Det ville være synd at sige, at min karriere som skiltemaler blev specielt gloværdig. Faktisk havde jeg ikke den fjerneste idé om, hvilket erhverv jeg havde lyst til at beskæftige mig med, da jeg i 1968 eller 1969 var ude i mit allerførste ophold som erhvervspraktikant i en skiltemalervirksomhed i Silkeborg.
Mester var den legendariske Magnus Nielsen – blandt bekendte og forretningsforbinderser blot ”KAMA”, samme navn som virsomheden. Kama var/er et fantastisk sympatisk menneske, som selv førte an i det daglige arbejde på værkstedet, på trods af et ret synligt handicap. At han kun havde højre arm, syntes ikke at forhindre ham i at passe geschäften – selv i en høj alder.
Jeg selv gik og gloede på, at svendene malede skilte på god gammeldags manér med pensler på diverse overflader. Jeg vil tro at malingen var vejrbestandigt alkydmaling; men jeg var meget fascineret af de håndværksmæssige aspekter, som blev eksponeret for mig i ugen, hvor praktikopholdet fandt sted. Selv fik jeg ikke lov til at slå én eneste streg.
Senere blev jeg uddannet få hundrede meter fra skitemalerværkstedet, som dekoratør i en stor manufakturforretning. Her var skilteskrivning – ganske vist i mindre målestok – også et tema; men afdelingschefen, som man kan sige, var en tyranisk og autoritær karakter (man skal tale pænt om de døde, så jeg nævner ikke yderligere af denne persons egenskaber), anså mine evner som skiltemaler som værende på et absolut nulpunkt.
De øvrige af dekorationens ansatte regnede mig ligeledes som totalt talentløs som penselsvinger, når det i al fald handlede om tal og bogstaver, så det var ikke meget, jeg brugte mine kvalifikationer dér. Selv var jeg af den opfattelse, at jeg som skiltemaler befandt mig på et nivaeu langt over de klodsede og ubehjælpsomme frembringelser, der blev produceret af alle andre på stedet.
Underligt nok er bogstaver og ord nu – som lyn fra en frostklar himmel – blevet et tema i mine kunstneriske frembringelser. Som så meget andet er dette sket mere eller mindre tilfældigt; men måske skal årsagen findes i dén workshop, jeg deltog i sidste sommer? Her var mange af kunstnerene tilsyneladende meget optagede af, at bruge ord og bogstaver i deres værker. Kineserne brugte deres smukke skrifttegn som grafiske elementer i kompositionerne og én af de brasilianske kunstnere lavede hele fortællinger på portugisisk i sine værker.
Mit eget udgangspunkt er væsentligt mere subtilt og underforstået. Jeg bruger helt enkelt disse elementer, hvilket jeg vistnok også har nævnt i en tidligere blog, som fundament i forhold til en mere eller mindre oplagt abstraktion. Så man kan vel sige, at jeg alligevel blev skiltemaler…? På min måde!
