I gamle dage – nogle vil måske oven i købet sige ”gode gamle dage”? – var museumsverdenen en serie institutioner, der hvilede i sig selv. Reglerne syntes at være: ”Publikum er velkomment; men skulle det holde sig væk, er det ingenlunde nogen katastrofe”. Denne attitude blev bekræftet på et tidspunkt, for mange år siden, da den daværende direktør for Statens Museum for Kunst efter en lukning af museet i forbindelse med en ombygning udtalte, at perioden havde været den bedste i museets historie, da der ingen besværlige gæster havde været til stede.
Det handler om kunstmuseerne, og det drejer sig i forlængelse heraf om formidling. Netop formidlingen har i de senere år fået stadigt mere fokus i udstillingsinstitutionerne. Og det giver god mening, at kunsthallerne er nødt til at formidle deres skiftende udstillinger i kraft af, at reklameeffekten i relation til denne formidling, er nødvendig.
Ofte ser man disse institutioner søge medarbejdere. Helst medarbejdere, som man ikke behøver at aflønne. Det kan f.eks. være i job med løntilskud. Derved er man i stand til at ansætte folk med et minimum af udgifter. Når perioden så udløber for den pågældende, kan man verfe vedkommende ud og ansætte en ny på de samme betingelser. Tilsyneladende uden at det har nogle konsekvenser for etablissementet.
Taberen er den person, der har formidlet institutionens aktiviteter i den aftalte periode. Vedkommende kan nu stille sig tilbage i arbejdsløshedskøen – en erfaring rigere; men uden anciennitet. Et job med løntilskud giver ikke ret til forlængelse af dagpengeperioden. Det giver ikke ret til et ordinært job i forlængelse af løntilskudsjobbet. Det giver ret beset – og i særdeleshed i disse for Dronningeriget så svære tider – intet.
Sådan foregår det i kunsthallerne, som er pinedød nødsaget til at formidle deres aktiver. Uden formidling – intet publikum og uden publikum ingen kunsthal. Dette legitimerer, at man vrider karkluden, indtil den sidste dråbe sur affaldsvand er skyllet ud i afløbet.
Én ting er kunsthallerne. En anden er kunstmuseerne. Hver mellemstor dansk provinsby har sit eget kunstmuseum. Hvis ikke der befinder sig et kunstmuseum i byen, signalerer man kulturelt armod, som befinder man sig i et hillbilly-paradis, hvor kulturen er lig med traktor-træk og byfester.
Nemlig. Kunstmuseer skal der til – og skulle der være et sådant, finder man hurtigt ud af, at det er for lille, for utidssvarende, for kedeligt; men aldrig for formidlingsfjendtligt. Det vil sige: man hyrer en arkitekt – helst en berømt for kendis-effektens skyld – og man opfører, hvilket er godt for beskæftigelsen inden for byggeriet. Når man så står med et statussymbol med en høj, lav eller, i uheldigste fald, ingen brugsværdi, kan man spise af selvtilfredshedens sydhavsfrugter.
Her er man nået til dét punkt, hvor man kan man gå i gang med det egentlige arbejde. Dét, som er kunstmuseernes kongsopgave: at skabe kunstudstillinger på et højt niveau. At genrejse glemte koryfæer, at sætte fokus på tidens talenter og i øvrigt vedligeholde samlingerne. Det sidste bliver stadigt mere kompliceret; men hvem ved dét? Hvem er interesseret i museernes handlinger? Hvorfor overhovedet beskæftige sig med at oplyse øvrigheden om noget så banalt og utidssvarende som kunstudstillinger?
Vejle har udvidet inden for de seneste år. Horsens har skabt en smuk (modsat Vejle) tilbygning til det, der var i forvejen. Statens Museum for Kunst har lavet en mærkværdig konstruktion – og formidler glimrende; men det er jo landets nationalgalleri. Kunstmuseet Louisiana rammer publikum i en bred og forbilledlig forstand.
De øvrige aktører må æde de tørre krummer og vedholdende leve et liv i det skjulte og midlertidigt ansætte modtagere af overførselsindkomster. Dem kommer der sandsynligvis flere af? Hvorfor ikke omfordele midlerne, så museerne ikke skal være seviceinstitutioner for jobcentrene og socialforvaltningerne? Hvorfor ikke fordele midlerne, så museerne er i stand til at ansætte kvalificerede medarbejdere og dermed få formidlet sagerne? Spørgsmålene er sikkert for komplicerede at besvare; men de er dog ganske relevante. Synes jeg!
Ovennævnte tekst har været bragt i en lettere redigeret form juli 2009 på kulturportalen ’Søndag Aften’
I weekenden 25.-26. juli var jeg på besøg ved den årlige Workshop for Billedkunstnere i Brande, og traditionen tro blev der arbejdet både koncentreret og intenst i kulturhuset Remisen, hvor der er blevet indrettet atelier til de mange kunstnere fra tre verdensdele.
