onsdag den 4. juli 2007

Huskeseddel

Det er alligevel 3 uger, så det er meget vigtigt at huske det hele. Det er som om, der er opstået en tendens til at dele det i to elementer: Dét, jeg skal bruge i processen på workshoppen, hvilket hovedsageligt er farver, pensler, blokke, malerolie osv. samt hæftepistolen, så jeg kan opspænde de lærreder, der allerede er rekvireret til levering på KulturRemisen i Brande i indeværende uge, plus dét, jeg skal bruge i privatsfæren bag den lukkede værelsesdør på Brande Højskole.

Jeg har - fornuftigt nok - lavet en huskeseddel. Vigtige ting, som skal bruges både hér og dér: Digitalkameraet er vigtigt! Tidligere ville jeg have slæbt discman og et ikke nærmere specificeret antal CD'ere med. Nu ligger det hele trygt og godt som filer i iPod'en. Jeg skal naturligvis også have den bærbare samt diverse kabler, batterioplader, mobiltelefon, lommekniv, el-kedel og termokande med. Og et TV!!!

Måske bliver jeg regnet for asocial; men det kunne jo være, der blev tid til at følge Tour'en i fragmeneter?? OK, cykelsport er ikke, hvad det har været. Det bliver aldrig som i gamle dage, da Jørgen Leth gav løbet en dimension, og hvor det før handlede om Frankrig, kultur og først og fremmest cykelløb, drejer det sig nu om hærmatokritværdier og om hvem, der NU er udelukket. En spansk læge har de sidste par år været den mest omtalte person i dén sportsgren. Det vil sige, indtil en dansk rytter ved navn Bjarne Riis erkendte at han havde vundet Tour'en på koncentrerede doser af EPO.

Alligevel er det fascinerende at følge rytterne på deres udmarvende ridt op ad bjergene i Alperne og - måske i særdeleshed - Pyrnæerne. Kunne man lige stjæle sig et par bjergetaper undervejs i forløbet? Man kan jo ikke male hele tiden...

Er der andet, jeg skal huske? Nååååh, jo: Tøj, sko, toiletsager og min uundværlige retro-Bianchi med muffestel i strukket 25Cr Mo4 og syv indvendige gear. Der er ikke bjerge i Brande; men måske kunne man cykle en tur til brunkulslejerne i Søby og knalde en enkelt skitse af?

Jeg må også huske en kalender. Det er meget rart at have styr på, hvornår man skal hjem....