Kapacitet ny leder for Kunsthal Aarhus

Siden Kunsthal Aarhus' kunstneriske leder Joasia Krysa meddelte, at hun stopper som kunstfaglig leder i Kunsthal Aarhus, har spekulationerne farvet flere hår grå hos mange kunstinteresserede aarhusianere vedrørende hvem, der skal afløse den polskfødte Krysa. 

Under Krysa har kunsthallen forvandlet sig til en form for kunstens eksperimentarium - en udvikling ikke alle er glade for i Smilets By; og måske fortsætter dén udvikling, dog med et håb om flere traditionelt baserede udstillinger i huset. 

Som ny leder er udpeget tidligere leder af Kunsthal Charlottenborg og Malmø Kunsthal, Jacob Fabricius (billedet). 

Ifølge Kunsthal Aarhus' hjemmeside er Fabricius valgt blandt et ansøgerfelt på mere end 30 primært internationalt forankrede personer; men det bliver altså en dansker, der skal føre kunsthallen frem til 2017, der som bekendt har Aarhus som europæisk kulturhovedstad. 

Jesper Fabricius er 44 år gammel og han tiltræder ved årsskiftet.

Ansigt til ansigt med Monet

Claude Monet, 'Høstakke ved Chailly', olie på lærred, 1865, The San Diego Museum of Art (pressefoto: ARoS)

"Hvor mange har egentlig stået ansigt til ansigt med et ægte impressionistisk værk, en ægte Monet?" Således spørger Anne Mette Thomsen på kunstmuseet ARoS' blog i anledning af udstillingen 'Monet - Lost in Translation', der foruden Claude Monet viser et bredt udvalg af andre impressionistiske malere. 

Jeg kan blot besvare Anne Mette Thomsens spørgsmål med et "det har jeg!" For mere end ti år siden besøgte jeg Tate Modern i London, og her præsenterede man i et af udstillingsrummene to værker. 

Det ene var en installation bestående af en cirkelformet enhed på gulvet opbygget af granitsten. 

Dette værk af den britiske kunstner Richard Long (f. 1945) var placeret i selskab med et meget stort maleri af Claude Monet. 

Temaet her var de velkendte åkander, og maleriet måler vel omkring 8-10 meter i længden. Under alle omstændigheder husker jeg det som meget stort. 

Oplevelsen ved at betragte maleriet lader sig dårligt beskrive; men alle forventninger om, at Monets værker er noget man kun kan opleve som gengivet på falmede plakater tarveligt indrammet i glas og aluminium fra det nærmeste byggemarked, blev omgående sat ud af drift. 

Af samme årsag glæder jeg mig til at se udstillingen med impressionisterne, som vakte kolossal forargelse blandt publikum og kunstanmeldere, da de lanceredes i 1874. 

Udstillingen på ARoS viser fra d. 9. oktober og frem til d. 10. januar 2016 49 værker af 13 forskellige kunstnere med Monet som det indiskutable omdrejningspunkt.

WonderWorld

Det er muligt, at udstillingstitlen 'WonderWorld kan opfattes som en anelse corny, men udstillingen, der bringer mere end synssansen i spil, er udarbejdet af Marianne Grønnow i samarbejde med lysdesigneren Jesper Kongshaug og lyddesigneren og DJ'en Katrine Ring. 

Den liggende pige på det øverste billede indgår dog ikke i udstillingskonceptet, som man kan se på Skovgaard Museet i Viborg frem til d. 17. januar 2016.

En tur i mudder og smat

Det var tydeligt at se på min cykel, da jeg var hjemkommet fra turen til området omkring Thorsø ved Virklund lige syd for Silkeborg, at der har regnet en del i de sidste uger. 

Heldigvis havde jeg sikret mig med terrængående støvler, da jeg ind imellem måtte stå af og trække aluminiumshesten. 

Thorsø var lidt af en udfordring. Man kører ud af en vej, der hedder Vesterlundvej; men alle grundene ned mod søen er bebyggede, og da jeg opdagede et sted, hvor man kunne komme ned til søbredden, fortalte skiltningen mig, at grunden var forbeholdt områdets beboere. 

