Kunstmuseum eller ej

Alle større danske provinsbyer med en vis selvrespekt har et kunstmuseum. Visse byer har haft større ambitioner end andre på det punkt; men ikke desto mindre er der de seneste år blevet bygget flere nye museer til kunsten. Et af de sidste er i Vejle, hvor det eksisterende kunstmuseum netop er blevet udvidet ganske betragteligt. Byer som Horsens og – især – Århus har ligeledes været fremme i skoene med udvidelser og nybyggerier.

I tidernes morgen var der stor diskussion om, hvorvidt man i Silkeborg skulle opføre et museum til den imponerende samling af værker, som maleren Asger Jorn havde doneret til byen inden sin død i 1973. Der var store planer vedrørende dette museum – og den verdensberømte danske arkitekt Jørn Utzon var på et tidspunkt i hovedrollen med et forslag, der tog udgangspunkt i et underjordisk kompleks. Dette blev dog angiveligt for omkostningsfuldt og planerne måtte skrinlægges.

Ifølge museumsinspektør og forfatter Keld Dalgaard Larsens nye byhistorie Silkeborg Sort på Hvidt, der udkom for nyligt, var spørgsmålet oppe i Midtjyllands Avis i 1975. Her havde man lavet en form for opinionsundersøgelse blandt 100 silkeborgensere vedr. om der skulle opføres et sådant musem. De 100 var ikke tilfældigt udvalgt. Det var de samme personer, som sad i Bytinget – en udsendelse, som blev sendt i TV fra Teatersalen i Silkeborg i netop de år midt i 70’erne.

I bogen hedder det: ”Kulturudvalgsformand Juditthe Boock var advokat for et ja, mens tømmerhandler Steen Klercke advokerede for et nej. For og imod blev præsenteret i avisen den 11. oktober 1975 og ”folkets dom” kom den 16. oktober. Det var et dundrende nej til et nyt, stort kunstmuseum. 68 stemte imod, 22 stemte ja, og 10 undlod at stemme. Folkets tale nærmest forskrækkede avisen og de lokale politikere. Lugtede det alligevel af ”overbyråd”? Det ambitiøse og internationalt anlagte prestigeprojekt var i hvert fald godt og grundigt dødt i Silkeborg. Måske kunne de blive til et nyt, mindre prangende kunstmuseum ad åre?”

Som bekendt blev sidstnævnte løsning ført ud i livet med indvielsen af Silkeborg Kunstmuseum den 3. marts 1982. Det blev arkitekten Niels Frithiof Truelsen, der tegnede det nye museum, hvis udstillingsrum bl.a. rummede inspiration fra billedhuggeren Constantin Brancusis atelier med de karakteristiske, nordvendte ovenlys.

Siden har Silkeborg Kunstmuseum – eller Jorn-museet, som nogle ynder at kalde det – levet en tryg og god tilværelse ved Indelukket og i skyggen af et 14 etagers højhus.

Som middelklassen indretter sig

Århus Kunstbygning viser for tiden en totalinstallation af billedkunstneren Annette Merrild, som udstiller en serie fotografier og objekter, der portrætterer middelklassen i en række europæiske byer plus New York. Hun viser et antal hjem fra de pågældende lokaliteter og afsøger dermed de forskellige befolkningers grundlæggende æstetiske axiologier(!).

Merrild nøjes ikke med at udstille disse elementer i en traditionel konkekst. Hun har valgt at skabe en installation, der fylder hele underetagen i Kunstbygningen på en mere end overbevisende måde. Denne installation består af et gigantisk grid-system. Et skelet af tusindvis af hvide kuber uden sider. Disse refererer tydeligt til en af klassikerne i moderne dansk møbeldesign, nemlig Montana-reolen.

Udstillingen bekræfter underetagen i Kunstbygningen som meget velegnet til installationskunst og i det hele taget som fundament for samtidskunstens mange udtryk. Desværre bekræfter den aktuelle udstilling i den ”gamle” del af Kunstbygningen, at denne er akkurat lige så uegnet til konceptionelle kunstformer som uderetagen er egnet.

Vernissage på Second Life

Når man har lavet en udstillingsaftale med – skulle det vise sig – én af de mere seriøse gallerier i Second Life, kan man umuligt lade være med at tænke en smule taktilt. Dette kommer til udtryk, når man kan se, at den kommende udstilling kræver et vist uploadningsarbejde. Derfor vil man jo gerne besidde et medansvar for, at tingene fungerer tilfredsstillende.

