På vejen ned ad vejen mod Vesterengen i Århus’ nordvestlige hjørne hørte jeg et brøl fra 35-40.000 struber og efterfølgende akkorderne fra ’Message in a Bottle’. Dét nummer, som oprindeligt stammer fra The Police’s anden plade, gav mig omgående gåsehud. Også selv om jeg befandt mig uden for koncert-området.
Jeg havde netop spist aftensmad, da Jacob Haugen ringede og spurgte om ikke det var en idé, om vi prøvede at drage en tur østover på lykke og fromme med henblik på at opleve et band, som vi begge nok anser for at være ét af de væsentligste i en rock-historie, der er en smule vekslende rent kvalitativt. Eller rock? Det er måske en stilmæssigt uretfærdig simplificering af dette band, der lavede deres sidste plade i 1983.
Hvad kan man forvente af et tremandsband, der pludseligt finder på at tage på en verdensturné mere end tyve år efter den sidste? Man fornærmer vel ingen ved at nævne, at de tre i mellemtiden er blevet hvad man kunne kalde midaldrende. Gruppens bassist og sanger Sting er således to år og fem dage ældre end denne ellers forholdsvist bedagede blogskribent.
På mange måder ophæver tid og sted hinanden, når man står på en mark i udkanten af et upoetisk industriområde i udkanten af landets næststørste by. At tre mand kan sætte et så omfattende apparat i gang, blot fordi de engang i tidernes morgen frekventerede et øvelokale sammen, må vel betegnes som lidt af et mirakel?
Sange som Roxanne, Walking on the Moon, Don’t Stand so Close to Me, So Lonley og Every Breath You Take rammer fuldstændigt klokkerent uanset om man var der dengang eller, som en stor del af dét publikum, der omgav os dér uden for hegnet, at man endnu ikke var født eller i det mindste var så lille, at ens musikalske bevidsthed kun var nået til Pippi Langstrømpe-niveau.
Hver gang jeg iagttog Sting på én af de synlige storskærme, bemærkede jeg et underfundigt smil på hans læber. Her kiggede jeg på en mand, der udmærket er klar over at han sammen med sine medsammensvorne, den herligt uortodokse guitarist Andy Summers og den evigt piskende og fremadrettede trommeslager Stewart Copeland, har skabt noget stort.
Trioen er en form, som kræver noget af den enkelte musiker. Der skal arbejdes for sagen – og ikke mindst Stewart Copeland er en musiker, der i en sjælden grad er i stand til at sparke musikken fremad. Han spiller trommer! Han slår ikke… Hans anslag er som et piskesmæld og han slår mange af dem; men ikke ét eneste overflødigt.
Jeg var overrasket over at høre The Police som et modent, præcist spillende band. Jeg var overrasket over at opleve et band med en forbilledlig energi, der forplantede sig ud til publikum, som jeg fra min lidt pudsige position kunne ane, fik pladsen foran scenen til at koge.
”Welcome to the Stewart Copeland Show” præsenterede Sting bandet, da de kom ud til det første set af ekstranumre. Samme Copeland var tidligere blevet benævnt som ”the legendary”. Jeg fik hørt Police. Der er aldrig noget, der er for sent!
Jeg havde netop spist aftensmad, da Jacob Haugen ringede og spurgte om ikke det var en idé, om vi prøvede at drage en tur østover på lykke og fromme med henblik på at opleve et band, som vi begge nok anser for at være ét af de væsentligste i en rock-historie, der er en smule vekslende rent kvalitativt. Eller rock? Det er måske en stilmæssigt uretfærdig simplificering af dette band, der lavede deres sidste plade i 1983.
Hvad kan man forvente af et tremandsband, der pludseligt finder på at tage på en verdensturné mere end tyve år efter den sidste? Man fornærmer vel ingen ved at nævne, at de tre i mellemtiden er blevet hvad man kunne kalde midaldrende. Gruppens bassist og sanger Sting er således to år og fem dage ældre end denne ellers forholdsvist bedagede blogskribent.
På mange måder ophæver tid og sted hinanden, når man står på en mark i udkanten af et upoetisk industriområde i udkanten af landets næststørste by. At tre mand kan sætte et så omfattende apparat i gang, blot fordi de engang i tidernes morgen frekventerede et øvelokale sammen, må vel betegnes som lidt af et mirakel?
Sange som Roxanne, Walking on the Moon, Don’t Stand so Close to Me, So Lonley og Every Breath You Take rammer fuldstændigt klokkerent uanset om man var der dengang eller, som en stor del af dét publikum, der omgav os dér uden for hegnet, at man endnu ikke var født eller i det mindste var så lille, at ens musikalske bevidsthed kun var nået til Pippi Langstrømpe-niveau.
Hver gang jeg iagttog Sting på én af de synlige storskærme, bemærkede jeg et underfundigt smil på hans læber. Her kiggede jeg på en mand, der udmærket er klar over at han sammen med sine medsammensvorne, den herligt uortodokse guitarist Andy Summers og den evigt piskende og fremadrettede trommeslager Stewart Copeland, har skabt noget stort.
Trioen er en form, som kræver noget af den enkelte musiker. Der skal arbejdes for sagen – og ikke mindst Stewart Copeland er en musiker, der i en sjælden grad er i stand til at sparke musikken fremad. Han spiller trommer! Han slår ikke… Hans anslag er som et piskesmæld og han slår mange af dem; men ikke ét eneste overflødigt.
Jeg var overrasket over at høre The Police som et modent, præcist spillende band. Jeg var overrasket over at opleve et band med en forbilledlig energi, der forplantede sig ud til publikum, som jeg fra min lidt pudsige position kunne ane, fik pladsen foran scenen til at koge.
”Welcome to the Stewart Copeland Show” præsenterede Sting bandet, da de kom ud til det første set af ekstranumre. Samme Copeland var tidligere blevet benævnt som ”the legendary”. Jeg fik hørt Police. Der er aldrig noget, der er for sent!
