fredag den 29. november 2019

John Lennon foreslog Hitler på Sgt. Pepper-cover

Coveret til 'Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band' uden en gengivelse af Hitler (foto: udiscovermusic.com)

Officielt optræder kunstneren Peter Blake som ophavsmanden bag det legendariske cover til Beatles-pladen 'Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band' fra 1967. 

Motivet til omslaget er en collage af personer, som angiveligt skulle være udpeget af de fire medlemmer af bandet; men nu afslører Peter Blakes daværende hustru og assistent, Jann Haworth, på The Art Newspaper, at kun mellem 30 og 40% af personerne er udpeget af gruppens medlemmer. 

Dog foreslog John Lennon, at Adolf Hitler sammen med en masse andre skulle pryde omslaget; men den beslutning blev naturligvis omgjort. 

Her udtaler Haworth sig i dag: "Det var på ingen måde acceptabelt at sætte Hitler i scene. Man kan sige, at John Lennon optrådte som en gigant på lerfødder i processen, og man vil vel i dag betragte hans forslag som et udtryk for ungdommelig dårskab? Men Hitler kan ikke sættes i forbindelse med ungdommelig dårskab! Det var bare for dumt!" 

Historien melder ikke noget om, hvordan de tre øvrige Beatles-medlemmer så på Lennons forslag. 

And all that jazz!

Musikken er fra cd'en Enrico Pieranunzi Trio: 'New Visions'...

torsdag den 28. november 2019

Soulages-salg i den dyre ende

Maleri af Pierre Soulages, som netop er blevet handlet for 71,5 millioner kr. hos auktionshuset Tajan (foto: Tajan)

Lidt længere tilbage på blog'en kan man læse om et rekordsalg hos Bruun Rasmussens Kunstauktioner i København, men de godt og vel 31 millioner, som ramte hammerslaget ved et Hammershøi-maleri, er alligevel ikke for noget at regne, når man kigger til Frankrig, hvor auktionshuset Tajan i Paris fik ikke mindre end 71,5 millioner kroner ind på et maleri af den snart 100-årige franske maler Pierre Soulages

Der er altså tale om en nulevende kunstner, som faktisk snart er udstillingsaktuel med en større retrospektiv udstilling på Louvre i Paris.

Vagn Holmboe som inspiration

"Den musik ville stresse mig", var udsagnet fra en af mine venner på et socialt medie, da jeg havde lagt sekvensen, der kan ses herover, ud på det pågældende medie.

Det var faktisk interessant at iagttage, at penselføringen følger musikken, som er maleren i gang med at foretage en dirigering af musikken. 

Måske skal jeg i visse dele af processen passe på med at lytte til musik, når jeg maler? Jeg ved det ikke...

Musikken er i øvrigt skrevet af den danske komponist Vagn Holmboe (1909-1996).

onsdag den 27. november 2019

Udstillinger og nye værker

Uden titel (Brassø med Sindbjerg og Stoubjerg i baggrunden), olie på lærred, 54 x 65 cm.

Dårligt var udstillingen i Vordingborg slut, inden vi skulle transportere malerier og oliepastel/akvareller til Aalborg, hvor jeg udstiller hos Jarsbo Contemporary

Det har dog ikke sat aktiviteterne på værkstedet på stand by. Jeg har i bunkevis af skitsemateriale liggende, som glimrende kan bruges som udgangspunkt for nye oliemalerier. 

Jeg har således to-tre stykker i gang - og herover kan ses et mindre maleri, som er netop er færdiggjort.

