Remisen i aviserne

”Der er langt fra danske Hardy Brix og LarsSvanholms habile nordiske ekspressionisme, der for Svanholms vedkommende kan give mindelser om Per Kirkeby, til Chikako Hayakawas små og sparsomt bemalede akvareller og miniatureskulpturer, og om værkerne beriger hinanden er et åbent spørgsmål, som ikke skal besvares her”. Sådan beskriver Uwe Max Jensen bl.a. udstillingen i forlængelse af ’Den Internationale Workshop for Billedkunstnere’ i Herning Folkeblad. Han fremhæver, at kunstnerne har brugt de tre uger til at skabe en særdeles mangfoldig udstilling.

Uwe Max Jensen fremhæver Gudjon Ketilsons bidrag som et stærkt og interessant værk, hvorimod han betegner kinesiske Lei Hongs værk som mere eksotisk stimulerende end egentligt kunstnerisk fængende. Personligt er jeg faktisk enig i begge iagttagelser. Sammenkoblingen mellem mig og Kirkeby er dog ved at være lidt irriterende; men det er såmænd rigtigt, at vi begge har inspirationen i det samme nordiske univers, selv om jeg nok finder mine umiddelbare referencer andre steder.

Mangfoldigheden er også hovedtemaet i Søren Rahbæks reportage i Vejle Amts Folkeblad. Han interesserer sig mærkbart for værkernes priser. Bl.a. undrer han sig over, at Zhou Jin Huas store maleri skal koste 74.500, hvilket – i hans øjne – diskvalificerer det som salgsvare.

”Danmark er i år repræsenteret af Hardy Brix, Tine Hind og Lars Svanholm, der viser værker i vanlig høj kvalitet”, hedder det desuden i Rahbæks artikel. Alt i alt får workshoppen god spalteplads i de to lokalaviser – og dét er bestemt tilfredsstillende.

Remisen, epilog

Fotos: Annette Smed

De mange indtryk fra Den Internationale Workshop for Billedkunstnere har haft svært ved at bundfælde sig. I skrivende stund befinder jeg mig i et vakuum, der udspringer af de mange begivenheder, der har fundet sted de sidste tre uger.

De mange sociale indtryk er noget, der sker i øjeblikket. Ikke desto mindre vil der være adskillige af disse momenter, der vil være langt fremme i min hukommelse den næste tid. Arbejdet med den kunstneriske proces har samtidigt været påvirket af dét leben, der har fundet sted i det til lejligheden indrettede værksted i RemisenBrande.

Mens jeg forsøger på at komme ud af tomrummet, lyder de massive toner fra Swinging Europe årgang 2006 ud gennem de veltjente højtalere på kontoret. Jeg er tilbage på min pind. Katten Sputnik er nok en anelse mere emsig end normalt i disse dage. Dén tilstand finder sit leje!

Billederne, der følger denne tekst, er taget under ferniseringen på dels Galleri Spor 1, dels i Remisen i Brande. De viser til dels det hektiske kaos, som herskede under det velbesøgte arrangement. Japanske Chiho Ito præsenterer ét af sine minutiøst udførte værker. Feres Lourenco demonstrerer sit sammenrullede arrangement, som jeg faktisk har gennemdokumenteret fotografisk. Jeg ses i samtale med min svigerinde Lene Kjær på ét af billederne og der er fuld bevægelse på Feres og Alice, som begge glæder sig til at komme hjem til deres respektive familier i Brasilien.

Remisen, 28. juli 2007

Med billedet af Zhou Jin Huas maleri og Heinz-Hermann Jurczek i selskab med Chiho Ito siger jeg hermed farvel til Den Internationale Workshop for Billedkunstnere. Det var faktisk hårdt at tage afsked med nogle mennesker, som man har delt værksted, mad og husrum med i tre uger. Jeg må hårdt presset erkende, at der løb en enkelt forræderisk tåre ud ad øjnene på mig, da vi drejede bilen ud fra Brande Højskole, der som bekendt har udgjort mit hjem i den pågældende periode.

Ferniseringen på udstillingen i forlængelse af workshoppen, var et veritabelt tilløbsstykke. Udstillingen finder de næste to måneder sted i RemisenBrande og i Galleri Spor 1. Personligt har jeg fået gode kontakter, og ikke mindst nogle fantastiske minder - i kraft af fremragende værker - med fra opholdet i Brande.

