Set i lyset af, at han er leder af et spritnyt politisk parti, der på kort eller længere sigt kan gå hen og blive en parlamentarisk magtfaktor i dansk politik, var det vel forventeligt, at han ankom i sin sorte VW et par minutter efter arrangementets annoncerede starttidspunkt. Den neutrale Touran var ledsaget af en endnu mere diskret, grå personbil. Jeg havde måske i mit mareridt forestillet mig noget mere spektakulært; men alt i alt forekom secnariet hverken dramatisk eller overophedet på nogen måde.
Arrangørerne af denne debataften på Performers House i Silkeborg var ellers synligt nervøse, da Naser Khader ikke havde indfundet sig 5-10 minutter i syv, så derfor blev der sukket lettet, da der indkom en meddelelse om, at han var lige om hjørnet – og på rette vej.
Aftenens tema var Demokrati og Ytringsfrihed. Naser Khaders oplæg havde han kaldt ’I Danmark er jeg ikke født, men her har jeg hjemme’. Publikum var mødt talstærkt frem. Faktisk var de vel ét par hundrede pladser – med et par enkelte undtagelser – besat. Selv var jeg placeret i et panel bestående af, foruden mig, chefredaktøren for Midtjyllands Avis og en sympatisk kvindelig facilitator og jounalist. Det hele blev holdt sammen af en entusiastisk ordstyrer.
Naser Khader lagde ud med at benævne sig selv som ”fanatisk demokrat”. Han fortalte om sine oplevelser ved at komme fra et mellemøstligt land, hvor demokrati var et ikke-eksisterende begreb, til Danmark, hvor han som demokratisk analfabet fik øjnene op for de demokratiske værdier i noget, der vel kan betegnes som en rimeligt flydende proces. Det hele kom imidlertid hurtigt til at handle om integration og kulturelle kollissioner. De famøse Muhammad-tegninger, som Jyllandsposten bragte for næsten to år siden, blev samtidigt forbavsende hurtigt et tema.
I den efterfølgende debat var spørgsmålene naturligt nok forankrede i de problematikker, der er forbundet med Islam og de forskellige måder, hvorpå muslimer forvalter religionen på herhjemme og ude omkring i verden. Jeg prøvede at få debatten kørt ind på et spor, der skulle tage afsæt i ytringsfriheden, som den kan iagttages af en person, der overordnet beskæftiger sig med billeder og visuelle emner i kraft af et engagement som billedkunstner.
Jeg mindede de tilstedeværende om, at ytringsfriheden i nyere tid ikke var mere indlysende end at billedkunstnere for ganske få årtier siden blev sat i spjældet for at male billeder, der ikke lige passede ind i samfundets normer for, hvordan sådan nogle skulle se ud. For at illustrere, hvad man faktisk i dag kan slippe afsted med, viste jeg den vistnok temmelig ligeglade forsamling en tegning, som jeg havde klippet ud af Politiken i søndags.
Tegningen er lavet af Roald Als og viser landets statsminister i sin velkendte rolle som hulemand i et endnu mindre flatterende lys, end man tidligere har set. Det pudsige var, at Khader også er gengivet på samme tegning – og Khader var da også meget interesseret i den og henvendte sig omgående i pausen, da han ikke havde set den. ”Hvorfor tegner han min næse på dén måde?” spurgte han grinende. Det er en fordel at besidde en stor selvironi, hvis man skal agere som politiker i et land med visuel ytringsfrihed.
Naser Khader besidder en – ikke overraskende, naturligvis – overordentlig stor viden om de danske samfundsforhold; ikke mindst dem, der ligger i forlængelse af de problematikker, som kommer frem når man skal skabe et liv som dansker af ”anden etnisk herkomst”.
Jeg gjorde afslutningsvis opmærksom på, at jeg var glad for at Khader var kommet til Silkeborg med denne viden, og spurgte om det virkeligt er rigtigt, som det skulle fremgå af Koranens tekst, at man ikke må gengive profeten i billedlig form. Dét havde Khader naturligvis undersøgt, da sagen kørte for fulde omdrejninger og Dannebrog stod i lys lue i visse muslimske communities. Konklusionen er, at der står, at man ikke må gengive Gud – altså Allah! Der skulle ikke være nævnt noget om, at man ikke må gengive Muhammad. Men Bogen bliver tilsyneladende tolket frit? Jeg afsluttede debatten med at udtale, at jeg egentligt godt kunne tænke mig dette princip indlagt i Bibelen, så man kunne slippe for at se de evendelige gengivelser af Jesus fremstillet som hippie.