Rekord for Bruun Rasmussen - men ikke for Hammershøi

Carl Holsøe: 'Interiør med kunstnerens hustru, der sidder bøjet over sit håndarbejde ved et åbent vindue', udateret. Olie på lærred. 71 x 73 cm. Vurdering: 200.000-300.000 kr. Hammerslag: 600.000 kr. (foto: Bruun Rasmussen Kunstauktioner)

Vilhelm Hammershøi: 'Nøgen Kvindelig Model. Stående. Profil Mod Højre', 1886. Olie på lærred. 67 x 36,5 cm. Vurdering: 1,5-2 millioner kr. Hammerslag: 4,3 millioner kr. (foto: Bruun Rasmussen Kunstauktioner)

Der var så stille, at man ville kunne høre en knappenål falde til gulvet, da buddene på et maleri af Vilhelm Hammershøi indløb under en auktion hos Bruun Rasmussen i Bredgade i København forleden dag. 

Dette skal naturligvis ses i, at man forventede en rekord for hammerslag i auktionshuset - og den faldt da også. Maleriet nåede en pris på 31,5 millioner, hvilket ubetinget er rekord for auktionshuset. 

Det er dog ikke en rekord for Hammershøi, da Sotheby's i New York i 2017 solgte et andet maleri af Hammershøi for 39,5 millioner. 

Der var flere Hammershøi-værker under hammeren ved den aktuelle auktion hos Bruun Rasmussen. Blandt andet ramte et motiv med en nøgenmodel fra 1886 et hammerslag på 4, 3 millioner mod en vurdering på maks. 2 millioner kroner (nedersete billede). 

Til gengæld kunne et Hammershøi-maleri med hvide døre som motiv ikke sælges, da det ikke lykkedes at komme i nærheden af de 4-5 millioner, som værket var vurderet til. 

Der var dog flere værker af andre kunstnere, som gik langt over vurderingerne. Blandt andet maleriet af Carl Holsøe, som kan ses gengivet på det øverste billede.

mandag den 25. november 2019

Udskiftning på ARoS - og en slags jubilæum

'Storm Room' - installation af Cardiff & Miller fotograferet, da udstillingen 'Something Strange This Way' åbnede i november 2014

Mens disse linjer skrives, er det tekniske personale på kunstmuseet ARoS i Aarhus gået i gang med at afmontere et værk i museets niveau 0, som består af et antal permanente installationer i museets allerdybeste rum. 

Her må et værk af den amerikanske kunstner Tony Oursler vige pladsen til fordel for en installation af det canadiske kunstnerpar Cardiff & Miller. 

Værket, der har titlen 'Storm Room' kunne ses på udstillingen 'Something Strange This Way' på ARoS for nogle år siden. 

Faktisk er det næsten på tidspunktet, hvor denne tekst skrives, præcis fem år siden, at udstillingen åbnede, og årsagen til, at jeg kan huske netop denne udstilling så klart, er, at den udgjorde min debut som kunstanmelder på Jyllands-Posten i november 2014. Jeg fejrer altså et lille jubilæum som anmelder på avisen. 

Jeg gav i øvrigt fem stjerner til Cardiff & Miller dengang. Den burde måske have fået fuldt hus med seks; men jeg skulle lige vænne mig til stjernesystemet, som var nyt for mig på daværende tidspunkt - og mange vil sikkert mene, at jeg har været ret nærig med stjernerne lige siden? 

Det er stadig en vanskelig, men dog udfordrende, disciplin at give karakterer på dén måde.

Ekspressionisme hos Galleri Profilen








For nyligt kunne jeg fortælle om en udstilling, der finder sted i Galleri Profilen i Aarhus. 

Det drejer sig om udstillingen 'Landskab og rum', som viser malerier af den ekspressionistiske maler Martin Fraenkel (f. 1982). 

Jeg deltog i åbningen af udstillingen, og jeg har netop afsendt en anmeldelse til redaktionen på et større dansk, landsdækkende dagblad. 

