Nyt Pierre Soulages-museum i Rodez

Jeg skal da gerne indrømme, at jeg lige skulle frekventere Google Earth for at finde ud af, hvor den franske by Rodez er beliggende; men nysgerrigheden drev mig, da der i disse dage netop dér åbner et helt nyt museum (øverste billede) for den franske kunstner Pierre Soulages (til højre). 

At det er Rodez, der er byen, hvor museet er placeret, er ikke tilfældigt, da Soulages er bosiddende i den lille by, der ligger i det sydlige Frankrig - vel små 250 km fra den spanske grænse. 

Således oplever Pierre Soulages, som er en kunstner, jeg i mange år har sat pris på, at få tildelt et museum, mens han stadig lever. 

Soulages er efterhånden en aldrende herre på 94 år (han blev født juleaftensdag 1919).

Louisiana-nyheder

Philip Guston: 'Aggressor', 1978, olie på lærred, privateje - © The Estate of Philip Guston (pressefoto: Louisiana)

"Philip Gustons sene billeder er konfrontationspoesi. De virker umiddelbart, de handler om det liv, vi alle lever, uanset hvorledes vi ellers har tilrettelagt dét, der ikke kan tilrettelægges: tidens gang, held og hasard, lykken, kærligheden"

Kunstmuseet Louisiana har netop distribueret magasinet, der beskriver sommerens og efterårets udstillingsprogram grundigt, og citatet herover stammer netop fra Louisiana Magasinet, hvor museumsdirektør Poul Erik Tøjner har beskrevet den amerikanske maler Philip Guston, som museet viser en omfattende udstilling med i tidsrummet 4. juni-7. september. 

Senere på sommeren åbner en stor udstilling med den dansk-tyske ekspressionist Emil Nolde (4. juli-19. oktober) inden sæsonen sluttes af med hvad museet kalder "et enormt projekt" af billedkunstneren Olafur Eliasson. 

Yderligere præsentation af denne kunstner bør vel være overflødig? Udstillingen kan ses fra 20. august til 4. januar 2015.

Fanø

Arbejderne, der ses gengivet herover, er blot nogle få af en serie akvarel/gouache/oliepastel på papir, jeg lavede under et besøg på Fanø i 2003. 

Årsagen til at jeg har valgt at hive disse gamle travere frem igen, er at jeg/vi til sommer endnu en gang vil tilbringe en uge i det fantastiske "Malerhuset" i Sønderho. 

Her regner jeg da stærkt med at få produceret en ny serie. Og højst tænkeligt ved hjælp af samme metode.

Klassekunst på auktion

For tiden kan man på TV følge en serie hverdagsskildringer på auktionshuset Bruun Rasmussen, som er Danmarks absolut mest velanskrevne af slagsen. 

Således er der netop indløbet en pressemeddelelse, beskrivende et antal kunstværker, der kommer under hammeren i virksomhedens hoveddomicil i Bredgade i hjertet af København. 

Auktionen finder sted i dagene 17. og 18. juni, og her kommer der blandt meget andet værker af Georges Braque og Paul Gauguin under hammeren. 

Disse suppleres med værker af Cobra-kunstnere, og blandt disse et interessant maleri (billedet) af Asger Jorn fra 1936, hvor Jorn tilsyneladende er stærkt inspireret af Vilhelm Lundstrøm.

I "kunstnerens rede"

"Og Kviums figurer performer. De agerer maleren, som var de skuespillere, mere end de gengiver ham dokumentarisk. Maleriet er en scene, hvor alle elementer har en rolle at spille, ellers får de ikke lov til at være med"

Alle falder på halen over Michael Kvium, og derfor var det faktisk lidt befriende, da jeg for nyligt havde besøg af en god ven, som er tidligere gallerist og som ser Kviums værker som patetiske og alt for overdrevent karikerende. 

Ikke desto mindre har kunstneren fået en status på den danske kunstscene, som afstedkommer rosende anmeldelser - aktuelt til fem hjerter i Politiken, hvorfra citatet herover stammer. 

Afsættet er en udstilling, der netop er åbnet hos Nils Stærk i København. Udstillingen har titlen 'Painter's Nest' og kan ses på galleriet, der er beliggende på adressen Ny Carlsberg Vej 68, Kbh. V, frem til d. 12. juli. 

Anmeldelsen i Politiken af hvad der beskrives som "den skulende maler", er forfattet af Trine Ross.

Blogindlægget er illustreret af en gengivelse af oliemaleriet 'Simple Act' fra 2014 (pressefoto: Nils Stærk).

