Da jeg var barn, var det meget vigtigt at man "holdte" et blad eller et tidsskrift. At "holde" et blad var ikke, tror jeg, det samme som at abonnere. Det betød blot, at man regelmæssigt købte et bestemt blad i bladkiosken. Til eksempel "holdte" mine forældre dengang Se & Hør.
Selv "holdte" jeg Anders And & Co. D.v.s. at det var min far, der købte det og tog det med hjem hver tirsdag, så i princippet var jeg afhængig af min fars velvilje i forhold til Anders And-bladet, men hvis nogen spurgte, ja. Så "holdte" jeg Anders And & Co. I begyndelsen kostede det 90 øre. Så på et tidspunkt steg det til en krone - og da det igen steg til 1,10 var jeg for alvor bange for at det var et kulturelt, ugentligt element, der ville blive sparet væk i det lille funktionærhjem, som var afhængig af én indtægt. Men min far blev troligt ved med at levere, tirsdag efter tirsdag - år efter år; og jeg glædede mig lige meget til at få mit Anders And og det var nok den glæde, der afstedkom, at leverancerne havde en permanent karakter. Hvad er vel mere livsbekræftende end et barns glade forventning?
Alle historierne i Anders And var naturligvis interessante. Ikke mindst dem, der sluttede med "Fortsættes i næste nummer". Hvad ville der ske? Ville Mickey og Fedtmule få skovlen under Sorteper og Lusk og i samarbejde med Politimester Striks få de to slyngler buret inde? Eller skulle det omsider lykkes Bjørne-Banden at frarøve Onkel Joakim hans elskede penge? Disse historier var underholdende; men samtidigt forudsigelige, for alle vidste jo at banditterne altid tabte. Spørgsmålet var blot: Hvordan?
Jeg hold mest af marginalfigurerne. Jeg husker tydeligt da f.eks. Raptus von And blev lanceret. Ham blev jeg hurtigt ret vild med. Jeg var dybt fascineret af kendsgerningen, at han "vidste alt om alting". Det kunne jeg identificere mig med.
Ligeledes var jeg glad for Georg Gearløs og hans uundværlige assistent Lille Hjælper, som var en lille robot med en pære som hoved. Georg Gearløs havde en såkaldt tænkehat, som han tog på hovedet, når han skulle koncentrere sig voldsomt om et problem, der skulle løses. Den hat bestod af en kasse med tre eller fire krager i og når han tog den på hovedet, fik han altid en idé.
Georg Gearløs var et "geni". Jeg vidste ikke, hvad et "geni" var, så jeg spurgte min far, som beredvilligt svarede på alle mine nysgerrige spørgsmål, hvor tåbelige de end måtte være. "Hvad er et ge-ni?" Jeg udtalte det som det staves, ge-ni - oven i købet med tryk på første stavelse. "Det er der ikke noget, der hedder" "Jo, der er! Se selv. Det står her!!!" Nååå, et geni (sjeni)...." Og så forklarede han mig, hvad et sådant bestod af.
Nogle dage senere i skolen. Jeg havde afleveret en fejlfri diktat. Lærerinden, en ældre frøken, sagde "Det var meget fint, Lars. Ingen fejl" "Jamen det er fordi, jeg er et geni" sagde jeg. Lærerinden gloede på mig, mine klassekammerater gloede på mig. Alle vel vidende at der var regning i den følgende time. Så kunne geniet pakke sine talenter ned.
I det hele taget var det i disse år kendetegnet, at jeg brugte alt, hvad de voksne sagde, imod dem. På et tidspunkt mens jeg stadigt gik i børnehave, blev jeg passet af min bedstemor og ofte tog hun mig med på en spadseretur ned i Lunden, som er en lille park, der ligger ned til Silkeborg Langsø. Jeg var naturligvis glad for at komme ud og gå og dansede begejstret rundt. Så sagde Bedste: "Du må ikke løbe inde på plænen, Lars! Der står på skiltet græsset må ikke betrædes". Jeg stillede mig ikke umiddelbart tilfreds med dét forbud. "Jamen, ænderne går da derinde!!!" "Ænderne må gerne gå inde på græsset", svarede Bedste. Et par dage efter, var vi igen i Lunden - og jeg dansede glad rundt - også inde på græsset. "Kan du ikke huske, at jeg sagde til dig, at du ikke må gå inde på græsset?" spurgte Bedste fortvivlet.
