Foredrag i seniorland

Rosengårdscentret er beliggende i Silkeborgs nordlige ende, og centret er berammet til aktiviteter, hvor pensionister og efterlønsmodtagere har mulighed for at foretage sig en masse i dén tid, mange har fået meget af. 

Jeg må indrømme, at mit besøg på institutionen d. 30 november var det  første, og det var sat i scene af den simple grund, at jeg var blevet hyret til at afholde et foredrag om min egen kunstneriske løbebane samt hvordan denne i flere ombæringer har ledt mig til Berlin. 

Det udgjorde en stor fornøjelse at fortælle historien for et stort og koncentreret publikum, og foredraget blev faktisk en fin succes.

Sort-hvidt hos Charlotte Fogh

Julie Nord: 'BFF (hjerteveninder), 2016. 23 x 21 cm. Tusch på papir (foto: Charlotte Fogh Gallery)

D. 2. december åbner gruppeudstillingen 'Black/White 'ish' hos Charlotte Fogh Gallery i Aarhus. 

Udstillingen viser værker med afsæt i det sort-hvide, og man kan se en bred vifte af kunstnere på udstillingen - såvel nogle af galleriets faste kunstnere som nye, der ikke tidligere har udstillet i galleriet i Mejlgade i Aarhus. 

Udstillingen kan ses frem til d. 14. januar 2017. 

Masser af Cobra-kunst hos Bruun Rasmussen

Asger Jorn: Decollage, uden titel, 1968. Vurd. kr. 150.000-175.000 (foto: Bruun Rasmussens Kunstauktioner)

Hvis der er nogen, der undrer sig over, at man kan blive ved med at støve Cobra-kunst i almindelighed - og i særdeleshed værker af Asger Jorn - op til salg på Bruun Rasmussen Kunstauktioner, kan jeg såmænd udmærket forstå det. 

Ikke desto mindre viser udvalget af især Jorn-værker, at priserne på Jorn kun går én vej... Nemlig opad! 

Set i dét perspektiv er det muligvis ikke så underligt, at flere vælger at sætte eksemplarer fra deres Cobra-samling på auktion. 

Cobra-kunsten ryger under hammeren hos Bruun Rasmussen tirsdag d. 6. december kl. 16 hvorefter en masse moderne kunst skal igennem systemet med start kl. 18.30. Denne auktion fortsætter dagen efter kl. 14.00. 

Fem stjerner til Willumsen

"Udstillingen er glimrende, den er varieret, overraskende, fuld af sanselige overraskelser, forskellighed, variation.

Måske er det et slumpetræf, at den er blevet så god, måske er det intenderet. Jeg kan være i tvivl. Men en vægt og insisteren slås det ved indgangen fast, at Willumsen var en seriøs, eksperimenterende kunstner, der med sine farveprøver sled sig til sine erfaringer. Teknikken sidder sikkert, og derfor kan han også gå så langt, presse udtrykket så meget, for viljen og det tekniske følges hele tiden ad"

Under overskriften 'Willumsens kunst sejrer suverænt' anmelder Carsten Bach-Nielsen i Kristeligt Dagblad udstillingen med sene værker af J.F. Willumsen på ARoS til fem stjerner. 

Ganske vist har Bach-Nielsen nogle få anmærkninger i forhold til udstillingens formidlingsramme, men overordnet giver han en positiv beskrivelse af en kunstner og en udstilling, han betegner som "langt bedre end pressematerialet lader ane". 

Min egen anmeldelse af udstillingen kan forhåbentligt læses på et senere tidspunkt i et andet landsdækkende dagblad.

Punk-klenodier går op i røg

Her går punk-klenodier for en anslået værdi af 44 millioner kroner op i flammer på Themsen (foto: Niklas Hallen/AFP)

"Punk er blot blevet forvandlet til et marketingsværktøj med henblik på at sælge dig ting, du ikke har brug for! Illusionen om, at du foretager et alternativt valg eller blot konformiteten i en anden uniform"

Således udtaler Joe Corre, søn af Sex Pistols' manager Malcolm McLaren og modedesigneren Vivienne Westwood, inden han på en båd, placeret i Themsen midt i London, afbrændte punk-klenodier for en anslået værdi af 5,9 millioner euro, hvilket svarer til 44 millioner danske kroner. 

