Berlins forladte steder er hot

Blandt andet dette syn mødte mig, da jeg besøgte et forladt børnehospital i Berlin-bydelen Weissensee i 2012

Mange mennesker rejser til Berlin med henblik på at fange stemningen i den tyske hovedstad - og der er nok at kigge på for en seværdighedsbegejstret turist. Ifølge webmediet ArtDaily er der dog rejsende, som opsøger Berlin med andre bagtanker end at opleve den imponerende domkirke, de sidste rester af Berlinmuren og de mange flotte museer. 

Her handler det om forladte bygninger, som har optrådt øde i årevis samt overladt til vind og vejr og til grafittimalerne og de hjemløses hærgen. 

Det er forbundet med visse risici at gå ind i sådanne bygninger, da de faktisk tilhører nogle; men der nu en mulighed for "officielt" at besøge de forladte og faldefærdige lokaliteter via en operatør, som kalder sig Go2know. 

I øvrigt findes der en blog, Abandoned Berlin, som beskriver disse steder.

Sidste dag i The Garden

Dette værk af Tomas Saracémo kunne blandt andet ses på 'The Garden - The Future'

 "Jeg kan god lide det, vi har set indtil nu. Det er en rigtig god idé med kunst herude, hvor vi færdes i naturen alligevel. På den måde når ARoS også bredere ud, end den gør med en udstilling på museet"

Udtalelsen er fremsat i Aarhus Stiftstidende af én af de - må man formode - mange tusinde, der har besøgt udstillingskonceptet 'The Garden - The Future', som indtil for nyligt har været iscenesat på strækningen fra Tangkrogen til Ballehage i Aarhus. 

Louise Morell Holm sammenligner ellers det netop overståede koncept med det tidligere 'Sculpture by the Sea' og netop blandt anmelderne har der været bred enighed om, at værkerne på 'The Garden' har været på et kvalitativt højere niveau, end man oplevede det i forbindelse med den tidligere skulpturudstilling, som havde sit idégrundlag fra Australien. 

Her kører 'Sculpture by the Sea' tilsyneladende videre for fuld skrue, men i Aarhus er konceptet altså nu afløst af en Triennale, som man kan se frem til at opleve igen i 2020. 

Jeg nævnte anmeldelserne af ' The Garden- The Future', som er anmeldt i et større antal dagblade i sammenhæng med søsterprojektet 'The Present'. 

Børsen gav fem stjerner, Stiften gav hele seks af slagsen, hvor Politiken bruger hjerter. Fem fra Politiken, og fire stjerner fra Jyllands-Postens altid skarpe og kritiske anmelder til udstillingen, som nu er under nedbrydning. 

Hvor mange, der har besøgt udstillingen kan ARoS' kommunikationsansvarlige Anne Riis ifølge Stiften ikke endnu udtale sig om. 

Glaskunst i stort udtræk

'Young Glass': Carina Cecilia Cheung, 'When Kingdom was Lowered down to Earth from Heaven', 2016 - detalje (foto: Annette Smed)

'Young Glass': Morgan Peterson, 'The American Dream, you have to be asleep to believe it", 2016

På Glasmuseet i Ebeltoft kan man for tiden se udstillingen 'Young Glass', som viser et udvalg af internationalt forankrede glaskunstnere, der, som udstillingens titel antyder, tilhører den yngre generation inden for genren. 

Der er i alt 57 kunstnere repræsenteret - og det er mange. Antallet giver et samlet mangfoldigt udtryk, og det kan såmænd udmærket virke lidt forvirrende; men ikke desto mindre har jeg forfattet en anmeldelse af udstillingen, som kan ses på det fine museum i Ebeltoft frem til d. 29. oktober.

En katastrofal sommer

Der har været enkelte soldage i 2017, men her ved udgangen af den største feriemåned har det været sparsomt med som og sommer. 

Således kunne juli ikke byde på en eneste sommerdag, som meterologisk defineres som en dag, hvor temperaturerne rammer de 25 grader. 

Heldigvis kan jeg selv prioritere min tid, og derfor bruger jeg enhver given lejlighed til at besøge en strand og få tegnet lidt. 

Motivet på akvarellen herover er hentet ved Ballehage Strand i Aarhus.

