Control

Jeg har netop set filmen ’Control’, der som bekendt omhandler forsangeren fra Joy Division Ian Curtis’ korte liv, inden han begik selvmord i 1980. Joy Division har aldrig rent musikalsk sagt mig det helt store; men jeg husker alligevel deres plader fra dengang. Dét, der slog mig, da jeg så filmen, som bl.a. fremstiller midtenglelsk tristesse anno slut-70’erne i sort-hvid, var Curtis’ stemmelighed med en anden af rockens afdøde, Jim Morrison.

Filmen er god og giver et kvalificeret billede af smerte og præstationsangst. Paradoksalt døde den epilepsiplagede Curtis på et tidspunkt, da bandet stod foran deres helt store gennembrud – lige før en større turné til USA. De tre tiloversblevne medlemmer gik popvejen med trioen New Order; men det er en helt anden og ret uinteressant historie i dén sammenhæng.

Et rum fyldt med bogstaver

Fascinationen af bogstaver har altid været der. Jeg finder det temmelig interessant, at man ved at kombinere mindre end 30 tegn kan skabe ord og betydninger, der anskueliggør de mest komplicerede teorier og tankegange. Samtidigt kan man frembringe de allermest primitive og afstumpede meddelelser ved hjælp af de samme symboler.

Jeg ved egentligt ikke, hvorfor jeg for ganske nyligt begyndte at indoperere ord og tal i mine kompositioner; men det har i al fald haft dén effekt, at jeg nu besidder noget konkret at bygge det rum, som altid har interesseret mig, op omkring. Akkurat som jeg helt tidligt i mit kunstneriske forløb brugte papkasserne. Disse stod dog helt klart og utvetydigt på billedfladerne. I forhold til den abstraktion, jeg i dag tilstræber, bliver disse bogstaver – og ord – i langt højere grad værktøjer, som jeg opbygger en komposition ud fra.

Næste step bliver at få disse forsøg til at fungere i større sammenhænge. Oliemaleriet er i den forbindelse en helt indlysende mulighed; men det vender jeg tilbage med på et senere tidspunkt.

Luft

KunstCentret Silkeborg Bad. Så længe, jeg er i stand til at nævne stedet, ligger det mildt sagt på grænsen mellem by og skov. Vejen derud til fods bør i princippet foregå i gummistøvler og ikke, som jeg valgte, på denne grå, men milde januardag, i en klassisk popstøvle.

Det lykkedes mig at undgå at glide i den fugtige skovbund. Hvordan, er ikke helt gået op for mig; men jeg har utvivlsomt slæbt noget smadder med mig ind i Kurbygningen, hvor billedhuggerens organiske bronzer går i overraskende harmonisk spænd med de kontrastfyldte sort-hvide landskabsfotografier. Opstillingen i den imponerende panoramasal, hvor kunsten lever i et konstant forhold til årstidernes skiften ud over en i dag blygrå Ørnsø, fungerer knapt så overbvisende. De mandshøje figurer med iltmaskerne virker mere som en idé end som en nødvendighed.

En udstilling med kontemporært møbeldesign rammer mig i enkeltstående tilfælde på min humoristiske sans. I andre tilfælde rammer den mig overhovedet ikke. Konceptudstillingen ’Sideshow’ gør intet ved mig. Den gør således ingen skade; men den gavner heller ikke. Skulle man sige noget, kunne det være, at den bringer væg-til-væg-tæppet tilbage i fokus?

Kollissionen mellem de mosbegroede træstammer i Vesterskovens udkant og skovbundens rødbrune dække af visne blade burde ikke komme bag på denne blogskribent. Alligevel registreres kontrasten med en vis tilfredsstillelse. Jeg føler mig med ét privilegeret. Dette er natur. Og den er sart herhjemme, hvor den er så nem at tæmme. Fotografen fastslog dette i en dokumentar, der kørte parallelt med udstillingen på Badet.

I et andet indslag på en anden skærm hundsede billedhuggeren rundt med sin kollega og samlever med henblik på at få proportionerne rettet til i en stor figurkomposition. Jeg ville gerne vide, hvordan det er at leve sammen med én, der har den samme dagsorden som jeg selv. Min ægtefælle og jeg udgør et team; men med vidt forskelligt definerede roller.

På naturstien, der er asfalteret, lå der en gang for mange år siden et jernbanespor. I sig selv besynderligt at forestille sig et støjende tog pløje sig igennem denne bydel og videre igennem den stille skov. På et tidspunkt iagttager jeg et hvidt birketræ, der tilsyneladende er blevet ramt af en momentan træthed. Det slår en bue hen over stien og udgør næsten en port umiddelbart inden man går under broen ved den voldsomt trafikerede Sdr. Ringvej.