En anelse skuffet over denne halvfascistoide demonstration af ejendomsret begav jeg mig videre, og endte efterfølgende ved et sommerhusområde, som jeg måtte passere, inden jeg kunne finde et spot, hvor Thorsø kunne betragtes tæt på. 

Jeg fandt ud af, at jeg havde husket mine akvarelfarver; men glemt blokken, så jeg tegnede blot en enkel rødkridttegning, inden jeg begav mig videre. 

Jeg endte i et område, som fremstod fantastisk smukt i det fine vejr, og selvom området var præget af mudder og smat, var det lidt af en åbenbaring at opleve en inddæmmet sø, som hedder Jenskær Sø.

Fra Aarhus til Liverpool

Siden 2012 har Marie Nipper (billedet) fungeret som overinspektør på kunstmuseet ARoS i Aarhus. 

Nu har den dygtige kunsthistoriker imidlertid fundet et nyt job, og det må siges at være et af de mere prestigiøse i kunstverdenen. 

Nipper skal fremover bestride en stilling som såkaldt senior curator ved museet Tate Liverpool. 

Man kan sige at museet i Aarhus dermed mister en fagligt højt kvalificeret medarbejder, hvorimod det for museet i Liverpool er en vindersituation. 

Ifølge ARoS' direktør Erlend Høyersten regner man med, at en ny medarbejder til jobbet som overinspektør på ARoS er besat ved årsskiftet.

Det ægte billede

"Så er der bare det med maleren, at når han så maler noget, der ligner et landskab eller en krop, er resultatet alligevel ikke helt det, man tror, det er. Det er muligt, at denne fremgangsmåde hverken er særlig ny eller særlig enestående, men den virker: i tilfældet Kirkeby. Den gør det sværere at blive færdig med hans ting"

Citatet er taget fra Peter Michael Hornungs anmeldelse i dagbladet Politiken af 'Kirkeby - det ægte billede', der naturligvis viser værker af Per Kirkeby på kunstmuseet HEART i Birk ved Herning. 

Hornung stiller i sin anmeldelse det relevante spørgsmål: "Hvem skal i fremtiden male 'det ægte billede', hvis Kirkeby ikke længere kan?" Kirkeby har af helbredsmæssige årsager lagt maleriet på hylden. 

Hornung giver fem hjerter til udstillingen, der kan ses på HEART indtil d. 17. januar 2016.

Territorieafpisning

"Jeg var i slutningen af 1980'erne såkaldt "indslæber" for Kunstnernes Påskeudstilling under censureringen, og det var en hårrejsende oplevelse at se, hvor hård en tone, der herskede blandt de mandlige kunstnere, som dengang var censorer. Det var simpelthen en opvisning i territorieafpisning og æstetiske magtkampe på bekostning af seriøsiteten. Det kammede over i total latterliggørelse af indsendte værker"

Citatet herover stammer fra et interview, som Torben Sangild på vegne af Kunstnernes Efterårsudstillings bestyrelse har foretaget med billedkunstner og kurator Trine Rytter Andersen i forlængelse af, at KE formidler, det nu er tid til at indsende værker til censurering til udstillingen. 

Trine Rytter besidder et kvalificeret overblik på samtidskunstscenen, og hendes iagttagelser i forhold til de censurerede udstillinger, hvoraf KE udgør én, og Kunstnernes Påskeudstilling i Aarhus udgør en anden, giver et fint indblik i dette specielle fænomen. 

Heldigvis oplever Trine Rytter en stadig større professionalisering af censureringsprocessen i forhold til de omtalte år på KP. 

Jeg vil sige i dén forbindelse, at jeg ingenlunde er overrasket over den lettere arrogante og nedladende måde censorerne på KP dengang lagde for dagen. 

Jeg husker ret tydeligt, hvordan tingene og udstillingerne fremstod dengang. Det lignede et indspist århusiansk foretagende, hvor primært venner af institutionens udvalgte smagsdommere kunne komme på tale som udstillere. 

