Spørgsmålene dukker da op fra tid til anden, stadigvæk - selv om jeg efterhånden har besvaret dem nogle gange: "Hvor længe har du malet?" "Hvordan kom du igang?"... Pudsigt nok er der sjældent nogen, der spørger, hvorfor jeg er blevet ved... Vi skal næsten 33 år tilbage i tiden. Jeg var ung og dekoratørelev i et stort manufakturvarehus i købstaden, som jeg boede - og stadig bor - i. Chefen for denne afdeling var en stor, vredladen, autoritær skikkelse, som besad to meget interessante egenskaber. Han var missionsk og alkoholiseret - på samme tid. En kombination, som jeg fandt meget paradoksal. Selv havde jeg tegnet hele mit liv og jeg havde faktisk allerede mange år før gået og leget med tanken om at male oliemalerier. Jeg tegnede hvadsomhelst - og havde således ikke gjort mig nogen spekulationer om, hvad min motivverden kunne forankres i. En dag skete der noget meget underligt på dekorationen, som var placeret i forretningens fjerneste ende. Min chef kom surt gående med et hvidt, opspændt lærred under armen. Han stillede det op inde på sit kontor og tryllede en kasse oliefarver frem. Med ét var det som hans humør skiftede karakter. Han begyndte at nynne højlydt, mens han bearbejdede den hvide flade. Jeg studerede scenariet på behørig afstand; men fandt ret omgående ud af, hvordan han i løbet af forbløffende kort tid havde malet et landskab. Et ret tilforladeligt skovparti med nogle grantræer i forgrunden og lidt løvbevoksning med noget tåget udefinerbart lys, som blev brudt af en buet sti, der var med til at give perspektiv til billedet. Nu var dette sure opstød pludseligt blevet til at tale med, så jeg stillede alle de spørgsmål, jeg kunne komme i tanker om og han svarede på dem alle. Bl.a. vedr. lærred, farver, pensler osv. "Var det noget for dig at begynde at male?" spurgte han således ivrigt. "Jo; det kunne godt være, men det skulle nok være en lidt anden stil..." "Dét kan jeg godt sige dig! Hvis du vil tjene penge, så er det dén vej..." Han pegede hen på det stadigt våde maleri. Nogle dage senere måtte jeg indrømme, at han havde ret i sin påstand. Maleriet var tørt, chefen tog det under armen, gik med det og kom tilbage adskillige timer senere med en kæmpebrandert på. Men jeg havde alligevel fået en åbenbaring! Det var jo ikke så svært alligevel. Havde jeg vidst, hvor svært det i virkeligheden var, havde jeg måske alligevel tøvet...?
Et stykke oppe af den nye gågade, Vestergade, lå H.C. Mathiessens Farvehandel. Jeg havde investeret i et opspændt lærred i - hvad jeg i dag ville kalde - den lille mellemstørrelse. Det var vel ca. 50 x 60 cm. Jeg havde studeret farver, pensler osv. men jeg syntes det var forholdsvist dyrt og elevlønnen var ikke noget at råbe hurra for. Til gengæld havde jeg en kæreste, hvis afdøde morfar var en aldeles talentløs amatørmaler. Han havde efterladt sig en kasse med et rigt udvalg af oliefarver og pensler. Jeg havde under ét af mine besøg hos kæresten, som var mere frodig end køn og mere hjertelig end klog, registreret tilstedeværelsen af denne kasse indeholdende de, for en kunstmaler, nødvendige remedier. Jeg prøvede forsigtigt at indlede en forhandlingsfase med kærestens forældre, som i øvrigt hadede mig af et godt hjerte. Måske denne kendsgerning skal lægges til grund for, at jeg fik blankt afslag på min anmodning om at "arve" den pågældende kasse med malergrej? Eller også, at de blot ikke kunne unde mig en succesoplevelse i kølvandet på min endnu ikke iværksatte karriere? Den malerkasse "skulle aldrig mere åbnes; men ligge som et efterladt minde over morfar". Jeg syntes det var noget pjat. En dag, da jeg havde besøgt min kæreste, var hun faldet i søvn. På min vej ud af huset gloede jeg på morfar'ens skilderier. Landskaber