Det er blevet signaleret, at åbningen af udstillingen i det franske galleri, bliver krydret med forskellig underholdning af musikalsk karakter. I den frankofile verden benævnes den slags begivenheder som ”vernissage” – en pendant til vor hjemlige ”fernisering”.

I aftes fik jeg en indbydelse til en virtuel vernissage på SL. Darknight Halderman udstiller et antal malerier og oliepasteller i Hammerwilde Gallery. Jeg dukkede op og fandt ret hurtigt ud af, hvor bordet med forfriskninger var placeret.

I begyndelsen virkede det, som jeg blev kigget lidt an af gallerist og kunstner samt de øvrige gæster; men i løbet af forbavsende kort tid opstod der en dialog, hvilket var meget interessant, da Halderman – trods navnet – viste sig at være italiener.

Jeg må indrømme, at jeg kom for at snuse og skabe en fornemmelse for, hvordan en sådan situation fungerer i Second Life – og det var ganske lærerigt.

Et dystert billede

På en blåfrossen novemberdag har danskerne valgt det samme grimme segment af politikere, som har styret landet med en umenneskelig hård hånd de sidste år. Det bliver også fremover med en politik, der fedter et stadigt mere grisk og strømlinet erhvervsliv op og ned ad ryggen, forankret i principper, der sætter lighedstegn mellem værdi og købekraft.

Jeg har netop på TV set De Konservatives formand i et kvalmende selvglad scenarie. Som en anden rockstar blev denne odenseanske politimand hyldet, som var han noget som helst. En vissen Pia Kjærsgaard værfede arrogant pressen af på sin vej ind til Christiansborg. Hun havde ellers ikke noget at klage over! Fremgangen giver yderligere plads til de kristne fundamentalister, som den borgerlige regering har lænet sig op af på en mørk og dyster politisk scene i de seneste år.

Bliver folk da aldrig trætte af disse ensrettede karakterer? Disse forstokkede erhvervsledertyper, der ikke tænker en eneste tanke, der kunne være forankret i en humanistisk filosofi? Man kan vel efterhånden roligt spørge sig selv om, hvor et evt. ungdomsoprør bliver af?

Men svaret giver sig selv! Ungdommen er blevet indhyllet i materialismens narkotikum. Denne generation har tilsyneladende så travlt med at efterligne deres småborgerlige forældre, at de er blevet historieløse. Den tid vi gennemlever nu, vil i historien blive sammenlignet med 50’erne. De mørke og triste 50’ere, hvor kommunistskrækken næsten nåede samme højder som dén skræk vi har over for Islam i dag. Det er som om, at man skal have et skræmmebillede. Man skal have noget at være bange for, så man har noget at gå til valg på. Det er tilsyneladende angsten, der giver disse borgerlige politikere så meget vind i sejlene. Angsten for Islam og angsten for at miste noget af dét, man har raget til sig.

Vores statsminister har sendt Danmark i krig som allieret til én af moderne politiks mest latterlige statsmænd. Han gnækker sig igennem det ene mærkværdige politiske statement efter det andet. Den køber vælgerne i det lille, kolde land oppe mod nord. Det ser for alvor kulsort ud!

Dubuffet-gavlen fortid for en tid

Hvis man er godt kendt i Silkeborg, kan det ikke være forbigået ens opmærksomhed, at den store gavludsmykning ved Skoletorvet er forsvundet.

Udsmykningen forestillede en monumental udgave af et grafisk arbejde af den franske kunstner Jean Dubuffet. Dette blev udarbejdet helt tilbage i 1961 i forbindelse med en udstilling af kunstnerens grafiske arbejder på Silkeborg Kunstmuseum, som dengang var placeret i bygningen foran den lille plads ved Skoletorvet.

Gavlen er nu hvidmalet; men der er kræfter i gang med at få den karakteristiske udsmykning tilbage på sin gamle plads. Efter planen bliver dette arbejde påbegyndt til foråret.