Det har været en grænseoverskridende oplevelse at deltage i den 15. Internationale Workshop for Billedkunstnere i denne lille, besynderlige by. Ikke desto mindre er jeg blevet registreret som låner på Brande Bibliotek. Og når man er dét, så hører man på sin vis hjemme i lokaliteten.

Jeg har fået en opgave: At skrive forordet til kataloget, som bliver udgivet i forbindelse med næste års workshop.... Hvad skal jeg sige til kunstnere, administration, køkkenpersonale og andre, som har gjort dette initiativ muligt???

Man kunne jo prøve med: Tak, fordi I gad!!!

Remisen, 26. juli 2007

Det var lige før, det var en tand for forudsigeligt, at der ville komme en skandale, som ville få de øvrige af slagsen til at fremstå som mindre bagateller i Tour de France anno 2007. Med Michael Rasmussens suspension på Rabobank-holdet og efterfølgende exit fra løbet, er cykelsporten nu ved at aflive sig selv som en sportsgren, man kan tage alvorligt. Rasmussens gule trøje og sandsynlige sejr i løbet gav det ellers en dimension, som var højst tiltrængt; men nu er han ude og for andet år i træk er Tour’en blevet et anliggende med afsæt i skandaler på stribe.

På søndag slutter dette mærkværdige sportsarrangement – og på lørdag er der fernisering på udstillingen, som er et direkte resultat af de tre ugers arbejde i det gamle lokomotivværksted i Brande. 19 kunstnere udstiller deres værker, dels i Galleri Spor 1 og dels i RemisenBrande. Værkerne er udtaget og vil blive ophængt, således at de kan vises for publikum det næste par måneder.

Omkring weekenden vil de mange kunstnere rejse hjem til deres respektive miljøer. Hjem til hverdagen i Japan, Brasilien, Polen, Litauen, Tyskland, Kina, Island og – Danmark. Selv regner jeg med at checke ud fra Brande Højskole lørdag, umiddelbart efter ferniseringen. Jeg overdrager hermed mit værelse på højskolen, som har været mit hjem de sidste tre uger, til nogle nye højskoleelever.

Jeg efterlader de to store malerier hernede i Brande. Jeg har aldrig haft et specielt sentimentalt forhold til mine færdige værker. Derfor er det heller ikke svært at ”slippe” dem. Jeg har dog tre mindre malerier samt et større antal akvareller med herfra.

Remisen, 26. juli 2007

Jeg har ofte, under dette workshopforløb, været fraværende i det store Remiseværksted om eftermiddagen. Dette skyldes til dels den megen uro, der ofte er i netop dén periode; men ikke mindst er mit fravær forankret i kendsgerningen, at årets Tour de France løber af stablen i præcis det samme tidsrum, som workshoppen finder sted. Bl.a. derfor lægger jeg mine arbejdspauser på dét tidspunkt.

I går var der hviledag i Tour’en. Således befandt jeg mig på Remisen, hvor jeg prøvede at ignorere den voldsomme leben og fik lavet nogle akvareller. På et tidspunkt kom et ægtepar hen og kiggede, hvad jeg lavede. Manden antydede med et lunt blik i øjet, at det jo var hviledag i Tour de France, hvilket måske var årsagen til min tilstedeværelse netop denne eftermiddag?

Det viste sig at Vejle Amts Folkeblad havde fået opsnappet et signal om, at jeg følger etapeløbet på de franske landeveje og havde nævnt det i en artikel i avisen. Jeg havde ikke – og har stadig ikke – læst den pågældende artikel; men det er jo sandt nok! Jeg følger ganske rigtigt Tour’en og den gule trøjes ridt over de høje bjerge.

Der var tysk-polsk kulturaften tirsdag. Det foregik med sauerkraut og knödeln samt hele pivtøjet. Jeg føler det som knødlerne stadig ligger og forbrænder nede i maven på mig. Den tyske madtradition besidder, om muligt, endnu mere tyngde end den danske.

Remisen, 25. juli 2007

I skrivende stund er jeg glad for, at jeg ikke sidder på én eller anden campingplads ét eller andet sted i det danske sommerland. Det virker som, at vejrguderne har lavet en overenskomst, der går ud på, at det skal sjaskregne sådan ca. hver anden dag.