Ingen Tisvildedamer i "Hvidvægsprojektet"

"Vi har ingen badstueakvareller, som søde damer med stråhatte har malet nede i Tisvilde Havn"

Udsagnet stammer fra en artikel i Politiken, som ofrer en forside i kultursektionen på at beskrive The White Wall Project. 

Dette er et webgalleri, og ordene er af indehaveren Rikke Sengelsø, som i samme moment påpeger, at hun ikke er bange for at tage ordet "kvalitet" i sin mund. 

Hendes målsætning er at udstille og formidle "gedigen kunst til rimelige priser". Et par af kunstnerne er jeg bekendt med i forvejen; men langt de fleste af galleriets kunstnere - som jeg faktisk finder ret dyre - har jeg ikke tidligere stiftet bekendtskab med. 

Kvaliteten, som Sengelsø lægger så stor vægt på, er blandet. Noget er godt og netop gedigent, men i andre tilfælde nærmer udtrykkene sig så meget epigoneri, at man bliver en lille smule bekymret på "Hvidvægsprojektets" vegne. 

Artiklen, som er af Kjeld Hybel, indleder i øvrigt med, at påstå, at ingen tidligere har fundet på at lave noget lignende herhjemme. 

Webgallerier har været udbredt på Internettet i årtier. Også i Danmark!

Et af de klart mest originale indslag på The White Wall Project: Brian Saaby: 'The last koloni... havehus' er afbilledet herover. 

Og skulle man have lyst til at erhverve sig dette kunstværk til kr. 35.400 kan man godt glemme det. Maleriet er solgt!

Harrison-guitar for en formue

Det bør ikke være nogen hemmelighed, at jeg har et blødt punkt for guitarer - uden dog at være særlig god til at spille på instrumentet. 

Et guitar-label, der dog ikke befinder sig i min beskedne samling, er Rickenbacker, som i en periode var John Lennon og George Harrisons foretrukne i de tidlige Beatles-år. 

Og netop en guitar af dét mærke, som har været ejet af George Harrison (billedet), er netop blevet solgt på Julien's Auctions for godt 3,5 millioner danske kroner. Det er dog en sum for en Rickenbacker fra 1962. 

Ved samme auktion blev for øvrigt solgt ét af Elvis Presley's "jump-suits" for godt en million.

Fodbold-VM i Silkeborg

Rabler det nu fuldstændingt for blogskriveren? Enhver ved jo, at VM i fodbold begynder midt i juni i Brasilien, og dette arrangement har som bekendt ikke Danmark som deltager, da man herhjemme holder fast i seniorsegmentet, både hvad angår landstræner og spillere. 

Til gengæld er der danske hold med, når verdensmesterskabet i triolektisk fodbold løber af stablen i Silkeborg d. 24. maj. 

Arrangementet, der finder sted på Silkeborg Kammeraternes Sportsklubs baner ved Mariehøjkirken, er blevet til i et samarbejde mellem Museum Jorn, Silkeborg Kommune og Three Side Football Federation. 

Kort fortalt  handler triolektisk fodbold om fodboldkampe spillet på en sekskantet bane med tre hold som deltagere. 

En kamps vinder er det hold, der har fået scoret færrest mål imod sig, hvilket kunne inspirere holdene til at spille henholdende og defensivt. 

Jeg har imidlertid set denne variant af fodbold udført, og der er fuld fart på fra første fløjt. Taktikken er uoverskuelig og spillet forvirrende at følge; men underholdningsniveauet er højt. 

Jørgensen vs. Rosenvinge

"Under alle omstændigheder, må man undre sig. Hvad er der galt i, at Trine Panum kalder sig kunstner? Generer hun nogen ved at gøre det? Og hvad er Line Rosenvinges løsning på problemet? Et statsligt sanktioneret svendebrev? Udelukke alle andre end medlemmer af BKF (Billedkunstnernes Forbund) i at kalde sig kunstnere med bødestraf som konsekvens?"

Dette er blot et lille uddrag af redaktør Tom Jørgensens leder i det nyeste nummer af Kunstavisen, og man kan vel roligt sige, at Jørgensen stiller mange spørgsmål i afsnittet. 

Udgangspunktet er et indlæg, som Line Rosenvinge har haft på portalen kunsten.nu, hvor samme indlæg i skrivende stund har afstedkommet 123 kommentarer af skiftende kvalitet. 

Rosenvinge har foretaget et punktnedslag i relation til problematikken vedr. kendte personers pludseligt opståede behov for at udtrykke sig billedkunstnerisk. Aktuelt er det, som det fremgår af citatet, TV-personen Trine Panum, der "er sprunget ud" som maler. 