Kunstens nye allierede

”Meget ville være anderledes, hvis Folketinget var bredere sammensat. Til en start ville bare én billedkunstner på tinge formentligt snart få lyst til at oprette et kunstministerium. Det nuværende kulturministerium er nemlig reelt et fritidsministerium. Det administrerer underholdningen, sporten og fritidssyslerne. På den måde er det et ministerium for almen hygge”.

Således kan man læse i Politiken den 9. november i et indlæg af forfatteren Kristian Ditlev Jensen, der som bekendt stiller op til det kommende folketingsvalg for det nye parti Ny Alliance. Man må lade forfatteren, at han anskuer tingene ret klart. Det er ikke ligefrem fordybelse og visionær tænkning, der har præget Kulturministeriet i de senere år, når det handler om billedkunst. Pop, fodbold og overfladisk ligegyldighed har sat en overordnet dagsorden hos en borgerlig regering, hvis regeringsleder Ny Alliance faktisk anbefaler skal danne regering efter valget. Således må NA vel fremstå som et borgerligt parti? Og borgerlige partier har vist aldrig været særligt glade for billedkunst – med mindre den er så kommercielt fundamenteret, at den kan sælge sig selv.

”Hvem skal insistere på, at kunst er livsvigtigt, når politikerne i Folketinget ikke aner, hvad der er op og ned på æstetisk axiologi?” hedder det ligeledes i Ditlev Jensens indlæg. Det har ikke været muligt for mig at finde en definition på ordet ”axiologi” i Nudansk Ordbog på Politikens Forlag.

Udstillinger og nye arbejder

Som det fremgår af billedserien herover, har jeg netop opspændt et lærred, som jeg kunne forestille mig kunne blive et maleri til udstillingen ProKK 2008 i Ridehuset i Århus. Samtidigt har jeg planlagt nogle arbejder på papir, som muligvis kunne være et tema til en udstilling, der er aftalt på Copenhart Gallery i Valby med åbning den 28. februar 2008.

Alt imens kører en forholdsvist nyudgivet live-dvd med den amerikanske gruppe R.E.M. på værkstedet. Koncerten er optaget i Dublin i 2005 på den turné, der førte bandet til Horsens på en varm sommeraften i juni samme år. Det var en god koncert, der bekræftede forsanger Michael Stipe som én af branchens væsentligste scenepersonligheder.

Den sorte kunst, kapitel 4

Jeg har i denne beskrivelse taget udgangspunkt i et enkelt grafisk medie, nemlig det sort-hvide dybtryk. Man kan lave raderinger og ætsninger i farve. Det fordrer stor nøjagtighed, da man her arbejder med flere plader, der skal trykkes af flere omgange.

Selv har jeg kun ganske sporadisk eksperimenteret med farveraderinger, ligesom jeg kun i ganske enkelte tilfælde har arbejdet med f. eks. træsnit og linoliumssnit. I de senere år er der kommet flere metoder frem, der tager afsæt i fotografiet.

Den såkaldte fotogravure rummer muligheder, der tilgodeser nye måder at tænke grafik på. Litografi (stentryk) og serigrafi (silketryk) er grafiske trykmetoder, som ofte bliver brugt til tryk i store oplag.

Fælles for alle er, at kunstneren signerer trykket i hånden for på den måde at indikere, at han har været med i processen og samtidigt har godkendt det endelige resultat.

Jeg udstillede første gang mine beskedne grafiske arbejder på Kunstnernes Efterårsudstilling i Den Frie Udstillings bygning i København i 1991. Det var en stor glæde at debutere dér, blot fire år efter at jeg havde foretaget de første famlende forsøg med dette lidt "altmodische" kunstneriske udtryk.

Året efter udstillede jeg på Forårsudstillingen på Charlottenborg. Siden er det blevet til mange udstillinger i både ind- og udland.

Den sorte kunst, kapitel 3

Jeg stod på det kommunale grafiske værksted, frustreret og irriteret over en halvelendig og helt ligegyldig stregætsning, som jeg netop havde lavet. Jeg vidste godt, hvad der skulle til for at få et gedigent grafisk arbejde ud af mine anstrengelser. Der skulle lægges en akvatintegrund!

Problemet var blot, at jeg på daværende tidspunkt ikke beherskede denne teknik, som er et middel hvormed man arbejder gråtoner ind i trykket. Man kan udmærket arbejde i flader ved hjælp af stregætsningen, hvis man f. eks. krydsskraverer; men den ultimative fladebearbejdning inden for dybtrykket er altså akvatinteteknikken.