Denne event skulle ses som en protest på punkmusikkens vegne i forhold til, at man officielt vil fejre 40-året for udgivelsen af Sex Pistols' ikoniske singleplade 'Anarchi in the U.K.', der blev publiceret d. 26. november 1976. 

Jubilæet skulle markeres af bevægelsen Punk London, og dette valgte Corre at markere på sin helt egen måde. 

Han udtaler tillige ifølge webportalen ArtDaily.com, at "punk aldrig har været ment som genstand for nostalgi - og at man aldrig kan blive en del af bevægelsen ved at deltage i en workshop på Museum of London". 

Malcolm McLaren døde i øvrigt i 2010, og kan af gode grunde ikke besidde en mening om sønnens performance. 

Umiddelbart ser det heller ikke ud som om Westwood eller de overlevende medlemmer af Sex Pistols, har udtalt sig om begivenheden.

Den sene Willumsen for fuldt udtræk

J.F. Willumsen: 'Det blå palads. Fantasi', 1933. Olie på lærred, 73 x 92 cm.

Efter at have set et opslag på det sociale medie Facebook fra kunstmuseet ARoS, var det med betænkelige anelser, jeg troppede op på museet med henblik på at få et preview på udstillingen 'Den vilde, vovede og sene Willumsen', og det handler naturligvis om maleren J.F Willumsen (1963-1958). 

Årsagen til mine betænkeligheder var, at man tilsyneladende havde brugt Willumsens værker i en mere end kulørt iscenesættelse; men heldigvis var dette kuratoriske eksperiment kun en lille del af en flot og fyrig orkestreret udstilling med værker af den signifikante symbolist. 

Udstillingen med Willumsen, som jeg naturligvis vender tilbage til senere her på siden, varer frem til d. 5. marts 2017.

Monte Veritá hos MøllerWitt

For omkring et halvt år siden anmeldte jeg en udstilling med værker af den danske - i Berlin bosiddende - maler Adam Saks. 

Udstillingen fandt sted i Kunsthal Nord i Aalborg og et af omdrejningspunkterne var en serie på seks malerier med fællestitlen 'Monte Veritá' (billedet), som refererer til et alternativt samfund, som nogle kreative mennesker etablerede i begyndelsen af 1900-tallet. 

Disse seks malerier kan ses hos Galerie MøllerWitt i Aarhus i perioden fra d. 25. november til d. 10. december.

Dylan i sammenligning med Hockney

Bob Dylan: 'Manhattan Bridge. Downtown New York', 2015-16 (photo: Adam Reich/Halcyon Gallery)

"Hvis du afviser David Hockney og Robert Crump, og er af den overbevisning, at kun avantgardistisk konceptkunst har en værdi, vil du ikke kunne lide Bob Dylans landskaber. Men besidder du en vis beundring for disse grundige kunstnere, er der ingen grund til at se ned på Dylan, fordi han tilfældigvis er rockstjerne. Han har overraskende meget til fælles med Hockney, og hans kunst fremstår stadig mere alvorsfuld for hver udstilling. Han bør være en helt for alle, der mener, at tegningen er en fuldlødig kunstform"

For nyligt kunne jeg fortælle om en udstilling med værker af Bob Dylan på Halcyon Gallery i Bond Street i London. 

Denne udstilling er nu blevet anmeldt af Jonathan Jones i den britiske avis The Guardian, og citatet herover stammer netop fra denne anmeldelse, som vidner om Dylan som en kunstner i stadig udvikling. 

Jones lægger i hvert fald ikke skjul på, at han mener, Dylan er en kunstner, hvis værker besidder en overbevisende integritet.

Maria Lassnig på Kunsten i Aalborg

Den østrigske maler Maria Lassnig (1919-2014) er omdrejningspunktet for udstillingen 'At male med kroppen', som åbnede for nyligt på museet Kunsten i Aalborg. 

Jeg har lige fået kataloget (billedet) til udstillingen leveret, og det er rigt illustreret, hvilket klart viser, hvilken billedkunstner Lassnig var. 

