Så gik 00'erne

Ja, det er en underlig betegnelse, man har givet dét årti, vi er på vej ud af. Men nullerne er vel ikke helt misvisende? Det handlede mest om småborgerlighed, frygt for terrorisme og en økonomi, der kogte så meget over, at det endte med en finansiel krise. Jeg synes, det er interessant at se, om den tendens fortsætter i 2010 og årene frem, for hvis dét er tilfældet, ser det sort ud.

Det synes som de mest islamfobiske og kropsforskrækkede individer i samfundet samtidigt er dem, der går mest op i religion. Måske skulle man begynde med sig selv frem for at kritisere andre for deres tilknappethed?

2009 var præget af udstillinger samt mine to nye jobs som henholdsvis medarbejder på Den Kreative Skole og underviser på Billedskolen i Herning. Ved udgangen af 2008 var jeg faktisk præget af en vis nervøsitet over, hvordan tingene skulle komme til at udvikle sig; men det gik jo endda.

Derudover har udstillinger, som nævnt, fyldt en del – og dét har da præget aktiviteterne på værkstedet i nogen grad. I perioder har der været trykt oplag af den grafiske serie ’Jorns Stemme’, som nu blandt andet befinder sig i Silkeborg Kunstmuseums samling. Udstillinger på diverse gallerier – herunder den fine ’Etikette’ sammen med Jonna Pedersen på CopenhArt Gallery i Valby – har fordret en indsats på logistikområdet.

Udstillingerne på Galleri Silkeborg har været langt mere enkle; men også spændende. Interessant har det været at udstille i et helt nyt galleri i hjembyen.

David Levine 1926-2009

Der er satiretegnere, der er så geniale, at det nærmest må betragtes som en ære, at blive karikeret af vedkommende. Ikke mindst i disse tider, hvor mere eller mindre talentløse Muhammed-tegninger herhjemme er blevet synonym med satire, har det været bekræftende, at tegnere som David Levine har holdt fanen højt inden for genren.

Tirsdag den 29. december døde Levine imidlertid blot ni dage efter sin 83-års fødselsdag af komplikationer i forbindelse med prostatacancer. På billedet herover er det Picasso, der er blevet karikeret af Levine

2010

Jeg har lige været igennem nogle af udstillingsinstitutionernes hjemmesider for at finde ud af, hvad man kan forvente af oplevelser i 2010. Der skal naturligvis ikke herske den ringeste tvivl om, at min personlige forventning er forankret i min egen udstilling ’Dybt Trykt’, som finder sted på KunstCentret Silkeborg Bad fra 4. september og to måneder frem. Her handler det om grafiske arbejder udført fra sidst i 80’erne og til i dag.

Ellers er der grund til at glæde sig til indisk samtidskunst på kunstmuseet HEART i Herning og en udstilling med kærlighed ’I love you’ som tema på ARoS i Århus. Disse udstillinger må man dog vente til marts for at se.

På Horsens Kunstmuseum kan man snart opleve Bjørn Nørgaards arkitektoniske og skulpturelle værker og i Vejle kan man fra den 16. januar se Jens Søndergaard. Hvis dét er for tørt, kan man jo passende smutte en tur til Sjælland – og det er ved at være længe siden – hvor Louisiana i Humlebæk fra den 7. januar har Pipilotti Rist på programmet. Rist overlapper med en udstilling, som hedder ’Farven i Kunsten’, som i ord, billeder og gennem interaktive programmer formidle, hvordan kunstnerne gennem det 20. århundrede enten har betjent sig af farve som koloristisk middel eller har forsket i den og fundet nye farver og farvesystemer. Samtidigt kunne man besøge Arken og se Miro.

Personligt er jeg meget spændt på, hvad Silkeborg Kunstmuseum åbner dørene til, når museet genåbner 3. marts efter en lang pause.

Det spektakulære har sejret

Nu går året på hæld. Altså 2009! I den anledning gør man naturligvis status. Det gælder ikke mindst dagbladene, der hver især giver deres bud på, hvilke kulturelle begivenheder, som har fremstået outstanding i ’09.

Jeg sidder med juleaftensdags udgave af Politiken foran mig – og i dagbladets I BYEN-tillæg giver publikationens kunstanmeldere deres individuelle bud på, hvilke kunstudstillinger der bør fremhæves.

Jeg skal være den første til at indrømme, at det for mit eget vedkommende har været så som så med at få set udstillingerne i hovedstadsområdet – dog vil jeg nævne ’On the wall’ på Charlottenborg som en udstilling, jeg fandt interessant. Denne udstilling befinder sig dog ikke blandt dem, som Politikens anmelderkorps har fremhævet.

Med et par afstikkere til Århus og Malmø, har man taget geografisk afsæt i hovedstadsområdet, herunder naturligvis Humlebæk, hvor Kunstmuseet Louisiana har adresse, og netop Louisianas store Max Ernst-udstilling ’Drøm og revolution’ fremhæves af Torben Sangild. Blandt museumsudstillingerne peger Kirstine Kern på ’Retlink – Contemporary Art & Clamate Change’ på Statens Museum for Kunst, Den Frie og Kunsthallen Nikolaj. Efter beskrivelsen at dømme alle udstillinger, man burde have set.