Udstillingen indeholdende Fraenkels farvemættede malerier kan ses i galleriet på Grønnegade 93 i Aarhus C. frem til d. 21. december.


fredag den 22. november 2019

Snart ruller millionerne hos Bruun Rasmussen

Fint lille maleri af Anna Ancher: 'Et hus på heden nær Skagen', 1888. Olie på lærred, 29 x 32 cm. Vurd. 50.000-75.000 kr. (foto Bruun Rasmussen Kunstauktioner)

Det er ikke så længe siden, jeg her på blog'en kunne berette om store forventninger til en pris på et maleri af Vilhelm Hammershøi, som kommer under hammeren tirsdag d. 26. november hos Bruun Rasmussen Kunstauktioner på Bredgade i København. 

Værket er vurderet til mellem 20 og 30 millioner kroner, men dette ene værk af Hammershøi står ikke alene, da der kommer flere værker af samme kunstner under hammeren samme dag. 

Man kan ved samme lejlighed erhverve sig kunstværker af adskillige kunstnere fra tiden omkring overgangen fra 1800-tallet til 1900-tallet - blandt andet malerier af L.A. Ring og H.A. Brendekilde, ligesom en del værker af de berømte skagensmalere - blandt andre, som det kan ses herover, Anna Ancher - kommer under hammeren, så mon ikke millionerne ruller d. 22. november?? 

Jeg sidder nok og følger auktionen live, mens den finder sted. Man er vel nørdet?

onsdag den 20. november 2019

Død! Mad! Sex! Undergang!

Installationsvue fra udstillingen 'På vej mod katastrofen - Pompeji og Herkulanum' på Moesgaard Museum

"Jeg løste billet en hverdagsformiddag, og udstillingen myldrede med gæster, særlig gråtoppe og skoleklasser. Det er de kultur- og naturhistoriske museers kernepublikum, og gæsterne får noget for pengene: Død! Mad! Sex! Undergang!"

Det er dagbladet Politikens anmelder Niels Pedersen, der har været på besøg på Moesgaard Museums udstilling 'På vej mod katastrofen - Pompeji og Herkulanum'. 

Under overskriften "Det søde liv endte brat under asken" leverer Pedersen en veloplagt beskrivelse af udstillingen, som han begaver med fem hjerter. 

Udstillingen vises på Moesgaard Museum syd for Aarhus frem til d. 10. maj 2020.

tirsdag den 19. november 2019

Viborg Kunsthal 25 år

Stemningsbilledet her fra Viborg Kunsthal er taget for nogle år siden under en udstilling med Per Arnoldi.

I 1994 blev der for første gang udstillet billedkunst i Viborg i bygningen, der dengang blev hed Brænderigården. 

Siden er udstillingsinstitutionen blev omdøbt til Viborg Kunsthal, men ikke desto mindre kan kunsthallen nu fejre 25 års jubilæum. 

I de 25 år har Viborg Kunsthal/Brænderigården markeret sig som en vigtig aktør på den danske kunstscene, og jeg tror ikke, der er ret mange, som har tal på, hvor mange udstillinger, der har fundet sted i de smukke bygninger fra 1734. 

Navnet Brænderigården refererer til stedets tidligere funktion som brændevinsproducent i 1800-tallet; men senere blev lokaliteten brugt - paradoksalt nok - som alkoholambulatorium. 

Kunsthallens nuværende kunstneriske leder Bodil Johanne Monrad og Brænderigårdens første leder Karen Lintrup vil tale, når jubilæet fejres i kunsthallen d. 24. november fra kl. 11 til kl. 17. 

Viborg Kunsthal viser for tiden udstillinger med Andreas Schluenburg og kunstnerduoen Hanne Nielsen og Birgit Johnsen.

søndag den 17. november 2019

Udstillingen er lille, men emnet er stort







Hvad er en "matgul møgbille" og en "hedepensel-spinder"... og hvad har de to til fælles? 

Såmænd er det ikke noget glædeligt budskab, der ligger til grund for den unge kunstner Hannah Toticki Anberts udstilling 'Reservat' på Holstebro Kunstmuseum. 

Den beskæftiger sig med klima- og diversitetskrisen, og netop her kommer de to insektracer, som der refereres til, i spil. 