Nu vil jeg studere kataloget grundigt, og efterfølgende vurdere om - og hvornår - jeg aflægger udstillingen, som kan ses indtil d. 26. februar, et besøg.

Rekordsalg af de Kooning-værk

Willem de Kooning: Untitled XXV, 1977, 220 x 200 cm. (foto: TheArtStack.com)

At der er penge i kunst, kan der vist ikke herske nogen tvivl om; men omsætningen skal naturligvis proportioneres i forhold til kunstnerens værdi på det internationale marked. 

Således har auktionshuset Christies's i New York netop solgt et maleri af den hollandsk-amerikanske ekspressive maler Willem de Kooning for den pæne sum af 190 millioner kroner. Det er den højeste pris, et værk af de Kooning har opnået. 

Tidligere på ugen opnåede et maleri af Edvard Munch et hammerslag på 380 millioner kroner, som er den næsthøjeste pris, et værk af den norske kunstner har opnået, hvilket tydeligt illustrerer, at Munch i et nordisk perspektiv er den klart mest interessante blandt internationale kunstsamlere og museer.

Skred i ARoS-projekt

Visualisering af projektet 'The Next Level' foretaget af Beauty and the Bit

Det er efterhånden længe siden, at kunstmuseet ARoS i Aarhus lancerede et ganske ambitiøst projekt med titlen 'The Next Level', som ifølge Aarhus Stiftstidende nu er planlagt indviet i 2020. 

Den oprindelige plan tog udgangspunkt i, at projektet skulle indvies i forbindelse med Aarhus' rolle som kulturby i 2017; men som bekendt har denne plan ikke kunnet lade sig gennemføre - og af en vis grund, måske? 

Der er tale om et kæmpe projekt, som inkluderer hele området foran museet, som skal forvandles til en underjordisk tilbygning, som vil indbefatte en omfattende installation af den amerikanske installationskunstner James Turrell. 

Det mest synlige arkitektoniske indslag, når det hele er bragt til ende er en ni meter høj kuppel, som vil være synlig i parkområdet foran ARoS.

Dårlig stil!

Man kan naturligvis altid diskutere, hvad der er god og dårlig stil. Én ting er, at journalisten Christian Bennike i avisen Information skriver en nekrolog over maleren Kai Führer mere end et halvt år efter, at kunstneren afgik ved døden.

Et andet forhold udmønter sig i, at skribenten tilsyneladende har rip'et to fotografier af Kai Führer fra den blog, De netop nu sidder og læser. Det kan jeg muligvis godt leve med.

Spørgsmålet er imidlertid om fotografen, der burde være tilskrevet de to portrætter, kan leve med ikke at blive krediteret for billederne? 

Det fremgik med al tydelighed, at fotografen bag de to billeder er Jacob Haugen Sørensen - så er det for sølle blot at definere fotografierne som "privatfoto".

Et farverigt efterår

Når bladene på træerne får disse rustrøde, brune og gule nuancer, må man naturligvis tage naturens tilstand til efterretning - også når man kreerer akvareller med motivisk afsæt i søhøjlandet. 

Det kan man se udført i et par eksempler herover.

Willumsen på ARoS

J.F. Willumsen: 'Selvportræt på 80-års dagen', 1943, olie på mønstervævet dug (foto: Kunsten Aalborg)

"Når der især i disse år laves udstillinger og udgives bøger om emnet Willumsen, må der være en grund.. Grunden er, at han er protoeksemplet på den dybt egenrådige og altid energiske kunstner, der hverken er bange for at stå alene eller overskride grænser"

Citatet er hentet fra en omfattende artikel, som dagbladet Politikens kunstanmelder Peter Michael Hornung har skrevet i avisen om J.F. Willumsen - den store danske symbolistiske maler, der levede fra 1863 til 1958. 

Når Hornung blandt andet antyder, at Willumsen i de senere år har været aktuel i forbindelse med udstillinger, bekræftes dette helt tydeligt i kraft af, at kunstmuseet ARoS i Aarhus om kort tid viser udstillingen 'Den vilde, vovede og sene Willumsen', som ifølge museets hjemmeside "vil kaste lys på de, for mange, ukendte sider af en af danmarkshistoriens største malere og illustrere i hvor høj grad, han har været forud for sin tid". 

