søndag den 29. januar 2012
Mørkets hjerte
Et hjerte er noget, der banker. Ganske vist ikke i samme takt, som de amerikanerbiler, som Ingvar Cronhammar er så fascineret af – og slet ikke i samme frekvens som i de motorer, som man finder i Nascar-racerne på de ovale baner i Guds eget land. Her hamrer køretøjerne af sted med op til 300 kilometer i timen, og ofte er der kun få centimeter mellem de brølende monstre.
Der er noget ved det monstrøse – og vidste man ikke bedre, kunne man såmænd godt fristes til at tro, at billedkunstneren Ingvar Cronhammar var en menneskeliggørelse af et sådant væsen; men hvis man har truffet den store halvsvensker, ved man at det faktisk er et følsomt hjerte, der banker inde bag det – oftest – sorte jakkesæt.
Og når mørket omslutter hans maskinelle skulpturer, bliver disse også symbolet på noget forgængeligt. Som om, når de går i stå, ryger de til skrot som al anden industriel overskud. Det gør de blot ikke! Enhederne er ikke konstrueret med henblik på produktion – endsige nogen som helst anden rationel funktion. De skal blot stå og være til stede for at blive iagttaget, dér i mørket.
Kunstneren selv holder sig tæt på hovedudgangen på kunstmuseet HEART i Herning, som forventer han, at hans værker kan skabe en farlig situation. Desværre forholder det sig ikke sådan. Der er ikke skabt grobund for en katastrofefilm, hvor mennesket mister kontrol. Det hele er timet og tilrettelagt ned til den allermindste detalje… På millimeter, faktisk!
Ingvars favorite assistant Bjørn Christensen går tilfreds rundt i scenariet med en øl i hånden under åbningen af ’Mørkets Hjerte’. Han har al mulig grund til at være tilfreds, da hans mission er udført… Nok en gang.
En anden af de modne karakterer, digteren Peter Laugesen afholder en åbningstale, hvor både metaforer og sammenligninger giver en form for mening til de tonstunge værker. Der fokuseres på muligheden for at se bagud, og samtidigt chancen for måske at give et bud på, hvordan fremtiden tager sig ud. I forhold til det første, er der ingen grund til at være sentimental og med hensyn til det sidste, kan man vel blot håbe det bedste.
Jeg går en tur i udstillingen med min sponsor-øl. Det er stort, dét her… Og mørkt! De grønne mænd, der indikerer, hvilken vej man kan gå, hvis helvede bryder løs for alvor, stikker pludseligt i øjnene og fungerer med ét som komplimentære komponenter i modspil til monumenternes rødbrune finish. De skriger i øjnene, de grønne mænd.
Jeg må ud! Jeg er blændet… Ikke desto mindre finder jeg boden med sponsor-øl i museets foyer. Dét her skal skylles ned.
fredag den 27. januar 2012
The mighty Quinn
”Quinn er en kunstner, der – som også Lemmerz – tager fat om de helt store, eksistentielle og filosofiske temaer i en direkte men samtidig meget nutidigt opdateret forlængelse af den klassiske kunsts udtryk, virkemidler og teknikker helt tilbage til de gamle grækere”
Mette Sandbyes anmeldelse i Weekendavisen af den netop åbnede udstilling på museet Kunsten i Aalborg med den britiske kunstner Marc Quinn har frembragt en vis nysgerrighed hos mig.
Quinn er én af de britiske kunstnere, der i de seneste år har fundet et udtryk, som er forankret i det stærkt provakatoriske; men efter Sandbyes beskrivelse at dømme, er der mening med galskaben.
Første gang, man rigtigt for alvor fik øjnene op for Quinn på den store kunstscene, var da han i 1991 lavede et aftryk af sit ansigt ved hjælp af 4, 5 liter blod, som var tappet fra kunstnerens egne årer. Dette værk er placeret i en beholder, hvor det konstant befinder sig i en temperatur på -17 grader. Han har gentaget processen hvert femte år siden – og på dén måde er han naturligvis altid sikker på at have frisk blod i årerne.
Udstillingen ’All of Nature Flows Through Us’ kan ses på Kunsten i Aalborg frem til d. 29. april. Så der er god tid…
Mette Sandbyes anmeldelse i Weekendavisen af den netop åbnede udstilling på museet Kunsten i Aalborg med den britiske kunstner Marc Quinn har frembragt en vis nysgerrighed hos mig.
Quinn er én af de britiske kunstnere, der i de seneste år har fundet et udtryk, som er forankret i det stærkt provakatoriske; men efter Sandbyes beskrivelse at dømme, er der mening med galskaben.