Jeg har sandsynligvis selv været genstand for latterliggørelsen blandt datidens censorer, da mine værker gang på gang blev afvist på netop KP. 

Heldigvis oplevede jeg langt større anerkendelse på de øvrige censurerede udstillinger, der finder - og fandt sted - i landet.

Billedet, der ledsager denne blog, er en gengivelse af katalogforsiden til Kunstnernes Påskeudstilling 1989.

"Museum Jorn trænger til en kærlig hånd"

Jeg har for nyligt deltaget i et program på TV2 Østjylland. Her deltog jeg sammen med byhistorikeren Lars Holleufer i et indslag, der samlet set skulle være en anmeldelse af udstillingen 'What Moves Us?' på Museum Jorn i Silkeborg. 

Udstillingen sætter som bekendt fokus på arkitekten og billedkunstneren Le Corbusier, og Holleufer gav udstillingen tre ud af fem stjerner, mens jeg fulgte op på mine fem stjerner i Jyllands-Posten ved at give fire ud af fem. 

Mens jeg primært vurderede udstillingen i sin kunstneriske helhed, fandt Lars Holleufer det relevant at nævne museets fysiske tilstand som en del af en samlet vurdering. 

Citatet, der udgør overskriften på dette indlæg, er identisk med TV2 Østjyllands overskrift i forbindelse med deres umiddelbare redigering af indslaget. 

Spadseretur i alt slags vejr

Det er ofte lidt af en udfordring, når man prøver at udforske nyt land i nærområdet, når vejret viser sig fra sin mere udfordrende side. 

Man kan godt få en våd bagdel, når man skal sidde på en bænk og prøve at lave noget konstruktivt, når det netop har regnet, som det gjorde ind imellem, da jeg var ude i området omkring Brassø, Avnsø og Uglesø for nyligt. 

Heldigvis har jeg anskaffet mig en app på min telefon, som hele tiden fortæller mig, hvor jeg befinder mig. Ellers var jeg sandsynligvis faret vildt flere gange på denne spadseretur.

'Dane Fæ' - og museet uden ende

Et "danefæ" er en genstand, som er under museal bevaring, og som i princippet tilhører os alle. 

At man har navngivet udstillingen på Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts Museum som 'Dane Fæ' må vel være i en bevidsthed om, at den forlængst afdøde maler, grafiker, billedhugger og samler Henry Heerup var at betragte som en kunstner, der i princippet tilhørte alle. 

 Han var med andre ord folkelig, og denne beskrivelse var han overhovedet ikke ked af. Blandt hans mange skrevne citater hedder det blandt andet "Al Kunst Bør Være Folkelig" - og læg mærke til, at Heerup ganske behændigt kom ud over problemstillingen angående, hvilke ord som skulle optræde med stort begyndelsesbogstav. Han lod alle ord begynde med stort. 

Udstillingen i Herning åbnede forleden dag som en del af fejringen af museets udvidelse, og jeg var til stede ved åbningen, hvor én af udstillingsgæsterne fremkom med en interessant betragtning vedrørende den nye fløj, som befinder sig under jorden. 

Den binder faktisk museet sammen med den nærliggende Angligården, og dermed er museet sammenbundet med det tidligere Herning Kunstmuseum. Dermed kan man sige at der er tale om museet uden ende. 

Det er selvfølgelig en sandhed med modifikationer; men uanset, hvordan man vender og drejer det, har man endnu en gang i Herning vist vilje og en uimodståelig trang til at få ting til at ske. Det er prisværdigt. 

Udstillingen med Henry Heerups værker har jeg netop afsluttet en anmeldelse af, og den kan læses i løbet af nogle dage i Jyllands-Posten.

Heerup og museumsudvidelse

Henry Heerup: 'Træskomanden, 1936 (pressefoto: Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts Museum)

Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts Museum i Birk Centerpark har i de seneste måneder lignet en byggeplads, da et gigantisk hul i jorden i en periode har præget området foran museet. 

Naturligvis er der mening med galskaben, da indgrebet er en del af en udvidelse af det fine museum, som er tegnet af arkitektfirmaet C.F. Møller. 

