mandag den 2. november 2020

De fantastiske kvinder på sidste vers

 

'Fantastiske kvinder': Louise Bourgeois: '1932', 1947. Olie  lærred. Collection Louise Bourgeois Trust


Det er muligt, at det kan virke lidt bizart at fremhæve en udstilling, der kører på sidste vers, og i skrivende stund kun er fremme i yderligere en uge, under "Nyheder" på denne blog. 

Ikke desto mindre vil jeg lige slå et slag for udstillingen 'Fantastiske kvinder', der kan ses på kunstmuseet Louisiana i Humlebæk frem til d. 8. november. 

Udstillingen viser et overordentligt bredt udsnit af kvindelige kunstnere, som har arbejdet i et symbolsk/surrealistisk felt, og man kan roligt antyde, at det ikke er tilfældigt, når man oplever de mest kendte kvindelige kunstnere som udstillingens højdepunkter. 

Frida Kahlo, Louise Bourgeois, Meret Oppenheim og Dorothea Tanning er kendt af mange; men der er bestemt overraskelser blandt de mindre berømmede kunstnere på udstillingen.