Koreansk korridor på ARoS

Do Ho Suh: 'Passages'. Installationsfoto. 2017 (Pressefoto: ARoS)

Dårligt har dønningerne lagt sig på ARoS efter efterårets nye udstillingslanceringer, før museet endnu en gang inviterer til pressemøde. 

Denne gang drejer det sig om den koreanske kunstner Do Ho Suh, der ifølge museets pressemeddelelse viser "poetiske korridorer fra sine hjem i Seoul, Berlin og London". 

Jeg har allerede tilmeldt mig pressemødet til udstillingen, så mon ikke der kommer mere fra denne udstilling på siden her senere?

Mild kritik af Schnabel

'Julian Schnabel - Aktion Painting'. Installationsfoto (foto: Anders Sune Berg)

"Schnabel har måske nok en sensibilitet over for det materiale, han maler på, men det er ikke det homogenebillede, han søger, men bruddet og forskellen. Det er i deres urenhed, billederne ulmer, og Schnabel sætter sin subjektive, punkede og stærkt idiosynkratiske blamager i det magtspil et billede, kunsten og verden, er fedtet ind i. Han tagger sit billede som en grafittimaler"

Ole Bak Jakobsen er i sin anmeldelse på kunstportalen Kunsten.nu en anelse mindre kritisk end hans kollegaer på dagbladene over for udstillingen 'Julian Schnabel - Aktion Painting', som for tiden kan ses på kunstmuseet ARoS i Aarhus. 

Til gengæld er der her ikke lagt fingre imellem, når anmelderne har fældet deres dom over Schnabels opblæste og overdimensionerede værker. 

En undtagelse, der bekræfter enhver regel, er Børsens anmelder Bente Scavenius, der ganske generøst gav hele fire stjerner til udstillingen. 

Helt i bund var Politikens anmelder Mathias Kryger, der mente, at ét hjerte var rigeligt til Schnabel-udstillingen. 

Til gengæld lover jeg nu, at der ikke kommer ét eneste indslag på blog'en her om denne udstilling.

Foredrag i Silkeborg

Onsdag d. 14 november afholder jeg et foredrag på Rosengårdcentret i Silkeborg. 

Min performance vil blive ledsaget af et større antal billedgengivelser, som kredser om temaet "Kroppen i kunsten" - og det er vel at mærke det eksponerede og nøgne legeme, der er på programmet. 

Foredraget er ét af flere på centret med fællestitlen "Kunsten taler til os", og disse arrangementer er typisk udsolgt, da det er muligt at købe billetter for en hel sæson, hvilket mange benytter sig af. 

Der er dog ofte ledige pladser til disse arrangementer, og disse sælges for kr. 50,- på dagen ved døren i institutionen, der er beliggende på adressen Tulipanvej 2 i Silkeborg. 

Det aktuelle arrangement finder sted kl. 9.30.

Randers Kunstmuseum efterlyser L.A. Ring-portræt af Brendekilde

L.A. Ring: Portræt af H.A. Brendekilde (fotograf ukendt)

Den 23. november åbner en udstilling på Randers Kunstmuseum, der belyser det kollegiale forhold og venskabet mellem de to malere L.A. Ring og H.A. Brendekilde, der levede i henholdsvis 1854-1933 og 1857-1942. 

I 1882 malede Ring et portræt af Brendekilde, og dette værk vil man morderligt gerne vise på den omtalte udstilling, der får titlen 'Kunstnerbrødre'. 

Maleriet blev i 2002 solgt til en dansk køber ved en auktion hos Bruun Rasmussen Kunstauktioner i København, og siden har en inspektør fra Statens Museum for Kunst prøvet at opspore maleriet uden held. 

Hos Bruun Rasmussen har man desværre heller ikke været i stand til at opspore værket, og derfor har man fra Randers Kunstmuseum prøvet at lave en større landsdækkende efterlysning af portrættet, som kunne fungere som en indledning til udstillingen som supplement til et maleri, som Brendekilde lavede af Ring i samme periode. 

Hvis nogle ude i verden er klar over, hvor det omtalte kunstværk befinder sig, ved jeg, at museumsdirektør ved Randers Kunstmuseum, Lise Jeppesen, vil blive eventyrligt glad for et telefonopkald på 86 42 29 22 eller 30 34 10 96.

Satirens rå autoritet

En af de deltagende tegnere på udstillingen i Vejle er malaysiske Zunar, der med værket 'Last drop' fra 2016 antyder, at han vil vedblive at lave satire på trods af arrestationer og fængslinger foranlediget af styret i hans hjemland.

Karikaturen udgør et væsentligt kapitel i den altid aktuelle genre, satiretegning. Af samme årsag rummer selv de mest groteske scenerier fra nyheds-medierne ofte elementer af noget morsomt og grinagtigt, når de transformeres gennem satiretegnernes pen. 

Relevant vises dette i forbindelse med udstillingen 'Lige til stregen - en satirisk jordomrejse', som frem til d. 17. marts 2019 kan ses på Vejle Kunstmuseum. 

Udstillingen har primært sit afsæt i den nutidige del af satiregenren, men den samler heldigvis samtidigt tråde tilbage i tiden og giver dermed en beskeden historisk indsigt. 

Udstillingen er opbygget ud fra primært internationale tegneres arbejder og den er bestemt både seværdig og alsidig. 

Jeg har skrevet en anmeldelse og den vender jeg naturligvis tilbage med, når den har været bragt i avisen.