Disse arter er enten truet af udryddelse eller allerede væk fra naturen i Danmark på grund af en massiv dyrkning af jorden. 

Altså agroindustrien er i fuld gang med at udrydde diverse former for liv i den danske natur. Og her begynder man med de mindste arter, og slutter med os selv. Det ene kan ikke leve uden det andet. 

Det store tema har Anbert sat op i kunstform på en lille udstilling, der rummer såvel stærkt æstetiske elementer samt aspekter, der viser, hvordan naturen i dag er under et voldsomt pres. 

Udstillingen kan ses frem til d. 19. marts 202, og jeg arbejder allerede på en anmeldelse.

Aktiv og alsidig

Fotografi fra åbningen af den aktuelle udstilling hos Jarsbo Contemporary Art (foto: Jonna Pedersen)

"Man får ved mødet med Lars Svanholm indtryk af et meget aktivt og alsidigt menneske, som formår at udtrykke sig på mange plan. Denne gang er det landskabsmalerier med motiver fra det blide østjyskesøhøjland, han udstiller. Det er farvemættede, stemningsfyldte billeder, som ikke er stedspecifikke, men inspirationen er hentet fra det smukke landskab, kunstneren færdes i, iagttager og transformerer. Farverne er dæmpede og stort set holdt inden for samme farveskala"

Citatet stammer fra en anmeldelse, som Grethe Hagensen har skrevet til magasinet Kunstavisen med afsæt i Bjørn Eriksen og min udstilling hos Jarsbo Contemporary Art i Aalborg. 

Udstillingen kan ses i galleriet, der er beliggende på adressen Adelgade 2 i Aalborg frem til d. 7. december.

fredag den 15. november 2019

Ekspressionisme på Profilen

Et af de malerier af Martin Fraenkel, man kan se på Galleri Profilen i Aarhus (pressefoto: Galleri Profilen)

"Umiddelbart er Martin Fraenkels malerier ekspressive selvbilleder, der fremstiller kunstnerens subjektive forståelse af verden og dermed udtrykker hans indre følelser. Hans praksis er især kendetegnet ved en stoflig og direkte tilgang til selve den maleriske handling, hvor hans pastose penselstrøg vidner om et såvel intuitivt som omhyggeligt og detaljeorienteret arbejde"

Sådan kan man blandt andet læse i en pressemeddelelse, der omhandler maleren Martin Fraenkels kommende udstilling hos Galleri Profilen i Aarhus. 

Jeg regner med at anmelde udstillingen, der kan ses i galleriet i Grønnegade fra d. 22. november til d. 21. december.

Arkitektur og næste års program på Louisiana

Tatiana Bilbao Estudio: Casa Ventura, Mexico, 2016 (pressefotoLouisiana Museum of Modern Art)

Husstanden har netop modtaget kunstmuseet Louisianas magasin, der naturligt har hovedvægten på museets særudstilling i serien om arkitektur. 

Her drejer det sig om en stor udstilling med udgangspunkt i den mexicanske arkitekt Tatiana Bilbao. 

Samtidigt kan man finde en oversigt over de udstillinger, man kan forvente at se på Louisiana i 2020. 

Jeg nævner i flæng: Ann Veronica Janssens - belgisk kunstner født i 1956, Nancy Spero (1926-2009), amerikansk aktivist, feminist og en markant skikkelse i efterkrigstidens amerikanske kunst, Per Kirkeby med vægten lagt på kunstnerens bronzeskulpturer, japanske Tetsumi Kudo (1935-1990), i serien Arkitektens Værksteder byder Louisiana på Anapama Kundoo (født 1967), en udstilling med "Fantastiske kvinder" blandt andre Louise Bourgeois, Frida Kahlo og Meret Oppenheim, en udstilling i efteråret 2020 har titlen 'Mor!' og til slut åbner museet i november en udstilling med den amerikanske videokunstner og filmskaber Arthur Jafa (f. 1960). 