Jeg er en smule overrasket over, at Peter Michael Hornung sætter fokus på ’Enter Action’, som fandt sted hen over det tidlige forår på ARoS i Århus. I Hornungs beskrivelse hedder det blandt andet: ”Alt efter hvor liberal man som museumsgæst er i forhold til de kunstneriske mediers teknologiske erobringer, kaldte ’Enter Action’ på enten undren, overraskelse eller begejstring”. Jeg så udstillingen og var alt andet end begejstret. Hvad jeg oplevede, var en stor – og dyr – opsat jagt på effekter. Og flere af udstillingens teknologisk fungerede værker virkede ganske enkelt ikke dén dag, jeg aflagde besøg.

Til gengæld virkede samtlige værker på den fine Palle Nielsen-udstilling på Vejle Kunstmuseum og det samme gjorde grafikken på ’Jorn Komplet’ på Silkeborg Kunstmuseum – og disse to udstillinger vil for mig stå som nogle af de mest kompetente i 2009.

Nu befinder vi os jo hermed i en verden – grafikkens – der ikke rummer den store sensationsværdi; men handler det dybest set ikke om, hvad der kunstnerisk er værd at fordybe sig i frem for spektakulære opstillinger af teknologi? Tilsyneladende ikke… Og hermed ikke et ord hverken i Politiken eller fra mig om Jeppe Hein eller Olafur Eliasson. Sidstnævnte kommer helt sikkert på banen til næste år – og dét er jo som bekendt lige om lidt.

KUNSTEN.NU - nu med Mogens Balle

”Et vidnesbyrd om dengang kunst handlede om arbejdet med form og farve - det skader ikke den postmoderne multimedie-beskuer at sætte sig ind i det!”

Kristian Handberg, KUNSTEN.NU, har været en tur på Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts Museum i Herning for at se og beskrive Mogens Balles store udstilling. Bemærkelsesværdigt at netop KUNSTEN.NU, som normalt besidder en helt anden kunstpolitisk agenda, beskæftiger sig med en kunstner, der vel ret beset befandt sig i yderkredsen af Cobra.

Jeg husker tydeligt, da jeg foreslog at lave en artikel om Asger Jorns grafikudstilling på Silkeborg Kunstmuseum. Lokalredaktøren gloede på mig som lugtede jeg af anakronisme og fæl fortid.

Det havde ingen interesse; men portalen mangler måske læsere?

Kunstnerne i medielandskabet

På en dag, hvor sneen for første gang lagde sig som en dyne over det ganske land – så vidt vides, deltog jeg, som så mange gange før i et bestyrelsesmøde i en forening for billedkunstnere – primært med udgangspunkt i Århus og Østjylland.

Ét af bestyrelsesmedlemmerne havde været til en såkaldt ”kultursalon”, hvor temaet var ’Kulturen i de lokale medier’. Her havde man diskuteret, kulturpersoner og mediefolk imellem, hvordan man som blandt andet billedkunstner kan sætte fokus på sine udstillinger og projekter i forhold til netop medierne. Altså med andre ord: Sælge varen bedst muligt med henblik på omtale.

Én af konklusionerne med afsæt i medieverdenens erfaringer var som følger: De gider ikke masseudsendte pressemeddelelser, de vil have historier med lokale vinkler (Århus Stiftstidende), historier folk snakker om, og noget der løfter historien ud over det lokale (tv2 Østjylland), og alle efterlyser kunstnere i kulturdebatten. Hertil evaluerer kollegaen ganske relevant, at ”vi er mildest talt ikke til stede i kulturdebatten, og hvis vi vil have kunsten i medierne er det måske der, vi skal starte?”

I forlængelse af disse oplysninger blev der diskuteret livligt på bestyrelsesmødet og den gamle traver vedrørende billedkunst contra mere ”folkelige” kulturelle elementer blev her et tema. F.eks. hvorfor får sport og i særdeleshed fodbold så megen opmærksomhed i forhold til andre kulturelle begivenheder – herunder i særdeleshed billedkunst?

Dét kan der være mange meninger om; men det er sandsynligvis rigtigt, at kunstens stemme er at betragte som tavs. Det synes som om, at billedkunstnere stadig lever efter den utidssvarende filosofi, at værkerne taler for sig selv. Vi udstiller og holder ellers vores kaje. I samme åndedrag undrer man sig over, at medierne ikke finder det umagen værd at beskæftige sig med billedkunsten, naturligvis med de regelbekræftende undtagelser, som bl.a. von Hornsleth, som har en agenda, der går på at bruge medierne som platform – og derfor bevidst går efter spalteplads i aviserne. Et legitimt succeskriterium i 2009, må man sige; men absolut ikke betegnende for, hvordan kunstscenen ellers ser ud.

Det er muligt, at I, kære kunstnere, skal til at være lidt mere fremme i skoene, når det drejer sig om at debattere? Jeg er efterhånden ret sikker på, at den indestængte indignation, der præger miljøet ellers blot bliver til en stor byld af private klagesange, som aldrig når længere ud end til ferniseringsrummet, værkstederne og bestyrelseslokalet.

Artist talk på Progres

Jeg var tirsdag den 8. december hovedpersonen i forbindelse med en atist- talk på Galleri Progres i Horsens. Temaet var balancen imellem forholdet billedkunstner/skribent.