Dermed fik den lokale pauseklovn det sidste ord med et irrelevant indslag. Men netop dét er jo bl.a. én af ytringsfrihedens præmisser…? I øvrigt er en ny Muhammad-sag kommet frem – i Sverige.
Arrangørerne af denne debataften på Performers House i Silkeborg var ellers synligt nervøse, da Naser Khader ikke havde indfundet sig 5-10 minutter i syv, så derfor blev der sukket lettet, da der indkom en meddelelse om, at han var lige om hjørnet – og på rette vej.
Aftenens tema var Demokrati og Ytringsfrihed. Naser Khaders oplæg havde han kaldt ’I Danmark er jeg ikke født, men her har jeg hjemme’. Publikum var mødt talstærkt frem. Faktisk var de vel ét par hundrede pladser – med et par enkelte undtagelser – besat. Selv var jeg placeret i et panel bestående af, foruden mig, chefredaktøren for Midtjyllands Avis og en sympatisk kvindelig facilitator og jounalist. Det hele blev holdt sammen af en entusiastisk ordstyrer.
Naser Khader lagde ud med at benævne sig selv som ”fanatisk demokrat”. Han fortalte om sine oplevelser ved at komme fra et mellemøstligt land, hvor demokrati var et ikke-eksisterende begreb, til Danmark, hvor han som demokratisk analfabet fik øjnene op for de demokratiske værdier i noget, der vel kan betegnes som en rimeligt flydende proces. Det hele kom imidlertid hurtigt til at handle om integration og kulturelle kollissioner. De famøse Muhammad-tegninger, som Jyllandsposten bragte for næsten to år siden, blev samtidigt forbavsende hurtigt et tema.
I den efterfølgende debat var spørgsmålene naturligt nok forankrede i de problematikker, der er forbundet med Islam og de forskellige måder, hvorpå muslimer forvalter religionen på herhjemme og ude omkring i verden. Jeg prøvede at få debatten kørt ind på et spor, der skulle tage afsæt i ytringsfriheden, som den kan iagttages af en person, der overordnet beskæftiger sig med billeder og visuelle emner i kraft af et engagement som billedkunstner.
Jeg mindede de tilstedeværende om, at ytringsfriheden i nyere tid ikke var mere indlysende end at billedkunstnere for ganske få årtier siden blev sat i spjældet for at male billeder, der ikke lige passede ind i samfundets normer for, hvordan sådan nogle skulle se ud. For at illustrere, hvad man faktisk i dag kan slippe afsted med, viste jeg den vistnok temmelig ligeglade forsamling en tegning, som jeg havde klippet ud af Politiken i søndags.
Tegningen er lavet af Roald Als og viser landets statsminister i sin velkendte rolle som hulemand i et endnu mindre flatterende lys, end man tidligere har set. Det pudsige var, at Khader også er gengivet på samme tegning – og Khader var da også meget interesseret i den og henvendte sig omgående i pausen, da han ikke havde set den. ”Hvorfor tegner han min næse på dén måde?” spurgte han grinende. Det er en fordel at besidde en stor selvironi, hvis man skal agere som politiker i et land med visuel ytringsfrihed.
Naser Khader besidder en – ikke overraskende, naturligvis – overordentlig stor viden om de danske samfundsforhold; ikke mindst dem, der ligger i forlængelse af de problematikker, som kommer frem når man skal skabe et liv som dansker af ”anden etnisk herkomst”.
Jeg gjorde afslutningsvis opmærksom på, at jeg var glad for at Khader var kommet til Silkeborg med denne viden, og spurgte om det virkeligt er rigtigt, som det skulle fremgå af Koranens tekst, at man ikke må gengive profeten i billedlig form. Dét havde Khader naturligvis undersøgt, da sagen kørte for fulde omdrejninger og Dannebrog stod i lys lue i visse muslimske communities. Konklusionen er, at der står, at man ikke må gengive Gud – altså Allah! Der skulle ikke være nævnt noget om, at man ikke må gengive Muhammad. Men Bogen bliver tilsyneladende tolket frit? Jeg afsluttede debatten med at udtale, at jeg egentligt godt kunne tænke mig dette princip indlagt i Bibelen, så man kunne slippe for at se de evendelige gengivelser af Jesus fremstillet som hippie.
Dermed fik den lokale pauseklovn det sidste ord med et irrelevant indslag. Men netop dét er jo bl.a. én af ytringsfrihedens præmisser…? I øvrigt er en ny Muhammad-sag kommet frem – i Sverige.