Jeg vil naturligvis være til stede, når ARoS indbyder til pressemøde på udstillingen, som åbner for publikum d. 26. november. Den varer efterfølgende frem til d. 5. marts 2017. 

InSide 2016 er åben

Den eneste mandlige kunstner på InSide 2016 er Lars Vestergård Nielsen med maleriet 'Dillifant'.

Jeg har tidligere beskæftiget mig med den censurerede udstilling InSide, som finder sted hvert andet år i Kunstpakhuset i Ikast. 

Hvad der adskiller denne udstilling fra de øvrige af slagsen, der finder sted i Danmark, er, at censureringen her er offentlig, hvilket jeg selv prøvede på egen sjæl og legeme i 2010, da jeg var én af censorerne. 

I år har censorerne skåret ret voldsomt fra blandt de indsendte arbejder, og det er påfaldende, at der er relativt få arbejder af hver kunstner på udstillingen, hvilket  måske afstedkommer et lidt blandet kvalitativt indtryk. 

Jeg har for nyligt tillige nævnt, at blandt de 33 kunstnere på udstillingen er de 32 kvinder, hvilket jeg finder slående. 

Da der imidlertid er tale om anonymitet blandt de vurderede kunstnere, må denne kønsmæssige ubalance have rod i, at der ganske enkelt ikke har været særligt mange kvalificerede mandlige kunstnere blandt indsenderne. 

Til gengæld har man opgivet reglen om den lokale tilknytning til den midtjyske region som en betingelse for at indsende værker til InSide. Dette bør styrke konceptet fremadrettet.

Arbejder på papir

Jeg har udvidet min hjemmeside til - foruden en side med malerier og grafik - også at vise de nyeste arbejder på papir, hvilket aktuelt er akvareller.

Blandt de eksempler man kan finde på siden, er akvarellerne fra i sommer, som er lavet under opholdet i Berlin, og som kan ses herover.

Den nye side kan findes HER>

Nye vinkler på Vasconcelos

Joana Vasconcelos: 'Call Center', 2014-16, mixed media

"Joana Vasconcelos har en usædvanlig vilje til at presse sine værker, give dem det ekstra lag, der gør dem i stand til at invadere stederne og sindene i fysisk og konceptuel forstand. Alt udført med stor fornemmelse for de nuancer, der kommer til udtryk i mødet mellem objekterne, materialerne, sproget og tænkningen"

Man kan nok roligt sige, at en kunstner, der deler vandene mellem anmelderne, har fat i ét eller anden. 

For nyligt kunne jeg således her på siden berette om dagbladet Politikens kunstanmelder, der er endog særdeles kritisk over for ARoS' aktuelle udstilling 'Textures of Life' med værker af portugisiske Joana Vasconcelos. To hjerter ud af seks mulige blev det til i Politiken. 

Anderledes positiv er Trine Rytter Andersen i sin anmeldelse på portalen kunsten.nu. Her optræder man hverken med hjerter, stjerner eller kokkehuer; men anmelderen er ikke desto mindre klokkeklar i sin definition af udstillingen, som kan ses på ARoS I Aarhus frem til d. 19. februar 2017.

Kunstner dømt for tyveri af Jorn-maleri

Asger Jorn: 'Skabelon', 1941 ©Krydsfelt Skive/Skive Kunstmuseum 

En 42-årig mand er ifølge Skive Folkeblad ved Retten i Viborg blevet idømt en betinget fængselsdom på seks måneder samt 120 timers ulønnet samfundstjeneste for tyveri af Asger Jorn-maleriet 'Skabelon' fra 1941 på  Skive Kunstmuseum, som er en del af museumsmiljøet Krydsfelt Skive. 

Manden havde i forbindelse med en udstilling af egne værker i 2014 sin gang på stedet, og i den forbindelse mener Politiet, at han har fjernet maleriet fra museet. 

Maleriet blev fundet under en ransagning i København hos manden, der, som det fremgår, er billedkunstner. 