Heldigvis dukkede én af værkstedets andre brugere op i samme øjeblik og vedkommende var fænemonal til at lægge en akvatintegrund. I løbet af ganske få minutter blev jeg inført i metoden.

Som sagt er akvatinteætsning en metode, man bruger i udarbejdelsen af grafikpladen, når denne skal fremstå med forskellige gråtoner, svingende fra hvid til kulsort. Vel at mærke i det omfang, hvor man benytter sig af et sort-hvidt udtryk. Man kunne i princippet blot ætse pladen efter at man har afdækket de områder, der skal fremstå hvide; men dette ville bare resultere i en uegal grå tone. Man er nødt til at gøre noget, som er i stand til at samle farven på pladen. Derfor lægger man den før omtalte akvatintegrund.

Det foregår i al sin enkelthed på dén måde, at man drysser såkaldt akvatintepulver, som er pulver udvundet af harpix, i et jævnt lag ud over pladen og smelter det, således at det ligger på overfladen som ganske små dråber.

For at få akvatintepulveret jævnt fordelt er man nødt til at gøre brug af et såkaldt akvatinteskab. Dette består af en høj kasse indeholdende en mængde harpixpulver. I bunden af kassen er der en smal åbning, hvorigennem man placerer sin plade. Først skal pulveret i midlertid i bevægelse og det kan gøres med en blæsebælg eller en støvsuger, der naturligvis skal bringes til at puste. Man kan også blot vende kassen på hovedet og dermed sætte bevægelse i pulveret. Akvatintepulveret daler nu ned i bunden af kassen som julesne og så skal pladen placeres i bunden af kassen.

Efter nogen tid er pladen dækket af et jævnt lag pulver. Derefter tages den forsigtigt ud af kassen og placeres på en metalrist. Fra undersiden af denne metalrist opvarmes pladen nu ved hjælp af et gasblus, sådan at pulveret nu smelter og forvandler sig til små, bitte dråber på pladens overflade. Jeg bruger til denne del af processen et lille campingblus, hvorpå jeg har fjernet de bøjler, som er beregnet til at sætte gryder etc. på. Man kan nu afkøle pladen evt. ved at putte den i vand et øjeblik.

Herefter, når pladen er tør igen, begynder man at afdække de områder, som skal fremstå hvidt i trykket. Disse områder skal naturligvis ikke ætses og derfor retoucherer man med et retouchermiddel, som består af en ikke for tynd asfaltlak. Når denne er tør ætser man første gang for at udvikle den lyseste gråtone. Man gentager processen efterfølgende indtil man har opnået den mørkeste tone. På den måde arbejder man faktisk negativt i kraft af, at det er de lyseste områder, man bearbejder.

Man kan også arbejde positivt ved hjælp af en såkaldt løftegrundsteknik også kaldet sukkerakvatinte. Det foregår på dén måde, at man maler med en fed, sirupsagtig sukkeropløsning direkte på den akvatintegrundede plade og derpå afdækker det hele med en ætsegrund. Man placerer pladen i et bad af lunkent vand. Dette vil smelte sukkeret og fritlægge de områder, som var bearbejdet med dette.

Inden man foretager det første prøvetryk, kan man evt. justere motivet ved hjælp af koldnål. Man kan også bearbejde de ætsede områder ved hjælp af skrabe- eller polérstål.

Hvordan min egen karriere har udviklet sig med dette fascinerende medie, vender jeg tilbage med i kapitel 4.

Den sorte kunst, kapitel 2

Grunden til at kolnålsraderingens streg rummer en vis grovhed, er at der danner sig en grat i forbindelse med radernålens kontakt med pladen. Denne grat samler trykfarve, som ikke bliver fjernet i aftørringsfasen. Man kan tildels undgå dette, hvis man f. eks udjævner stregen med et såkaldt skrabestål, som blot er ét af mange redskaber til udarbejdelse af grafiske arbejder. Hvis man i dybtrykket vil udarbejde en streg af mere ensartet karakter, og samtidigt arbejde mere utvunget og let med radernålen, er der ingen vej uden om stregætsningen.