Mit svar: "I dag er jeg en and!"
Selv "holdte" jeg Anders And & Co. D.v.s. at det var min far, der købte det og tog det med hjem hver tirsdag, så i princippet var jeg afhængig af min fars velvilje i forhold til Anders And-bladet, men hvis nogen spurgte, ja. Så "holdte" jeg Anders And & Co. I begyndelsen kostede det 90 øre. Så på et tidspunkt steg det til en krone - og da det igen steg til 1,10 var jeg for alvor bange for at det var et kulturelt, ugentligt element, der ville blive sparet væk i det lille funktionærhjem, som var afhængig af én indtægt. Men min far blev troligt ved med at levere, tirsdag efter tirsdag - år efter år; og jeg glædede mig lige meget til at få mit Anders And og det var nok den glæde, der afstedkom, at leverancerne havde en permanent karakter. Hvad er vel mere livsbekræftende end et barns glade forventning?
Alle historierne i Anders And var naturligvis interessante. Ikke mindst dem, der sluttede med "Fortsættes i næste nummer". Hvad ville der ske? Ville Mickey og Fedtmule få skovlen under Sorteper og Lusk og i samarbejde med Politimester Striks få de to slyngler buret inde? Eller skulle det omsider lykkes Bjørne-Banden at frarøve Onkel Joakim hans elskede penge? Disse historier var underholdende; men samtidigt forudsigelige, for alle vidste jo at banditterne altid tabte. Spørgsmålet var blot: Hvordan?
Jeg hold mest af marginalfigurerne. Jeg husker tydeligt da f.eks. Raptus von And blev lanceret. Ham blev jeg hurtigt ret vild med. Jeg var dybt fascineret af kendsgerningen, at han "vidste alt om alting". Det kunne jeg identificere mig med.
Ligeledes var jeg glad for Georg Gearløs og hans uundværlige assistent Lille Hjælper, som var en lille robot med en pære som hoved. Georg Gearløs havde en såkaldt tænkehat, som han tog på hovedet, når han skulle koncentrere sig voldsomt om et problem, der skulle løses. Den hat bestod af en kasse med tre eller fire krager i og når han tog den på hovedet, fik han altid en idé.
Georg Gearløs var et "geni". Jeg vidste ikke, hvad et "geni" var, så jeg spurgte min far, som beredvilligt svarede på alle mine nysgerrige spørgsmål, hvor tåbelige de end måtte være. "Hvad er et ge-ni?" Jeg udtalte det som det staves, ge-ni - oven i købet med tryk på første stavelse. "Det er der ikke noget, der hedder" "Jo, der er! Se selv. Det står her!!!" Nååå, et geni (sjeni)...." Og så forklarede han mig, hvad et sådant bestod af.
Nogle dage senere i skolen. Jeg havde afleveret en fejlfri diktat. Lærerinden, en ældre frøken, sagde "Det var meget fint, Lars. Ingen fejl" "Jamen det er fordi, jeg er et geni" sagde jeg. Lærerinden gloede på mig, mine klassekammerater gloede på mig. Alle vel vidende at der var regning i den følgende time. Så kunne geniet pakke sine talenter ned.
I det hele taget var det i disse år kendetegnet, at jeg brugte alt, hvad de voksne sagde, imod dem. På et tidspunkt mens jeg stadigt gik i børnehave, blev jeg passet af min bedstemor og ofte tog hun mig med på en spadseretur ned i Lunden, som er en lille park, der ligger ned til Silkeborg Langsø. Jeg var naturligvis glad for at komme ud og gå og dansede begejstret rundt. Så sagde Bedste: "Du må ikke løbe inde på plænen, Lars! Der står på skiltet græsset må ikke betrædes". Jeg stillede mig ikke umiddelbart tilfreds med dét forbud. "Jamen, ænderne går da derinde!!!" "Ænderne må gerne gå inde på græsset", svarede Bedste. Et par dage efter, var vi igen i Lunden - og jeg dansede glad rundt - også inde på græsset. "Kan du ikke huske, at jeg sagde til dig, at du ikke må gå inde på græsset?" spurgte Bedste fortvivlet.
Mit svar: "I dag er jeg en and!"