Selv påstod han, at han havde købt værket på et loppemarked; men indicierne eller beviserne på, at han havde fjernet maleriet fra museet, er tilsyneladende så stærke, at personen nu er blevet dømt. 

Han nægter tyveriet og har udbedt sig betænkningstid med hensyn til at appellere sagen. 

Jorn-maleriet, som måler 27 x 32 cm., er tilbage, hvor det hører hjemme på Skive Kunstmuseum.

Er Trump blot et udtryk for politikerlede?

I skrivende stund er det netop blevet bekræftet, at milliardæren og gadedrengsretorikeren Donald Trump er blevet valgt som De Forenede Staters næste præsident.

Hvad det har af konsekvenser indad- og udadtil, er svært at sige; men mon ikke USA med dette kontroversielle valg, blot har afsat et spor, der viser en udbredt lede ved det traditionelle politiske system?

Jeg er alvorligt bange for, at demagogerne og populisterne vil overtage den politiske scene i Europa inden for en nær fremtid. Det gælder også herhjemme! Vælgerne er trætte af politikere, der ikke kan leve op til valgløfterne.

Om Trump kan leve op til sine mere eller mindre opsigtsvækkende valgløfter, vil tiden naturligvis vise. I første omgang skal han iværksætte bygningen af en mur, der skal holde mexicanere på deres egen side af grænsen.

Det er dog noget af et projekt!!

Kritik af Vasconcelos

Joana Vasconcelos: 'Valkyrie Rán',installation -  mixed media (detalje)

"Men jeg har mere end svært ved at se, hvordan 'Valkyrie Rán' skal handle om "kvinders rettigheder og position i samfundet" som ARoS ellers lover"

Politikens kunstanmelder Trine Ross er ganske kritisk over for Joana Vasconcelos' udstilling 'Textures of Life', som for tiden kan ses på kunstmuseet ARoS i Aarhus. 

Citatet herover omhandler den gigantiske installation, som lige nu fylder hele museets offentlige område, og her har anmelderen faktisk en pointe vedrørende værkets fortællende egenskaber. 

Af samme årsag brugte jeg overskriften "Hæng analyseapparatet i garderoben - og sans!" Denne metode kastede seks stjerner af sig fra mig, da jeg anmeldte udstillingen for nyligt. 

Ross begaver 'Textures of Life' med to af Politikens hjerter, og det bør nok ses som et udtryk for, at hjerter er sværere at administrere end stjerner? 

Politikens anmelder er ikke venligere stemt over for udstillingen 'Love Conquers All' af gruppen The Icelandic Love Corporation. Her er jeg faktisk langt mere enig med Ross i forhold til to hjerter, omend jeg ikke har anmeldt denne udstilling.

Opklarende tal fra Kunsthal Charlottenborg

For nyligt fik jeg en mail med en pressemeddelelse fra Kunsthal Charlottenborg i København, der kunne fortælle, at kunsthallen indtil nu i 2016 har overgået tallet af besøgende fra året i forvejen. 

Jeg kreerede en lille historie om emnet med afsæt i, at jeg faktisk ikke fandt det tilstrækkeligt grundigt belyst, hvilket tal fra 2015, man havde overgået. 

I forlængelse heraf bør man ikke antyde, at Charlottenborgs kommunikationsansvarlige blot sidder med hænderne i skødet og lader som ingenting. Faktisk rettede vedkommende - efter at have læst baggrunden for min forvirring på blog'en her - henvendelse til mig pr. mail, og kunne her fortælle, at det samlede antal besøgende i 2015 udgjorde 56.000. 

Allerede ved udgangen af oktober er man foreløbigt oppe på 58.000 besøgende, og i sagens natur har man ikke mulighed for at fastsætte et antal for hele 2016; men her har man en kvalificeret forhåbning om, at et stykke på den rigtige side af 60.000 har besøgt kunsthallen - og med de foreliggende tal, burde denne ambition nok kunne opfyldes. 

Mange vil vide, at der har stået en vis blæst om Kunsthal Charlottenborg i de senere år, hvor skiftende kunstneriske ledere har fungeret efter et svingdørsprincip; men nu ser det ud som der er ro om foretagendet med Michael Thouber som direktør. 

