supplerer: "På Grønningen er der masser af gode værker, men ingen klar motivation for at vise dem. Og hvorfor har man valgt at invitere de gæster, man har inviteret?" 

Kryger stiller måske flere spørgsmål, end han besvarer i sin anmeldelse af kunstnersammenslutningen Grønningens udstilling i Den Frie Udstillings bygning i København. 

Grønningen er en af de sammenslutninger i landet, som besidder den største status blandt flere grupperinger, og af samme årsag er der et vist fokus på netop Grønningen, der tidligere en gang om året viste medlemmernes værker på Charlottenborg. 

Siden er sammenslutningen ad omveje blevet implementeret i Den Fries udstillingsprogram, og her har Mathias Kryger i Politiken og Tom Jørgensen i Jyllands-Posten altså fundet næring til henholdsvis en tre-hjertet og en fire-stjernet anmeldelse. 

Tom Jørgensen bekræfter således Grønningen som en udstilling "i fin form" og beskriver samtidigt sammenslutningen som det nærmeste, man kommer dansk kunsts dream team. 

Der er således ikke helt enighed blandt de to anmeldere vedrørende Grønningens betydning som væsentligt indslag på den danske kunstscene. 

Ikke desto mindre ser det ud som om, Grønningen lever og har det godt - efter omstændighederne. 

Grønningen kan ses på Den Frie frem til d. 14. januar 2018.

Nattefest med 'Nattefesten'

Asger Jorn: 'Nattefesten'. 1945. Olie på lærred, 117 x 159,5 cm (foto: 15. Juni Fonden)

Torsdag d. 30 november åbner Museum Jorn i Silkeborg dørene for et usædvanligt arrangement. 

Museet har ekstraordinært åbent - med fri entré - fra kl. 17 til kl. 24. I det tidsrum kan publikum opleve adskillige optrin, som jeg dog ikke her vil beskrive nærmere. 

Til gengæld vil jeg hellere end gerne fortælle om et nyt kunstværk, som ved denne lejlighed bliver afsløret, og som fremadrettet vil indgå i museets samling af Jorn-værker. 

Det drejer sig om maleriet 'Nattefesten', som familien til kunstsamleren Einar Madsen nu har overdraget til museet. 

Ifølge Midtjyllands Avis tøver museets direktør Jacob Thage ikke med at kalde donationen "en af de mest betydningsfulde i mange år". 

Billedet er malet i 1945, og umiddelbart efter færdiggørelsen erhvervede direktør Einar Madsen sig værket, som altså nu befinder sig i Museum Jorns ganske omfattende samling. 

Maleriet har dog tidligere været udstillet, blandt andet i 1964 og 1965 i henholdsvis Kunsthalle Basel og Stedelijk Museum i Amsterdam.

Samtidskunstens potentialer og begrænsninger

'Cool, Calm and Collected': Ruth Campau. 'Blue Absorption (Landscape)', 2017, akryl på spejlglas (foto: Anders Sune Berg)

"Når samtidskunsten beskæftiger sig med virkeligheden, sker det derfor ofte gennem appropriation og transformation, og det er disse hyppige fremgangsmåder, der gør det så forbandet frustrerende og udfordrende at udpege nogen overordnede tendenser på den danske eller den internationale kunstscene. Med den tiltagende sammenblanding af de æstetiske kategorier virker det faktisk utilstrækkeligt overhovedet længere at tale om en national kunstnerisk profil; det vil give bedre mening at tale om en særlig national sensibilitet, der så kommer til udtryk som en særlig interesse hos den enkelte kunstner"

Citatet herover er blot et beskedent uddrag af en af katalogteksterne, forfattet af Peter Ole Pedersen, i kataloget til udstillingen 'Cool, Calm and Collected', som i skrivende stund åbner på kunstmuseet ARoS i Aarhus. 

Udstillingen sammenfatter ret varieret, hvad der sker på den danske samtidskunstscene, og det er naturligvis i alle henseender en blandet omgang. 

Heldigvis er udstillingen luftig i sin iscenesættelse, og alene det er lidt af et kunststykke, når man iagttager, hvor mange kunstnere og værker, som er i spil. 

Årsagen til, at jeg bringer et uddrag fra kataloget frem, er at netop her finder man gode eksempler på, at samtidskunsten i flere eksempler må "tales op", således at selv de mest anstrengte og lidt halvkedelige værker fremstår vedkommende og interessante. 

Dette er som iscenesættelse en kunst af sig selv og desværre efterhånden så vigtig en del af kurateringen, at det ofte overskygger, hvad der rent fysisk foregår i udstillingsmiljøerne. 

'Cool, Calm and Collected' kan ses på ARoS frem til d. 2. april 2018.