Telefonen ringer. ”Hvad med aftensmad?” Jeg er på vej i Fakta! I kassekøen lugter det af ølånde. Jeg vender mig og ser en mand – lettere rødmosset – bag mig. Mine fordomme placerer lugten omgående. Damen foran mig, som er klædt i en lang, rød frakke, pakker sine varer og går. Med hende forsvinder øldunsten også. Den midaldrende mand pakker sine varer og jeg pakker min fordom.

På Banegården lyder det ud af højtalerne: ”Der er lommetyve på spil – så hold ekstra øje med Deres tasker og ejendele”. Jeg mærker instinktivt efter. Mobil, kamera og det lille etui med pressekortet og Visa-ditto etc. er, hvor det skal være. I samme øjeblik kører 888’eren ud af stationsområdet. Jeg kender den bus ret godt efterhånden; men i dag er jeg bare på vej hjem med mine varer.

Grafikken i fokus

Hvis man skal anskue ud fra udstillingen 'Tryk på Tiden' på Vejle Kunstmuseum lever grafikken i bedste velgående.

I forbindelse med udstillingen Tryk på Tiden, der for tiden præsenterer langt over hundrede af Danske Grafikeres medlemmers arbejder på Vejle Kunstmuseum, er der udgivet et bogværk med titlen Indtryk – Udtryk – Aftryk. Bogen fungerer i højere grad som supplement til udstillingen frem for at virke som katalog. Således er de gengivede arbejder specielt forarbejdede af foreningens medlemmer til publikationen.

Med hvor stor en kontrast og mangfoldighed dansk grafik anno 2008 fremstår, illustreres indlysende, hvis man slår op på bogens side 102. Her ses et groft udsført træsnit af Martin Askholm. Hvis man så blader videre til side 103, kan modsætningen næsten ikke blive større. Her findes nogle sart forarbejdede fotogravurearbejder af Ingrid Marie Jelbech. Disse har som motivisk udgangspunkt nogle modeller af højhælede damesko. Modellernes fødder er tilsyneladende skåret af, hvorved det groteske og det raffinerede mødes i et ejendommeligt sammenfald.

Kritik og namedropping
133 sider er fyldt til bristepunktet med bud på, hvordan man kan forholde sig til det grafiske medie i vor samtid. Formen er blevet mødt af nogen kritik fra flere af Danske Grafikeres medlemmer. Det antydes bl.a. at man har fået dette forlæg presset ned over sig uden hensyntagen til den enkelte kunstners udtryk.

Indtryk – Udtryk – Aftryk rummer tekster af forfatteren Peter Laugesen, grafikeren Bjarne Werner Sørensen samt tidligere professor ved Kunstakademiets Grafiske Skole, Erik Steffensen. Især sidstnævnte giver veloplagt sin fortolkning af grafikken som et selvstændigt og altid tidsproportionelt medie. I høj grad med historien som ballast. Steffensen namedropper ivrigt; men det er kun problematisk i dét omfang, at man ikke er bekendt med de nævnte.

Udstillingen
Den store mangfoldighed blandt Danske Grafikeres medlemmer bekræftes af den aktuelle udstilling på Vejle Kunstmuseum. Ikke mindre end 117 repræsentanter af foreningens 160 medlemmer deltager. På den måde leverer udstillingen nok især et samlet tidsbillede af det grafiske medie frem for at anskueliggøre enkelte kuntneres tilgang til det? Det hensigtsmæssige i en sådan prioritering kan man naturligvis vurdere ud fra et individuelt temperament; men der er tale om et ganske koncentreret bombardement af grafiske arbejder i Vejle.

Tryk på Tiden, som kan opleves på Vejle Kunstmuseum indtil 24.marts 2008, vil senere kunne ses på kunstmuseerne på Bornholm, i Tønder samt på Kastrupgård og siden på danske kulturinstitutter rundt om i verden.

Penneskaft

Jeg sad og studerede nogle tegninger, som min gode ven Anne Sandberg havde lavet i sin tid på Billedskolen i København. Disse tegninger rummede adskillige organiske og symbolladede elementer og jeg fandt disse ret fascinerende.

Det var tilsyneladende tuschtegninger, og da jeg havde førstehåndsvidnet lige på den anden side af bordet i kraft af kunstneren bag de omtalte tegninger, var det meget nærliggende at få bekræftet, at der faktisk var tale om tuschtegninger forarbejdet med pen.

Forklaringen bag teknikken overrumplede mig, må jeg sige! ”De er lavet med penneskaft”, anskueliggjorde Anne Sandberg mig på en måde, der afstod mig fra at udbede mig yderligere forklaring. Hvorfor? Jeg var i et øjeblik fanget i en tilstand, hvor jeg ganske enkelt var hunderæd for at fremstå som dum eller uvidende.

