På en dag, hvor sneen for første gang lagde sig som en dyne over det ganske land – så vidt vides, deltog jeg, som så mange gange før i et bestyrelsesmøde i en forening for billedkunstnere – primært med udgangspunkt i Århus og Østjylland.
Ét af bestyrelsesmedlemmerne havde været til en såkaldt ”kultursalon”, hvor temaet var ’Kulturen i de lokale medier’. Her havde man diskuteret, kulturpersoner og mediefolk imellem, hvordan man som blandt andet billedkunstner kan sætte fokus på sine udstillinger og projekter i forhold til netop medierne. Altså med andre ord: Sælge varen bedst muligt med henblik på omtale.
Én af konklusionerne med afsæt i medieverdenens erfaringer var som følger: De gider ikke masseudsendte pressemeddelelser, de vil have historier med lokale vinkler (Århus Stiftstidende), historier folk snakker om, og noget der løfter historien ud over det lokale (tv2 Østjylland), og alle efterlyser kunstnere i kulturdebatten. Hertil evaluerer kollegaen ganske relevant, at ”vi er mildest talt ikke til stede i kulturdebatten, og hvis vi vil have kunsten i medierne er det måske der, vi skal starte?”
I forlængelse af disse oplysninger blev der diskuteret livligt på bestyrelsesmødet og den gamle traver vedrørende billedkunst contra mere ”folkelige” kulturelle elementer blev her et tema. F.eks. hvorfor får sport og i særdeleshed fodbold så megen opmærksomhed i forhold til andre kulturelle begivenheder – herunder i særdeleshed billedkunst?
Dét kan der være mange meninger om; men det er sandsynligvis rigtigt, at kunstens stemme er at betragte som tavs. Det synes som om, at billedkunstnere stadig lever efter den utidssvarende filosofi, at værkerne taler for sig selv. Vi udstiller og holder ellers vores kaje. I samme åndedrag undrer man sig over, at medierne ikke finder det umagen værd at beskæftige sig med billedkunsten, naturligvis med de regelbekræftende undtagelser, som bl.a. von Hornsleth, som har en agenda, der går på at bruge medierne som platform – og derfor bevidst går efter spalteplads i aviserne. Et legitimt succeskriterium i 2009, må man sige; men absolut ikke betegnende for, hvordan kunstscenen ellers ser ud.
Det er muligt, at I, kære kunstnere, skal til at være lidt mere fremme i skoene, når det drejer sig om at debattere? Jeg er efterhånden ret sikker på, at den indestængte indignation, der præger miljøet ellers blot bliver til en stor byld af private klagesange, som aldrig når længere ud end til ferniseringsrummet, værkstederne og bestyrelseslokalet.
Ét af bestyrelsesmedlemmerne havde været til en såkaldt ”kultursalon”, hvor temaet var ’Kulturen i de lokale medier’. Her havde man diskuteret, kulturpersoner og mediefolk imellem, hvordan man som blandt andet billedkunstner kan sætte fokus på sine udstillinger og projekter i forhold til netop medierne. Altså med andre ord: Sælge varen bedst muligt med henblik på omtale.
Én af konklusionerne med afsæt i medieverdenens erfaringer var som følger: De gider ikke masseudsendte pressemeddelelser, de vil have historier med lokale vinkler (Århus Stiftstidende), historier folk snakker om, og noget der løfter historien ud over det lokale (tv2 Østjylland), og alle efterlyser kunstnere i kulturdebatten. Hertil evaluerer kollegaen ganske relevant, at ”vi er mildest talt ikke til stede i kulturdebatten, og hvis vi vil have kunsten i medierne er det måske der, vi skal starte?”
I forlængelse af disse oplysninger blev der diskuteret livligt på bestyrelsesmødet og den gamle traver vedrørende billedkunst contra mere ”folkelige” kulturelle elementer blev her et tema. F.eks. hvorfor får sport og i særdeleshed fodbold så megen opmærksomhed i forhold til andre kulturelle begivenheder – herunder i særdeleshed billedkunst?
Dét kan der være mange meninger om; men det er sandsynligvis rigtigt, at kunstens stemme er at betragte som tavs. Det synes som om, at billedkunstnere stadig lever efter den utidssvarende filosofi, at værkerne taler for sig selv. Vi udstiller og holder ellers vores kaje. I samme åndedrag undrer man sig over, at medierne ikke finder det umagen værd at beskæftige sig med billedkunsten, naturligvis med de regelbekræftende undtagelser, som bl.a. von Hornsleth, som har en agenda, der går på at bruge medierne som platform – og derfor bevidst går efter spalteplads i aviserne. Et legitimt succeskriterium i 2009, må man sige; men absolut ikke betegnende for, hvordan kunstscenen ellers ser ud.
Det er muligt, at I, kære kunstnere, skal til at være lidt mere fremme i skoene, når det drejer sig om at debattere? Jeg er efterhånden ret sikker på, at den indestængte indignation, der præger miljøet ellers blot bliver til en stor byld af private klagesange, som aldrig når længere ud end til ferniseringsrummet, værkstederne og bestyrelseslokalet.