Første gang, man rigtigt for alvor fik øjnene op for Quinn på den store kunstscene, var da han i 1991 lavede et aftryk af sit ansigt ved hjælp af 4, 5 liter blod, som var tappet fra kunstnerens egne årer. Dette værk er placeret i en beholder, hvor det konstant befinder sig i en temperatur på -17 grader. Han har gentaget processen hvert femte år siden – og på dén måde er han naturligvis altid sikker på at have frisk blod i årerne.
Udstillingen ’All of Nature Flows Through Us’ kan ses på Kunsten i Aalborg frem til d. 29. april. Så der er god tid…
mandag den 23. januar 2012
Samtidskunst i Berlin
Den tyske hovedstad er et mekka for samtidskunst og et af de mest berømmede steder for dén slags er en institution med det – for lokaliteten – lidt besynderlige navn Hamburger Bahnhof, og museet for kontemporær kunst har da også ganske rigtigt fungeret som banegård i tidernes morgen; men beliggenheden er altså stadig en anelse nord for Berlins vartegn Brandenburger Tor og den legendariske Reichtag-bygning.
Hvis alt går vel, befinder vi os i uge fem i Berlin, og netop Hamburger Bahnhof vil være et af de steder, vi må se i byen.
Et andet sted, der kunne være interessant at besøge – bortset fra Neues Nationalgalerie – er et udstillingssted, der hedder Daimler Art Collection med underafdelingen Daimler Contemporary, der for tiden viser en udstilling med titlen ’Conceptual Tendencies 1960s to today’. Her kan man bl.a. opleve kunstnere som Dan Graham, Sol LeWitt, Jonathan Monk og Santiago Sierra.
Også nogle enkelte danske kunstnere kan man finde i det fornemme selskab, nemlig Albert Mertz, Poul Gernes og Lasse Schmidt Hansen, og selv om sidstnævnte er anført som tysker på Daimlers hjemmside – og sandsynligvis bor og arbejder i Berlin – er han altså pæredansk, og født i 1978
Hvis alt går vel, befinder vi os i uge fem i Berlin, og netop Hamburger Bahnhof vil være et af de steder, vi må se i byen.
Et andet sted, der kunne være interessant at besøge – bortset fra Neues Nationalgalerie – er et udstillingssted, der hedder Daimler Art Collection med underafdelingen Daimler Contemporary, der for tiden viser en udstilling med titlen ’Conceptual Tendencies 1960s to today’. Her kan man bl.a. opleve kunstnere som Dan Graham, Sol LeWitt, Jonathan Monk og Santiago Sierra.
Også nogle enkelte danske kunstnere kan man finde i det fornemme selskab, nemlig Albert Mertz, Poul Gernes og Lasse Schmidt Hansen, og selv om sidstnævnte er anført som tysker på Daimlers hjemmside – og sandsynligvis bor og arbejder i Berlin – er han altså pæredansk, og født i 1978
søndag den 22. januar 2012
Aarhus-Silkeborg: Ny duel på påstande
”Jo flere bagere, der er i gaden, jo bedre bliver brødet. På samme måde vil en Munch-udstilling på Aros også skabe større interesse for et meget spændende møde mellem Munch og Jorn i Silkeborg”
Ordene er udtalt af museumsdirektør for kunstmuseet ARoS i Aarhus, Jens Erik Sørensen, i forbindelse med en ny duel på påstande mellem direktøren for Museum Jorn, Silkeborg, Jacob Thage, og JES.
Til efteråret åbner en udstilling på ARoS med værker af Edvard Munch fra Rasmus Beyer Samlingen i Bergen, og da Museum Jorn have planlagt at parre Asger Jorn med netop Edvard Munch i 2014 i anledning af 100-året for Jorns fødsel, mener Thage, at ARoS foretager et benspænd med deres udstilling i forhold til Museum Jorns planer.
Sådan tolkes det i hvert fald i overskriften i Christian Kloch Larsens omtale i Midtjyllands Avis d. 21. januar. Kloch spørger i interviewet med JES, om ARoS ikke orienterer sig om, hvilke konkrete udstillinger, der er på vej på andre museer, og til dét svarer JES med vanlig østjysk arrogance: ”Jo, på Louisiana, Statens Museum for Kunst og Arken. Men ikke på de mindre kunstmuseer”.
Til gengæld fortæller Thage, at udstillingen med Munch nu må flyttes to eller tre år ud i fremtiden. Personligt mener jeg ikke, at Jacob Thage i sin planlægning skal lade sig påvirke af, hvad de foretager sig i Aarhus. Netop koblingen Munch/Jorn burde kunne påkalde sig så megen opmærksomhed, at den for alvor vil genindsætte Museum Jorn på kunstens europakort
Ordene er udtalt af museumsdirektør for kunstmuseet ARoS i Aarhus, Jens Erik Sørensen, i forbindelse med en ny duel på påstande mellem direktøren for Museum Jorn, Silkeborg, Jacob Thage, og JES.
