Kunstavisen har for nogen tid siden valgt at give lederen fri, forstået på den måde, at chefredaktøren ikke kan afse tid til at skrive lederen (hvilket ellers ville være det mest naturlige?) og dermed har givet publikationens lederspalte fri til den skribent, der har lyst til at tegne Avisens holdninger udadtil. Det er i indeværende måned Lise Barsøe, der væver sig ud i en gang forblommet pladder om ”smag og behag” med afsæt i den senere tids debat om kommunernes bevidstløse indkøb af billedkunst.
Den politik forsvarer Barsøe ud fra et princip forankret i spørgsmålet ”hvorfor må kunst ikke være dekorativ og en nydelse for øjet?” Jeg kan godt besvare spørgsmålet, som vel egentligt burde besvare sig selv: Fordi, hvad der er en nydelse for øjet for den ene, kan være en ren pestilens for øjet hos en anden. Og billedkunst bør ikke udelukkende bedømmes på den dekorative karakter; men ud fra andre og langt mere objektive parametre.
Barsøe slutter af med følgende selvmodsigelse: ”Efter min mening skal kommunale kunstråd sikre kvalitet og faglighed i den kommunale kulturpolitik, de skal ikke ansættes som smagsdommere”. Altså. Det skal forstås på dén måde, at faglighed og kvalitet ikke bør være et kriterium på billedkunstområdet – udelukkende på det kulturelle område? Eller hvad?? Det ville være rart med en redaktionel holdning til problematikken.
Den politik forsvarer Barsøe ud fra et princip forankret i spørgsmålet ”hvorfor må kunst ikke være dekorativ og en nydelse for øjet?” Jeg kan godt besvare spørgsmålet, som vel egentligt burde besvare sig selv: Fordi, hvad der er en nydelse for øjet for den ene, kan være en ren pestilens for øjet hos en anden. Og billedkunst bør ikke udelukkende bedømmes på den dekorative karakter; men ud fra andre og langt mere objektive parametre.
Barsøe slutter af med følgende selvmodsigelse: ”Efter min mening skal kommunale kunstråd sikre kvalitet og faglighed i den kommunale kulturpolitik, de skal ikke ansættes som smagsdommere”. Altså. Det skal forstås på dén måde, at faglighed og kvalitet ikke bør være et kriterium på billedkunstområdet – udelukkende på det kulturelle område? Eller hvad?? Det ville være rart med en redaktionel holdning til problematikken.