Herudover fortalte jeg publikum lidt om min grafiske produktion. (fotos: Lise Lene Rohde)

Thage vs. Sørensen

ARoS har netop offentliggjort udstillingsprogrammet for 2010; men på pressmødet, hvor programmet blev præsenteret, var der langt mere fokus på en udstilling, som skal finde sted i 2011; og årsagen til det store fokus på ’Jorn International’, som der er tale om, var en artikel som Jyllandspostens kunstanmelder Tom Hermansen bragte i avisen samme dag.

Her hedder det, at direktøren for Silkeborg kunstmuseum, Jacob Thage, er stærkt utilfreds med, at netop ARoS afholder en stor udstilling med Asger Jorn så tæt på 2014, som er 100-året for Jorns fødsel, hvilket i sagens natur afstedkommer en udstillingsmæssig satsning af Silkeborg-museet, lige som Statens Museum for Kunst præsenterer Jorn i en større sammenhæng dét år.

Netop Statens Museum for Kunsts direktør Karsten Ohrt deler til dels Thages indignation over ARoS’ enegang. Han udtaler blandt andet: ”Når to museer ligger så tæt på hinanden, og det ene af dem er Jorn-ekspert, bør man, i dette tilfælde Jens Erik Sørensen (direktør for ARoS), ringe og orientere. Det er der både kollegial og faglig reson i, og det ville jeg have gjort”.

Nu er Jens Erik Sørensen som bekendt ikke en mand, der spørger først og handler derefter; men på det omtalte pressemøde virkede han oprigtigt ked af, at sagen har udviklet sig som den har. Ikke desto mindre kaldte han på et tidspunkt, hvor emnet var de to museers indbyrdes Jorn-kompetencer, Jacob Thage for ”den nye dreng i klassen” – og det er da også rigtigt, at Jacob Thage kun har fungeret som direktør for Silkeborg Kunstmuseum i knapt halvandet år; men derfor kan han vel godt besidde en pointe, når han antyder det uacceptable i, at han ikke er blevet informeret om ARoS Jorn-udstilling, der sætter fokus på værker lånt i udlandet fra de sidste tolv år af kunstnerens levetid.

ARoS’ kommunikationschef Bjarne Bækgaard tilføjede under pressemødet, at det ville være helt oplagt, at ARoS gjorde et stort formidlingsmæssigt arbejde under deres Jorn-udstilling i 2011, med henblik på at informere publikum, som man forventer, kommer fra det meste af verden, om at landets væsentligste Jorn-samling er placeret 43 kilometer længere ude mod vest; men om det kan formilde Jacob Thage, er et åbent spørgsmål

Silkeborg Kunstmuseum har lukket for publikum for tiden, da man er i gang med at installere et nyt alarmsystem på museet. Når man igen åbner for publikum 3. marts 2010, vil det være med en helt ny ophængning i den permanente samling. Derudover vil formidlingsdelen blive styrket – blandt andet med et såkaldt Cobra Forum.

Andersen i Horsens.

Jeg kan indledningsvist sige, at hvis ikke man har fået set – jeg selv nåede det på falderebet – Martin Erik Andersens store installation ’more give me more give me more. dette dit dørtrin’, så er det en god idé lige at checke værket på Horsens Kunstmuseum, inden udstillingen lukker og installationen pilles ned den 13. december.

Værket er skabt med udgangspunkt i det berømte persiske Ardabiltæppe. Bag den kryptiske titel gemmer sig et fascinerende kunstværk, der blandt andet kaster nyt lys over den vestlige verdens forhold til islamisk kultur. Det sidste er et outtake fra museets hjemmeside – og min oplevelse af installationen havde et helt andet og langt mere collage-baseret udgangspunkt.

Jeg har ellers fået nok af neonlys; men i det aktuelle tilfælde har de ultraviolette lysstofrør klart et sigte i forhold til rum og værk. Samtidigt viser museet en 25 års jubilæumsudstilling – og bliver Andersens univers lidt for avanceret (husk selv at sætte pladespillerne i gang), så er der under alle omstændigheder noget for publikum at gå på opdagelse i

Langt hår og rødvin

”Hvis ikke der er et eller andet langhåret, rødvinsdrikkende menneske med malerklatter i håret, der sidder og kæmper, så er det nok ikke rigtig kunst”. Olafur Eliasson er ellers normalt ret godt formulerende omkring sine egne værker. Faktisk kan han – som han bedyrer i Politiken, hvorfra oventående citat stammer – ”kæfte op om regnbuer i timevis”.

Som langhåret rødvinsnyder kan jeg godt genkende Eliassons defination af opfattelsen af kunstscenen, hvis den vel at mærke var blevet fremsat for 30 år siden. I øvrigt mener han ikke, at den danske presse har for fem øre forstand på kunst – og dét er skidt, hvis det forholder sig sådan, for vi må ikke glemme at en væsentlig del af danske kunstanmeldere og -skribenter består af personer med en stor og lang uddannelse inden for faget.

Men kritikken af pressens formidling af billedkunst har i den seneste tid været meget markant – og med rette. Der er længe imellem de kvalificerede anmeldelser i dagbladene. Imens rejser en dedikeret skare rundt med henblik på at beskrive det sete i diverse kunstmagasiner – uden at få en femøre for det.

Olafur Eliasson selv fremstår mest som en bankfunktionær, der trænger til at blive barberet. Og sådan ser prototypen på en komtemporær og succesrig kunstner altså ud.

Skal kunsten nødvendigvis spille en samfundsmæssig rolle?

