Digteren og
kunstneren Holger Drachmann besøgte i tidsrummet fra 1875 til 1894 Fanø fem
gange.
Her var han blandt andet med til at fejre indvielserne af de store
badehoteller ved Fanø Vesterhavsbad; men han fik også samlet inspiration til
digtning på øen, ligesom han fik både malet og tegnet under opholdene.
Om Drachmann
på Fanø kan man nu læse i en helt nyudkommet bog, som er skrevet af bibliotekar
Per Hofman Hansen - tidligere Silkeborg Bibliotek - for hvem Fanø har en helt
speciel betydning, da han opholder sig en stor del af sin tid på øen, hvor han
har sommerhus lige uden for Sønderho.
Jeg er netop blevet begavet med bogen af
forfatteren og har af gode grunde endnu ikke fået den læst; men ved en hurtig
iagttagelse står det mig ret omgående klart, at der er tale om en meget minutiøs
beskrivelse af Drachmann og hans relation til Fanø.
Bogen er smukt forarbejdet
i sin grafiske form, og jeg glæder mig meget til at læse den.
Den 176 siders rigt
illustrerede bog kan blandt andet købes på Fanø Kunstmuseum og på Skagens
Museum til den beskedne pris af kr. 198,-.