Alice Cooper finder Warhol-værk i et paprør

Andy Warhol: 'Little Electric Chair', ca. 1964-65, serigrafi (foto: Courtesy of Alice Cooper)

Sangeren og performeren Alice Cooper er kendt for en sceneoptræden, som består af diverse bizarre optrin. Blandt andet er han både blevet hængt og halshugget som en del af showet. 

En elektrisk stol har faktisk også været en del af hans ofte meget teatralske performances, og netop en elektrisk stol er motivet på et værk, som man nu ifølge avisen The Guardian har "gravet frem" af sangerens gemmer. 

Det drejer sig om en serigrafi af Andy Warhol. Dette værk er et af popkunstnerens mest ikoniske, og Cooper's første reaktion, da han hørte om serigrafiens reelle værdi var: "Er du seriøs? Jeg ejer det!" 

Værket, som Warhol forærede Copper, da de begge var en del af inderkredsen omkring klubben Max' Kansas City i New York, er adskillige millioner dollars værd, og det har i mere end 40 år været opbevaret i et paprør på sangerens lager. 

En ekspert har verificeret værkets ægthed, og Alice Cooper var egentligt en anelse tilbageholdende med at hænge det op i sit hjem, da han var en smule nervøs for at være i besiddelse af et så kostbart kunstværk; men han skulle angiveligt have ombestemt sig, og har nu i sinde at få det indrammet og ophængt, når han ved udgangen af året har færdiggjort en længere turné.

Sommerdagene er sjældne

Valget stod mellem en bjergetape i Tour de France og en dag ved stranden, og da de regulære sommerdage i Østjylland på dette tidspunkt af sommeren havde været sjældne, valgte jeg at drage en tur til Ballehage for at nyde solens d-vitamin berigende stråler og det kølige, salte vand. 

Naturligvis medbragte jeg samtidigt den røde tegnebog, og resultaterne af dagens "anstrengelser" kan ses herover.

Salvador Dalis moustache er intakt

Det stirrende blik og ti minutter over ti moustachen var karakteristiske for Salvador Dali (foto: Getty Images)

For nyligt kunne jeg her på blog'en fortælle om en spansk kvinde, der har påberåbt sig at være datter af den verdensberømte surrealistiske maler Salvador Dali, som døde i 1989. 

Således har kvindens advokat søgt om, at Dalis lig bliver tilvejebragt med henblik på at fremskaffe dna, som vil kunne bekræfte eller dementere den 61-årige Maria Pilar Abel Matinez' påstand om at Dali er hendes biologiske far. 

Salvador Dali havde ingen børn i sit ægteskab med Gala Dali, som i sine sidste år slog sig ned i en ejendom i Catalonien, hvorfra hun kun modtog besøg fra kunstneren efter en skriftlig ansøgning. 

Ifølge rygterne skulle fru Gala være en kvinde med en kolossal appetit på mænd, men denne appetit indbefattede altså ikke surrealisten med den karakteristiske moustache, der blev et varemærke for Dali, som skulle have efterladt sig en formue i milliardklassen. 

Det er dog ikke udsigten til en formue, der har inspireret Maria Pilar til at få bekræftet Dalis rolle som far til hende. Hun vil blot have historien på plads, hvilket vel er forståeligt. 

Nu har man imidlertid taget Dalis balsamerede lig op af graven, som er placeret centralt i kunstnerens eget museum i den catalanske by Figueres. 

Her har balsamøren, som i sin tid klargjorde Dalis lig, udtalt, at kunstnerens karakteristiske moustache er intakt efter 28 år i balsameret tilstand. Ifølge den engelske avis The Guardian udtaler han, at Dalis krop ligner "en mumie, der er som træ". 

Nu følger en efterforskning baseret på dna-materiale fra kunstnerens afsjælede legeme, og den proces forventer man, tager en til to måneder.

