Jeg var til pressemøde på ARoS Århus Kunstmuseum på min fødselsdag den 7. oktober – og der findes bestemt værre måder, hvorpå man kan fejre en sådan dag. Især da jeg fandt ud af, at min redaktør tager sig af anmeldelsen af Jeppe Heins stort anlagte udstilling ’Sense City, der kan ses på museet helt frem til 21. februar 2010.Når jeg er ret tilfreds med denne redaktionelle disposition, er det med forhåbningen om, at redaktøren kan få en masse ud af en udstilling, som jeg selv har et noget ambivalent forhold til. Måske bunder det i, at jeg er dødtræt af spejleffekter og neonlys? Især når det hele – fornemmer jeg – på én eller anden måde er set før i andre og muligvis mere kvalificerede sammenhænge.
Nu besidder jeg jo som bekendt ikke en doktorgrad i samtidskunst, så jeg skal ikke kunne afvise, at jeg simpelthen ikke forstår hverken det sjove eller det interessante i polyesterkugler, der løber i en lang bane rundt i museets rum – og når teknologien bag et sådant arrangement så samtidigt strejker under pressemødet, finder jeg en sådan anordning direkte pinlig som fungerende kunstværk. Hvor ofte vil et sådant black-out indfinde sig i udstillingsperioden?
Det kan man spørge sig selv om og samtidigt gå på opdagelse efter underfundigheden i en corny havehængesofa, der tilsyneladende er gået i permanent selvsving. Tiden bør dømme disse værker. Historien må lade dem dø i museernes magasiner eller gøre Hein til helgen. Lige nu ligner han én, der lige er vågnet op i baronens seng. Blot undrer han sig ikke over, hvor han befinder sig. Alt bliver præsenteret med en overbærende selvfølgelighed; men er det godt nok? Vil anmelderne langt om længe tage skeen i den anden hånd og sætte en stopper for al medløberiet?
Selv er jeg fritaget for at besidde en mening. Den klarer lokalredaktøren…