’Kunstens rolle i samfundet’ – således er temaet i det sidste nummer af Billedkunstneren – fagblad for Billedkunstnerens Forbund. Her handler det om, hvordan kunsten skal og bør forholde sig til det samfund, som vi alle er en del af – på godt og ondt.

I den katolske verden i de gode gamle dage var der ikke så meget at rafle om. Her bestemte kirken, og kirken var en særdeles velhavende mæcen, som ikke blot betalte, men også udødeliggjorde sine kunstnere. Så kunne samfundet for så vidt hoppe på tungen. Scenen var sat og den skulle beskrive de bibelske temaer.

Sådan er det ikke længere; men nu er temaet til gengæld givet frit og på forsiden af Billedkunstneren spørges der ”Hvordan kommer samtidskunsten ud over kanten?” Og så giver magasinet et utal af eksempler på, hvilken ”kant”, der er tale om. Man fornemmer et signal om, at billedkunst, der ikke forholder sig agiterende eller narrativt til omverdenen ikke har nogen berettigelse – og hvis man har fulgt kunstscenen i de sidste år, kunne man fristes til at tro, at det forholder sig på dén måde.

Magasinet tager også fat på et ganske relevant tema i kunstverdenen – nemlig dårlig ledelse. Faktisk står det så grælt til, at det psykiske arbejdsmiljø på en større dansk kunstinstitution er så betændt, at en tidligere medarbejder må beskrive tilstanden anonymt.

(Illustration: Caravaggio, 'Narcissus', 1594-96, Galleria Nazionale d'Arte, Roma)

Er det opstandelsen?

Siden Mariehøj Kirke i Silkeborgs sydlige bydel blev indviet i 1958, har der aldrig rigtigt været en altertavle. Blot et kedsommligt kors har prydet området ved alteret i den ellers fine kirke. Det er der nu rådet bod på.

Billedet herover er taget dagen efter, at billedhuggeren Thomas Anderssons nye altertavle var blevet ophængt. Der er ikke taget udgangspunkt i den korsfæstede, hvilket ellers er normen; men Anderssons figur, der er monteret på en plade beklædt med bladguld, fornemmer man næsten som svævende.

Er dette et symbol på opstandelsen? Det kunne man jo så passende spørge kunstneren om ved lejlighed…

Hyldester

Sidste år lavede jeg et mindre antal hyldestbilleder (olie på lærred) med afsæt i nogle af modernismens korifæer – Rietveld, Newman og Fontana. I de sidste, meget små, malerier har jeg taget temaet op igen og denne gang er udgangspunktet nogle af mine favoritter fra 14-1500-tallet. Herover henholdsvis Boticelli, Caravaggio og Tizian.

Billederne er planlagt udstillet på Galleri Silkeborg, som åbner årets juleudstilling ’Decemberformater’ den 5. december.

Ung tysker på Galleri Progres

Bodo Rott, som udstiller malerier på Galleri Progres i Horsens fra den 21. november, er bosat og arbejdende i Berlin. Han er, på trods af en vis påvirkning fra den aktuelle tyske kunstscene, en maler, der helt følger sit eget spor i et fortællende og engageret sprog. Menneskets rolle i samfund og i den psykolgiske verden er tilsyneladende aspekter, der optager den unge kunstner meget.

I pressematerialet fra galleriet hedder det blandt andet: ”Bodo Rott er en kunstner med et stærkt og vedkommende budskab. Han er en slags visuel historiefortæller, der aldrig slutter beretningen eller lægger op til entydige tolkninger af det viste. Man fornemmer tydeligt, at der er tale om en kunstner med et stort personligt engagement og et stærkt ønske om at skildre forhold, som mange mennesker kender til, men som de fleste fortrænger”.

Nyt museum for samtidskunst og arkitektur i Rom

Det fine museum for moderne kunst i Villa Borghese i Rom bliver nu suppleret af et stort, nyt museum for samtidskunst og arkitektur omkring fire kilometer nord-øst for den historiske bymidte. MAXXI, som museet hedder, har kostet den nette sum af €150.000, hvilket i danske kroner udgør omegnen af en milliard.

MAXXI fylder godt i bydelen Flaminio, og det er tegnet af den irakisk-fødte arkitekt Zaha Hadid, der herhjemme er mest kendt for tilbygningen til Ordrupgaard. I weekenden 14.-15. november var MAXXI åbent for publikum – en slags preview inden den egentlige åbning om nogle få måneder.

(foto: AP/Pier Paolo Cito)

Deadline

Deadlines er for det meste noget, jeg forholder mig til som skrivende kunstformidler; men nu er fænomenet også blevet et tema på værkstedet. Jeg har lovet at levere syv malerier i størrelsen 27 x 41 cm. til Galleri Silkeborgs juleudstilling, der åbner den 5. december.

Men jeg er i fuld gang med arbejdet, så jeg er fortrøstningsfuld. Temaet i ordkompositionerne er som sædvanligt svært at gennemskue, så det vil jeg ikke komme nærmere ind på, blot konstatere at der ER et tema.

Silkeborg Kunstmuseum lukker...

…men bare rolig! Lukningen er kun midlertidig og træder i kraft den 1. december, hvorefter man på museet vil få foretaget diverse vedligeholdelsesarbejder. Dette projekt er berammet til at vare ca. to måneder; men når museet alligevel er lukket i perioden, har man valgt at foretage en total nyophængning af værkerne i den permanente samling.