Fire hjerter til "den gode smag"

Vilhelm Lundstrøm: Nature morte, ca. 1923-25 (pressefoto: Brandts, Odense)

"Første Verdenskrig var lige forbi, men åbenbart ikke for kunstkritikerne, og med rasende ord angreb de Lundstrøm fra alle sider. Disse lydcitater kører i en båndsløjfe, og hvis man giver sig bare nogenlunde god tid til Lundstrøms ungdomsbilleder, må man høre de samme injurier en halv snes gange. Det er hverken god reklame for Lundstrøm eller et godt eksempel på afbalanceret formidling. Man savner alternative synspunkter, der kan fremhæve Lundstrøms format, og hans egne noget spagfærdige reaktioner er ikke tilstrækkelig kompensation. Her kunne nogle velvalgte citater fra det meget omfattende katalog til udstillingen have genoprettet balancen mellem kritik og ros"

Politikens kunstanmelder Peter Michael Hornung besidder visse kritikpunkter i forhold til udstillingen 'Vilhelm Lundstrøm og den gode smag', som kan ses indtil d. 27. august på Brandts Museum for kunst og visuel kultur i Odense. 

Det er dog ikke Lundstrøms kunstværker, som Hornung retter skytset imod i sin fire-hjertede anmeldelse i avisen, men derimod de rammer, som er sat op i forhold til udstillingens iscenesættelse og formidling. 

Jeg glæder mig til at opleve "den gode smag", når udstillingen senere i år kan ses på kunstmuseet Kunsten i Aalborg.

Salvador Dalis lig skal graves op

En af de mere morbide historier, der dukker op her i sommerperioden, som vel udmærket kan betegnes som "agurketid" inden for nyhedsformidlingen af billedkunst, er at den excentriske, spanske, surrealistiske maler Salvador Dalis lig nu skal tilvejebringes med henblik på - via en DNA-analyse - at få fastslået om kunstneren er far til Pilar Abel, som angiveligt skulle være resultatet af en affære mellem Pilars mor og surrealisten tilbage midt i 50'erne. 

Pilar Abel har lagt sag an mod den spanske stat med henblik på at få gravet liget op af Dali, så en DNA-prøve kan fuldbyrdes - og nu har hun altså fået medhold. 

Dette er dog ikke uden komplikationer, da fonden, der administrerer boet og formuen bag Salvador Dali, som døde i 1989, har anket sagen, men det ser nu ud til, at Pilar Abel nu har fået sin sag igennem, og det kan betyde, at hun kan arve 25% af formuen, som befinder sig i boet efter Dali. 

Det er i sig selv et ikke ubetydeligt antal euro, som dermed kan overgå til Pilars bankkonto. 

Det hører naturligvis med til historien, at Dali ingen børn havde i sit ægteskab med fru Gala Dali.

Summertime

"Somme har det dejligt på en sommerdag", sang den skæve og skægge sanger Rudi sammen med sit letbitre band i 70'erne - og dette var efterfulgt af linjen: "...og så ta'r man nemlig tøjet af!"

Nu er det som bekendt ikke længere 70'erne, men 10'erne, og det med at smide tøjet er måske ikke så meget et tema længere.

Heldigvis findes der da steder, hvor dette sker - og så går en disciplineret kunstner naturligvis i gang med at foretage nogle tegninger under betegnelsen "strandcroquis".

Kunsten gror i Aarhus

For tiden kan man se og opleve udstillingsprojektet 'The Garden The Present The Future' i Aarhus og nærmeste omegn, og især de installationer, som kan ses i området i skoven ved Ballehage har i den seneste måned udviklet sig. 

Man kan roligt sige, at værkerne nu - i forhold til da jeg var indbudt til pressemøde på begivenheden - er groet, og nu fremstår i den udgave, som de oprindeligt er tiltænkt. 

Især Tue Greenforts skulpturgruppe 'Prototaxites' er værd at beskæftige sig med, og det samme kan siges om Henrik Mennés "skovanordning", som stille og roligt står og producerer skulpturer af et ikke nærmere defineret materiale. 

Et andet værk, som udvikler sig i et biologisk forankret tempo, er Meg Websters fine haveinstallation 'Concave Room for Bees', som er placeret lige neden for Varna-palæet. 

Et andet værk, som har undergået en forandring i udstillingsperioden, er til gengæld Katharina Grosses rødmalede parkudsnit, som nu til dels er helt væk. 

Her er den røde farve, der tidligere har sat en voldsom debat i gang, kun aktuel på cykelsti og fortov samt i forbindelse med enkelte træer og buske. Debatten vedrørende det nævnte værk er samtidigt ophørt. 

Udstillingen kan ses i Aarhus byrum samt ved området fra Tangkrogen til Ballehage indtil d. 30. juli.