Til efteråret åbner en udstilling på ARoS med værker af Edvard Munch fra Rasmus Beyer Samlingen i Bergen, og da Museum Jorn have planlagt at parre Asger Jorn med netop Edvard Munch i 2014 i anledning af 100-året for Jorns fødsel, mener Thage, at ARoS foretager et benspænd med deres udstilling i forhold til Museum Jorns planer.
Sådan tolkes det i hvert fald i overskriften i Christian Kloch Larsens omtale i Midtjyllands Avis d. 21. januar. Kloch spørger i interviewet med JES, om ARoS ikke orienterer sig om, hvilke konkrete udstillinger, der er på vej på andre museer, og til dét svarer JES med vanlig østjysk arrogance: ”Jo, på Louisiana, Statens Museum for Kunst og Arken. Men ikke på de mindre kunstmuseer”.
Til gengæld fortæller Thage, at udstillingen med Munch nu må flyttes to eller tre år ud i fremtiden. Personligt mener jeg ikke, at Jacob Thage i sin planlægning skal lade sig påvirke af, hvad de foretager sig i Aarhus. Netop koblingen Munch/Jorn burde kunne påkalde sig så megen opmærksomhed, at den for alvor vil genindsætte Museum Jorn på kunstens europakort
lørdag den 21. januar 2012
Egotrips i Kunstbygningen
Videoinstallationer fungerer som bekendt i mørke – og det samme gælder almindelige, gammeldags, strimmelfilm. Derfor fremstod Århus Kunstbygning (og her insisterer man tilsyneladende på, at bolle-å’et stadig er det eneste rigtige) ved åbningen af en ny udstillingsserie ret dystert indvendigt.
Man har som bekendt valgt et tema, der følger kalenderåret i Kunstbygningen. Efterfølgende laver man så en såkaldt ”open call” med afsæt i det aktuelle tema, som i år er EGO! Altså jeg’et skildret af forskellige kunstnere – og med vekslende held. Et af de absolut mest interessante indslag udgør Jette Hye Jin Mortensen med videoforløbet ’Tell it the way they tell it’, som kan ses i Kunstbygningens ottekantede sal – i daglig tale ”rotunden”.
På seks skærme udspiller der sig en handling med en masse tale og et større antal aktører, som tilsyneladende befinder sig i et meditativt miljø.
I underetagen finder man et højst ejendommeligt; men også fascinerende indslag af Ulrik Heltoft, der har ladet placere fire 16 mm. filmfremvisere midt i lokalet, hvor de projicerer lige så mange sort-hvide forløb op på væggene. Disse handler tilsyneladende om fire forskellige ego’er i fire forskellige tidsaldre, og projektets old school-udtryk finder jeg faktisk interessant.
Der er meget andet i mørket, og her forstår jeg ganske enkelt ikke, hvorfor vi endnu en gang skal trækkes med Peter Lands tåbelige danseri (i bar figur – and so what?), som er gennemtæsket både på ARoS og Louisiana. Folk i branchen må vel regne video’en som et hovedværk? Fred være med dét; men hvad laver værket nu på Århus Kunstbygning?
Det samme kan man vel i nogen forstand sige om Lilibeth Cuenca’s ’Ego Song’, som dog forholder sig til temaet; men som samtidigt har været vist på Statens Museum for Kunst.
Jeg sad selv en overgang i Kunstbygningens udstillingsudvalg, og ét af den kunstneriske leders mantra’er var netop, at man ikke udstiller kunst, som har været vist i andre udstillingsinstitutioner herhjemme. Den pågældende leder er ikke længere i institutionen, så nu gælder andre principper tilsyneladende?
Man har som bekendt valgt et tema, der følger kalenderåret i Kunstbygningen. Efterfølgende laver man så en såkaldt ”open call” med afsæt i det aktuelle tema, som i år er EGO! Altså jeg’et skildret af forskellige kunstnere – og med vekslende held. Et af de absolut mest interessante indslag udgør Jette Hye Jin Mortensen med videoforløbet ’Tell it the way they tell it’, som kan ses i Kunstbygningens ottekantede sal – i daglig tale ”rotunden”.
På seks skærme udspiller der sig en handling med en masse tale og et større antal aktører, som tilsyneladende befinder sig i et meditativt miljø.