Jørgensen anfægter, at Rosenvinge antyder, at Panum overhovedet ikke kan kalde sig kunstner, hvori han naturligvis besidder en pointe, da ALLE kan kalde sig kunstnere. Samtidigt går redaktøren ind i diskussionen med påstanden om, at Rosenvinge burde snakke om god contra dårlig kunst i tilfældet Panum. Altså foretage en gedigen anmeldelse af celebritien's kunstværker. 

Det er blot ikke dét, som er Line Rosenvinges motiv. Hun bruger Panum som model i en problematik, der ikke blot forholder sig til kendisernes kunstneriske frembringelser; men til et gigantisk segment af glade amatører, der hygger sig med farveladen i en lind syndflod. 

Men Panum er berømt, og kan følgende tillade sig at sætte prisskilte på værkerne, der langt fra modvarer plamagemaleriernes sande kvalitet. 

I øvrigt skulle Trine Panum angiveligt optræde i Tom Jørgensen bogserie '101 Kunstner' (som jeg faktisk selv har leveret tekster til); men dét gør vel ikke Jørgensen inhabil i sin kritik af Rosenvinge og hendes analyser? Eller hvad...? 

I øvrigt tror jeg, at  Tom Jørgensen tilføjer Billedkunstnernes Forbund større betydning, end forbundet ret beset besidder?

Fools

Der er ganske vist længe til, at kunstmuseet ARoS åbner udstillingen 'Fools', som viser et større antal malerier i LP-plade-cover-format (30 x 30 cm.) af maleren Michael Kvium. 

Udtillingen åbner til oktober; men når jeg allerede nu her i det sene forår omtaler udstillingen, er det fordi, jeg har lovet at skrive en anmeldelse til Kunstmagasinet Janus om disse værker, som er en tilsyneladende "never ending proces", Kvium har igangsat for flere år siden og som ligner et forløb, der ingen afslutning har.

Det tredje rum

Ebbe Stub Wittrups udstilling 'The Third Room' på ARoS ligger ifølge museets pressemateriale i et krydsfelt mellem billedkunst og videnskab. 

Det er der for så vidt ikke noget nyt i, da mange samtidskunstnere fra Wittrups generation befinder sig i dét område. 

Det er klart, at en sådan udstilling fordrer en masse indsigt i kunstnerens intellektuelle bevæggrunde for at lave de ting, han gør - og det er for så vidt også udstillingens indlysende handikap. Det er umuligt at nyde og vurdere udstillingen på de enkelte værkers betingelser, hvis man skal have top udbytte. 

Man kan naturligvis blot - som jeg - give pokker i alle beskrivelserne og udelukkende se på det udstillede som et rent æstetisk miljø; og det kan faktisk lade sig gøre, hvis man foretager nogle kvalificerede punktnedslag. 

Blandt andet finder jeg selv udsnittet af det nyeste værk interessant; men jeg havde gerne set, at 'After Matiushin - a Guide to Colour' havde fyldt væsentligt mere, da det kun ifølge kunstneren er en del af de mange "fejltagelser", der bliver vist på ARoS. 

Ebbe Stub Wittrup er født i 1973 og uddannet på Akademiet i Prag. Udstillingen, der er kurateret af museumsinspektør Maria Kappel Blegvad, kan ses frem til d. 14. september.

Galerie Fötäsque

Dét er da billigt - og så får man oven i købet rabatmærker...

Hvorfor er disse værker ikke blevet REVET væk???

Iscenesættelse

"Ebbe Stub Wittrup THE THIRD ROOM vil blive iscenesat på en teatralsk og stemningsfuld måde med kraftig belysning og korridorer af gardiner, man skal igennem, når man bevæger sig fra ét rum til et andet. Gardinerne vil fungere som en slags passager ind til et  nyt og ukendt sted - et tredje rum - mellem myte og virkelighed, det bevidste og ubevidste, det synlige og ikke synlige"

Blandt andet sådan kan man læse på kunstmuseet ARoS' hjemmeside om en ny udstilling, der kan ses på museet i perioden 16. maj-14. september. 

Jeg må hulkende bryde sammen og tilstå, at jeg ikke - inden ARoS' udstillingsprogram for 2014 blev offentliggjort - havde hørt om Ebbe Stub Wittrup; men det råder jeg bod på ved at deltage i pressekonferencen op til udstillingen. 

Der er dog noget i i tekstmaterialet fra museet, der tyder på, at man endnu en gang har vægtet miljø og iscenesættelse højt på ARoS. 