med marker, hvorpå var placeret sortbrogede køer, der lignede hunde. Et naivt efterslæb fra guldalderen. Det var blot ikke bevidst naivt - allerhøjst ubehjælpsomt! Jeg fik øje på malerkassen. Jeg var inspireret ud over alle grænser! En djævel fór op i mig og jeg tog kassen med de dyrbare farver under armen, og gik hjem. De følgende dage brugte jeg på at studere kassens indhold. Alle jordfarverne var der. Nogle var tørret ud - andre fremstod friske og nye. Jeg besad en dagklar bevidsthed om, hvilke farver, jeg skulle bruge og måtte følgende supplere op hos Mathiessen. Kadmiumrød, ultramarinblå, zinkgrøn - og hvid i lange baner. Min chef havde forklaret mig, at man ikke burde bruge sort overhovedet "hvis man ville tjene penge", så jeg registrerede tilfreds, at denne farve - elfenbenssort, ja såmænd - optrådte i den nyerhvervede malerkasse. Spørgsmålet var nu: Hvad skulle jeg male? Jeg bladede lidt i Hakon Mielches rigt illustrerede rejsebeskrivelse 'Verdens underværker, som jeg så dem', som en elev på Nordisk Dekoratørskole havde glemt på sit værelse. Endnu et arvestykke. Jeg fandt et billede fra den smukke belgiske by Brügge og fabulerede over dét. Jeg havde aldrig været i Brügge - og der skulle gå præcist 30 år før jeg fik mulighed for at aflægge byen et besøg. Til gengæld var jeg i gang med at male. En passion var født i mit sind!
Jeg var altså blevet maler foranlediget af iagttagelsen af chefdekoratørens trommesalsmaleri. Selv var jeg allerede gået andre veje, da jeg ret hurtigt efter de første forsigtige eksperimenter, var begyndt at interessere mig for malerkunstens historiske elementer. Således blev jeg i den periode surrealist. Mere om dét senere, for i den periode skete der en begivenhed, der fik mig til at overveje, hvad man kan udtale: Chefen var autoritær ud over alle grænser og den autoritet gik ud over afdelingens elev, som var - moi! Sådan var konsensus, og dét havde været sådan i åresvis. Hvis der fandtes en nullermand i et udstillingsvindue eller en bustemannequins paryk sad en anelse skævt, var der kun én ansvarlig. Eleven! Da den slags var uundgåeligt, resulterede det naturligvis i daglige tilsvininger og overfusninger, hvilket jeg i starten fandt mig i, da jeg gerne ville fuldføre min uddannelse. På et tidspunkt var jeg således blevet sværtet godt og grundigt til, hvilket fik mig til at udbryde over for én af mine kollegaer: "Det dumme svin! Jeg ville ønske, at han faldt død om!!" Min kvindelige kollega blev rædselsslagen og udbrød: "Uha, nej, Lars! Sådan noget må du ikke sige!" "Bare rolig. Det sker ikke - han er en sej gammel Satan", svarede jeg. Om der gik en uge eller 14 dage, kan jeg ikke huske; men chefen skulle et ærinde en morgen. Det var den første dag, hvor vi skulle i gang med julepyntningen, så det var en mandag midt i november 1974. Normalt, når han var væk en hel formiddag, kom han som oftest tilbage, inden han kørte til middag. Det gjorde han blot ikke dén dag, hvilket undrede os. Først på eftermiddagen kom lederen af børneafdelingen bestyrtet ud på dekorationen: "Har I ikke hørt det?? Han er død!" Vi blev naturligvis chokerede - og jeg huskede omgående min udtalelese kort tid før. På den ene side kunne jeg godt se, at det var tragisk, at en mand var død pludseligt og havde efterladt sig en familie fuldstændigt uforberedt. På den anden side, kunne jeg ikke lade være med at føle en vis tilfredstillelse ved, at min forbandelse var gået i opfyldelse så forholdsvist hurtigt og effektivt. Med hensyn til det tragiske element, blev jeg mere rolig under begravelsen, hvor den efterladte hustru spillede rollen som den sørgende enke, ledsaget af en høj, destingveret herre, der på dét tidspunkt var en fremtrædende politiker. Et år senere erfarede jeg at de to var blevet gift, så måske var det en lettet enke, der optrådte til begravelse med efterfølgende kaffe-tamtam på byens fineste hotel? Uanset hvad, blev der i al hast ansat en ny chef i dekorationen. Han var den tidligere chefs diafentrale modsætning. Han var ung og mild - og kunstmaler! Hans største forbillede var P.S. Krøyer, den berømte Skagensmaler. "Jeg synes, at man bare skal lære at male lige som P.S. Krøyer..." var hans dogme. På dét tidspunkt havde jeg store ambitioner om, at male lige som Salvador Dali…