Lige nu sidder jeg tørt og godt på Højskolen; men snart må jeg trodse regnen og finde ud af at komme på Remisen, hvor der stadig er arbejde at gøre. Desværre påvirker vejret både mit humør og min planlægning. Jeg havde således pønset på en cykeltur rundt i lokalområdet i dag, evt. med skitseblokken i rygsækken; men dét er jeg ikke motiveret for lige nu.

Opholdet på workshoppen begynder nu for alvor at finde ind i sin afsluttende fase. Der skal udvælges værker til workshopudstillingen. Remisen skal tømmes for staffelier og andet overflødigt. Jeg er spændt på at se udstillingen i sin færdige form. Det er mange kulturer og nationaliteter, der nu skal kommunikere på et nyt plan… Interessant!

Remisen, 24. juli 2007

Jeg hader at komme for sent op om morgenen. Det skete efter weekenden, da jeg mandag i den sidste workshop-uge var dødtræt efter turen til Silkeborg fredag og en regnfyldt udflugt til Århus søndag.

Hardy Brix og jeg havde vore tyske, kinesiske, japanske og brasilianske venner med på ARoS Århus Kunstmuseum, der gav 50 % rabat på entréen. På grund af vejret fandt vi det ikke hensigtsmæssigt at gå på sight-seeing i byen, så vi valgte at besøge Århus Kunstbygning, der generøst gav gratis entré til hele selskabet.

Man finder ud af at komme hinanden ved, når man indtager sin aftensmad i et kolonihavehus i regnvejr; men uanset vejr og vind er det vigtigt at give de udenlandske deltagere på workshoppen en god oplevelse. Det var dog pudsigt og besynderligt at iagttage dem sidde ret op og ned og nappe en ”morfar” i Hardys kolonihavehus.

Remisen, 23. juli 2007

Normalt maler man nogle billeder eller trykker nogle grafiske blade på sit værksted. Man agerer således i sit eget private rum. Senere udstiller man så disse arbejder for offentligheden og hvis man er heldig, kommer der respons i pressen og blandt publikum. Alt dette er sådan set både legitimt og normalt.

I forbindelse med en workshop bliver arbejdet et offentligt anliggende. Det er svært at sige, hvilke konsekvenser dét har på værket.

I virkeligheden er denne proces grænseoverskridende angstfremkaldende. Ikke blot på grund af det indbyggede element af public exposure; men i langt højere grad i lyset af, at man måske derved fremviser sin egen utilstrækkelighed i et ganske exhibitionistisk lys. Værkerne bliver sandsynligvis anderledes i et sådant univers, hvor jeg dog ikke er bange for at fremstå corny eller utidig.

Hvad jeg kunne savne lige nu, er den dybe og udviklende dialog med ligesindede. De ligesindede er til stede; men sprogbarrieren får altid samtalen til at fungere som en prop, der fiser op til vandoverfladen, når man netop har tvunget den til bunds. Anyway – det er også svært at tale om kunst, og især sin egen. Jeg vil i virkeligheden lige så gerne tale om poesi, litteratur og musik.

A propós musik… Jeg har netop fået foræret en stak cd’er af arrangementets formand, Birgit Vinge, der samtidig er én af ildsjælene bag et andet kulturelt arrangement Swinging Europe, der ligesom Workshoppen for Billedkunstnere finder sted en gang om året. Denne event har sit udgangspunkt i jazzmusikken og er et ganske omfattende, internationalt arrangement. I skrivende stund strømmer liflig, brasiliansk bigband-musik ud af højtalerne på den bærbare.

Remisen, 22. juli 2007

Hygge på værelset

Værk af Feres Lourenco

Jeg har det fint; men min lave stresstærskel begynder at gøre sin virkning her på workshoppen. Jeg har iagttaget, at jeg er én af de kunstnere, der muligvis har produceret færrest værker i løbet af de to uger, som er gået indtil nu. Jeg har ikke planlagt flere malerier, da jeg benytter mig af oliemaleriet som primært medie. Der skal altid indregnes en vis tørretid, og da der skal udvælges værker til workshoppens afsluttende udstilling onsdag i næste uge, finder jeg det ikke hensigtsmæssigt at påbegynde nogle nye.