Flere tilbageblik til sommeren

På en dag, hvor man kan læse på et nyhedssite, at den første sne er faldet i kongeriget, kan man jo blot se tilbage til sommeren 2017, som ganske vist ikke altid viste sig fra sin pæneste side.

Alligevel er det dejligt at se tre-fire måneder tilbage her, hvor den sidste efterårsmåned afløses af december inden for få dage.

2018 på Louisiana

'Picasso Keramik': 'Trois Poissons' (tre fisk). 1957 (pressefoto: Louisiana Museum of Modern Art)

Modsat andre store museer er kunstmuseet Louisiana ikke så hemmelighedsfulde, når det drejer sig om, hvilke udstillinger, man kan se på det fine museum i Humlebæk i det kommende år. 

Den første af slagsen, som åbner d. 1. februar er en Picasso-udstilling, som tager udgangspunkt i Pablo Picassos keramiske arbejder. 

Med mere end 150 værker lavet i perioden 1947-1964 udgør udstillingen den største præsentation i Skandinavien af kunstnerens keramiske værker. 

Senere på foråret åbner museet en udstilling med den tyske maler Gabriele Münter, som måske ikke er så kendt i den brede offentlighed, men som ikke desto mindre, ifølge museets formidlingsmateriale, må anses som en væsentlig bidragsyder til 1900-tallets europæiske maleri. 

Gabriele Münter blev født i 1977 og døde i 1962, og har dermed virket i en stor del af det 20. århundrede. Udstillingen varer fra d. 3. maj til d. 19. august. 

Senere i maj - d. 17. - åbner en udstilling i serien 'Louisiana on Paper', og her drejer det sig om den amerikanske kunstner Ed Ruscha, som er kendt for glatte og udtryksløse gengivelser af californiske miljøer, hvilket har givet ham tilnavnet "Kongen af Vestkysten". 

Denne udstilling slutter samme dag som Münter, d. 19. august. 

Herefter handler det om den store efterårsudstilling på museet, og her er temaet et emne, som alle har stiftet bekendtskab med. Fra d. 13. september til d. 20. januar 2018 er temaet på Louisiana Månen. 

Udstillingen blander kunst, film, litteratur, arkitektur, design, naturhistorie og historiske objekter. 

Den kredser om månen som kunstnerisk motiv og inspiration for myter og mystik, men også som videnskabeligt objekt og destination for både fantasier og erobring.

Spørg kunstneren!

'Cool, Calm and Collected': Ebbe Stub Wittrup & Troels Sandegaard, 'Exposed objects'. 2013 (pressefoto: ARoS Aarhus Kunstmuseum)

Jeg kan kun opfordre publikum til at tage opfordringen i overskriften alvorlig. 

Det handler aktuelt om udstillingen 'Cool, Calm and Collected, som åbner snart på kunstmuseet ARoS i Aarhus. 

Udstillingen stiller skarpt på den aktuelle samtidskunstscene, og i et virvar af installationer og konceptuelle indslag kunne der sikkert være mange ting, som påkalder sig en yderligere forklaring af kunstnerne bag værkerne. 

Det får man mulighed for, da man har valgt, at placere en "postkasse" hvori gæsterne på udstillingen kan placere potentielle spørgsmål vedrørende de udstillede værker. 

Det hele kunne man høre nærmere om på DR's P1 en tidlig mandag morgen - og af samme årsag er det nok rimeligt at formode, at ikke alle er blevet bekendtgjort med muligheden. 

Jeg er nu ikke så bekymret for, om grebet ikke bliver formidlet grundigt på museet, som viser, hvad et stort antal af danske samtidskunstnere har at byde på i perioden 25. november 2017-2. april 2018. 

Desværre er det nok ikke muligt at videresende alle spørgsmål til alle kunstnere, men man kan ifølge museets interne kurator, museumsinspektør Maria Kappel Blegvad, spørge om hvad som helst.

Kritik på Ono

'Yoko Ono Transmission, 2017. Installationsview (pressefoto: Anders Sune Berg)

"YOKO ONO TRANSMISSION ender som et overfladisk repeterende greb båret oppe af kommunikation, og med udstillingens vægophængning og montrer afskæres vi fra en dybere oplevelse og kritisk granskning af værkerne, og man må nøjes med et uoverskueligt handout (på syv sider tætskrevet engelsk!) med beskrivelser og historiske karriere-facts, man ikke kan mærke"

Der er ikke mange formidlende sider at iagttage på udstillingen 'Yoko Ono Transmission', som for tiden finder sted på Kunsthal Charlottenborg midt i København. 

I hvert fald ikke hvis man skal tro Matthias Hvass Borello, redaktør og anmelder på kunstportalen Kunsten.nu. 

