Fredrik Raddum arbejder og bor i Oslo. Han er således en norsk kunstner - eller mere præcist: Billedhugger.
Hvis man skal sætte en kort karakteristik på Raddum, er det vel nok firstende, at placere ham i et pop-univers. Hans skulpturer fungerer på overfladen i et koloristisk og agiterende rum, der sagtens kunne legitimere pop-benævnelsen, og når man så oplever elementer, som man kan genkende fra tegneserieverdenen, burde sammenhængen i mange henseender være oplagt.
Der er dog en anden og langt mere dyb mening med galskaben. Ganske vist bruger Raddum et godt gammelt Disney-trick i sit udtryk: Han bruger således dyr i en rolle, man er vant til at se mennesker i. Jeg har mest været bekendt med et værk af Raddum, som jeg har set på en gruppeudstilling på kunstmuseet ARoS - udstillingen hed FunFunFun - forestillende en hund, der med en sørgmodig attitude sad og ristede en pølse på en pind over et bål.
Hunden spiller en rolle i flere af Raddums værker, og på sin vis bliver dette dyr menneskeliggjort på en måde, som afstedkommer et stærkt karikerende billede af menneskets bedste ven, og dermed af mennesket selv
Der ligger stærke samfundskommentarer til grund for Fredrik Raddums værker, og han er heller ikke bleg for at gøre op med en stærk norsk nationalitetsfølelse i et af værkerne på udstillingen, som nu kan ses på kunstmuseet ARoS i Aarhus.
Udstillingens titel er 'Get Lost' og det kan vel oversættes med "skrup af" eller noget i dén stil? Det er en omfattende og bemærkelsesværdig - og samtidig anbefalelsesværdig - udstilling, der kan ses i ARoS' niveau 1 frem til d. 24. juli.