fredag den 11. november 2016

Nye vinkler på Vasconcelos

Joana Vasconcelos: 'Call Center', 2014-16, mixed media

"Joana Vasconcelos har en usædvanlig vilje til at presse sine værker, give dem det ekstra lag, der gør dem i stand til at invadere stederne og sindene i fysisk og konceptuel forstand. Alt udført med stor fornemmelse for de nuancer, der kommer til udtryk i mødet mellem objekterne, materialerne, sproget og tænkningen"


Man kan nok roligt sige, at en kunstner, der deler vandene mellem anmelderne, har fat i ét eller anden. 

For nyligt kunne jeg således her på siden berette om dagbladet Politikens kunstanmelder, der er endog særdeles kritisk over for ARoS' aktuelle udstilling 'Textures of Life' med værker af portugisiske Joana Vasconcelos. To hjerter ud af seks mulige blev det til i Politiken. 

Anderledes positiv er Trine Rytter Andersen i sin anmeldelse på portalen kunsten.nu. Her optræder man hverken med hjerter, stjerner eller kokkehuer; men anmelderen er ikke desto mindre klokkeklar i sin definition af udstillingen, som kan ses på ARoS I Aarhus frem til d. 19. februar 2017.