Programmet på Louisiana er alsidigt - det må man sige!

torsdag den 14. november 2019

Jyllands-Posten henter ny kulturredaktør på TV2 Østjylland

Ifølge netmediet Mediawatch har Jyllands-Posten ansat den 46-årige Louise Pettersson (billedet) som ny kulturredaktør - en stilling, der har været midlertidigt besat i tre måneder, da den tidligere kulturredaktør Steffen Moestrup blev afskediget efter en intern sag, som også kostede en af avisens kulturjournalister jobbet. 

Louise Pettersson kommer fra en stilling hos TV2 Østjylland, hvor hun har fungeret som nyhedschef. 

Jyllands-Postens chefredaktør Jacob Nybroe udtaler i forbindelse med ansættelsen af Pettersson: "Med hende får vi en fantastisk ny kollega, en målrettet, dygtig og sympatisk leder, og et menneske, der har stor passion for både journalistik og kultur. Hun strækker sin erfaring over både redaktionel strategi og daglig nyhedsredigering". 

Louise Pettersson tiltræder det nye job i det nye år, men den præcise startdato foreligger endnu ikke.

(Foto: TV2 Østjylland)

Mads Damsbo fyret på Brandts i Odense

Mads Damsbo fotograferet foran Brandts i Odense, som han altså ikke længere skal lede (pressefoto: Brandts)

Man kan vist godt sige, at der er adskillige vagtskifter undervejs på diverse danske kunstinstitutioner. 

På Kunsten i Aalborg søger man stadig efter en ny direktør, og i samme by har Kunsthal Nord stået uden ledelse i et par måneder - og om stillingen bliver genbesat, vides ikke med sikkerhed... Ikke af mig i hvert fald! 

I de seneste dage har man imidlertid kunnet læse på diverse medier, at bestyrelsen for Brandts i Odense nu har valgt at afskedige direktør Mads Damsbo, der har været øverste leder i seks år for udstillingsstedet, der er en fusion af Brandts Klædefabrik, Fyns Kunstmuseum og Museet for Fotokunst. 

Ifølge bestyrelsesformand for Brandts, Bolette Christensen,skal fyringen ses som en konsekvens af, at "museet er på vej ind i en ny udviklingsfase, hvor der er brug for nye ledelseskompetencer". 

Damsbo selv udtaler til TV2 Fyn, at "det har været seks fantastiske år for mig som direktør på Kunstmuseum Brandts"

Da Damsbo i 2013 blev ansat på Brandts, blev han på kunstportalen Kunsten.nu beskrevet som lidt af en komet i museumsverdenen, og han havde da også på daværende tidspunkt været øverste chef for kunsthallen Gl. Holtegaard i fem år. 

Mads Damsbo er uddannet mag. art i kunsthistorie fra Københavns Universitet i 2006 og har suppleret sin uddannelse med studier med en MA i kuratering fra Wits University i Johannesburg.

onsdag den 13. november 2019

Finurlig udstilling tolker de 17 verdensmål



















Jeg har været på besøg på Naturhistorisk Museum i Aarhus i forbindelse med en udstilling, der ved åbningen adskillige gange blev beskrevet som "finurlig". 

Jeg har det lidt svært med netop denne betegnelse, men efter at have konsulteret synonymordbogen fandt jeg ud af, at adjektivet kan bruges i betydningen "durkdreven, "beregnende" og sågar "intelligent". Det er da ganske påfaldende, at et så forholdsvist accessorisk tillægsord kan rumme så mange betydninger. 

Anyway: Det drejer sig om en udstilling, der faktisk ganske fantasifuldt sætter fokus på FN's 17 verdensmål vedrørende klima, miljø, sundhed, sult og meget, meget andet. 

Det lyder naturligvis tungt, men udstillingen 'Vores verden' er iscenesat af Shane Brox, der er kendt fra TV og programmet Ramasjang på DR. Jeg skal være ærlig og sige, at jeg ikke kendte Brox, inden jeg traf ham i forbindelse med udstillingsåbningen for nyligt, men det gør jeg nu, og i skrivende stund er jeg i gang med en anmeldelse af udstillingen. 