I underetagen finder man et højst ejendommeligt; men også fascinerende indslag af Ulrik Heltoft, der har ladet placere fire 16 mm. filmfremvisere midt i lokalet, hvor de projicerer lige så mange sort-hvide forløb op på væggene. Disse handler tilsyneladende om fire forskellige ego’er i fire forskellige tidsaldre, og projektets old school-udtryk finder jeg faktisk interessant.
Der er meget andet i mørket, og her forstår jeg ganske enkelt ikke, hvorfor vi endnu en gang skal trækkes med Peter Lands tåbelige danseri (i bar figur – and so what?), som er gennemtæsket både på ARoS og Louisiana. Folk i branchen må vel regne video’en som et hovedværk? Fred være med dét; men hvad laver værket nu på Århus Kunstbygning?
Det samme kan man vel i nogen forstand sige om Lilibeth Cuenca’s ’Ego Song’, som dog forholder sig til temaet; men som samtidigt har været vist på Statens Museum for Kunst.
Jeg sad selv en overgang i Kunstbygningens udstillingsudvalg, og ét af den kunstneriske leders mantra’er var netop, at man ikke udstiller kunst, som har været vist i andre udstillingsinstitutioner herhjemme. Den pågældende leder er ikke længere i institutionen, så nu gælder andre principper tilsyneladende?
torsdag den 19. januar 2012
Tyveri af skulpturer
Når man hører om tyverier af Bellini og Rembrandt, som det skete for nogle år siden på Nivaagaard, har tyvene som formål at videresælge værkerne med henblik på at skabe en økonomisk gevinst. Men én ting er, hvad et kunstværk besidder af egentlig værdi – og noget helt andet, hvor meget et værk kan indbringe på det sorte marked. De to tal er ingenlunde proportionelle.
I den seneste tid har tyve imidlertid været på spil i Silkeborg, hvor de har stjålet en skulptur, som var opstillet i anlægget Indelukket. Skulpturen er af billedhuggeren Knud Nellemose og har titlen ’Frihedskæmperen’. Den blev afsløret i 1951 som et monument over frihedskampen under 2. Verdenskrig; men nu er skulpturen borte. Teorien går på, at den allerede er omstøbt, så den nu er omdannet til en bronzeklump, der besidder materialets værdi.
Næsten samtidigt blev en skulptur i KunstCentret Silkeborg Bads park af den belgiske billedhugger Reinhoud D’Haese fjernet. Her var der tale om et værk i bøjet kobber. Man antager, at denne skulptur har lidt samme skæbne som ’Frihedskæmperen’.
I den seneste tid har tyve imidlertid været på spil i Silkeborg, hvor de har stjålet en skulptur, som var opstillet i anlægget Indelukket. Skulpturen er af billedhuggeren Knud Nellemose og har titlen ’Frihedskæmperen’. Den blev afsløret i 1951 som et monument over frihedskampen under 2. Verdenskrig; men nu er skulpturen borte. Teorien går på, at den allerede er omstøbt, så den nu er omdannet til en bronzeklump, der besidder materialets værdi.
Næsten samtidigt blev en skulptur i KunstCentret Silkeborg Bads park af den belgiske billedhugger Reinhoud D’Haese fjernet. Her var der tale om et værk i bøjet kobber. Man antager, at denne skulptur har lidt samme skæbne som ’Frihedskæmperen’.
tirsdag den 17. januar 2012
Grund til pessimisme?
Dette kunne muligvis godt ligne et billede fra bedemændenes årskongres, og netop begravelsesindustrien burde nok ikke klage, da man altid er sikker på kunder i butikkerne. Der bliver ellers signaleret grundig pessimisme fra økonomer og erhvervsliv, og her til morgen kunne man høre i radioen at antallet af langtidsledige er firedoblet de seneste år.
Hvor lang tid, man skal være ledig, før man kan karakteriseres som ”langtidsledig”, ved jeg ikke noget om; men den forrige regering hakkede i hvert fald perioden, hvor man kan få dagpenge midt over, og halverede den; hvilket tilsyneladende ikke har reduceret antallet af langtidsledige.
Ang. billedet: Det er taget ved den årlige nytårskoncert i Jysk Musik og Teaterhus i Silkeborg, og viser et LILLE udsnit af det store kor, der back’ede de dygtige solister op.
Hvor lang tid, man skal være ledig, før man kan karakteriseres som ”langtidsledig”, ved jeg ikke noget om; men den forrige regering hakkede i hvert fald perioden, hvor man kan få dagpenge midt over, og halverede den; hvilket tilsyneladende ikke har reduceret antallet af langtidsledige.
