mandag den 3. juni 2013

Sculpture by the Sea får fire stjerner i Stiften




”Årets forbedrede udgave af Sculpture by the Sea afslører at konceptets akilleshæl er, at en række australske hobbykunstnere tilsyneladende skal inviteres. Ærgeligt, for med deres ofte klichéfyldte og banale kunstudtryk trækker de det samlede niveau ned”
 
Århus Stiftstidendes kunstanmelder Henrik Broch-Lips har anmeldt Sculpture by the Sea, og det er der vel ikke i sig selv noget mærkeligt i, da netop Stiften faktisk dækker Aarhus, og udstillingen løber som bekendt fra Tangkrogen til Ballehage i Smilets By.
 
Sidst begivenheden fandt sted, var Broch-Lips meget kritisk, hvilket gav anledning til en del palaver og borgmester-læserbrev m.m. Dengang gav anmelderen konceptet én sølle stjerne ud af seks mulige.
 
Denne gang har Broch-Lips også nogle meget relevante anker imod udstillingen – bl.a. med afsæt i ovennævnte beskrivelse, og det er da også rigtigt, at bundniveauet er uanstændigt lavt på Sculpture by the Sea anno 2013. Derfor forekommer det også dybt besynderligt, at Broch-Lips denne gang giver hele fire stjerner.
 
Jeg kan blot konstatere, at jeg er lykkelig over at anmelde i et tidsskrift, hvor man ikke skal give stjerner, hjerter, kokkehuer eller tilsvarende symboler…