En terrorsag er blevet optrævlet inden den blev bragt til udførelse. Hvad det hele præcist handler om, står lidt uklart; men angiveligt skulle terroristerne have til hensigt at dræbe Jyllandspostens kulturredaktør Flemming Rose samt/eller tegneren Kurt Westergaard, som i de seneste år har fået en del fokus rettet mod sig på grund af den famøse tegning af profeten Muhammed, der som bekendt blev offentliggjort – først – i netop Jyllandsposten. Siden er netop denne tegning blevet vist på avissider over hele verden og alle kan vist huske, hvilke reaktioner netop denne tegning genererede i den islamiske verden.
Nu er det jo ret pudsigt, at netop Westergaards tegning (forestillende profeten med en granat i turbanen) er løbet med al opmærksomheden. Her var der jo kun tale om en enkelt tegning ud af en stribe – og skulle man lege ”smagsdommer” for en kort stund, er det vel ikke for meget at påstå, at der ingenlunde er tale om et mesterværk.
I det hele taget bærer en stor del af Kurt Westergaards produktion stærkt præg af, at være lavet som tidsfordriv under diverse møder. Det skal nu ikke ligge tegneren til last. Han er blevet en kendt personlighed på den danske kulturscene – uanset om han er blevet manipuleret frem til at blive, som Morten Sabroe skriver i mailsamtalebogen (sammen med Jørgen Leth) ’Det er derfor de knepper så meget i dette land’, ”helgenkåret for en fuldstændig amatøragtig tegning, en tegning der var helt uden satirisk raffinement”.
Ifølge Ekstrabladet har Kurt Westergaard i samråd med sin PET-agent, besluttet sig for at ”holde lav profil det næste stykke tid”.