Udstillingen er kurateret af Maria Kappel Blegvad.

I Aarhus begynder weekenden på en torsdag

I Aarhus begynder weekenden torsdag. I hvert fald gælder denne regel i uge 20, hvor man i Smilets By åbner den såkaldte Art Weekend torsdag d. 15. maj. 

I de følgende fire dage kan man opleve ferniseringer, rundture, seminarer og andre begivenheder på så forskellige steder som Aarhus Kunstakademi, Det Jyske Kunstakademi, Galerie MøllerWitt, Kunsthal Aarhus, Lunchmoney Gallery og ARoS... Og så har jeg blot nævnt nogle udvalgte af de mange destinationer, hvor der foregår noget. 

Det vil være for omfattende at gengive hele programmet på denne blog; men til gengæld har Art Weekend Aarhus deres egen hjemmeside - med det fulde program... Den kan ses HER>

Under Art Weekend Aarhus kan man bl.a. komme til fernisering med billedkunstneren Ebbe Stub Wittrup på ARoS. Værket' House of Cards', hvorfra billedet herover stammer, er fra 2013. (Courtesy Martin Asbæk Gallery)

Har do wøt' i Hobrow?

Billedet herover er taget under en fodboldkamp i Silkeborg, hvor hjemmeholdet Silkeborg IF mødte Hobro, og de tilrejsende Hobro-tilhængere viste deres bannere med 100% stolthed - og jeg må sige, at det er rørende, når man oplever, at fodbolden måske ikke helt har mistet sin uskyld, og ikke udelukkende eksisterer på markedskræfternes og erhvervsinteressernes præmisser.

De hjemmelavede bannere står i stærk kontrast til, hvad der omgiver dem. Se blot på det voldsomme og dybt latterlige signal, der sendes hen over hovedet på Hobro-supporterne. Københavnerholdenes tilhængere må grine af os?

Hvordan kampen gik, kan man se på min anden blog HER>

Holgers valg

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg sætter stor pris på kunstmuseet HEART i Herning - og museets direktør, Holger Reenberg.

Derfor bliver jeg ekstra glad, når jeg oplever direktøren forklare bevæggrunden for at lave en ny ophængning af museets erhvervelser i perioden fra 2001 og frem til i dag.

Udstillingen udgør ikke alene en præsentation af et antal kunstværker; men også en tour de force gennem en del af Reenbergs professionelle virke på Herning Kunstmuseum/HEART - og det hele er ophængt i et forløb, som direktøren selv beskriver som en "instinktiv fordeling"...

Udstillingen kan i øvrigt ses på HEART frem til d. 24. august.

Er vittigheden død?

Hvad der antydes i overskriften, blev fremhævet i en radioudsendelse på P1 forleden dag. Påstanden blev underbygget med følgende vittighed - en af de klassiske Aarhus-historier:

"Hvorfor kan man ikke få en isterning i sine drinks i Aarhus? - Fordi, hende der har opskriften på isterninger, er flyttet til Hobro"

Jeg ledsager dette lille indslag med en serie forårsbilleder fra Smilets By.

Ved afgrunden

Jeg har tidligere - i går, faktisk - beskæftiget mig med udstillingen 'Out of the Darkness' på kunstmuseet ARoS i Aarhus.

Udstillingen er kurateret af museets direktør Erlend Høyersten, og består af værker fra ARoS' samling af nyere kunstværker.

Og dog!!! Direktøren har fået en idé, og når noget sådant sker, kan det som bekendt gå i flere retninger; men denne idé er i hvert fald bragt til udførelse, og har vist sig bæredygtig.

I forlængelse af Tracey Moffatt's dommedagsvideo 'Doomed' fra 2007, har man valgt en helt særegen og bemærkelsesværdig gulvbelægning i det aktuelle udstillingsrum, som blot er ét af syv i forbindelse med 'Out of the Darkness'.

Det drejer sig om et gulvtæppe, som er udført af tæppefabrikanten Egetæpper, der som bekendt tidligere - bl.a. i forbindelse med Socle du Monde-projektet i Herning, har udført specialopgaver i kunstens tjeneste.

Umiddelbart, når man træder ind i udstillingsrummet, oplever man blot et mønstret tæppe på gulvet i neutrale gråtoner; men stiller man sig på et specifikt spot i rummet og fremdrager sin smartphone eller sit digitalkamera og peger frem i rummet, vil man opleve et scenarie, der fremstiller en afgrund, som tilsyneladende ender langt nede i ARoS' dybe kælder.