Derudover bliver der, når museet genåbner, præsenteret et såkaldt ’Cobra Forum’, som er et nyindrettet rum til forskning og formidling. Herudover vil man kunne finde et nyt galleri til tegninger og grafik samt ny website m.m.

Med de nye tiltag vil Silkeborg Kunstmuseum sætte endnu mere fokus på Asger Jorn, hvilket er meget naturligt, da museet som bekendt er bygget op omkring netop Jorns meget omfattende produktion af maleri, grafik, skulptur og keramik.

Det bliver interessant at opleve museets samling i en ny ophængning – og museet holder naturligvis åbningsfest den 3. marts 2010. På Asger Jorns fødselsdag og på årsdagen for åbningen af den store udstilling af Jorns komplette grafiske værk.

Navnestrid løst - måske?

Siden Svend Povlsen i april åbnede Galleri Silkeborg på Nygade i – Silkeborg, har en sag mellem det nye galleri og det nærliggende Galerie Moderne verseret. Sagens kerne har været navnet, som Galerie Moderne hævder, at besidde retten til, da Moderne angiveligt skulle være kendt i udlandet under netop navnet Galerie Silkeborg.

Siden lagde Galeri Modernes indehaver sag an mod Galleri Silkeborg – og denne sag tabte Moderne i Fogedretten. Sagen blev anket til Landsretten, som nu har bekendtgjort, at der ingen problemer er forbundet med navnet Galleri Silkeborg, som må siges ret præcist at signalere, at der er tale om et galleri med beliggenhed i Silkeborg.

”Jeg er meget lettet. Det er godt for mig og mit galleri - og det er godt for Silkeborg. Ingen kan have eneret på ”Silkeborg”. Nu håber jeg, at jeg kan få lov til at koncentrere mig om at drive mit galleri. Jeg har ofret megen tid og energi på sagen”, udtaler gallerist Svend Povlsen til Midtjyllands Avis.

En sag skal naturligvis belyses fra to sider, og i samme artikel i Midtjyllands Avis hedder det i en udtalelse fra Galerie Modernes indehaver Henrik Omme: ”Når vi har læst kendelsen, vil vi overveje, om vi skal køre en civil sag. Den mulighed foreligger. Det her handler ikke om brødnid. Det handler om min fars ære. Han har brugt 46 år af sit liv på at gøre navnet Galerie Moderne Silkeborg kendt. Det skal ingen lukrere på”.

Det hører med til historien, at Svend Povlsen var ansat hos Galerie Moderne i mere end tyve år.

Hockney's iPhone

Det er i den senere tid gået op for mig at britiske David Hockney er en kunstner, man stadig bør tage dybt alvorligt. Hans poppede pool-paintings fra 60’erne bør være de fleste bekendt, og ligeså det imponerede Grand Canyon-maleri, som nu befinder sig i kunstmuseet Louisianas samling.

Ud over alt dét, har Hockney naturligvis en kæmpe produktion at se tilbage på – og nu har hans kunstneriske arbejde fået endnu en dimension. Han er begyndt at lave grafiske arbejder på sin iPhone! Faktisk havde Hockney (født 1937) ikke haft en bekendts iPhone i hænderne ret længe, inden han selv anskaffede sig én. Hurtigt fandt han ud af, at man kan lave kunst på en sådan tingest – med tommelfingeren.

Disse arbejder bliver så efterfølgende sendt rundt til venner og bekendte, som så på deres egen mobil er i besiddelse af en ægte Hockney. Hermed har kunstneren beskrevet en måde, hvorpå kunstformidlingen i fremtiden kan komme til udtryk.

Jeg søgte lidt på Google for at finde eksempler på Hockney’s iPhone-værker – og det viste sig, at et eksempel kunne findes i den virtuelle verden – på Second Life. Så måtte jeg, for første gang i meget, meget lang tid, logge mig ind på dette besynderlige community. Det kom der dét snapshot ud af, som kan ses herover. Den langhårede herre i forgrunden er min avatar i Second Life.

Plakater i lange baner

foto: Annette Smed

Husvildhed har siden 1970 været et tilbagevendende tema for Dansk Plakatmuseum i Århus. Ikke desto mindre har Peder Stougaard, der grundlagde museet i 1970, aldrig opgivet kampen og her ved indgangen til sit otium, kan Stougaard langt om længe se sit livsværk udbredt i et kvalificeret byggeri i Den Gamle By i Århus. 31. oktober åbnede museet på sit nye domicil – og det er vist ikke for meget at antyde, at begivenheden var velbesøgt…

Satiretegningens kunst

Jeg tror, at tegneren Anders T. Mortensen vil være nogle bekendt som en glimrende grafiker og en aldeles fremragende satiretegner. Faktisk er Anders T. efter denne blogskribents mening én af dronningerigets skarpeste og mest humoristiske af slagsen. Og princippet om, at overdrivelse fremmer forståelsen, kan man se et udmærket eksempel på HER, hvor Anders T. har skabt en illustration til en oplevelse, jeg havde i Skanderborg for nyligt.