Hein sanser verden

Jeg har netop fået tilsendt bogen 'At sanse verden i dig selv', som understøtter en udstilling med værker af Jeppe Hein, som for tiden finder sted på Museet for Religiøs Kunst i Lemvig. 

Faktisk har Hein tillige indtaget Lidenlunds byrum med nogle af de karakteristiske bænke, som han er blevet berømt for, men bortset fra disse, er det en alternativ Jeppe Hein, man kan opleve på det fine museum med den fantastiske beliggenhed. 

Det ser i hvert fald ikke ud til, at der optræder hverken springvand eller effekter fra Heins spejlkabinetter på udstillingen. 

Udstillingens titel lægger op til en serie værker, som har det spirituelle og meditative som temaer. 

Udstillingen kan ses på Museet for Religiøs Kunst frem til d. 17. september.

Solkorset uden spørgsmålstegn

"Det er scenekunst uden mennesker. Det er tingenes skuespil. Og det er meget, meget fint. Så hvorfor skal man kigge på Solkorset i dag. Det skal man, hvis man vil forstå noget om kunstnerisk kollaboration og iscenesættelse. Og man bør se Opløsningstid: En video nu. For én af Solkorsets regler var, at deres installationer skulle destrueres efter hver endt udstilling. Og mon ikke den samme regel gælder denne gang."

Det er ikke fordi, at tasten med spørgsmålstegnet ikke fungerer på min computer. Jeg har afskrevet citatet, som stammer fra Rikke Hansens anmeldelse af udstillingen 'Opløsningstid: En video af Solkorset', direkte. 

Anmeldelsen er publiceret på kunstportalen Kunsten.nu, og Rikke Hansen har fuldstændig ret i, at det er en udstilling, man bør se, og den finder sted i Kunsthal Aarhus frem til d. 13. august.

Mens vi venter på sommeren

Ifølge kalenderen, som i skrivende stund siger 4. juli, er det sommer i kongeriget, men det kan man ikke umiddelbart mærke på vejret, for mens de kæmper med rekordtemperaturer og tørke i Sydeuropa, viser den danske sommer sig vedholdende fra sin sædvanlige, ustadige side. 

Akvarellerne herover er fra en stranddag - dog for nogle uger siden. Man må leve på minderne, når det er nødvendigt.

Formidabel biografi med mangler

Omslaget til biografien 'At trække en streg' om Per Kirkeby er ikke det kønneste af slagsen, man har set (foto: Gyldendal)

"Kirkebys ven gennem mange år kunstner, forfatter og fotograf Erik Steffensen er sluppet forbi muren. Endda i en grad så han har fået Kirkeby med til en biografi, der rager himmelhøjt over gennemsnittet af tidens biografier. Først og fremmest fordi såvel forfatter og hovedperson har vovet - og villet!"

Arne Mariager har i Fyens Stiftstidende anmeldt Erik Steffensens biografi om Per Kirkeby, og det er netop fra denne anmeldelse, at citatet herover stammer. 

Som det antydes i dette beskedne uddrag, er Mariager gennemgående ret positiv over for biografien, men han nævner dog, at den er formidabel, men "ikke den mest velskrevne af slagsen". Her savner anmelderen den del af kunstneren, som drejer sig om digteren og billedhuggeren Per Kirkeby. 

Jeg har netop selv læst biografien, og jeg er såmænd ikke så sikker på, at disse temaer ikke beskrives grundigt nok? 

Derimod finder jeg, at Kirkebys ægteskabelige forhold endevendes i en grad, som får dele af bogen til at minde om en historie om lykkelig kontra ulykkelig kærlighed. 

Det vil dog altid være forfatterens prioriteringer, som ligger til grund for en beskrivelse af en personlighed, og jeg følte mig under alle omstændigheder fint underholdt under gennemlæsningen af bogen, som rummer talløse citater fra Per Kirkebys dagbøger - og disse giver et hudløst indblik i kunstnerens inderste tanker. 

Dog kunne jeg godt savne, at disse tekststeder var adskilt fra forfatterens egne udsagn, da det ofte kunne fornemmes som forvirrende, når kun citationstegn omkransede kunstnerens egne dagbogsnotater. 

Dette er dog blot en mindre detalje i forhold til et grundigt og ganske beskrivende portræt af en væsentlig kunstner på det 20. og 21. århundredes kunstscene.