Kobbertrykker Niels Borch Jensen på værkstedet (foto: Niels Borch Jensen Gallery and Editions)
Måske er det ikke så ofte, at man på tv-mediet kan se en udsendelse, der formidler billedkunst, og endnu mere sjældent vil jeg insinuere, at der i fjernsynet kan opleves formidling af grafiske metoder - aktuelt den fine teknik, der handler om kobbertryk.
Det råder DRTV dog nu lidt bod på, da kulturkanalen DR K søndag d. 26. juli viser en reportage fra kobbertrykkeren Niels Borch Jensen værksted i København, hvor det aktuelt handler om kobbertrykkerens samarbejde med den islandske kunstner Ragnar Kjartansson.
Niels Borch Jensen er gennem de seneste årtier blevet en institution i dansk grafik, og hans samarbejde med diverse internationalt forankrede billedkunstnere har givet ham mulighed for at være den håndværksmæssige bagmand til værker af så prominente navne som Per Kirkeby, Tal R, Matt Saunders, TacitaDean, Olafur Eliasson og Julie Mehretu.
Det er også hos Borch Jensen, man har trykt de nyfundne linoleumsplader, som Asger Jorn havde efterladt i en kuffert hos sin bror i Silkeborg.
Således kan kobbertrykkeren indskrive Jorn som en af de kunstnere, der har været gennem systemet på værkstedet.
I øvrigt har Borch Jensen gallerier i både København og Berlin, og netop værkstedets showroom i Berlin besøgte jeg for et par år siden på adressen i Kreuzberg, men her har man valgt at flytte aktiviteterne til en anden beliggenhed i Charlottenburg-området - mere præcist på adressen Goethestrasse 79, hvor man åbner med en ny udstilling d. 14. september.