Jeg havde motivisk været lidt omkring. Fra figurer til landskaber - dybest set, hvad man kan forvente af en ung knøs, der ville prøve kræfter med maleriet. På et tidspunkt begyndte jeg at lægge mærkværdige indslag ind i mine billeder. Jeg havde på et tidspunkt f.eks. malet et skovparti med en sø i en underligt, artificiel nuance. Jeg havde svært ved at skabe en interessant dynamik i dette billede, da jeg fik en idé. Idéen var naturligvis håbløs; men det vidste jeg ikke dengang. Jeg lod en hånd stikke op ad det dybblå vand - og med ét rummede dette ret ligegyldige maleri et budskab, som - måske - kunne leitimere det. Jeg fortsatte med at lægge besynderlige elementer ind i mine kompositioner. På et tidspunkt indopererede jeg i et maleri, forestillende et ørkenlandskab med nogle byzantinske søjler, en skiftenøgle, der ret formålsløst stak op af sandet. Én af mine kammerater så det billede og mente, at jeg var surrealist. Omgående søgte jeg alt, hvad jeg kunne finde om de surrealistiske kunstnere og fandt omgående interesse i Eluard og Breton og de surrealistiske manifester. Mest fascineret var jeg dog af den excentriske, spanske maler Salvador Dali. Dali havde iscenesat sig selv som var han i sig selv kunstværket. Han fremstod oftest med stirrende øjne, en underlig spadserestok og det karakteristiske overskæg med de opadpegende spidser. På samme tid havde rockmusikken, som jeg samtidigt var meget optaget af, fundet sit leje på en dekadent scene, som man kaldte glam. Der var visse sammenligneligheder mellem rockens store koryfæer på dét tidspunkt og Dali. Stærkt animeret af Salvador Dalis værker fattede jeg interesse for den klassiske kunst. Især Rafael fascinerede mig; men jeg ville det litterære. Jeg ville arbejde med underbevidstheden som emne for min motivverden. Desværre var jeg ikke specielt psykologisk bevidst, så mine malerier i de år, hvor mærkværdige de end fremstod, optrådte i lang højere grad som postulater end som egentligt afklarede dokumentationer over et splittet sind. Dén havde ellers ligget lige til højrebenet; men bevidstheden var ikke til stede. Alligevel fik jeg ambitioner - og var tæt på at gøre en stor fejl. Jeg havde frekventeret et af græsrodsbevægelsens kulturinstitutioner i købstaden - et sted, der hed "Vaskehuset" - og var blevet lovet en udstilling dér. Jeg fortalte stolt én af mine venner om min forestående debut - og han delte ikke min begejstring. Hans far var én af omegnens mere anerkendte kunstnere og jeg blev belært om, at "Vaskehuset" ikke var et sted for mig at debutere. Næh, jeg skulle udstille på "Påskeudstillingen", hvad jeg ikke anede, hvad var. Min kammerats far var en maler, som var forankret i en tung, dyster modernisme og han var også en tung herre at kommunikere med; men han var et venligt og sympatisk menneske og han fortalte at "Påskeudstillingen" ikke var et sted "man sådan lige kom ind på". Denne udstilling blev omtalt med en næsten religiøs andægtighed. Der var tale om den censurerede Kunstnernes Påskeudstilling i Århus Kunstbygning - og langt senere måtte jeg sande den mere erfarne kunstners ord. Det lykkedes dog; men først mange år senere. Til gengæld røg "Vaskehuset" i vasken...