Jeg mener dog, at de forhold, som Borello angriber i sin anmeldelse ofte er synonymt med en stadig mere beregnende samtidskunstscene, men Yoko Ono må vel betragtes som lidt af en pioner inden for fænomenet "ukunstnerisk kunst", da hun efterhånden tilhører seniorafdelingen af nulevende konceptkunstnere. 

Udstillingen kan i øvrigt ses frem til d. 18. februar 2018. 

Jeg tror, jeg springer over!

Kritikerens (manglende) evne for at lave kunst

Jeg har valgt at illustrere dette blogindlæg med en selvproduceret croquistegning - fra 1999.

"Alle kritikere burde prøve det, dvs. burde prøve at lave kunst. Man bliver ikke forvandlet til en rigtig kunstner, blot fordi man prøver. Men man lærer at se det, der er væsentligt. At tegne croquis er at lære at se lige så meget, som at lære at tegne. Det er altid tiden, der sætter rammerne for denne indsats. Og som tiden gør, bliver man også gradvis bedre til at udnytte netop tiden"

Citatet herover er et uretfærdigt kort udsnit af en kronik af kunstanmelderen og forfatteren Peter Michael Hornung, som i dagbladet Politiken analyserer på kendsgerningen om, at langt de fleste kunstkritikere faktisk er personer, som aldrig - eller i bedste fald sporadisk - har udført kunstværker. 

Her fortæller kronikøren om sine vanskeligheder ved at få lov til at deltage i croquisseancerne i Kunstforeningen i anledning af foreningens 175-års jubilæum. 

Kronikøren kunne dog allernådigst få lov at deltage, da han ved siden af sin kritikerstatus er forfatter med utallige kunstbøger bag sig. 

"Måske ville det give en kunstkritiker lidt tiltrængt kreditværdighed og respekt, hvis han turde sætte sig ned i selskab med et hold rigtige billedkunstnere - og så tegne efter rigtig levende model, ligesom dem", hedder det blandt andet i kronikken. 

Jeg føler mig i min egenskab af kunstanmelder dog ikke ramt, da jeg selv har produceret i hundredvis af croquistegninger i mit liv - lige som jeg har fremstillet i massevis af malerier og grafiske arbejder. 

Jeg mener faktisk, at en del anmeldere har haft fingrene nede i farvebøtterne, så måske rammer Hornung ikke helt plet i sine analyser; men relevant er diskussionen under alle omstændigheder.

Den kølige og kalkulerende samtidskunst på ARoS

'Cool, Calm and Collected': Jeanette Ehlers, 'Black Bullets', 2012, videostill (pressefoto: ARoS Aarhus Kunstmuseum)

Når kunstmuseet ARoS om kort tid åbner udstillingen 'Cool, Calm and Collected', kunne man nemt antage, at udstillingens titel refererer til en kølig og ofte kalkulerende samtidskunstscene, og udstillingen viser da også et bredt segment af kunstnere, der i de senere år har præget udstillingsscenerne rundt omkring på udstillingsstederne ind- og udland. 

I museets pressemateriale kan man blandt andet læse følgende: "I sin helhed er udstillingen et udtryk for den formorienterede og æstetiserende tendens, som mange danske kunstnere har været optaget af de seneste 15 år. Samtidigt viser udstillingen, hvor forskelligt kunstnerne arbejder i deres valg af materialer, medier og tematikker". 

Man kan se værker af blandt andre Mejlvang og Hesselholdt, Elmgreen og Dragset, A Kassen, Danh Vo, John Kørner, Olafur Eliasson, Superflex, Tal R og mange, mange flere. 

Udstillingen, som jeg naturligvis vender tilbage til senere, kan ses på ARoS frem til d. 2. april 2018.

#metoo - også i kunstverdenen!

"Andre oplevelser i rummet mellem det banale og det bizarre: En redaktør for et europæisk kunsttidsskrift spurgte mig via e-mail, om jeg havde lyst til at masturbere på et toilet sammen med ham. Ved et middagsselskab spurgte en ældre, gift gallerist mig foran 15 personer om, hvor jeg boede, og om jeg havde lyst til at gå hjem til mit hus "og kneppe". Jeg forelagde hans udsagn til værten og fik at vide, at det gjorde han ofte. "Vi vil ikke placere ham ved siden af en kvinde næste gang", lød budskabet"

I den senere tid har det floreret med fortællinger fra film- og teaterverdenen, hvorfra forskellige kvinder under hashtagget #metoo har berettet om diverse seksuelle krænkelser. 

Man burde vel være ret naiv, hvis man troede, at den slags ikke finder sted inden for kunstens snirkler. 

