torsdag den 19. april 2007

Humle

Det er dagen efter dagen derpå - hvilket vil sige, at "dagen derpå" var i går...

På et tidspunkt i går aftes smed jeg mig på sofaen, efter at have befundet mig i horisontal stilling det meste af dagen. Jeg var "sygemeldt" fra værkstedet. Det hele begyndte med frokost og et par gedigne fadbamser på Underhuset. Senere gik der uanede mængder af rødvin i foretagendet. Rent selvmord, for mit vedkommende; men når selskabet er inspirerende??

Anyway... jeg lå på sofaen og så TV. På et tidspunkt registrerede jeg en reklame. Irriteret blev jeg naturligvis, da jeg efterhånden synes at TV2s sendeflade består af én lang reklameblok! En lidt spooky én af slagsen reklamerede for Tuborg. Ja, hvorfor ikke?Jeg siddder her til morgen - rimeligt restitueret - og bladrer i gratisaviserne. Her reklamerer Tuborg også: Hvid og Blå Tuborg. Verden er af lave. En Tuborg er en "grøn". Sådan var det i al fald; men OK! En Carlsberg er jo heller ikke længere en HOF!

Danmark er et land med en stor ølkultur. Bajerne flyder i uanede mængder og indtages i bl.a. slatne plastickrus til festivaler og fodboldkampe. Eller af flasken! Det meste er noget sødt sprøjt, men heldigvis er udvalget større i dag end nogensinde før. Mikrobryggerierne har sat nye standarder, hvilket har lagt et vist pres på de store, veletablerede bryggerier. Grøn Tuborg forsvinder sikkert aldrig fra hylderne; men nu er der altså noget nyt at vælge ud fra. Udmærket, men hvad med råstoffet?

Kører man i bil gennem lande som Tjekkiet står humlen smukt og flot på markerne, hvor den gror op ad karakteristiske stativer. Det kan ikke lade sig gøre at dyrke humle i Danmark, siger brygmesteren på Århus Bryghus. Det er for koldt herhjemme. Kvaliteten er ikke høj nok, så vi må importere...Man kan dyrke vin i Danmark. I min have gror humlen glad og frodigt... Ikke som ukrudt; men derimod som en plante, der indgår i en flora, der er præget af en ganske omfattende mangfoldighed. Jeg kunne godt tænke mig, om man lavede en eksperimentssøtteordning til landmænd, der kunne have lyst til at arbejde med udvikling af humle til ølbrygning. Hvorfor skal man importere en plante, som vel objektivt set, kunne gro på danske marker?

En anden ting: Det ville være smukt. Landskabet, som er præget af kornmarker, ville blive brudt af disse skove af humle. Ligesom majs, kunne humle udgøre et afvekslende skue i dette landskab; men der er vel ikke penge i det? Så vi må nøjes med at kigge på roer, hvede, kartofler, byg, rug, og raps....

Seniorforsker ved Århus Universitet Gitte Bjørn udtaler i metroXpress: "...humlen er en plante, der sætter sin smag og aroma efter hvor den vokser, så vi skal bare blive ved at teste dem, indtil vi finder frem til den rette...."

Interessante perspektiver!