Alle karrierer har et afsæt og paradoksalt nok optræder Muhammed-tegneren (som forfatteren Morten Sabroe betegner som ”dummere end ti dumme døre tilsammen”) på forsiden af Weekendavisen i uge 44. På bagsiden af samme udgave af de kulturkonservatives hoforgan, kan man se ovenstående tegning af Anders T. Mortensen. Det må være oplægget til noget større? Selv er tegneren overrasket over, at se sit værk på avisens bagside; da man ikke har ulejliget sig med at kontakte ham. Han er dog krediteret...

Sculpture down under

Én af de mest velbesøgte kunstudstillinger overhovedet fandt som bekendt sted i sommer ved Århusbugten. ’Sculpture by the Sea’ satte i høj grad fokus på skulptur som billedkunstnerisk udtryk.

Nu skal vi jo ikke glemme, at konceptet har sit udspring i Australien, hvor et lignende arrangement har fundet sted flere gange – og netop i disse dage er ’Sculpture by the Sea’ åben for publikum på den berømte Bondi Beach ved Sidney.

På billedet ses en skulptur af danske Keld Moseholm. Disse tyksakker har jeg ganske vist et lidt anstrengt forhold til; men down under er de vel OK?

Kurt Westergaard skulle likvideres

En terrorsag er blevet optrævlet inden den blev bragt til udførelse. Hvad det hele præcist handler om, står lidt uklart; men angiveligt skulle terroristerne have til hensigt at dræbe Jyllandspostens kulturredaktør Flemming Rose samt/eller tegneren Kurt Westergaard, som i de seneste år har fået en del fokus rettet mod sig på grund af den famøse tegning af profeten Muhammed, der som bekendt blev offentliggjort – først – i netop Jyllandsposten. Siden er netop denne tegning blevet vist på avissider over hele verden og alle kan vist huske, hvilke reaktioner netop denne tegning genererede i den islamiske verden.

Nu er det jo ret pudsigt, at netop Westergaards tegning (forestillende profeten med en granat i turbanen) er løbet med al opmærksomheden. Her var der jo kun tale om en enkelt tegning ud af en stribe – og skulle man lege ”smagsdommer” for en kort stund, er det vel ikke for meget at påstå, at der ingenlunde er tale om et mesterværk.

I det hele taget bærer en stor del af Kurt Westergaards produktion stærkt præg af, at være lavet som tidsfordriv under diverse møder. Det skal nu ikke ligge tegneren til last. Han er blevet en kendt personlighed på den danske kulturscene – uanset om han er blevet manipuleret frem til at blive, som Morten Sabroe skriver i mailsamtalebogen (sammen med Jørgen Leth) ’Det er derfor de knepper så meget i dette land’, ”helgenkåret for en fuldstændig amatøragtig tegning, en tegning der var helt uden satirisk raffinement”.

Ifølge Ekstrabladet har Kurt Westergaard i samråd med sin PET-agent, besluttet sig for at ”holde lav profil det næste stykke tid”.

Time Out

Det er i disse dage 50 år siden, at Dave Brubeck med sin legendariske kvartet, udgav pladen ’Time Out’, som jeg lytter en del til for tiden. Klassikeren over alle klassikere inden for dén genre, man kalder ”cool jazz” ’Take Five’ findes på netop denne plade; men en ting, der er interessant, er at Dave Brubecks plader i den epoke alle havde værker af tidens kunstnere på coveret. Ikke at jeg specielt er bekendt med Neil Fujita; men det er altså ham, der er ansvarlig for cover-kunsten på ’Time Out’. Andre kunstnere, der blev brugt som cover-artists i forbindelse med Dave Brubeck, var blandt andre Joan Miró, Franz Kline og Sam Francis.

Har man sagt Dave Brubeck, som er pianist, bør man også sige Paul Desmond, som spillede saxofon i kvartetten i mange år. ’Time Out’ er netop blevet genudgivet i en remastered udgave med en koncert fra Newport Jazz Festival som bonusmateriale samt en DVD indeholdende et interview med Brubeck. Det er stor kunst!

Plakatmuseet indvies

Utrættelige Peder Stougaard når i sin egenskab af direktør for Dansk Plakat Museum et foreløbigt højdepunkt, når det nye museum indvies i Den Gamle By i Århus 1. november. Museet besidder en omflakkende historie, hvor man blandt andet har haft til huse i Århus Kunstbygning.

Placeringen i en C.F. Møller-tegnet bygning i Den Gamle By ligner til gengæld en permanent løsning og herfra skal der lyde at højlydt tillykke til Stougaard og Dansk Plakat Museum.

Grafik på Billedskolen

Hver anden tirsdag underviser jeg på Herning Billedskole. Faget er tegning og grafik og efter nogle tirsdage, hvor tegning har haft førsteprioritet, er vi nu stille og roligt gået i krig med grafikken. Af hensyn til det almindelige arbejdsmiljø på institutionen er vi begrænset til at arbejde med koldnålsraderinger, når det handler om dybtryk; men det er faktisk også en udmærket metode, når det handler om at lære indsværtning og aftørring samt trykning, som foregår på skolens lille trykpresse.

For mig gælder det om at generere en interesse hos eleverne, således at de får lyst til at eksperimentere mere med mediet – også efter kursets afslutning.