Som betegnelsen antyder, kommer der nu nogle kemiske midler i brug, som det til en begyndelse er nødvendigt at fastslå nogle sikkerhedsmæssige retningslinier omkring: Man bruger syre til at ætse sin plade med. Disse syreopløsninger kan være mangeartede, alt efter om man bruger zink eller kobber. I denne beskrivelse tager jeg udgangspunkt i salpetersyre - og det kan ikke siges ofte nok: Omgangen med salpetersyre fordrer den største forsigtighed og diverse forholdsregler i relation til egen sundhed samt miljø.

Dampene fra salpetersyre kan såmænd under koncentreret brug ødelægge fyldningerne i ens tænder. Derfor er det vigtigt at man i første omgang anskaffer sig en kvalificeret maske som åndedrætsbesyttelse. Det er også tilrådeligt at man sikrer en god udluftning i dét rum, man benytter. Allerhelst direkte udsugning. Alternativt kan man foretage ætsningsprocessen udendørs - og her er det væsentligt, at syrens evne til at "bide" ændrer sig med temperaturen. Jo koldere des længere ætsetider.

Når man foretager en stregætsning, er det vigtigt at ens plade er rengjort grundigt, inden man begynder på processen. Det er også vigtigt i forhold til en koldnålsradering, da sådanne metalplader rummer nogle affaldsstoffer som afsættes som en gråtone under trykningen. Indledningsvis bør man behandle pladen med ståluld for at fjerne evt. ridser. Dernæst polerer man pladen grundigt med Brasso eller Slipol, således at pladen fremstår blank som nypudset sølvtøj.

For at lave en stregætsning er det til en begyndelse afgørende at man afdækker pladen med en form for grund, som syren ikke kan trænge igennem. Denne grund kan være en flydende, som kan påføres pladen med en pensel. Det kan også være en fast hårdgrund, som man påfører den opvarmede plade ved hjælp af en gummivalse. Uanset hvilken metode, man benytter, er det vigtigt at man udgår utætheder i grunden, da syren vil være gennemtrængende de steder, hvor sådanne forekommer. Man kan nu, efter at grunden er tør, meget let tegne sit motiv - og de steder, hvor man tegner med en knapt så spids radernål i forhold til koldnålen, bliver metallet fritlagt, således at syren kan angribe pladen, hvor man tegner.

Som nævnt er der flere metoder, der kan anvendes i ætseprocessen; men jeg arbejder i zink og bruger en opløsning, som består af syre og vand i forholdet 1:5. Her er det vigtigt at man husker, når man foretager sin blanding: Altid HÆLD SYRE I VAND aldrig vand i syre, da denne proces vil få blandingen til at "koge op" og fremkalde kolossalt giftige dampe. Hvis man blander i glas, vil dette springe. Så husk: ALTID SYRE I VAND IKKE VAND I SYRE!

Under iagttagelse af de tidligere nævnte forholdsregler hælder man nu sin syreopløsning op i en fotobakke eller lignende. Herefter placerer man sin plade med motivet i opløsningen, vel at mærke efter at man har behandlet pladens bagside med et syrebestandigt materiale. Her er shellak udmærket. Det er nemt at påføre og det tørrer hurtigt. Stregen i en stregætsning bliver naturligvis kraftigere, jo længere tid man ætser. Omkring et minut er passende; men man må eksperimentere med tiderne. Det er et temperamentsspørgsmål, hvor intens en streg, man vil have.

Når man har ætset pladen i den tid, man finder nødvendigt, lader man den dryppe af i ætsekarret, hvorefter man skyller den i rent vand. Dette er for at fjerne de sidste rester af syre. Under udførelsen af disse processer er det hensigtsmæssigt at supplere sin gasmaske med et forklæde og et par gummihandsker.

Når man har fjernet hård- eller blødgrunden med petroleum eller - som jeg bruger - rapsolie, fremstår stregen ganske klart i pladen. Nu er det tydeligt, hvordan ens tegning fremtræder.

Så kan man vælge at trykke sit motiv i trykpressen; men man kan også arbejde videre med en såkaldt akvatintegrund. Denne vender jeg tilbage med i kapitel 3.

