søndag den 4. september 2011

Winkelmann

”Vi er enige om, at filosofien ikke er kunstens tjener eller omvendt. Teksterne kommenterer ikke malerierne, men er selvstændige værker: De er tankebilleder. Malerierne illustrerer ikke teksterne; de har deres eget liv. Alligevel er der en forbindelse. Vi kredser om den samme poetiske oplevelse af verden og af de erfaringer af merbetydning, de skønhedserfaringer, den kan åbne for”

Denne tekst stammer fra kataloget til Bettina Winkelmanns udstilling i Kvindemuseet i Aarhus. Teksten er forfattet af filosoffen Dorthe Jørgensen – og præcist, hvorfor Bettina Winkelmann udstiller på Kvindemuseet, ved jeg ikke? Jeg finder ikke hendes malerier specielt kvindelige – om et sådant begreb overhovedet eksisterer. Kvinderne selv har i hvert fald op gennem historien været meget bevidste om, at de gerne vil bedømmes på samme betingelser som deres mandlige kollegaer – og det synes jeg, er fair.

Udstillingen har titlen ’Verdenspoesi’, og heller ikke der synes jeg, vi berører noget, der ikke vedrører begge køn; men uanset hvad, så signalerer udstillingens katalog en udstilling, der er klart seværdig.