»Det har været en stor og lærerig opgave at udvikle Skovgaard Museet, så det i dag står meget stærkere, end da jeg tiltrådte. Men frustrationer over den langsommelige fremdrift i udviklingen af Domkirkekvarteret har gjort, at jeg har valgt at søge nye udfordringer. Det bliver vemodigt at sige farvel til Viborg, men jeg ser frem til at lære domkirkebyen Ribe at kende«
Ordene er fremsat i en pressemeddelelse af Skovgaard Museets kunstneriske leder Anne-Mette Villumsen, der fra årsskiftet skifter stillingen i Viborg ud med direktørstillingen på Ribe Kunstmuseum, hvor museets hidtidige direktør Dagmar Warming netop er fratrådt.
Skovgaard Museet har under Villumsens ledelse placeret sig grundigt på kunstens Danmarkskort, og det er en stor kapacitet, der nu forlader Viborg.
Som det fremgår af citatet fra pressemeddelelsen er der flere aspekter forbundet med beslutningen, men det skal jeg ikke komme nærmere ind på her, men blot ønske Anne-Mette Villumsen al mulig held og lykke i Ribe.