Ang. billedet: Det er taget ved den årlige nytårskoncert i Jysk Musik og Teaterhus i Silkeborg, og viser et LILLE udsnit af det store kor, der back’ede de dygtige solister op.
lørdag den 14. januar 2012
Dansk-kinsisk landskabstolkning
I sommeren 2011 havde vi på Den Kreative Skole besøg af en delegation af kinesiske kunstnere, der under et ophold på KunstCentret Silkeborg Bad arbejdede med landskabet i Danmark og Silkeborg samt området omkring Badet som tema.
De besøgte skolen sammen med bl.a. billedkunstneren Lars Ravn, som er medlem af kunstnersammenslutningen Corner – og netop medlemmer af Corner har samtidigt været i Kina med henblik på at skildre denne fremmedartede verden. Det er der nu på KunstCentret kommet en overordentligt seværdig udstilling ud af med titlen ’Seeing Landscape’. Udstillingen åbnede d. 14. januar.
Billedet herover er malet af kinesiske Song Yongping, og det udgør et eksempel på et værk, som IKKE er et landskab på ’Seeing Landscape’. Det fremgår ikke af billedets titel ’Portrait’ hvem det er, som kunstneren har skilderet. Af fare for at ramme helt skævt, vil jeg undlade at give et bud; men det kunne godt være en person, der deler fornavn med mig selv?
De besøgte skolen sammen med bl.a. billedkunstneren Lars Ravn, som er medlem af kunstnersammenslutningen Corner – og netop medlemmer af Corner har samtidigt været i Kina med henblik på at skildre denne fremmedartede verden. Det er der nu på KunstCentret kommet en overordentligt seværdig udstilling ud af med titlen ’Seeing Landscape’. Udstillingen åbnede d. 14. januar.
Billedet herover er malet af kinesiske Song Yongping, og det udgør et eksempel på et værk, som IKKE er et landskab på ’Seeing Landscape’. Det fremgår ikke af billedets titel ’Portrait’ hvem det er, som kunstneren har skilderet. Af fare for at ramme helt skævt, vil jeg undlade at give et bud; men det kunne godt være en person, der deler fornavn med mig selv?
Fomsgaard igen på MøllerWitt
Det er ikke første gang, billedkunstneren Jes Fomsgaard udstiller på Galerie MøllerWitt i Aarhus, når han d. 20. januar åbner soloudstilling på galleriet; men jeg er ret sikker på, at det er første udstilling, Fomsgaard viser på MøllerWitt siden den fine udstilling MAZE, som fandt sted på Vejle Kunstmuseum sidste år.
Gursky på Louisiana
”Hvis jeg skal komme med en indvending over for denne virkeligt flotte og betimelige præsentation af et verdensnavn på Louisiana, så er det den sært bortforklarende tone, der ligger i både pressematerialet og i direktørens katalogtekst, hvor det gang på gang understreges, at han er kunstner mere end bare fotograf på ”den gammeldags måde”, som Tøjner skriver, og ”at arbejde med Andreas Gursky og hans fotografi er at arbejde med sand visuel kunst – kun ved eftertanken går det op for én, at mediet er fotografi”, som der også står på væggen”
Hvad Mette Sandbye i Weekendavisen kritiserer ved udstillingen med den tyske fotograf Andreas Gursky på kunstmuseet Louisiana, er at der tilsyneladende stadig findes eksempler i museumsverdenen på, at man ikke ser fotografi som ”rigtig kunst”. Hvis man skal antage et kommercielt blik på mediet er det nok værd at nævne, at et værk af netop Gursky for nyligt er solgt på auktion for 4,3 millioner dollars.
Havde fotografiet herover af Andreas Gursky fremstået i naturlig – gigantisk – størrelse, ville man kunne observere, at der er tale om Tour de France karavanen på vej op ad et bjerg under det legendariske cykelløb.
Hvad Mette Sandbye i Weekendavisen kritiserer ved udstillingen med den tyske fotograf Andreas Gursky på kunstmuseet Louisiana, er at der tilsyneladende stadig findes eksempler i museumsverdenen på, at man ikke ser fotografi som ”rigtig kunst”. Hvis man skal antage et kommercielt blik på mediet er det nok værd at nævne, at et værk af netop Gursky for nyligt er solgt på auktion for 4,3 millioner dollars.
Havde fotografiet herover af Andreas Gursky fremstået i naturlig – gigantisk – størrelse, ville man kunne observere, at der er tale om Tour de France karavanen på vej op ad et bjerg under det legendariske cykelløb.
torsdag den 12. januar 2012
Selvgjort eller velgjort?