Jeg har disponeret ud fra mine normale arbejdsfrekvenser. Under disse omstændigheder er det usædvanligt, at jeg laver mere end et maleri på en uge. Og da to af de fem billeder, jeg har malet, måler 195 x 130 cm., havde jeg kalkuleret med to stykker i dén størrelse foruden de tre mindre.

Jeg er jo ren novice i workshop-sammenhæng. Derfor er det måske meget godt at min debut i en sådan sammenhæng finder sted i et forholdsvist lokalt univers? Jeg talte med maleren Finn Have den anden aften – og han er efterhånden en dreven workshopper… En workshopaholic? Han har deltaget i et utal af workshops på diverse kontinenter. Faktisk så mange, at han ikke har tal på dem.

Men som nævnt: Jeg er nybegynder i et sådant univers. Af samme grund har jeg muligvis foretaget nogen fejldispositioner? Jeg kan ikke udelukke, at jeg har undervurderet min egen arbejdsdisciplin; men alt i alt er jeg ganske godt tilfreds med forløbet.

Jeg vil lige nævne indkvarteringen her på Brande Højskole: Den er simpelt hen i verdensklasse. Jeg råder personligt over et værelse med bad og diverse fornødenheder – og dét er guld værd for en person som mig, der ofte har brug for at ”melde mig ud” af samfundet. Ikke at jeg ser mig selv som misantrop; men ofte er det nødvendigt for mig at finde mig selv i mit eget selskab. Måske ikke specielt workshop-agtigt; men meget nødvendigt.

Med hensyn til den daglige forplejning bliver vi deltagere ganske enkelt forkælet i h**** og r**. Den danske køkkentradition fornægter sig ikke under denne internationale workshop for billedkunstnere fra adskillige lande og verdensdele.

Remisen, 21. juli 2007

At være turist i sin egen hjemby er i afgørende grad en besynderlig oplevelse. Det skete altså fredag den 20. juli, hvor deltagerne af Den Internationale Workshop for Billedkunstnere af Kulturremisen var inviteret på udflugt til – Silkeborg.

Vi besøgte til en indledning Silkeborg Kunstmuseum, hvor vi naturligvis så den omfattende, permanente udstilling af Asger Jorns samling samt den store udstilling af Per Kirkebys grafiske arbejder og tidlige malerier. Der var stor interesse fra workshoppens deltagere omkring museet og de udstillede værker.

Det var en mærkværdig følelse at spise frokost i Indelukket, som er parkanlægget lige neden for museet. Her kan man iagttage Gudenåen og trafikken af kanoer, motor- og rutebåde. Det er vist ikke et sted, jeg ville vælge at indtage min frokost under normale omstændigheder? Anyway… I disse dage er der ikke noget, der er normalt!

Vi fik senere mulighed for at spadsere en tur i byen, og bl.a. besøge Galerie Moderne, inden vi tog én af de før omtalte rutebåde til Himmelbjerget ud ad Gudenåen. Dén tur har jeg heller ikke taget i mange, mange år. Derfor var det ganske pudsigt at se Sejs-Svejbækområdet fra søsiden. Faktisk var der miljøer, som var fuldstændigt uigenkendelige for mig. Der er sket ikke så lidt i dét område!

Himmelbjeget er et underligt sted! I årevis – siden jeg var dreng, og sikkert mange år før da – har der været en tradition for, at man kunne købe forskellige stokke i de små boder. Disse er nu blevet suppleret med alverdens kitchede flitterstads. Ganske interessant at erfare, at visse ting tilsyneladende ikke ændrer sig.

Men at være turist i Silkeborg, som sammenlignet med Brande pludseligt fremstår som en storby, dét var godt nok besynderligt…!

Remisen, 19. juli 2007

Der bliver såmænd grinet en del på Remisen i disse dage mens Den Internationale Workshop for Billedkunstnere finder sted. Man kan vel sige, at grinet er et fælles udtryk blandt alverdens folkeslag? Blot har man til tider en mistanke om, at grinet er et indirekte signal om at man har en indbyrdes forståelse, uden at denne forståelse går helt ned i detaljen.

Sprogbarrieren forhindrer måske den dybere dialog – og dét er naturligvis ikke helt optimalt. Fællessproget på denne workshop er engelsk – og ikke alle, herunder jeg selv, behersker dette sprog lige godt. Alligevel lykkes det i adskillige tilfælde at føre interessante samtaler på tværs af kulturer og nationaliteter. På dén måde, kan man sige, at det engelske sprog forbinder verden.

