Anerkendt? Javel, så...

Man støder fra tid til anden på fænomenet! Bl.a. i forbindelse med galleriverdenen, hvor det er et indiskutabelt credo, at man udelukkende samarbejder med "anerkendte" kunstnere". I andre sammenhænge bliver benævnelsen udtalt med en nærmest religiøs tone - ofte af midaldrende repræsentanter af et stadigt ekspanderende kunstpublikum. "Anerkendt...."

Tidligere blog'ede jeg på et portal, der kalder sig Mingler. Navnet skal tages absolut bogstaveligt! At mingle er som bekendt dét, man foretager sig, når man mener, tiden er inde til at dalre rundt mellem gæsterne til at selskab for, blot, at small-talke. Mingler er således også et forum for small-talk. Alle har en mening om alt muligt. Nogle har en mening, der måske ikke er specielt gennemtænkt; men vi befinder os jo i et demokrati, hvor ytringsfriheden er uden for diskussion. Denne åbner mulighed for, at man både kan tale henkastet og ligegyldigt samtidigt med, at man er i stand til at rette de mest afstumpede og stupide angreb på personer, hvis holdninger man måske ikke deler. Disse behov dækker et portal som Mingler.

Der er ligeledes forskellige interessegrupper i sådan et forum. Bl.a. er der adskillige, der tager udgangspunkt i billedkunst - og ét af de ofte stillede spørgsmål i disse fora er: Hvornår er man "anerkendt"???? Dét er der naturligvis delte meninger om! Én af de mest talentfulde kunstnere i dette univers skal netop debutere på Kunstnerenes Sommerudstilling, der jo som bekendt er én af de væsentligste af sin art i Danmark. Denne begivenhed har fået adskillige til at fastslå, at den pågældende kunstner nu er at betragte som "anerkendt". Dét er naturligvis også på sin vis rigtigt. Vedkommende er anerkendt på KS07.

For en halv snes år siden mødte jeg i et supermarked én af mine bekendte. Jeg var ude og handle efter en - sandsynligvis - anstrengende dag på jobbet, der dengang var som ufaglært medarbejder i en produktionsvirksomhed. Følgende ordveksling fandt sted med mig som indleder:
"Hej, hvordan går det?"
"Jooo, tak! Jeg er jo stadig bare formningslærer."
"Jamen, så se på mig, der er totalt mørbanket mentalt efter en dag i industrien...."
"Det går da ellers godt med dine akvatinter, har jeg læst i avisen?"
"Jo, tak! Det er så som så......"
"HOLD DA KÆFT! DU ER SGU DA ANERKENDT, MAND!!!!!!!"

I dette tilfælde bliver det fatale ord brugt som knock-out-slag! Diskussionen var slut. Jeg blev talt ud - og måtte nu i gang med en længere selvransagelse, for at få denne pludseligt tildelte anerkendelse sat på plads i et system, der ellers ikke havde mærket den store forskel. OK, jeg havde på daværende tidspunkt deltaget i samtlige anerkendte, censurerede udstillinger i dette land. Jeg var blevet medlem af Billedkunstnerforbundet, hvilket i øvrigt blot udgjorde en udgift, som i høj grad kan legitimeres ved fri entré til samtlige danske kunstmuseer og vigtige udstillingssteder i øvrigt... Men anerkendt????

Hvornår er man så anerkendt? Det er helt enkelt: Når entrégulvet under ens brevsprække er et bjerg af udstillingstilbud på museer og i kunsthaller samt tildelinger af indbringende legater fra private og statslige fonde. Så kan man begynde at tale om anerkendelse i en overordnet forstand. Indtil videre venter jeg på en ansøgningsblanket fra Dansk Fagpresse, så jeg kan få mit pressekort fornyet. Fint nok at være anerkendt dér.... Hvis og hvis??