”Vi må vænne os til, at originalitetskriteriet ændrer sig ikke bare med tiden, men også med karakteren af de værker, der udføres. Det kan ligefrem være en idé, at kunstneren overlader virkeliggørelsen af et projekt til specialister, men forbeholder sig retten til at være ophavsmanden”
Under overskriften "Kan en original være uægte?" kommenterer Peter Michael Hornung i Politiken den sidste tids diskusssion om, hvorvidt kunstnere bør lave deres egne værker fuldstændigt på egen hånd. Det hele begyndte med en fejde på ord mellem David Hockney og Damien Hirst – hvor sidstnævnte vistnok ganske vist antog den tavses rolle? – vedrørende hele denne problematik.
Langt de fleste af Olafur Eliassons værker som herover ’Your negotiable rainbow’, som kan ses på kunstmuseet Arken i Ishøj, ville være umulige at producere uden hjælp fra de teknikere, som udgør kernen i kunstnerens studie i Berlin.
Under overskriften "Kan en original være uægte?" kommenterer Peter Michael Hornung i Politiken den sidste tids diskusssion om, hvorvidt kunstnere bør lave deres egne værker fuldstændigt på egen hånd. Det hele begyndte med en fejde på ord mellem David Hockney og Damien Hirst – hvor sidstnævnte vistnok ganske vist antog den tavses rolle? – vedrørende hele denne problematik.
Langt de fleste af Olafur Eliassons værker som herover ’Your negotiable rainbow’, som kan ses på kunstmuseet Arken i Ishøj, ville være umulige at producere uden hjælp fra de teknikere, som udgør kernen i kunstnerens studie i Berlin.
tirsdag den 10. januar 2012
Jorn-dokumentar
”Det skal være en film, som henvender sig til et meget bredt publikum. Ikke kun det danske, men også et internationalt publikum. Og det skal være en film om Jorn, som alle kan få noget ud af. Også dem, som normalt ikke kommer på kunstmuseerne”
Udtalelsen herover er fremsat af filminstruktøren og journalisten Anna von Lowzow i et interview med kulturjournalist Christian Kloch Larsen i Midtjyllands Avis for nyligt. Hun er allerede i gang med optagelserne til en dokumentarfilm om Asger Jorn, og det er meningen, at filmen skal have premiere i 2014, hvor Jorn ville fylde 100 år. Anna von Lowzow undertstreger i interview’et, at ”udfordringen med at lave en film om Jorn, er en af den slags, det er svært at sige nej til”.
Den ret uelitære tilgang til projektet finder jeg i hvert fald sympatisk og filmen kunne jo gå hen og blive et kvalificeret supplement til det utal af biografier, som er skrevet om kunstneren – og som de færreste vel har læst?
mandag den 9. januar 2012
søndag den 8. januar 2012
No Weiwei
Jeg har som bekendt selv været ude med nyheden om, at den kinesiske kunstner Ai Weiwei af det internationale kunstmagasin Art Review – på hvis hjemmeside, jeg selv optræder – er blevet udnævnt som den mest indflydelsesrige kunstner i 2011. Hvis man skal måle dette på omtale i diverse medier, er der ikke nogen tvivl om, at det er i overensstemmelse med sandheden. Desværre er der personer i de kulturelle og politiske miljøer, der ser dette som et signal om, at man bør give kunstneren en symbolstatus i forhold til problematiske menneskerettighedsprincipper i Kina.
Således bliver Danmarks kulturminister stærkt kritiseret af både den ene og den anden fløj af det politiske system i forhold til, at han har valgt ikke at aflægge Ai Weiwei et besøg under en rejse til Kina. Jeg må sige, at jeg er glad for at jeg ikke er i Uffe Elbæks sko i disse dage. Hvis ikke en kuturminister på en rejse selv kan vurdere, hvem og hvilke organisationer, vedkommende vil opsøge under et besøg i et land med flere indbyggere, end der er i Europa, så er kulturministerposten ikke en misundelsesværdig rolle at blive tildelt. Om det så er den rette person, der har fået embedet, udgør naturligvis en helt anden diskussion.
Ai Weiwei er en kunstner, der har formået at skabe debat i de senere år. Sidst på grund af billedet herover, der angiveligt har forsynet ham med en anklage om pornografi i hjemlandet Kina. Nu er nøgenhed jo efterhånden ikke et emne, der blot er kontroversielt i Kina. I vores civiliserede vestlige kultur har kropsforskrækkelsen vel bedre betingelser end nogensinde?