Hirst - en deroute

På kunstsitet ArtReview Magazine er én af samtidens mest betydningsfulde billedkunstnere, britiske Damien Hirst dumpet ned fra en førsteplads til en plads som nummer 48 over de mest betydningsfulde personligheder på kunstscenen i dag. Den schweiziske kurator Hans Ulrich Obrist topper listen

Hvad der er mindst lige så bemærkelsesværdigt, Hirst er sprunget ud som rendyrket kunstmaler og han har ellers gjort sig bemærket på den internationale kunstscene med blandt andet diamantbesatte kranier samt andre tiltag indeholdende et visse dekadente aspekter. Som maler bliver han af de britiske anmeldere betragtet som noget nær en katastrofe. Blandt andet hedder det i en anmeldelse, at Damien Hirst’s malerier kunne være produceret af en af de mindre talentfulde førsteårsstuderende på kunstakademiet eller af en aftenskoleelev.

Ifølge dagbladet Politikens Camilla Stockmann kan man læse følgende udtalelse i den britiske avis Evening Standard: ”Stop, Damien! Du ydmyger dig selv”. Christian Gether, museumsdirektør på Arken, er den eneste, der ikke er totalt negativ i sin bedømmelse af Hirst som maler; men han forstår dog til dels reaktionerne. For som han udtaler: ”Hans berømmelse virker provokerende på mange, og så falder hammeren hårdere”.

Udstillingen med Hirst’s malerier kan ses på The Wallace Collection i London, hvis man skulle komme på de kanter i nær fremtid.

Video der virker

Det er efterhånden sjældent at opleve videokunst, der vil andet og mere end blot være noget tilstedeværende krims-krams uden væsentligt indhold. På KunstCentret Silkeborg Bad giver Ole Bak Jakobsen imidlertid et ret kvalificeret bud på, hvordan man kan arbejde med mediet, når – vel at mærke – man har repekt for de muligheder, der er til stede.

’The Past, The Core and The Resurrection’ giver et menneskeligt indblik i en hverdag, der kan være nok så kompliceret. Her er ikke sparet på noget. Ikke noget med dårlige og uskarpe billeder eller elendige kompositioner. Her foregår tingene i HD! Så den sovende person skægstubbe eksponeres helt tydeligt for beskueren. Udstillingen kører frem til 22. november

Fra streg til væg

Sportsentusiaster vil sandsynligvis forbinde navnet Isabel Blanco med en usædvanlig talentfuld håndboldspiller; men det er nu ikke som sådan, at man kan opleve Blanco i nær fremtid på Galleri Silkeborg.

Isabel Blanco er som maler først og fremmest kolorist, og hendes motivverden er skabt ud af et drømmescenarie med en surreel undertone, der dog bliver underspillet nærmere end overdrevet i maleriernes kompositioner, der sammenfattes af en mørk og dramatisk konturlinie. Plantevækster, som har en lighed med øjne på stilke, giver grobund for mangesidede associationer og det hele har, som nævnt, farven som ekspressivt udgangspunkt.

Håndbold er kendetegnet ved temperamentsfulde udladninger – verbale som kropslige, og netop temperament er der masser af i Isabel Blancos farvemættede malerier. Måske har hun fundet inspirationen i sin egenskab af stregspiller på bl.a. det norske landshold i en årrække?

Marian van der Zwaan

For tiden kan man opleve en installation på KunstCentret Silkeborg Bad, som er en nutidsudgave af Den Sidste Nadver – og emnet, eller rettere fænomenet, er som bekendt blevet skildret flittigt af diverse kunstnere op gennem historien. Den mest kendte skildring er vel Leonado da Vinci’s, som kan opleves i Milano på klostret Santa Maria delle Grazie.

Installationen på Badet er imidlertid skabt af den hollandsk fødte billedkunstner Marian van der Zwaan, som bor og arbejder i en lokalitet lidt øst for Lissabon i Portugal.

Jeg traf Marian van der Zwaan til udstillingsåbningen og det blev til en lang snak om liv og kunst. Således kommer ’Den Sidste Nadver’ rundt i verden i den nærmeste tid. Næste gang bliver i Scunthorpe i England og det hele kulminerer med en udstilling i New York, hvor kunstneren har opholdt sig og udstillet flere gange.

Marian van der Zwaan er som udgangspunkt maler og hendes version af Den Sidste Nadver rummer også det maleriske aspekt. Man kan sige at maleriet fungerer i samklang med den store installation, som fylder hele panoramasalen på Silkeborg Bad. I sandhed et imponerende værk.

Sansebyen

Jeg var til pressemøde på ARoS Århus Kunstmuseum på min fødselsdag den 7. oktober – og der findes bestemt værre måder, hvorpå man kan fejre en sådan dag. Især da jeg fandt ud af, at min redaktør tager sig af anmeldelsen af Jeppe Heins stort anlagte udstilling ’Sense City, der kan ses på museet helt frem til 21. februar 2010.

Når jeg er ret tilfreds med denne redaktionelle disposition, er det med forhåbningen om, at redaktøren kan få en masse ud af en udstilling, som jeg selv har et noget ambivalent forhold til. Måske bunder det i, at jeg er dødtræt af spejleffekter og neonlys? Især når det hele – fornemmer jeg – på én eller anden måde er set før i andre og muligvis mere kvalificerede sammenhænge.

Nu besidder jeg jo som bekendt ikke en doktorgrad i samtidskunst, så jeg skal ikke kunne afvise, at jeg simpelthen ikke forstår hverken det sjove eller det interessante i polyesterkugler, der løber i en lang bane rundt i museets rum – og når teknologien bag et sådant arrangement så samtidigt strejker under pressemødet, finder jeg en sådan anordning direkte pinlig som fungerende kunstværk. Hvor ofte vil et sådant black-out indfinde sig i udstillingsperioden?

