søndag den 6. juli 2014

99 lerkar i skoven





Hvis man er kondiløber eller blot stille og roligt spadserer sig en tur i skoven ved KunstCentret Silkeborg Bad, skal man ikke blive alt for overrasket, hvis man ser 99 keramiske arbejder, der er brændt under forskellige temperaturer - og dermed fremstår med lige så forskellige overflader. 

Der er mening med galskaben, da der er tale om et projekt med den indviklede titel 'Ingen kan træde ud i den samme flod to gange - 99 lerkar til Heraklit'. 

Den græske filosof Heraklit var netop personen, der udviklede tanken om, at alting er under stadig forandring, og dette har inspireret keramikeren Lise Seier Petersen (f. 1952) til sit projekt, hvor de 99 lerkar er underlagt naturens luner. 

Over tid vil de keramiske arbejder nedbrydes og et af kunstnerens ønsker er, at vandstanden stiger på et tidspunkt i den nærliggende Ørnsø, og dermed bringer de 99 værker rundt i Silkeborgsøerne.