mandag den 28. marts 2011

Blaabjerg

Ude i Vestjylland er der noget, der hedder Blaabjerg Klitplantage, og her er der forblæst og goldt om vinteren og indbydende og skønt om sommeren. Specielt hvis man tager turen gennem plantagen på en stegende sommerdag, ender man ved Houstrup Strand, som er en af mine personlige favoritter ved vestkysten. Blaabjerg – med fornavnet Christina – er faktisk også navnet på en af mine kollegaer på Den Kreative Skole i Silkeborg, hvor hun underviser i billedkunst. Christina Blaabjerg har samtidigt en ganske seriøs kunstnerkarriere kørende, og nu udstiller hun fra den 9. april i Main Gallery i det fine Viborg-galleri NB. Jeg glæder mig til at se udstillingen på åbningsdagen, hvor jeg i al hast vil være lidt sent på den, da der samme dag er både åbning af elevudstillingen i forbindelse med Herning Billedskole og foredrag på udstillingsstedet F12 i Herning. Jeg er nødsaget til at være på F12 kl. 14, da det er mig, der skal holde foredraget.