”Meget ville være anderledes, hvis Folketinget var bredere sammensat. Til en start ville bare én billedkunstner på tinge formentligt snart få lyst til at oprette et kunstministerium. Det nuværende kulturministerium er nemlig reelt et fritidsministerium. Det administrerer underholdningen, sporten og fritidssyslerne. På den måde er det et ministerium for almen hygge”.
Således kan man læse i Politiken den 9. november i et indlæg af forfatteren Kristian Ditlev Jensen, der som bekendt stiller op til det kommende folketingsvalg for det nye parti Ny Alliance. Man må lade forfatteren, at han anskuer tingene ret klart. Det er ikke ligefrem fordybelse og visionær tænkning, der har præget Kulturministeriet i de senere år, når det handler om billedkunst. Pop, fodbold og overfladisk ligegyldighed har sat en overordnet dagsorden hos en borgerlig regering, hvis regeringsleder Ny Alliance faktisk anbefaler skal danne regering efter valget. Således må NA vel fremstå som et borgerligt parti? Og borgerlige partier har vist aldrig været særligt glade for billedkunst – med mindre den er så kommercielt fundamenteret, at den kan sælge sig selv.
”Hvem skal insistere på, at kunst er livsvigtigt, når politikerne i Folketinget ikke aner, hvad der er op og ned på æstetisk axiologi?” hedder det ligeledes i Ditlev Jensens indlæg. Det har ikke været muligt for mig at finde en definition på ordet ”axiologi” i Nudansk Ordbog på Politikens Forlag.