Det var en septemberaften i 1978. Jeg spadserede fra busstoppestedet op ad en blind vej, faktisk ganske tæt på mit barndomshjem, som min mor stort set ikke kunne få mig smidt ud af hurtigt nok seks år tidligere. At jeg så i den mellemliggende periode kun frekventerede dette, når det var tvingende nødvendigt, fandt jeg heller ikke synderlig forståelse for. For enden af den blinde vej, havde nogle foretagsomme folk fået den udmærkede idé at åbne en kunstskole, som til en begyndelse skulle tage udgangspunkt i maleri og tegning. Der var således indkaldt til introduktionsmøde den pågældende septemberaften. Jeg var i menneskelig og kreativ krise, så jeg havde visse forhåbninger om, at denne kunstskole kunne udvide min kunstneriske horisont og dermed bringe mig tilbage på et kvalificeret spor. Jeg følte mig omgående fremmed i dette miljø, som var befolket af skolelærere og pædagoger. Selv har jeg sandsynligvis placeret mig trygt i baggrunden iklædt jeans og fikse popstøvler. Tiden var til punk blandet med de sidste rester af glam. Jeg var i høj grad et produkt af denne epoke. Mødet gik i gang og entusiasmen var stor - hos nogle! Lederen var en stilfærdig formningslærer, som lavmælt forklarede, hvad intentionerne for stedet var. Det virkede ærligt talt en smule kedsommeligt, så jeg var ikke optimistisk med hensyn til, at mine kompetencer inden for den kunstneriske geschäft kunne styrkes i dette forum. At kede sig er kun animerende i begrænset omfang. Jeg så mig omkring og studerede de fremmødte. Prins Valiant-hår og overalls hørte til standarden. Pigerne var alle uinteressante og bar busseronner i striber. Jeg tror, det var sådan. Sådan husker jeg det. Pludseligt - i erkendelse af, at kedsomheden bredte sig som en steppebrand - overtog en lille, halvgammel, kæderygende mand kommandoen. Det var som det hele lettede. Nu var vi færdige med bogholderiet og den overordnede introduktion. Der skulle ske noget! Malerlæreren havde taget ordet - og det slap han ikke igen. Formningslæreren havde udspillet sin rolle. Han kunne allerede dér pakke sammen og sige farvel. Der blev sat en ny dagsorden. Inspirationen indfandt sig; ikke mindst hos mig! Endnu en gang skulle en standardiseret og tidsproportioneret udgave af trommesalsmaleren udgøre et element i min billedkunstneriske dannelse. Undervisningen gik i gang. Vi skulle begynde at tegne en opstilling - en nature morte. Nogle kander og en dunk etc. blev stillet op. Tegn! Formningslæreren havde fået et kortvarigt come-back på scenen. Det blev afsluttet effektivt af malerlæreren. Vi skulle i gang med at male. Der var ingen tid at spilde - og da slet ikke med dødssyge studier i kul, selv om det ikke er så tosset at øve sin tegning... Tingene begyndte at finde et nyt leje. Jeg var delvist færdig med surrealismen. Jeg begyndte at interessere mig for en underlig symbiose af pop og modernisme. Det motiviske udgangspunkt blev - papkasser. Primærfarven blev grå - i mere end én forstand. Det var kolde tider...