Således bliver Danmarks kulturminister stærkt kritiseret af både den ene og den anden fløj af det politiske system i forhold til, at han har valgt ikke at aflægge Ai Weiwei et besøg under en rejse til Kina. Jeg må sige, at jeg er glad for at jeg ikke er i Uffe Elbæks sko i disse dage. Hvis ikke en kuturminister på en rejse selv kan vurdere, hvem og hvilke organisationer, vedkommende vil opsøge under et besøg i et land med flere indbyggere, end der er i Europa, så er kulturministerposten ikke en misundelsesværdig rolle at blive tildelt. Om det så er den rette person, der har fået embedet, udgør naturligvis en helt anden diskussion.
Ai Weiwei er en kunstner, der har formået at skabe debat i de senere år. Sidst på grund af billedet herover, der angiveligt har forsynet ham med en anklage om pornografi i hjemlandet Kina. Nu er nøgenhed jo efterhånden ikke et emne, der blot er kontroversielt i Kina. I vores civiliserede vestlige kultur har kropsforskrækkelsen vel bedre betingelser end nogensinde?
lørdag den 7. januar 2012
Fat i penneskaftet
For nogle år tilbage lavede jeg en serie tuschtegninger. Siden har jeg ikke beskæftiget mig så meget med den sorte væske og penneskafterne; men nu har jeg faktisk taget metoden op igen, uden at jeg dog kan sige, at det bliver en langvarig affære. Det gør det måske?
Under alle omstændigheder har jeg filmet tilblivelsen af tegningen herover, og projektet har den foreløbige arbejdstitel ’Black Ink’. Meget naturligt! Jeg håber at kunne præsentere den snarest.
Under alle omstændigheder har jeg filmet tilblivelsen af tegningen herover, og projektet har den foreløbige arbejdstitel ’Black Ink’. Meget naturligt! Jeg håber at kunne præsentere den snarest.
Besøgstal
I en tid, hvor museerne taler meget om, hvor mange, der besøger deres institutioner, er det naturligvis fint, at f.eks. kunstmuseet ARoS i Aarhus har slået alle rekorder i 2011 med omkring en halv million gæster.
Dette tal bliver dog sat i et monumentalt perspektiv, når man læser om en rekord, der er slået af museet Louvre i Paris. Her har ikke færre end 8,8 millioner gæster gået igennem systemet i 2011, og det betyder et dagligt besøgstal, der svarer til antallet af indbyggere i en middelstor dansk provinsby.
Louvre angiver, at flere pengestærke russere og kinesere udgør en væsentlig årsag til det styrkede publikumstal – også selv om det amerikanske publikum stadig udgør den største procentdel af gæster på museet.
Dette tal bliver dog sat i et monumentalt perspektiv, når man læser om en rekord, der er slået af museet Louvre i Paris. Her har ikke færre end 8,8 millioner gæster gået igennem systemet i 2011, og det betyder et dagligt besøgstal, der svarer til antallet af indbyggere i en middelstor dansk provinsby.
Louvre angiver, at flere pengestærke russere og kinesere udgør en væsentlig årsag til det styrkede publikumstal – også selv om det amerikanske publikum stadig udgør den største procentdel af gæster på museet.
onsdag den 4. januar 2012
Vinter i Ikast
Overskriften refererer ikke til årstiden – selv om det måske er relevant – men til en udstilling, der åbner søndag d. 8. januar i Galleriet Jørgen Østergaard i Ikast. Her udstiller billedkunstneren Helle Vinter, min tidligere kollega i ProKK-bestyrelsen, malerier og skulpturer inspireret af et ophold i den japanske by Nagoya. Jeg regner med at følge op på udstillingen senere.
Diskussion om assistenter
Den britiske maler David Hockney har i forbindelse med en udstilling i Det Kongelige Britiske Akademi ladet udføre en plakat, der bl.a. rummer teksten ”Udført af kunstneren selv”. Hans kommentar til denne tilføjelse går på at rette en kritik mod kunstnere som f.eks. Damien Hirst, der gør brug af et stort antal assistenter i udarbejdelsen af sine værker.
Selv siger Hirst, at hans assistenter er bedre malere end han selv, og at han i øvrigt hurtigt begynder at kede sig under udførelsen af arbejdet. Pudsigt at tænke på i dén forbindelse af ordet ”kunst” er afledt af ”at kunne”.
Selv siger Hirst, at hans assistenter er bedre malere end han selv, og at han i øvrigt hurtigt begynder at kede sig under udførelsen af arbejdet. Pudsigt at tænke på i dén forbindelse af ordet ”kunst” er afledt af ”at kunne”.
tirsdag den 3. januar 2012
En rodebutik
For nyligt blev det afsløret, at auktionshuset Lauritz.com for nogen tid siden havde forsøgt at formidle salget af et maleri, der er malet af billedkunstneren Anders Moseholm.