Den underjordiske tilbygning vil sammenfatte museet med Angli-bygningen, der som bekendt tidligere rummede Herning Kunstmuseum, som nu under navnet HEART er placeret på den modsatte side af området. 

I det hele taget synes det som man ved Birk Centerpark oplever en stor virkelyst med henblik på at gøre området interessant. 

Indvielsen af den underjordiske tilbygning til Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts Museum markeres med udstillingen 'Dane Fæ', som er en pudsig omskrivning af ordet "danefæ", som vel betyder, at fundne historiske genstande i princippet tilhører os alle. 

Det samme kan man roligt sige om Henry Heerup (1907-93). Hvis der er en kunstner, der faktisk kan betegnes med et ord - der ganske vist skurrer slemt i mine ører, når jeg hører det - som besidder en vis folkelighed, må det vel være Heerup. 

Uanset hvad man mener om kunstnerens ofte lidt kantede og uraffinerede værker, er der ingen tvivl om, at han i levende live besad en signatur, som ingen kan tage fra ham. 

Heerup har i den seneste tid således været omdrejningspunkt i forhold til flere udstillinger. Således kan han ses i samspil med Albert Mertz på for tiden på Sorø Kunstmuseum. 

For nyligt kunne man tillige opleve Heerup i samspil med Leif Sylvester på Kunstcentret Silkeborg Bad; og nu optræder Heerup altså i Herning. Her udfordres han af samtidskunstforetagendet Bureau Detours. 

Hvordan dét spænder af, beskriver jeg senere.

Triennale afløser 'Sculpture by the Sea'

Ved pressemødet i begyndelsen af juni til årets udgave af 'Sculpture by the Sea' i Aarhus antydede ARoS' daværende kommunikationschef Bjarne Bækgaard over for mig, at man i 2017 - året hvor Aarhus er europæisk kulturby - ville ændre konceptet og i stedet for en selvstændig organisation af begivenheden lade ARoSselv indgå i kuratering og afvikling. 

Der bliver imidlertid tale om et andet arrangement, og om dét er et udtryk for, at 'Sculpture by the Sea' har udlevet sig selv, ved jeg ikke? 

Der bliver fremover tale om et arrangement, der skal finde sted hvert tredje år, og temaet bliver under titlen 'THE GARDEN - End of Times, Beginning ofTimes'. 

Hvad det præcist kommer til at gå ud på, synes jeg ikke, jeg vil gå nærmere ind på her; men blot fortælle at konceptet kommer til at strække sig fra kunstmuseet ARoS og helt ud til Ballehage, som det kan ses på kortet herover. 

Hvor længe begivenheden kommer til at fylde af 2017, står dog foreløbigt  hen i det uvisse.

Facebook censurerer bevidstløst

Ifølge dagbladet Berlingske har turistorganisationen The Copenhagen Book, som har specialiseret sig i formidling til herboende udlændinge, fået afvist en annonce for Den Hirschsprungske Samling, da annoncen er illustreret af C.W. Eckersbergs klassiske maleri 'Kvinde foran spejl'. 

Årsag: Billedet antyder for meget! Og her er det Facebooks paranoia over nøgenhed, der er temaet. 

Jeg har sat gengivelsen af maleriet ind herover - og så kan I selv se, hvor håbløs Facebook's censur-system fungerer. 

Både Berlingske og The Copenhagen Book har prøvet at få en forklaring fra Facebook; men uden held!

Modsætninger mødes

Le Corbusier: Udkast til vægtæppe (Marie Cuttoli), 1936, olie på lærred, 114 x 146 cm.

"Udstillingen er først og fremmest helliget Le Corbusier, og der er fantastiske lån fra Fondation Le Corbusier i Paris, både når det drejer sig om den kendte arkitekts hovedværker og maleren Le Corbusiers mindre kendte billedkunst. Men Jorn er hele tiden til stede som en djævlens advokat, der ikke kan tro på franskmandens retlinjede og totalitære planer. Som beskuer bliver vi konstant skubbet frem og tilbage mellem radikal funktionalisme og maskinæstetik på den ene side og så en ulmende surreel vildskab. Fornuft over for drift"

Som tidligere nævnt her på siden, åbnede for nyligt udstillingen 'What Moves Us? Le Corbusier og Asger Jorn i kunst og arkitektur'. 