Malerskolen udviklede sig med lynets hast de næste år. Man kunne næsten tale om en overophedet ekspandering. Man flyttede, via et par mellemstationer, lokaliteterne til en nedlagt maskinfabrik nær bykernen. Det tidligere direktørkontor med døre og karme i udsøgt Cubamahogni og passende ovenlys blev meget naturligt udset til malersal og den stilfærdige formningslærer forsvandt ud af billedet. Til gengæld hev malerlæreren, den selvbestaltede leder, en ny kanin op ad hatten. En tidligere elev blev forfremmet til administrativ chef. Denne karakter blev af malerlæreren, når han med sin westerneguitar og hornbrillerne underholdt det uskyldige selskab til festerne, benævnt som en "frelsersoldat, klædt ud som en ugle". Vi befinder os i en tidsepoke før Powerpoint og deslige moderne bekvemmeligheder. Derfor var en del af det kunstpædagogiske kompendium, at vi skulle se lysbilleder, som vor patriakalske malerlærer kommenterede. Han tog som oftest udgangspunkt i sine egne forbilleder, som bestod af generationen fra begyndelsen af det 20. århundrede og frem til ca. tyve år før den tid, vi på daværende tidspunkt befandt os i. Det helt moderne afskyede han. Disse lysbilleder blev hentet på Århus Kommunebibliotek, som havde en stor dias-samling, bl. a. med billedkunst. På et tidspunkt blev jeg spurgt om jeg var interesseret i at komme med malerlæreren og frelsersoldaten ud og låne dias. Jeg var selvfølgelig begejstret over på den måde evt. at sætte et fingeraftryk på kunstskolens pædagogiske aproach, så jeg accepterede naturligvis tilbudet. Engageret gik jeg på jagt i det store arkiv og fandt nogle ting, som jeg var overbevist om ikke ville blive vist, medmindre jeg tog initiativ. Jeg fandt således en serie med den amerikanske pop-kunstner Andy Warhol, der ligesom Salvador Dali flere år før, havde formået at skabe en væsentlig publicity omkring sin person med f.eks. sit hovedkvarter i New York 'The Factory', som havde udviklet sig til et afgørende forum for aktiviteter, der ikke blot var forankret i billedkunst; men også film og musik. Velvet Underground med Lou Reed og Nico var blandt andre en del af dette miljø. Den aften vi skulle se de pågældende lysbilleder med Warhols værker, begyndte malerlæreren: "I aften skal vi se nogle lysbillejer af en kunstner der hedder An-di Var-hoool!" "Rettelse! Han hedder Warhol", udbrød jeg belærende. Malerlæreren blev forvirret, hvis ikke kunstnernavne var franske. Han kaldte således Fracis Bacon for Ba-kong... "Hvis du er så skije klog, Lars, så kan DU fa'me fortælle om ham - Vår-houul", råbte malerlæreren. Det gjorde jeg og fik dermed, i dette beskedne forum, min debut som kunstformidler. Der skulle gå mange år, inden denne mulighed dukkede op igen...