I øvrigt finder jeg, at et gennemsnitligt publikumstal i omegnen af 5.000 om måneden er udmærket for en udstillingsinstitution, der i hovedstaden fungerer i et stærkt konkurrenceforankret kunst- og kulturmiljø.

Foto: Kunsthal Charlottenborg

Kvindedominans på INSIDE 2016

For seks år siden havde jeg den ubetinget store fornøjelse at deltage som censor på udstillingen INSIDE i Kunstpakhuset i Ikast. 

Hvad der gjorde oplevelsen speciel, var at censureringen er åben for publikum, hvilket er usædvanligt, når det drejer sig om udstillinger af dén karakter. 

Det var samtidigt udfordrende for os censorer, da vi på den ene side skulle forholde os kritisk og vurderende til de viste kunstværker, og samtidigt skulle være tydelige i vores signaler over for det - i øvrigt - talstærke publikum. 

INSIDE finder sted hvert andet år, og således har man netop afholdt censureringen af 2016-udgaven. 

I censur-komitéen (billedet) var to herrer og en kvinde i modsætning til i 2010, hvor jeg havde to kvindelige medspillere. 

Lone Just Andersen, kunsthistoriker og billedkunstner, blev i år således flankeret af billedkunstneren Anders Reventlov og redaktør på kunsten.nu samt billedkunstner Ole Bak Jakobsen. 

Overvægten af mænd i komitéen har dog ikke påvirket kønsfordelingen blandt de repræsenterede kunstnere på INSIDE 2016. Med en enkelt undtagelse er samtlige af de 22 deltagende kunstnere kvinder. 

70 kunstnere havde indsendt 320 værker til udstillingen og heraf blev de 33 antaget. Jeg overværede ikke censureringen, men har dog fået meget lyst til at bevæge mig en tur til Ikast, når udstillingen åbner lørdag d. 12. november kl. 13. 

Den kan ses frem til d. 4. december.

Foto: Ole Jørgensen 

Jorn plus Munch

Edvard Munch: 'To kvinder på en strand', 1933-35 (pressefoto: Munchmuseet, Oslo)

"Den meget fint tilrettelagte udstilling viser, hvordan Jorn fandt inspiration hos Munch i både dennes motiver og først og fremmest frie malemåde. For Jorn var det afgørende, at billedet så at sige var noget i sig selv. Munch er en meget litterær maler, og Jorn en meget belæst kunstner - men begge formåede overlegent at hæve sig op i farvens frigørende kraft"

Til næste år kan man se udstillingen 'Jorn + Munch' på Museum Jorn i Silkeborg, men allerede nu er det faktisk, hvis rejser en tur til Oslo, muligt at se den udgave af udstillingen med de to store nordiske kunstnere, Asger Jorn og Edvard Munch, som nu finder sted på Munchmuseet. 

Denne udstilling har Berlingskes anmelder Torben Weirup kigget nærmere på, og det er netop fra hans seks-stjernede anmeldelse, at citatet herover stammer. 

På Museum Jorn åbner udstillingen d. 11. februar og varer frem til d. 28. maj 2017. Udstillingen i Oslo kan ses frem til d. 8. januar 2017.

Nyt fra regnskabsafdelingen

Sidst jeg passerede Charlottenborg, så kunsthallen således ud. Kludeinstallationen udgør naturligvis en del af en udstilling.

"Med et stærkt besøgt efterårsprogram opnåede Kunsthal Charlottenborg i 2015 det højeste besøgstal siden 2009. Udviklingen er fortsat i 2016, hvor kunsthallen alene i juli måned oplevede en publikumsfremgang på 70%, og i første halvdel af 2016 en samlet fremgang på 15 % i forhold til besøgstallet for samme periode i 2015. Allerede i august blev budgetmålet i forhold til betalende gæster nået, og i weekenden passerede kunsthallen så besøgstallet for sidste år, som i sig selv var et rekordår"

Dette er blot et enkelt afsnit i en pressemeddelelse, som jeg netop har modtaget fra Kunsthal Charlottenborg. 