Det er første gang, jeg anmelder en begivenhed på Naturhistorisk Museum, og det er muligvis ikke her mine kernekompetencer befinder sig, da jeg primært beskæftiger mig med kunstudstillinger, men det er altid interessant at hive sig selv ud af den komfortable zone - og samtidigt opleve noget andet end sædvanligt. 

'Vores verden' på Naturhistorisk Museum kan ses helt frem til d. 18. oktober 2020.

tirsdag den 12. november 2019

Fars på ARoS

Kunstværker i en grårød fars. Installationsfoto fra 'Objects of Wonder - from Pedestal to Interaction. Kan ses  ARoS indtil 1. marts 2020 (fotoLise Balsby)

"En umiskendelig tæppelugt slår beskueren i næsen, når hun træder ind i, hvad der faktisk kunne ligne et totalmiljø i Tæppeland. Blegrøde vægge, søjler og udstillingsplader rejser sig over et grårosa tæppe, der flyder så langt øjet rækker, og endda skvulper venlige sæder op omkring søjlerne. Med deres associationer til kød og krop skal disse grårøde farver øjensynlig skabe en slags fars, hvor alle de vidt forskellige ingredienser kan røres ind og jævnes"

Jacob Wamberg har i sin anmeldelse i Weekendavisen af udstillingen 'Objects of Wonder - from Pedestal to Interaction' på ARoS i Aarhus adskillige kommentarer til udstillingens koloristiske iscenesættelse. 

Han fremstiller adskillige morsomme beskrivelser af rummet, og det er da også rigtigt, at udstillingen, der viser et større antal skulpturelle værker fra Tate's samling, er pakket ind i en lyserød finish, hvilket man kan mene om, hvad man vil. 

Jeg mener i princippet, det er et interessant scenisk greb med den lettere liderlige farve, der præger scenariet. 

Da jeg skulle finde et billede på ARoS' hjemmesides presserum, blev jeg lige mindet om, hvor tåbeligt museets nye hjemmeside fungerer; men beklageligvis hersker der en stadig større bevidsthed om - i kunstinstitutioner - at hjemmesider primært skal se smarte ud frem for at fungere på en overskuelig måde. 

ARoS' nye ser desværre blot ikke engang smart ud. Den er grim og overbroderet med ligegyldige udsagn, som man kan læse, alt imens man prøver at finde ind til det væsentlige. 

Det er en ommerARoS!   

mandag den 11. november 2019

Stjerner til Moesgaard


Graffiti anno 79 e.Kr. på Moesgaard Museum

"Der er kælet for detaljerne: Rundt omkring på væggene finder man således forskellige former for graffiti, vittighedstegninger og slagord skrevet med kul. Det kræver måske nok lidt latinkundskaber at afkode teksten, men budskaber som "den sidste dag er kommet" lader sig tyde med lidt god vilje (eller Google Translate). Til gengæld kræver det ingen særlige kundskaber at afkode vittighedstegningerne og den - i øvrigt fuldstændigt autentiske - obskøne graffiti af mandspersoner med voldsomt erigeret lem. Hvor meget verden end forandrer sig, forbliver nogle ting dog de samme!"

Det er et uddrag fra Christian Sallings anmeldelse i Århus Stiftstidende af udstillingen 'På vej mod katastrofen - Pompeji og Herkulanum', der citeres fra herover. 

Udstillingen, som jeg selv har anmeldt, finder sted på Moesgaard Museum syd for Aarhus, og Salling lægger foruden den frække graffiti vægt på de smukke objekter, der fremstår som de netop er produceret, og at romeren, der har skabt dem, har lagt dem fra sig for at gå til frokostpause. 

Sådanne iagttagelser kan man gøre på udstillingen, som Salling giver seks ud af seks stjerner i Stiften.