Personligt er jeg så godt som færdig med to af de tre mindre malerier. Det sidste volder mig visse kvaler. Der er dog nogle dage til at få det færdiggjort; men lige nu ser det lidt besynderligt ud.

Remisen, 18. juli 2007

Det er stærkt afhængighedsfremmende at arbejde i et miljø, hvor andre kunstnere påvirker ens handlinger. Det er indlysende, at de forskellige nationaliteter arbejder meget forskelligt; men dét skal nok ses som en konsekvens af den enkelte kunstners individuelle tilgang til kunsten.

Alligevel er det oplagt, at f.eks. de japanske kuntnere arbejder meget minutiøst med deres ting. Det ligger sikkert dybt i kulturen og traditionen.

Mit personlige udgangspunkt har måske rykket sig som et umiddelbart resultat af disse mange iagttagelser, som er foretaget på den aktuelle workshop. Alligevel virker det som om disse samtidigt har genereret et vist mod i mit eget arbejde med billederne. Mere som et opgør med en grundlæggende angst for at være ”traditionel” end en egentlig tvivl på, om mine værker holder vand over en længere frekvens. Jeg har færdiggjort de to store malerier på nuværende tidspunkt og arbejder vedholdende på de tre små.

Samtidigt bryder jeg flere gange dagligt grænserne for, hvordan en akvarel kan se ud. Puritaner udi dette medie bliver jeg aldrig.

Remisen, 17. juli 2007

Så er vi ved at være halvvejs gennem forløbet hernede på Remisen. Jeg har færdiggjort det ene af de store malerier. Faktisk dét, som jeg havde vanskeligst ved at komme videre med i begyndelsen. Ét af livets store paradokser. Det andet store maleri er langt fremme i processen, så det regner jeg med at færdiggøre i løbet af de næste par dage.

De mindre malerier – de såkaldte Remisekompositioner – indeholder på nuværende tidspunkt nogle strukturer, der direkte tager afsæt i stedets konstruktion. Remisen er et sted – en gammel togremise – der er blevet rennoveret for et sted mellem 30 og 40 millioner. Som nogle af de lokale hernede siger: ”Det havde været billigere at rage det hele ned og bygge noget nyt”. Nu har man imidlertid valgt denne løsning med et kulturhus i den gamle remisebygning og istandsættelsen er tilsyneladende sket i harmoni med bygningsværkets oprindelige karaktér.

Selve bygningen er placeret på en stor, åben plads. Den fremstår lidt ensom i dettte miljø. Jeg har på min vej frem og tilbage ofte gået og overvejet, at man kunne udsmykke pladsen med én eller flere skulpturer. Dét var måske en idé til et tema for fremtidige workshops?

Dagens billedserie: Den begavede unge, japanske kunstner Chiho Ito fanget i forskellige stemninger i løbet af et ganske kort øjeblik.

Remisen, 17. juli 2007

Billeder fra barbecue på plænen på Brande Højskole søndag den 15. juli

Remisen, 16. juli 2007

Mens rytterne i Tour de France har ramt de store bjerge i Alperne, er jeg ved at være færdig med det første store billede i Remisen. Nu har vi været her i præcist en uge. I den næste uge kan jeg koncentrere mig om arbejdet med malerierne og de mange akvareller.

I workshoppen er der indlagt forskellige arrangementer – ikke mindst et antal kulturarrangementer, der tager udgangspunkt i kulturen i de forskellige deltageres hjemlande. Samtidigt er der planlagt en officiel udflugt, der bringer os til Silkeborg og Himmelbjerget på fredag. Her er det planen at vi skal aflægge Silkeborg Kunstmuseum et besøg, hvorefter vi sejler med én af rutebådene på Gudenåen til Himmelbjerget.

På Museet befinder som bekendt sig den store Asger Jorn-samling samt sommerens store udstilling med Per Kirkebys grafiske arbejder og tidlige malerier. Samtidigt bliver der hele tiden arrangeret uofficielle ture på deltagernes egne initiativer.

Jeg havde besøg af Annette – min kone – her i dag søndag. Hun nåede lige at komme til frokost. Efterfølgende havde hun mulighed for at følge de forskellige kunstneres arbejdsprocesser i Remisen.