Det kan man spørge sig selv om og samtidigt gå på opdagelse efter underfundigheden i en corny havehængesofa, der tilsyneladende er gået i permanent selvsving. Tiden bør dømme disse værker. Historien må lade dem dø i museernes magasiner eller gøre Hein til helgen. Lige nu ligner han én, der lige er vågnet op i baronens seng. Blot undrer han sig ikke over, hvor han befinder sig. Alt bliver præsenteret med en overbærende selvfølgelighed; men er det godt nok? Vil anmelderne langt om længe tage skeen i den anden hånd og sætte en stopper for al medløberiet?

Selv er jeg fritaget for at besidde en mening. Den klarer lokalredaktøren…

VideoVideo

Nephew’s forsanger Simon Kvamm var talsmand for hele bandet, da udstillingen VideoVideo åbnede på kunstmuseet ARoS den 2. oktober. Udstillingen viser i al sin enkelthed hvad et antal kunstnere, svarende til antallet af numre på Nephew’s sidste plade, har fået ud af at lave videoproduktioner til bandets sange.

Jeg er umiddelbart mest vild med Iben Wests indslag, der beviser, at det ikke er produktionens budget, der afgør om den er kunstnerisk forsvarlig.

Billy Boy kommer til Strib

Aktuelt ved jeg ikke rigtigt hvem Billy Boy er; men det er i hvert fald en kendsgerning, at Jonna Pedersen og Bjørn Eriksen kalder deres fælles udstilling på Galleri Nørballe i Strib lige nord for Middelsfart for ’Billy Boy kommer til byen’. Begge kunstnere vil være gode bekendte af denne blogs læsere og begge arbejder ofte med udgangspunkt i storbyen, hvilket kommer til udtryk på forskellig vis.

Hos Eriksen handler det i langt de fleste tilfælde om byens mennesker og Pedersen arbejder langt mere med maleriet som kulturelle dokumentationer over steder, man måske ikke ville lade indgå i æstetiske konteksts. Jonna Pedersen optrådte for nyligt i TV-programmet ’Kunst i Øjet’ og jeg udstillede sammen med hende i forbindelse med ’Etikette’ i Valby tidligere i år.

Udstillingen i Strib åbner den 4. oktober.

Frandsen på Profilen

Det er sjældent, at man oplever en udstilling på et kunstgalleri, hvor man fornemmer, at det lige så godt kunne foregå på et museum.

Ikke desto mindre er Erik A. Frandsen-udstillingen på Galleri Profilen i Århus en udstilling af en sådan klasse. Måske oven i købet langt mere interessant, fordi den byder på værker af mere overbevisende karakter, end hvad man normalt oplever på gallerier. Her er det ofte blot et outtake fra kunstnerens overskudslager; men det er absolut ikke tilfældet med Frandsen på Galleri Profilen i Århus.

Hermed en opfordring til at se en kvalificeret udstilling af en af dronningerigets fremmeste kunstnere.

Værkstedsdag

Jeg har indført en værkstedformiddag en gang om ugen i forhold til jobbet på Den Kreative Skole. Foreløbigt er torsdag den faste formiddag – og det glæder ikke mindst værkstedskatten Sputnik, der på billedet herover iagttager, at opspændingen af lærred foregår efter de gældende principper.

Alt imens hører jeg på skift Bob Dylan, Nine Inch Nails, Mastodon samt diverse klassiske komponister på kontor og værksted.

Dylan

Han er som bekendt født Robert Zimmermann i 1941; men blevet et levende ikon under navnet Bob Dylan. Derom hersker der ingen tvivl.

For tiden spekuleres i en Nobel-pris i litteratur til sangskriveren; men en kendsgerning er det, at Statens Museum for Kunst til næste år præsenterer Bob Dylan som billedkunstner. Jeg tror dén side af sangerens talent første gang blev eksponeret på pladen ’Self Portrait’. Det var i LP-pladens tid, hvor et pladecover virkeligt VAR noget.

Siden har Dylan angiveligt produceret malerier i en lind strøm og mange af disse er blevet til under den uendelige verdensturné, som sangeren har været på de sidste 11 år. Noget skal pauserne jo fordrives med, når man har rejst kloden rundt flere gange; men når dét er sagt, så glæder jeg mig til med egne øjne at se, hvad legenden kan som billedkunstner.

En koncert har jeg desværre aldrig oplevet – og det skulle efter sigende både kunne blive skuffende og helt fantastisk alt efter mesterens dagsform.

Avisen

Så er månedens Kunstavisen dumpet ind gennem brevsprækken. I september/oktober-udgaven er jeg repræsenteret med artikler om Søren Behnckes udstilling hos Charlotte Fogh i Århus, Niels Reumerts udstilling på Galleriet Jørgen Østergaard i Ikast samt en beskrivelse af Den Internationale Workshop for Billedkunstnere og efterfølgende udstilling i Brande.

I øvrigt rummer avisen interessante reportager fra Randers Kunstmuseum, Arken, Louisiana og Århus Kunstbygning, hvor anmelderen er meget lidt begejstret for ’Being a Queen’. Denne skepsis deler jeg med anmelderen. Til gengæld har jeg selv beskrevet udstillingen ’Materiel Zone i samme institutions underetage.