Citatet herover er således blot et par af de fornærmelser, som den amerikanske kunstner Nathalie Frank (billedet) har været udsat for, hvilket hun beskriver i kunsttidsskriftet ArtNews under overskriften "For kvindelige kunstnere kan kunstverdenen være et minefelt". 

Nathalie Frank er født i 1980 og er bosiddende i New York, og er faktisk en god maler. Det håber jeg ikke, jeg fornærmer nogen ved at nævne.

På besøg hos Galleri Jacob Bjørn

Maleri af Mason Saltarrelli fra den nyåbnede udstilling 'King Cake Baby' hos Galleri Jacob Bjørn i Aarhus (pressefoto: Galleri Jacob Bjørn)

Det var faktisk lidt af et tilfælde, at jeg pludseligt befandt mig i et ferniseringsarrangement i det nu nedlagte Ceres-bryggeri i Aarhus; men her har Jacob Bjørn for noget tid siden åbnet galleri i eget navn, og helt i tidens ånd, er dette galleri indrettet i en velfungerende balance mellem det rå industribyggeri og en afdæmpet elegance, der understreger, at der ganske vist er få kvadratmeter til rådighed, men til gengæld højt til loftet - på flere niveauer. 

De lyse lokaler giver frem til d. 20. december rum for en udstilling med værker af den amerikanske maler Mason Saltarrelli, som arbejder i et traditionelt felt med udgangspunkt i den klassiske abstrakte ekspressionisme. 

Det er helt rart at se den genre eksponeret i gallerisammenhænge igen.

Nye udstillinger i Kunsthal Aarhus

Berlinde de Bruyckere: 'No Life Lost I' , 2015-15 (foto: Miriam Devriendt)

Aarhus som europæisk kulturhovedstad kører nu på sidste vers, og det har været et år, som på godt og ondt har budt på lidt af hvert inden for kulturen. 

Blandt andet på billedkunstscenen har der været tilbud, som har været fænomenale samt nogle, der har været mindre interessante. 

Kunsthal Aarhus sætter punktum for 2017 med to arrangementer, som begge i høj grad er forankret i den internationale samtidskunstscene, hvor blandt andre den tyske kunstner Ulla von Brandenburg er på programmet, og her kan publikum ifølge kunsthallens pressemeddelelse forvente "underetagen som ramme for en stedspecifik installation, hvor den besøgende indbydes til at udforske en række forskellige genstande. Disse genstande, der kan været fremstillet af keramik, træ eller tekstiler, er spredt ud over rummet i en art scenografi, der tydeligt viser von Brandenburgs dybe engagement i det traditionelle håndværk". 

Dette sceneri suppleres med en 16 mm-film, som har givet navn til udstillingen: 'It Has a Golden Sun and an Elderly Grey Moon'. Jeg har en teori om, at jo længere en film- eller videotitel er, des mere kedeligt er indholdet; men nu får vi se! 

"Traditionen fra den hollandske og flamske renæssancekunst fra det 16. århundrede har en væsentlig indflydelse på Berlinde de Bruyckeres kunst. Hun trækker på arven fra de gamle europæiske mestre, kristen ikonografi og folklore og tilføjer nye lag af fortællinger inspireret af nutidige verdenshændelser". 

Citatet fra Aarhus Kunsthals pressemateriale mere end antyder, at den anden udstilling, som åbner d. 11. november har Berlinde de Bruyckere som hovedperson. 

Titlen er 'Embalmed', og udstillingen kan ses i Kunsthal Aarhus frem til d. 21. januar 2018. 

Udstillingen med Ulla von Brandenburg varer frem til d. 25. februar 2018.

I frit fald i Holstebro

Der er ingen tvivl om, at de tre kunstnere, som optræder foroven på blog'en her, er nogle af Europas mest toneangivende netop nu.

Daniel Richter udstillede således på kunstmuseet Louisiana i 2016, og Tal R gentog denne bedrift med en anmelderrost udstilling tidligere i år. Tidligere har Jonathan Meese tillige været aktuel på museet i Humlebæk.

Nu er de tre imidlertid gået sammen om udstillingen 'The Men Who Fell from Earth' på Holstebro Kunstmuseum, og her kan man se værker af kunstnerne individuelt, men også - og det er måske nok så underholdende - en serie kollektivt udviklede værker, som er sammensat af diverse kitchede og mærkværdige elementer, som optræder i helt besynderlige forløb i museets centrale sal.

Jeg besøgte museet forleden dag, og hensigten med dette besøg var naturligvis at få skrevet en anmeldelse af udstillingen. Det arbejder jeg på, og inden denne bliver publiceret, kan man se en serie billeder fra udstillingen herover.