Den sorte kunst, kapitel 1

Jeg glemmer aldrig første gang, jeg lavede mit første rids i en zinkplade. Det spor, jeg afsatte i det forholdsvist bløde materiale, skulle vise sig at få en afgørende betydning i mit billedkunstneriske virke i mange år fremover. Året er 1987. Én af mine meget gode venner, havde anbefalet mig at frekventere det grafiske værksted i den by, som jeg bor i. Værkstedet havde ligget hen i en dvaletilstand i årevis, indtil byens eneste akademiuddannede grafiker fik konstrueret en jobplan, der tog sigte på at få værkstedet på fode igen.

Jeg var blank på området. Havde tegnet fra før jeg kunne gå og malet oliemalerier i en del år. Det grafiske værksted bestod af en dybtrykpresse, som er beregnet til trykning af såkaldte raderinger og ætsninger samt en litografipresse, som jeg ikke umiddelbart var interesseret i. Det var raderingerne, der i første omgang havde min interesse.

Den simpleste - enkleste - form for dybtryk er dét, man med et - for mig stadigt - kryptisk ord kalder for koldnålsradering. Her bearbejder man pladen, som der senere skal trykkes fra, direkte med en meget spids radernål, som er udført i et hærdet materiale. Således begyndte jeg at udarbejde nogle koldnålsraderinger, som jeg trykte i et ganske koncentreret flow.

Jeg lærte forholdsvist hurtigt, hvordan man rent praktisk udfører denne disciplin. Det foregår på dén måde, at man indvalser hele pladen i sværte. Denne sværte - eller trykfarve - tvinges med en lille læderpude - en såkaldt dap - ned i de riller, som udgør arbejdets motiv. Hele pladen er nu fyldt med sværte og således må man aftørre pladen, så overskudsværten, dér hvor fladen skal fremstå hvid, bliver fjernet. Dette foregår med en speciel form for meget stiv gaze, som har en god sugeevne.

Til sidst i processen - inden trykning - tørrer man den sidste overskudsfarve af med f. eks pergamentpapir. Når pladen er klar, skal den trykkes. Det foregår på en såkaldt trykpresse, der udsætter pladen for et meget hårdt tryk, således at farven, som ligger i rillerne afsættes på papiret. Papiret er specialfremstillet kobbertrykpapir, som kan fås i adskillige fabrikater og udførelser.

Det første man gør, er at placere et stykke makulaturpapir på trykbordet, som er det af trykpressens elementer, der fører trykket ind mellem de to massive stålvalser. Makulaturpapirets fuktion er at undgå at der kommer trykfarve på trykbordet. Det kasseres naturligvis efter trykprocessen. Oven på makulaturpapiret placeres så pladen med motivet - og den placeres naturligvis med motivet opad for nu skal papiret anbringes oven på pladen.

Papiret er let fugtet, så det let tager i mod trykfarven. Det må ikke være for vådt og heller ikke for tørt. Her spiller erfaringen ind. Man kan nu anbringe et stykke makulaturpapir oven på arket - og efterfølgende placere et stykke specialfremstilet, meget tykt filt ovenpå igen. Nu fører man med en jævn bevægelse alle elementerne gennem trykpressen.

Nogle trykpresser har en elektrisk mekanisme, der sørger for at processen foregår jævnt; men langt de fleste trykpresser er forsynet med et stort håndtag, som man må betjene manuelt. Det er altid spændende at iagttage det første tryk, som man producerer i et oplag. Skal der arbejdes videre? Eller er man tilfreds med det første forsøg?

Koldnålsraderingen rummer visse karakteristika. Stregen har en egen karakter. Den fremstår ulden og stoflig. Dette blev for mig hurtigt en begrænsning, så jeg måtte ret omgående videre med andre muligheder inden for den sorte kunst…

Med blikket i bagkataloget

Det handler om den ulykkelige afart af kærligheden og alt det uforløste i Lucinda Williams’ sange. Måske derfor hun lod os vente i mere end en halv time, inden hun slog de første, effektive akkorder an på den overdimensionerede Gibson-guitar?

Det rykkede godt nok. Orkestret fungerede; men det var som hovedpersonen rummede en nervøsitet og havde svært ved at holde blikket fra tekstmappen, der på bedste højskolemanér stod på nodestativet foran hende. Ville hun ikke i øjenkontakt med os? Os, der havde ventet tålmodigt på at få levendegjort sangene fra en serie fabelagtige udgivelser, der vel startede med ’Car Wheels on a Gravel Road’ i 1998?