Hvis man som potentiel udstillingsgæst på Museum Jorn i Silkeborg tror, at det drejer sig om noget, der kan findes i ethvert velassorteret møbelhus, kan man godt allerede nu revidere sine forventninger. 

Dette antydes også ret tydeligt i uddraget herover fra Ole Nørlyngs anmeldelse af udstillingen i Weekendavisen. 

Jeg er selv i gang med en beskrivelse af udstillingen, og denne kan forhåbentligt læses i et større landsdækkende dagblad snart. 

Udstillingen med Le Corbusier og Jorn kan ses frem til d. 13. december. 

Til udstillingen er i øvrigt udgivet et smukt katalog på 210 sider - redigeret af arkitekturprofessor Ruth Baumeister.

Billedkunst og design på højt niveau

For seks år siden åbnede HEART, som er den mundrette forkortelse for "Herning Museum of Contemporary Art". 

Den amerikanske arkitekt Steven Holl's arkitektur blev dengang fremhævet som noget af det ypperste på dansk jord. 

 Når man besidder så fremragende rammer, bør man vise kunst på allerhøjeste niveau, og det synes jeg, at HEART generelt har levet op til. 

For nyligt åbnede på museet en udstilling i HEARTs række af designbaserede projekter. Aktuelt handler det om den danske designer Jens Quistgaard, som dermed får lidt oprejsning i forhold til, at han muligvis har været en anelse overset herhjemme i forhold til sine samtidige kollegaer. 

Måske årsagen skal findes i, at Quistgaard primært arbejdede i USA, hvor han fungerede som chefdesigner i en virksomhed, der ganske enkelt havde navnet 'Dansk Design'. 

Forleden dag åbnede der igen en ny udstilling på museet; og denne gang handler det om Per Kirkeby, som er en kunstner, man tilsyneladende kan blive ved med at finde nye vinkler på. 

Jeg har lige færdiggjort en fælles anmeldelse af de to udstillinger, og den er netop sendt af sted til redaktionen.

Lyngsø - version 2

Lyngsø kan jeg - kraft af søens beliggenhed - ikke blive færdig med. Jeg troede i princippet, at jeg var færdig med Lyngsø i mine bestræbelser på at skildre Silkeborgsøerne. 

Vinklen fra øst mod vest, hvor man ser Mariehøjkirken i det fjerne, har jeg lavet før; men motivet har tilsyneladende stadig en tiltrækning på mig?

Strand-croquissæsonen ved at være slut

Akvareller: 'Lyngsø' (øv.) og 'Ballehage' 

Den specielle disciplin "strand-croquis" er ganske lærerig at dyrke, når man får sit d-vitaminbehov opfyldt i solen på en varm sandstrand. 

Her har jeg ofte benyttet den hyggelige strand ved Ballehage i Aarhus, som det er nævnt flere steder på blog'en. 

Nu er strandsæsonen imidlertid ved at være slut, og andre motiver frister. Dog fik jeg lige sagt "farvel" til Ballehage d. 9. september.

Le Courbusier som arkitekt og kunstner

Jeg har tidligere her på blog'en nævnt udstillingen 'Le Corbusier og Asger Jorn - in Art and Architecture', som åbner på Museum Jorn i Silkeborg om kort tid. 

Jeg kan allerede nu sige, at udstillingen handler om langt mere end en bog indbundet i hundeskind. 

Faktisk sættes der fokus på Le Corbusiers relation til Asger Jorn og ikke mindst den verdensberømte arkitekts forhold til billedkunst som udøvende kunstner. 

Her kan jeg roligt sige - uden at røbe for meget - at både Jorn og Le Corbusier i deres udtryk begge besidder en stor gæld til Fernand Léger. 