Desværre viste det sig, at det pågældende maleri var stjålet på kunstnerens atelier, og derfor optrådte på lister over genstande, som ved videresalg ville være at betragte som hælervarer. Sådan en sag er naturligvis alvorlig for et auktionshus, der har afdelinger i en stor del af Nordeuropa, og som derfor må betragtes som en seriøs aktør på dette marked.
Men det er samtidigt ikke usædvanligt, at man udbyder varer på netauktion, som er behæftet med fejlagtige oplysninger. Jeg har naturligvis selv mest haft fokus på kunstværker, der enten er blevet tilskrevet forkerte kunstnere, eller – i adskillige tilfælde – oplagte og let genkendelige kunstnere, der er blevet rubriceret som ukendte.
Paradoksalt nok optrådte maleren og grafikeren Hans Chr. Thomsen for nyligt som ”ukendt” i forbindelse med salget af et litografi; men endnu mere barokt er tilskrivelsen af Thomsen i forbindelse med fem litografier, som er gengivet herover. Man kan naturligvis godt gætte på, hvem den rigtige kunstner er; men Hans Chr. Thomsen er det med garanti ikke! Mit bud kunne være Jørgen Haugen Sørensen i et løssluppent øjeblik? Men jeg er jo ikke ansat i et auktionshus som ekspert i samtidskunst…
Og, jo! Jeg har faktisk gjort Lauritz.com opmærsom på micéren – uden det dog har haft nogen konsekvens. Samtidigt skal det retfærdighedsvist siges, at jeg også sendte en rettelse i forbindelse med den førstnævnte misforståelse, som er blevet berigtiget.
mandag den 2. januar 2012
Dansk kunst i "udkanten"
”Men ellers er der i det nye år ikke mange udstillinger af danske kunstneres kunst i hovedstadens større museer og kunsthaller. Hvis man vil se mere af det, som danskere laver, når de har valgt en fremtid som kunstnere, skal man en tur til Udkantsdanmark eller ud til gallerier og mindre udstillingssteder”
Sådan skriver Politikens kunstanmelder Peter Michael Hornung om det kommende års udstillingsaktiviteter på de væsentligste udstillingssinstitutioner i Danmark. Når anmelderen hører hjemme i København er det sandsynligvis ret sikkert, at alt, hvad der hører hjemme vest for Valby Bakke er at betragte som ren ”udkant”; men ellers synes jeg nok, at Hornung nævner et par væsentlige udstillinger af danske kunstnere i årets løb.
Jeg vil i den anledning nævne en enkelt, som finder sted på Arken fra d. 28. januar. Det virker nærmest indlysende at Hendes Majestæt Dronning Margrethe d. 2. skal udstilles i forbindelse med sit 40-års regentjubilæum. At jeg selv mener, at dette jubilæum kunne fejres på et par tusinde andre måder – hvilket det sikkert også bliver – findes der nok ikke den store forståelse for på et stadigt mere snobbet parnas.
Svend Wiig Hansen er én af de – ganske vist afdøde – kunstnere, der kan ses i udstillingslandskabet i 2012. Gengivelsen herover viser i udsnit maleriet ’Vandring uden mål’ fra 1978. Billedet måler ikke mindre end 2,2 x 13, 4 m. i sin fulde udstrækning. Svend Wiig-udstillingen finder sted på Gl. Holtegaard fra d. 13. april.
Sådan skriver Politikens kunstanmelder Peter Michael Hornung om det kommende års udstillingsaktiviteter på de væsentligste udstillingssinstitutioner i Danmark. Når anmelderen hører hjemme i København er det sandsynligvis ret sikkert, at alt, hvad der hører hjemme vest for Valby Bakke er at betragte som ren ”udkant”; men ellers synes jeg nok, at Hornung nævner et par væsentlige udstillinger af danske kunstnere i årets løb.
Jeg vil i den anledning nævne en enkelt, som finder sted på Arken fra d. 28. januar. Det virker nærmest indlysende at Hendes Majestæt Dronning Margrethe d. 2. skal udstilles i forbindelse med sit 40-års regentjubilæum. At jeg selv mener, at dette jubilæum kunne fejres på et par tusinde andre måder – hvilket det sikkert også bliver – findes der nok ikke den store forståelse for på et stadigt mere snobbet parnas.
Svend Wiig Hansen er én af de – ganske vist afdøde – kunstnere, der kan ses i udstillingslandskabet i 2012. Gengivelsen herover viser i udsnit maleriet ’Vandring uden mål’ fra 1978. Billedet måler ikke mindre end 2,2 x 13, 4 m. i sin fulde udstrækning. Svend Wiig-udstillingen finder sted på Gl. Holtegaard fra d. 13. april.