Vi skulle ikke mange takter ind i det andet nummer, inden det hele tilsyneladende brød sammen denne torsdag aften i Voxhall i Århus. Lucinda stoppede orkestret, gik hen og sagde noget til den ene af guitaristerne. Et blitzlys fra salen havde tilsyneladende væltet et skrøbeligt læs. Hun påbegyndte sangen på ny. Tonerne var ikke rene. Lucinda Williams lignede ikke en person, der var gearet til en lang og udmattende Europa-turné.

Herefter gik koncerten trægt. Stemmen var ikke i stand til at ramme tonerne. Guitaristen på højre fløj gjorde ellers en ihærdig indsats for at holde sammen på tingene sammen med en hårdt arbejdende trommeslager med en stor cowboyhat på hovedet.

Numrene var i den stille ende. Americana. Not the Best Western… Lyset var gået ud. Der var slukket for inspirationen tilsyneladende.

På et tidspunkt mellem to numre holdt Lucinda en enetale, som var et signal om, at det nu var en anden koncert. Med Telecaster og rå kraft fnysede hun ”You can’t even make me cum ooooooon” ud over salen i Voxhall. Hér var vendepunktet. Nu trådte Williams i karakter. Et endnu uudgivet nummer ’Honey Bee’ fik salen op at koge. Bagkataloget blev suppleret med bl.a. Buffalo Springfield. Det var hårdt arbejde, en sejtrækker, inden Lucinda Williams kunne lukke med sit sædvanlige og måske en anelse utidige ”Love, peace and revoloution”.

Jeg vil høre det med mine egne ører

”Desværre gik der ikke længe før Lucinda Williams og det medbragte orkester lod sig forfalde til den gumpetunge bonderøvsrock, vi af og til belemres med på studiepladerne”. Blandt andet sådan skriver en Søren McGuire i sin anmeldelse i Soundvenue af Lucinda Williams’ koncert i Vega i København i sidste weekend.

Man skal ikke altid lade sig forføre af anmeldelser – og i forbindelse med netop den nævnte koncert er anmelderkorpset ellers ret enigt. Seks klokkerene stjerner i Politiken og fem i hhv. Ekstrabladet og Jyllandsposten giver jo ret til en vis optimisme inden Lucinda Williams’ koncert i Voxhall i aften.

Jeg ved ikke, om jeg har noget at have mine egne fordomme i med hensyn til Mr. McGuires anmeldelse, da jeg ikke kender hans alder; men det kunne umiddelbart tyde på en ungdommelig indignation over, at en 54-årig sangerinde udgiver plader og oven i købet tager på koncertturné. Overskriften ’Rejekællingens kluntede blouesorgie’ rummer nogle ganske interessante signaler, der mere går på hillbilly-kultur og trailerparks frem for en objektiv tilgang til den aktuelle koncertbegivenhed.

Om få timer står jeg selv foran scenen og kan med mine egne ører tage bestik af én af amerikansk musiks for tiden bedste fortolkere. Måske bliver jeg begejstret? Så får McGuire én på kasketten over sin ucharmerende udgave af Eve of Destruction.

Albertslund

Hvis man for et år siden spurgte mig, hvor Albertslund ligger, ville jeg sandsynligvis blot kunnet konstatere, at det var én af adskillige forstæder i det storkøbenhavnske område. Egentligt er jeg ganske godt velbevandret i dén del af den nationale topografi; men Albertslund kunne jeg ikke umiddelbart placere, da jeg begyndte en ret omfattende kommunikation med en interessefælle fra området.

Min interessefælle blev i løbet af forbavsende kort tid til en ret god bekendt på Internettet – og senere, skulle det vise sig – en meget god ven i livet uden for cyberspace. Jeg vil ikke gå i detaljer vedrørende denne hjertelige person; blot konstatere at der er tale om en kvinde, som altså er bosiddende i netop – Albertslund.

Jeg bliver nødt til at fastslå venskabets karakter over for en måske undrende bloglæser. Der er tale om et forhold baseret på fælles interesser af intellektuel karakter. Vi er begge modne mennesker, som efterhånden har lært at sætte pris på venskaber, der er forankret i det platoniske. Fællesnævnerne er bl.a. musik, litteratur, kunst – og mad. Det ene udelukker som bekendt ikke det andet.