Det ligner en redegørelse fra regnskabsafdelingen - blot mangler ét væsentligt tal! Man leder forgæves efter antallet af betalende gæster i kunsthallen i indeværende år. 

Det kan man naturligvis ikke redegøre for på nuværende tidspunkt; men måske havde det været relevant at nævne publikumstallet for sidste år, så man som udenforstående havde noget at sammenfatte alle disse mange cifre med? 

I øvrigt må teksten læses som var 2009 rekordåret, og ikke 2015, som optræder som dét år, hvor flest besøgende løste billet til udstillingsstedet. 

Jeg er forvirret!!

Louisiana i 2017

Stillbillede fra den fremragende videoinstallation 'More Sweetly Play the Dance' af William Kentridge (foto: Louisiana Museum of Modern Art)

Barnett Newman, uden titel, litografi (foto: Kunstmuseum Basel/Martin P. Bühler)

Når visse kunstmuseer - jeg nævner ingen navne - holder kortene tæt ind til kroppen vedrørende, hvilke udstillinger, de viser i det kommende år her ved indgangen til november, er det godt at kunstmuseet Louisiana har en anden og langt mere formidlende politik på dette område. 

Allerede nu kan man på museets hjemmeside således erfare, hvad man har at byde på i første halvdel af 2017 i det fine museum i Humlebæk. 

Gennem de senere år har man vist forskellige kunstnere fra 1900-tallet med arbejder på papir, og fra d. 7. januar kan man således se en udstilling, der sætter nye perspektiver på den amerikanske kunstner Barnett Newman (1905-1970) ved hjælp af netop arbejder på papir. 

Netop Newman var en af de kunstnere, der åbnede mine øjne for den minimalistisk fungerende billedkunst, og det foregik på en udstilling i London en gang i 70'erne. 

En anden kunstner, der i de senere år har givet mit kunstsyn et - sikkert? - tiltrængt los bagi, er den sydafrikanske video- og installationskunstner William Kentridge, som jeg oplevede sidste sommer i en stort anlagt udstilling på Martin-Gropius-Bau i Berlin. 

Han kan ses med bl.a. den fremagende installation 'More Sweetly Play the Dance' på Louisiana fra d. 16. februar frem til d. 18. juni 2017. 

Til maj og sommeren over afslutter museet udstillingstrilogien, der har vist værker af tre toneangivende malere på samtidskunstscenen. Sidste år var det Peter Doig, i år er det Daniel Richter og i 2017 viser Louisiana den danske maler Tal R (f. 1967). 

Man må sige, at Louisiana har lagt sig i selen med henblik på at vise udstillinger, der viser museet som et af de mest toneangivende på verdensplan.

Skovskiderstilling i Paradis

På den sidste dag i oktober marcherede jeg ud til et område, som kaldes "Paradiset" i det midtjyske søhøjland. Distancen fra hjemmet udgør knapt syv kilometer, og mit formål med turen var at foretage en koldnålsradering på stedet.

Cirka halvvejs kunne jeg mærke en trykkende følelse i kroppen, og det var ikke noget, der kunne klares op af et træ.

For en sikkerheds skyld plukkede jeg nogle blade fra et ahorntræ, mens jeg overvejede, om jeg skulle vende om og gå hjem.

Jeg fortsatte imidlertid, og på et tidspunkt fik jeg øje på et tæt krat af små birketræer, som endnu ikke havde tabt bladene, og således beskyttet visuelt satte jeg mig i den klassiske "skovskiderstilling", og de sammensamlede blade gjorde det fint ud for toiletpapir.

Således lettet for et forfærdeligt tryk, fortsatte jeg min færd, blot for at opdage en lysning i skoven 500 meter længere fremme, hvor der var bygget et shelter samt et lille, spids hus. Sidstnævnte var - viste det sig - et das med toiletsæde og wc-papir. Ren luksus i forhold til min oplevelse få minutter før.

Lidt ærgerlig fortsatte jeg, og fandt et sted ved foden af Karoline Amalies Høj. Her lavede jeg raderingen, som jeg netop har trykt - og det er den, der kan ses gengivet herover.