Hvis man overlever faldet ned i niveau 0, kan man naturligvis her opleve de mørklagte rum med installationer af Pipilotti Rist, Olafur Eliasson og James Turell - blot for at nævne nogle få.

Til gengæld har Bill Violas videoinstallation 'Five Angels for the Millinnium' holdt flyttedag for nyligt, da den indgår i 'Out of the Darkness'.

Gulvbelægningen udgør altså ikke alene et signal om, at væg-til-væg-tæppet nu igen besidder en æstetisk forsvarlighed, efter vi i årtier har levet med den rå plankes ulidelige akustik. Der er mening med galskaben!

Ud af magasinernes mørke

"I vores udstillinger tilstræber vi at skabe en ramme, der driver oplevelsen fremad - ganske som en forfatter tvinger fortællingen videre. Udstillingsarkitekturen er med sine tydelige og store rum, smalle korridorer og gange, formelle greb. Det samme er brugen af lys og mørke. De valgte kunstværker er indholdet, og de er åbne for fortolkninger både enkeltvis og samlet set"

Dette er blot et lille udsnit af ARoS' direktør Erlend Høyerstens beskrivelse af en helt ny iscenesættelse på museet af nyere værker fra museets samling. 

'Out of the Darkness' er titlen på denne præsentation kurateret af Høyersten, som meget relevant nævner "lys og mørke" som et overordnet tema i forhold til udstillingen. 

Og flere af denne opsætnings værker fungerer faktisk udelukkende i mørke. Det gælder Bill Violas videoinstallation 'Five Angels for the Millinnium' og Ingvar Cronhammars 'Syvende Søjle', der bl.a. fungerer i kraft af sin egen lyssætning. 

Noget af det mest overrumplende og modige på udstillingen er dog en opsætning af kunstværker placeret i stålreoler, der minder om dem, man bruger i industrielle lagerrum. 

Om det er reoler hentet i museets magasiner, ved jeg ikke; men der er noget befriende uprætentiøst ved denne metode. 

Det virker faktisk som værkerne er placeret efter et tilfældighedsprincip - og derefter beskrevet med kunstnerens navn samt inventariseringsnummer - udført med noget, der ligner en gammeldags DYMO-printer.

Dylan på Frederiksborg Slot

"Disse ansigter - stærke gutter, der ikke ser helt fredsommelige ud, og en række kvinder, der spænder fra det næsten mishandlede til det viljefaste - spidder beskueren på en egen hemmelighedsfuld og poetisk vemodig måde. Fra de næsten udviskede øjne til de skarptskårne næser, hager og kindben. De er bestemt ikke uden kvaliteter"

Det er Ole Nørlyng fra Weekendavisen, der har været en tur på Frederiksborg Slot i Hillerød, hvor man for tiden viser to serier malerier af Bob Dylan. 

Faktisk mener jeg at kunne læse ud af Nørlyngs anmeldelse, der overvejende er positiv over for Dylans værker, at det er en kombination af oliepasteller og malerier, der præger udstillingen 'Face Value/The New Orleans Series' på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot. 

Her kan udstillingen ses frem til d. 3. august.

Toiletsnak

Faktisk har Jan Morell adskillige pointer i sit indlæg i Politiken i dag. Og det er ikke kun på Louvre, at man kan blive fanget med en udspilet blære.

Du søde liv

"Denne gang har Pedersen så set nærmere på hverdagsvarerne. Stilen er stiliseret, forenklet og altid en lille smule forskudt i forhold til en mere fotografisk realisme"

Blandt andet sådan beskriver Trine Ross maleren Jonna Pedersens motivverden i dagbladet Politikens iByen-tillæg - og anledningen er en udstilling i Galleri North i Nørregade i København med titlen 'Du søde liv'. 

Her er Jonna Pedersen i selskab med skulptøren Marie J. Engelsvold, der med Ross' ord "retter blikket mod den evige jagt på det på det perfekte liv og de mange aspekter af tilværelsen, der ikke passer ind i sådan en tilværelse". 

Udstillingen kan ses frem til d. 31. maj

Original manuskript til 'Like a Rolling Stone' på auktion

Jeg må indrømme, at jeg er lidt "pjattet" med skitser og notater, der har dannet udgangspunkt for senere og større kunstværker. 

Ofte bliver komponisters udkast hevet frem og sat på auktion. Således nu Bob Dylans tekst til klassikeren 'Like a Rolling Stone' fra 1965. 

Når Sotheby's sætter manuskriptet til salg på en auktion d. 24. juni, er det blot én af flere sjældenheder fra rockhistorien.