Men det handler altså om Albertslund! Første gang jeg besøgte lokaliteten i selskab med min veninde, var jeg meget forvirret. Min ellers forholdsvist solide stedsans havde fået én ordentlig én på sinkadusen. Mønstret var præget af en kolossal ensartethed. Min temporære bopæl bestod således i et par dage af et lille hyggeligt gårdhus, som lignede et hav af andre gårdhuse i området til forveksling. Alt placeret i et ordentligt og tilsyneladende velfungerende arkitektonisk system.

Umiddelbart var jeg ikke imponeret. Al den ensartethed er ikke noget, jeg kender fra mit eget miljø, som består af en gade i en større midtjysk provinsby, hvor sammenhængen mellem husenes indbyrdes karakter vel bedst kan karakteriseres som – usammenhængende. Men dette var altså Albertslund… Eller ”Albertsslum”, som min veninde på et tidspunkt lettere lakonisk udtalte det.

Jeg skulle ikke tilbringe mange minutter i Albertslund, før jeg blev inviteret på sight-seeing i lokalområdet. Vi havde ikke gået mange skridt, inden dette sammensatte univers – så at sige – begyndte at ”åbne” sig for mig. Min veninde og jeg, som nu var i selskab med min venindes 11-årige datter og hendes energiske gårdhund Klunte, trissede rundt i det komplicerede stisystem, som binder de forskellige kvarterer sammen i Albertslunds sydlige del. ”Derinde bor Gert Petersen”, sagde min veninde på et tidspunkt, da vi gik forbi et af de små gårdhuse. Jeg mærkede straks et sus fra Christiansborgs korridorer. Et behageligt sus, da jeg altid har næret en stor beundring for denne begavede og menneskelige politiker.

Vi endte i et meget hyggeligt lille miljø omkring et sted, som blev kaldt Bakkehuset. Jeg er ikke helt sikker på, hvordan Bakkehuset har fået sit navn. I et stort naturområde i nærheden har man i tidernes morgen placeret al den jord, som var til overs, da man gravede ud til bebyggelsen i Albertslund. Der er faktisk tale om temmelig meget jord. Faktisk går bunken, som i dag er beplantet, under betegnelsen ”bjerget”. Vi besteg da også bjerget på vores færd rundt i noget, som jeg til min venindes store forargelse betegnede som ”anlægget”. Jeg har taget hævn sidenhen, da både hun og datteren senere er blevet præsenteret for nogle af knoldene i Det Jyske Søhøjland.

Der sker mange ting på sådan en spadseretur. Pludseligt kom en lille hund løbende med fuldt firspring. En lille pige råbte fortvivlet på den lille tæppetisser: ”KING!” Jeg ved ikke? Måske er det bare mig, der har nogle fordomme vedrørende hunde med navnet King. De bør i al fald indeholde et vist fysisk format for at blive begavet med dette majestætelige navn. Men lille King var altså stukket fra sin ledsagerske; men det lykkedes dog os ved fælles hjælp at få King indfanget og overbragt den til rette vedkommende, blot for at iagttage samme scenarie udspille sig sekunder senere. Den lille pige bar rundt på King, når den ellers var under kontrol. En hundesnor kunne måske være løsningen?

Jeg er blevet overbevist om, at Albertslund er et område med et kæmpestort potentiale. I området er der et mangesidigt kulturliv, som er forankret fysisk i et meget fint og stort kulturhus. Der er allehånde forretninger med store parkeringsanlæg, som faktisk er så omfattende, at man meget nemt kan tage fejl af sin egen bil og en tilsvarende model, hvis ikke man har øje for en detalje, som eksempelvis kunne være antallet af nakkestøtter på bagsædet. Det er ikke nemt når model og farve ellers er den samme. På en gigantisk parkeringsplads er det nemt at tage fejl.

I morgen skal jeg til Albertslund. Og denne gang vil jeg lære at finde rundt i kvartererne. Jeg vil prøve at finde mit eget system, således at jeg kan klare mig selv i denne forstad, der tilsyneladende hviler i sig selv derude syd for Vridsløselille. Jeg ved blot, at når jeg når til Albertslund, så går snakken om store filosofiske emner – og så er det jo meget muligt, at geografien også får lov at hvile?