søndag den 23. maj 2021

Bob Dylan 80 år

 



I sin selvbiografi 'This Wheels on Fire' fortæller trommeslagen fra The Band, Levon Helm, om dengang han sammen med resten af The Band var på turné med Bob Dylan, der netop havde lanceret sig selv som rendyrket rock and roll-stjerne.

Dette faldt imidlertid ikke i god jord hos langt hovedparten af Dylans fans, som så ham i rollen som folkesanger i al tid og evighed med den berømte akustiske guitar og mundharmonikaen i det legendariske stativ. Alt var vendt på hovedet hos Dylan og fansene var rasende over det - i deres øjne - utidige forræderi over for folkemusiktraditionen, som de mente, Dylan gjorde sig skyldig i.

En anden myte går på, at da Bob Dylan i 1965 spillede på Newport Folk Festival med et backing band bestående af medlemmer fra Paul Butterfields bluesband, gik Pete Seeger ud bagved for at hente en økse med henblik på at hugge hovedkablet til scenens strømforsyning over. Så indigneret var Seeger over den infernalske spektakel, som Dylan, der året før på samme festival var blevet hyldet som folkemusikkens frelser, og hans elektrificerede band producerede.

Året efter forlod Levon Helm den senere turné, som blandt andet førte Dylan og The Band til København, da han blev dybt deprimeret over publikums reaktion under koncerterne. "Judas" kan man høre en stemme råbe på en bootleg, som blev optaget under turnéen. "You're a liar!" råbte Dylan tilbage.

Helm søgte arbejde på en boreplatform i Den Mexicanske Golf, og blev dér indtil, han blev kontaktet af medlemmerne af The Band, der i den lille by Woodstock umiddelbart nord for New York var i gang med at indspille bandets første plade i eget navn. Det foregik i et stort lyserødt hus, som de naturligvis døbte "Big Pink".

Bob Dylan havde i en periode omkring indspilningen af 'Music From Big Pink' holdt sig uden for rampelyset, og der begyndte at svirre rygter om hans fysiske tilstand. Rygtet ville vide, at han var styrtet på motorcykel og var blevet slemt tilredt. En fjer har det med at blive til mange høns, og Dylan var ganske rigtigt væltet på motorcykel, men var ikke kommet synderligt meget til skade.

Til gengæld var han ifølge Levon Helm ret nysgerrig omkring bandets projekt, og dukkede jævnligt op under indspilningerne. Kunne han deltage? Med en mundharmonikasolo? Lidt korsang?? Men medlemmerne i The Band var bange for, at hvis Dylan fik en rolle på pladen, ville der være langt mere fokus på legendens tilstedeværelse end på musikken.

Imidlertid tilbød The Band, at Dylan kunne hjælpe dem ved at male et motiv til pladens cover. De fleste anede ikke, at Bob Dylan malede, men det fandt man ud af - og hans rolle som kunstmaler blev beseglet nogle år senere, da han udgav pladen 'Self Portrait', hvor hans eget stærkt ekspressive selvportræt prydede coveret.

Hvor meget Dylan malede i de efterfølgende år, står ikke helt klart for mig; men der er ingen tvivl om, at maleriet har fyldt meget hos ham i de år, hvor han turnerede nærmest uafbrudt. Indtil covid-19-pandemien satte ind, har Bob Dylan været på, hvad man kalder "The Never Ending Tour", og det forekommer ret tydeligt, at sangeren i de pauser, der opstår under sådan nogle turnéer, har brugt tiden på at male.

For en del år siden udstillede Bob Dylan på Statens Museum for Kunst. Udstillingens tema var Brasilien, og i en anmeldelse på kunstportalen Kunsten.nu skrev Mille Højerslev Nielsen "... det skuffer mig, at så sjusket udførte værker kan udstilles på et af landets mest markante kunstinstitutioner". Når jeg selv gav udtryk for overvejelser gående ud på at se udstillingen, var reaktionen blandt den akademiske del kunstmiljøet, at det kunne jeg godt spare mig, da udstillingen var noget intetsigende crap. 

I Berlingske fik udstillingen på SMK to sølle stjerner, da anmelderen her mente, at man vilkårligt ville tænke på Dylan som sanger og sangskriver, når man iagttog udstillingen. Jeg mener at kunne huske samme anmelder rose en udstilling nogle år senere med totalt ubehjælpsomme værker af Dronning Margrethe. Det er muligt, jeg husker forkert?

Således var næsten et samlet dansk anmelderkorps særdeles kritisk over for Dylans udstilling på nationalgalleriet; men den samlede vurdering bærer efter min mening præg af, at en stor del af det samme korps af smagsdommere aldrig nogensinde i deres liv har prøvet at producere et maleri. Og her hopper kæden af, og jeg føler mig faktisk dybt fristet til mere end at antyde, at Bob Dylan faktisk er en udmærket maler. Langt bedre end mange af de samtidsmalere, som de samme anmeldere roser helt op i det lyseblå.

Det har kunstanmelder ved det britiske dagblad The Guardian, Jonathan Jones, taget konsekvensen af. Han mener helt uden filter, at Dylan som maler ligger op af en tradition, som man kender den fra den sene David Hockney, der drejer motivet ind i en ekspressiv version, som bliver mere og mere insisterende i takt med, at kunstneren bliver ældre. Han mere end antyder tillige, at man ikke kan adskille Dylans rolle som sanger og komponist med hans kunstneriske værk, der faktisk er præget af en stor sans for netop komposition og koloristisk styrke.

Da Politiken i sin tid anmeldte Dylans udstilling på Statens Museum for Kunst, stillede anmelderen et spørgsmål på sin private blog. Han var selvfølgelig - som sine kollegaer - ret kritisk over for udstillingen, og efterlyste en forklaring på, hvorfor Bob Dylan er en god maler. Den er hermed givet. Det var bare dét! Hej....