Efterfølgende gav jeg mig til at udvikle adskillige teorier bag fænomenet ”penneskaft”. Havde den ambitiøse kunstner selv forarbejdet de famøse penneskafter af siv, som hun nøje havde udvalgt ved en helt speciel søbred? Eller skulle forklaringen findes et helt andet sted?

Da jeg havde generobret en vis mængde mod, stillede jeg spørgsmålet, som havde naget mig i nogle dage, direkte i telefonen til Anne. Det viste sig, at tegningerne var lavet med pen og tusch – så min oprindelige teori havde faktisk vist sig at sidde lige i skabet. Vi grinte indbyrdes – det gør vi ofte – af udtrykket ”penneskaft”, som i princippet ikke giver specielt mening. Vi morede os samtidigt over metaforen vedrørende den unge kunstner, i store vaders, stavre rundt i det lave vand og udvælge lige det helt rigtige siv til tegneværktøj.

Jeg blev umiddelbart så inspireret af at iagttage Anne Sandbergs tegninger, at jeg kort tid efter selv investerede i en kvart liter tusch og et antal penne til de penneskafter, som jeg i forvejen er i besiddelse af. Det forekom mig omgående at være mange år siden, at jeg sidst har lavet den slags tegninger – med penneskaft!

En rapport fra Nowhereland

Der er varmt og behageligt på værkstedet. Udenfor det nødtørftigt reparerede vindue blæser og regner det stik imod enhver årstidsfundamenteret norm.

Jeg føler en indvendig tomhed i disse dage! Denne er afstedkommet af, at jeg langt om længe har turdet give slip på alt, hvad jeg hidtil har følt ansvar over for. Et resultat af, at jeg ikke finder det nødvendigt længere at holde fast i livet med det yderste af neglene. Livet, vel at mærke... Ikke tilværelsen, for dén fortsætter ufortrødent indtil en dag om forhåbentligt mange år.

Livet udgør vel alt dét, der giver mening og når alt dét, der gør det, ikke længere kan opildne til engagement, må man prøve at få visket tavlen ren, så man kan opbygge et nyt fundament at skabe en mening ud fra.

Jeg har ikke dårlig samvittighed over for det store ubearbejdede lærred, der er placeret på et staffeli på værkstedet. Heller ikke over for det halvfyldte krus med kaffe, som har stået i dagevis og som fremstod med nogle blågrønne vækster på kaffens overflade. Jeg føler ingenting i relation til rodet på skrivebordet, de henkastede forlængerledninger, som håndværkerne brugte, da de lagde nyt tag på udestuen eller de måske knapt så gennemarbejdede gouacher, der ligger som alibier på arbejdsbordet.

I al beskedenhed

Det er måske ikke helt politisk korrekt, at være så ubeskeden, at påstå at dén udstilling, vi åbnede i Mia Lundquist’s galleri i Cetus i Second Life ved årsskiftet er én af de bedste af slagsen, som jeg i hvert fald endnu har set i Lindenland.

Naturligvis skal afsættet til en sådan påstand findes i de ting, der vises på væggene; men ikke mindst Mia’s sans for rummet og fornemmelse for galleriets indretning har spillet en ganske afgørende rolle.

Det føles ikke særligt vanskeligt, at være en god billedkunstner på Second Life. Universets udøvende kunstnere er mildest talt en sammenbragt flok, og man oplever ofte en kolossal stilforvirring hos de enkelte kunstnere. Her har jeg klart en oplagt fordel i kraft af, at jeg præsenterer værker, der udgør resultatet af flere års intens afsøgning af maleriet som medie. Dermed opstår en vis kontinuritet i det samlede sortiment af billeder.

Jeg har ofte iagttaget, at når man skaber udstillingssteder i Seconnd Life, har man svært ved at underspille de mange effekter, som mediet giver mulighed for at bruge. Derved fremstår de fleste udstillingsrum som futuristiske indslag, der rammer langt forbi virkelighedens miljøer. Hos Mia Lundquist er det imidlertid anderledes. Her får tingene på væggene lov til at leve på egne betingelser. Rummet er hvidt, klart og neutralt – på en ganske eksklusiv måde.

Ferniseringen på min udstilling, som Mia Lundquist opfindsomt har døbt ’Life in Through the Back Door’ blev et tilløbsstykke. Det var samtidigt en kosmopolitisk event, der samlede kunstinteresserede fra hele verden. Israel, USA, Italien og naturligvis lille kolde Danmark var blot nogle af de nationaliteter, der var repræsenteret blandt de vel ca. halvt hundrede, der indfandt sig d. 2. januar.