Bodo Rott, som udstiller malerier på Galleri Progres i Horsens fra den 21. november, er bosat og arbejdende i Berlin. Han er, på trods af en vis påvirkning fra den aktuelle tyske kunstscene, en maler, der helt følger sit eget spor i et fortællende og engageret sprog. Menneskets rolle i samfund og i den psykolgiske verden er tilsyneladende aspekter, der optager den unge kunstner meget.
I pressematerialet fra galleriet hedder det blandt andet: ”Bodo Rott er en kunstner med et stærkt og vedkommende budskab. Han er en slags visuel historiefortæller, der aldrig slutter beretningen eller lægger op til entydige tolkninger af det viste. Man fornemmer tydeligt, at der er tale om en kunstner med et stort personligt engagement og et stærkt ønske om at skildre forhold, som mange mennesker kender til, men som de fleste fortrænger”.