tirsdag den 10. juli 2018

Fokus på "unge" Skovgaard













Der kan være flere årsager til, at Niels Skovgaard i dag ikke har den samme historiske status som sin to år ældre bror, Joakim. 

Begge er de sønner af den store guldaldermaler P.C. Skovgaard, og man kan nemt udvikle forskellige teorier om, hvorfor Niels optræder nederst i det familiære hierarki. 

Jeg har netop besøgt Skovgaard Museet i Viborg, som netop nu sætter fokus på Niels Skovgaard, og museets direktør Anne-Mette Villumsen fortalte mig ved den lejlighed, at Niels Skovgaard ofte havde svært ved at få færdiggjort de udsmykningsopgaver, han fik tildelt. 

Disse var ofte af kirkelig karakter, og unge Niels - født i 1858, døde i 1938 - var såmænd både kristen og i det hele taget stærkt troende, men det kunne godt se ud som om, han følte et større behov for at skildre naturen i ind- og udland. 

Det viser udstillingen i Viborg også ganske klart. Niels Skovgaard var en blændende naturalist med stærke påvirkninger fra både tidens impressionister og fra symbolismen. 

Udstillingen i Viborg står ikke alene. Den løber samtidigt med en udstilling på Vejen Kunstmuseum, der belyser Niels Skovgaard som billedhugger og keramiker. 

Begge kan ses frem til d. 6. januar 2019, hvorefter de samles på Fuglsang Kunstmuseum på Lolland. 

Jeg arbejder på en beskrivelse i form af en anmeldelse af de to udstillinger i Viborg og Vejen.