Jeg har lige foretaget et preview på udstillingen, og der kommer meget mere på denne blog senere.

Kirkeby på HEART

Per Kirkeby: 'Paris' Dom', 1966, mixed media på masonit, 366 x 366 cm. (pressefoto: HEART)

D. 12. september åbner en udstilling på kunstmuseet HEART i Herning, der viser værker af Per Kirkeby. 

I sig selv er der ikke noget usædvanligt i, at man viser Kirkeby, som er en af de mest eksponerede danske kunstnere i nyere tid. 

Til gengæld viser udstillingen en lokal side af Per Kirkeby, da en ganske foretagsom kunsthandler i tidernes morgen omsatte en del Kirkeby-værker på Herning-egnen. 

Med til historien hører, at Per Kirkebys første af en række bemærkelsesværdige murstensskulpturer blev opført tæt på museet - nemlig i Ikast. 

Dette markeres aktuelt ved at der til udstillingen konstrueres en helt  ny murstensskulptur af Kirkeby i HEARTs udstillingslokale. 

Udstillingen bliver vist under titlen 'Det ægte billede', og kan ses frem til d. 17. januar 2016.

Stjerner til Freud

Lucian Freud: 'Pluto', 1988, ætsning, 41,9 x 118,7 cm. (pressefoto: Louisiana)

"Men kødets lyst er nu ikke det, der er fremherskende. Det er snarere kroppens forfald. I Lucian Freuds malerier er det nærliggende at bruge det koloristiske talent til at male kroppen i al sin vælde; skildre alt det kød, der formelig buler ud og hænger hos mange af Freuds modeller. Men det er også slående, at han formår at fastholde det med så stort nærvær og med en sådan akkuratesse i den sort/hvide grafik"

På kunstmuseet Louisiana har man netop åbnet en udstilling med grafiske værker af Lucian Freud. 

Mest er Freud nok kendt som maler; men som det fremgår af citatet herover, som er et uddrag af Torben Weirups anmeldelse af udstillingen i Berlingske, har Freud også arbejdet med grafikken, og det er netop den del af kunstnerens løbebane, der nu skildres på Louisiana. 

Torben Weirup giver udstillingen fem stjerner, og Tom Jørgensen giver hele seks stjerner i Jyllands-Posten. 

Udstillingen 'A Closer Look', som er en del af et forløb på museet med kunst på papir, kan ses på Louisiana frem til d. 29. november.

Lette konstruktioner i kraftværket

Man behøver ikke benytte sig af et bombastisk udtryk for at udstille i Kunsthal Nord i Aalborg. 

Det beviser Anita Jørgensen og Lisbeth Eugenie Christensen med udstillingen 'Konstruktioner', der netop er åbnet. 

De to kunstnere fortæller om deres fælles projekt og om udstillingen i videoen herover.

To generationer i Aalborg

Lisbeth Eugenie Christensen, 'Stadion' (øv.)/Anita Jørgensen, 'Fald', 2015 (pressefotos: Kunsthal Nord). 

Man kan vel udmærket antyde, at generationer udligner sig, jo ældre man bliver. 

Ikke desto mindre vil jeg vove at påstå, at Anita Jørgensen (født 1942) og Lisbeth Eugenie Christensen (født 1969) til hører to generationer inden for billedkunsten. 

En beskeden aldersforskel forhindrer imidlertid ikke de to i at udstille sammen i Kunsthal Nord i Aalborg under titlen 'Konstruktioner' i perioden fra d. 5. september til d. 18. oktober. 

Efter planen besøger jeg udstillingen dagen inden, den åbner med henblik på en anmeldelse.

Nyt Google-logo

Dem, der uimodståeligt, har vænnet sig til søgemaskinen Google's logo med skrifttypen Times New Romance i kombination med fire farver, må nu til at belave sig på en - i det mindste - ny skrifttype.

Årsagen til det nye logo skal findes i, at Google ikke mener, at den gamle egnede sig til smartphones og tablets.

Det ved jeg ikke noget om, men kan blot konstatere, at det nye logo kan ses herover.