Jeg havde stadig min debut som udstiller til gode. I princippet virker det meningsløst at male billeder - at skabe kunstværker - uden at give et kvalificeret publikum mulighed for at bedømme disse. Bevares! Jeg havde deltaget i nogle offentlige ophængninger på malerskolen; men min egentlige debut havde jeg stadigt til gode. "Påskeudstillingen" spøgte stadig. Vi var nogle af de mest ihærdige elever på skolen, der ville prøve at blive optaget i Århus Kunstbygnings hellige haller. Jeg "malede op" til opgaven. Jeg ville lave værker specielt til denne censurering. Udganspunktet var i langt mindre grad de velkendte stilllebens med papkasserne, end det var egentligt minutiøst udførte, superrealistiske kompositioner. Sådan set i fin tråd med tiden - men stift og ufrit udført. Der stod næsten "fiasko" printet på ryggen af mig, da jeg sammen med min medsammensvorne indleverede værkerne til bedømmelse. Det var ikke dét, at jeg fik mine malerier afvist! Det var kendsgerningen - mere - at jeg kunne aflæse, at de var blevet afvist i censureringens første runde, der fik mig til at føle mig som en rendyrket fiasko. Begivenheden efterlod mig i et mentalt tomrum af afmagt. Havde jeg stået og smurt oliefarve på et utal af lærreder i årevis i en formålsløs og ligegyldig proces, der blot skulle eksponere mig som taber? I sandhed ikke opløftende perspektiver. Var min karriere som billedkunstner en ulykkelig affære, var kærlighedslivet det ikke mindre. Jeg have hovedkuls forelsket mig i en pige, som var forlovet med en lærerstuderende. "Hvad er det, jeg kan gi' dig, som din kæreste ikke kan...?" Svaret var overflødigt. Jeg har altid været rimeligt generøs. Ikke mindst med mine følelser. De horisontale aktiviteter var blot konsekvenser heraf. Måneder efter så jeg hunulven i selskab med sin kæreste i gågadesystemet. En jovial, rundkindet fyr, som kunne give hende dét, jeg ikke kunne. Hun var naturligvis - som de fleste - tryghedssøgende. Tryghed var der ikke meget af i en verden, hvor alkoholen flød som en syndflod. I den tilstand søgte jeg det hele - og fandt intet. Jeg var i byen en aften med min kammerat. En ung, blond pige fandt interesse i den langhårede fyr med jakken fra det militære overskudslager. Jeg indledte en kraftig flirt, indtil jeg gloede lige ind i et stort, firkantet hoved, som tilsyneladende tilhørte blondinens kæreste. Jeg checkede fyrens anatomi. Hænderne var store som parasolfødder. Jeg trak følehornene til mig. Senere samme aften: Min kammerat kylede en snebold. Den fløj gennem luften cirka tre centimeter fra et stort firkantet hoved! Han kastede sig over min kammerat med en aggressiv, frådende galskab. Jeg prøvede at mægle... Det har jeg aldrig gjort siden! Det første slag fra parasolfoden ramte rent og flækkede mit øjenbryn, som var det lavet af pergament. Omgående kunne jeg føle det varme blod nedad kinderne. Det andet slag slog en flig af overbidet. Jeg prøvede at komme væk; men kombinationen af glatte popstøvler og en isglat baggårdsbelægning umuliggjorde dette. I stedet gik jeg på røven. Papkassefjæsets kammerater fik ham pacificeret. Senere fik han tiltalefrafald. Til gengæld erhvervede jeg mig en angst, som aldrig rigtigt har sluppet sit tag i mig. To uger, hvor mit ansigt lignede noget Asger Jorn havde skabt på en mislykket dag, skulle overstås. Malerierne blev i den periode mere og mere farveløse og fortænkte. Jeg arbejdede mig frem mod et udtryk, der angiveligt skulle fremstille lys i et uproportionelt forhold til det mørke, der optrådte i mit sind. Nu optrådte det samtidigt på billedfladerne og gjorde disse døde og ustoflige. Beslutningen blev taget, da jeg blev afvist på Kunstnernes Efterårsudstilling. Jeg ville ikke male længere. Jeg kom fra et hjem med klaver - dette blev solgt og frigjorde nogle midler, som gjorde mig i stand til at investere i en basguitar, jeg ganske vist ikke var i stand til at spille på. "Enhver idiot kan spille bas", var jeg blevet fortalt af en ven i musikmiljøet. Snart var det lille atelier på den gamle maskinfabrik beklædt med æggebakker og omdannet til øvelokale. Malerierne flød rundt omkring. Nogle forsvandt sporløst, andre gik til. Jeg var ligeglad! Der var gået syv år fra jeg så chefdekoratøren male sit skovparti. Jeg nåede aldrig i dén fase de bonede gulve; men nu gjaldt det de skrå brædder i stedet. Jeg var fast overbevist om, at jeg aldrig mere ville røre en pensel. Nogle år senere skulle jeg ændre opfattelse. Ret konsekvent, oven i købet... Men dét er en helt anden sag!
