lørdag den 17. august 2019

Åbningstale om kunstnersammenslutningernes udfordringer



fotos: Ole Jørgensen









I min åbningstale ved ferniseringen af udstillingen 'Shelter' med værker af kunstnersammenslutningen Riimfaxe i Kunstpakhuset i Ikast, beskæftigede jeg mig blandt andet med nogle af landets kunstnersammenslutninger og disse grupperingers store udfordringer, som har været et tema i det seneste årti. 

Det drejer sig naturligvis om de sammenslutninger, som har haft til huse med faste udstillingsfrekvenser på især Charlottenborg, hvor man på et tidspunkt fra kulturpolitisk hold ændrede strukturen til, at udstillingsstedet skulle være en kunsthal med fokus på dansk og international samtidskunst. 

Hermed kunne grupper som Grønningen, Corner, Pro osv. ansøge om udstillingstid i kunsthallen, hvilket afstedkom visse modreaktioner fra de ramte kunstnere. 

Man kan vel roligt sige, at sammenslutningerne således kom under et vist pres, men for de flestes vedkommende er problemerne løst i kraft af, at de nu udstiller på andre platforme end Charlottenborg. 

Jeg beskæftigede mig i min tale også en del med Riimfaxes 25 års jubilæum, som inspirerede mig til at kaste et blik bagud i historien til året 1969, hvor Riimfaxe blev stiftet. 

Jeg fik dog bundet en sløjfe på historien, da jeg bragte 'Gimme Shelter' fra Rolling Stones-albummet 'Let it Bleed' ind som en afsluttende del af talen. 

Et par andre 1969-begivenheder fik også nogle ord med på vejen. Blandt andet månelandingen, Woodstock-festivalen, frigivelsen af billedpornografien samt Bjørn Nørgaard og Lene Adler Pedersens aktion 'Nøgen kvindelig Kristus' på Børsen i København. 

Udstillingen 'Shelter' kan ses og opleves i Kunstpakhuset frem til d. 15. september.