Jeg stod på det kommunale grafiske værksted, frustreret og irriteret over en halvelendig og helt ligegyldig stregætsning, som jeg netop havde lavet. Jeg vidste godt, hvad der skulle til for at få et gedigent grafisk arbejde ud af mine anstrengelser. Der skulle lægges en akvatintegrund!
Problemet var blot, at jeg på daværende tidspunkt ikke beherskede denne teknik, som er et middel hvormed man arbejder gråtoner ind i trykket. Man kan udmærket arbejde i flader ved hjælp af stregætsningen, hvis man f. eks. krydsskraverer; men den ultimative fladebearbejdning inden for dybtrykket er altså akvatinteteknikken.
Heldigvis dukkede én af værkstedets andre brugere op i samme øjeblik og vedkommende var fænemonal til at lægge en akvatintegrund. I løbet af ganske få minutter blev jeg inført i metoden.
Som sagt er akvatinteætsning en metode, man bruger i udarbejdelsen af grafikpladen, når denne skal fremstå med forskellige gråtoner, svingende fra hvid til kulsort. Vel at mærke i det omfang, hvor man benytter sig af et sort-hvidt udtryk. Man kunne i princippet blot ætse pladen efter at man har afdækket de områder, der skal fremstå hvide; men dette ville bare resultere i en uegal grå tone. Man er nødt til at gøre noget, som er i stand til at samle farven på pladen. Derfor lægger man den før omtalte akvatintegrund.
Det foregår i al sin enkelthed på dén måde, at man drysser såkaldt akvatintepulver, som er pulver udvundet af harpix, i et jævnt lag ud over pladen og smelter det, således at det ligger på overfladen som ganske små dråber.
For at få akvatintepulveret jævnt fordelt er man nødt til at gøre brug af et såkaldt akvatinteskab. Dette består af en høj kasse indeholdende en mængde harpixpulver. I bunden af kassen er der en smal åbning, hvorigennem man placerer sin plade. Først skal pulveret i midlertid i bevægelse og det kan gøres med en blæsebælg eller en støvsuger, der naturligvis skal bringes til at puste. Man kan også blot vende kassen på hovedet og dermed sætte bevægelse i pulveret. Akvatintepulveret daler nu ned i bunden af kassen som julesne og så skal pladen placeres i bunden af kassen.
Efter nogen tid er pladen dækket af et jævnt lag pulver. Derefter tages den forsigtigt ud af kassen og placeres på en metalrist. Fra undersiden af denne metalrist opvarmes pladen nu ved hjælp af et gasblus, sådan at pulveret nu smelter og forvandler sig til små, bitte dråber på pladens overflade. Jeg bruger til denne del af processen et lille campingblus, hvorpå jeg har fjernet de bøjler, som er beregnet til at sætte gryder etc. på. Man kan nu afkøle pladen evt. ved at putte den i vand et øjeblik.
Herefter, når pladen er tør igen, begynder man at afdække de områder, som skal fremstå hvidt i trykket. Disse områder skal naturligvis ikke ætses og derfor retoucherer man med et retouchermiddel, som består af en ikke for tynd asfaltlak. Når denne er tør ætser man første gang for at udvikle den lyseste gråtone. Man gentager processen efterfølgende indtil man har opnået den mørkeste tone. På den måde arbejder man faktisk negativt i kraft af, at det er de lyseste områder, man bearbejder.
Man kan også arbejde positivt ved hjælp af en såkaldt løftegrundsteknik også kaldet sukkerakvatinte. Det foregår på dén måde, at man maler med en fed, sirupsagtig sukkeropløsning direkte på den akvatintegrundede plade og derpå afdækker det hele med en ætsegrund. Man placerer pladen i et bad af lunkent vand. Dette vil smelte sukkeret og fritlægge de områder, som var bearbejdet med dette.
Inden man foretager det første prøvetryk, kan man evt. justere motivet ved hjælp af koldnål. Man kan også bearbejde de ætsede områder ved hjælp af skrabe- eller polérstål.
Hvordan min egen karriere har udviklet sig med dette fascinerende medie, vender jeg tilbage med i kapitel 4.