Fjordenhus i Vejle

Jeg håber, at gengivelserne herover fremkalder et blot nogenlunde indtryk af arkitekturen ved det imponerende bygningsværk 'Fjordenhus', som er beliggende i bunden af Vejle Fjord i umiddelbar forbindelse med havnen i Vejle.

Det er billedkunstneren Olafur Eliasson, der har stået for den overordnede formgivning af byggeriet, som ejes af selskabet bag Lego, der igen ejes af familien Kirk Kristiansen.

Kvium-biografi

Michael Kvium: Tv.: 'Man kan hvad man vil (Oral Moral I)', th.: 'Man gør hvad man kan (Oral Moral II)'. 1989-90.

"Michael Kvium oplevede, at de studerende var "snotforkælede" og fuldstændig sikre på, at de var verdens bedste kunstnere. Han konstaterede, at københavnere var hurtigere i replikken, selv om det ikke altid var guldkorn, der kom ud af munden på dem"

Citatet herover stammer fra en omtale, forfattet af min tidligere anmelderkollega på Jyllands-Posten, Lars Ole Knippel, af en ny biografi om og med Michael Kvium. 

Man kan næsten kalde Kvium for lidt af et særtilfælde på den danske kunstscene, da han har fået kolossal succes med at forvrænge og karikere danskeren, således man som iagttager ofte føler sig ramt på sin hårdt prøvede selvopfattelse. 

Den aktuelle bogudgivelse, som har titlen 'Michael Kvium. Den nådesløse' er skrevet af Birgitte EllemannHöegh og rummer 360 velillustrerede sider.

Anmeldelser af Agnes Slott-Møller

Agnes Slott-Møller: 'Kong Valdemars bryllup med Dronning Dagmar', 1932. Olie på lærred (foto: Ole Akhøj)

"MEN RESULTATET af dette tidsmæssige kollaps i Slott-Møllers værker er noget, som bedst kan betegnes som kitschet. Tydeligst kan man se det i de store billeder i 'Valdemar Sejr-serien' fra 1920'erne og 30'erne, som er ren Hollywood eller måske snarere stumfilm - Asta Nielsen på speed"

Mathias Kryger i Politiken om udstillingen 'Agnes Slott-Møller: Helte og heltinder' på ARoS

"Agnes Slott-Møller er imponerende som kunstner og hun har ydet et bemærkelsesværdigt bidrag til dansk kunsthistorie og til kvindelige kunstneres position - hun er faktisk en slags helteskikkelse - men det er alligevel svært at se bort fra de meget problematiske understrømme, der er i hendes tilgang  til valg af motiver og deres udførelse, og jeg synes ARoS både i udstillingen selv og i kataloget svigter ved ikke at ville se denne side i øjnene og behandle den"

Erik Meistrup i Kunstavisen om udstillingen 'Agnes Slott-Møller: Helte og heltinder' på ARoS

Det er pudsigt - og et sammenfald af tilfældighedernes logik - at Mathias Krygers anmeldelse af den store Agnes Slott-Møller-udstilling på ARoS bliver publiceret i Politiken samme dag som min egen anmeldelse af samme udstilling bliver bragt i Jyllands-Posten. 

Under overskriften "Man får kvalme" giver Kryger to hjerter til udstillingen, som han besidder flere kritikpunkter over for. 

Det samme gør sig gældende hos Kunstavisens anmelder Erik Meistrup, som dog beskriver Slott-Møller som "en meget stærk kunstner, der tror på sit projekt og er kampivrig". 

Udstillingen 'Agnes Slott-Møller: Helte og heltinder' kan ses på ARoS frem til d. 6. januar 2019.

Satire i Vejle

Billeder fra åbningen af 'Lige til stregen - en satirisk jordomrejse' (fotos fra Vejle Kunstmuseums Facebookprofil)

Det er nok muligt, at overskriften til dette indslag virker lidt gådefuld, og det er da også en lidt pudsig sammenfatning, ordene giver associationer til. 

Kan man overhovedet sætte lighedstegn mellem satire, som vel i sin forbilledlige form inkluderer humor, og den lettere søvnige by i Sydøstjylland? Det kan man imidlertid godt! 

På Vejle Kunstmuseum er netop åbnet udstillingen 'Lige til stregen - en satirisk jordomrejse', som kaster lys over en genre inden for tegnekunsten, som de fleste har stiftet bekendtskab med. 

Her er det vigtigt at påpege, at Kurt Westergaards Muhammed-tegning, som satte hele den muslimske verden på den anden ende for mere end ti år siden, ikke optræder på udstillingen - og hvad mere mærkeligt er, at fortalere for ytringsfrihed - altså de, der ellers har været fortalere for, at denne tegning bør udstilles i enhver mulig sammenhæng, tilsyneladende ikke har følt det umagen værd at protestere mod udeladelsen. 

Dette var ellers et tema, da Skovgaard Museet i Viborg for et par år siden satte fokus på temaet blasfemi i billedkunsten. Her blev museet stærkt kritiseret, da man havde valgt at kuratere en udstilling uden de famøse Westergaard-tegninger. 

Hvad udstillingen i Vejle handler om i detaljen, vil jeg snarest prøve at finde ud af, da jeg har planlagt en tur til den nydelige købstad og byens kunstmuseum. 

Der ligger naturligvis en tanke bag denne handling, hvilket vil sige, at jeg besøger udstillingen i embedes medfør.    

En, to og tre stjerner

Installationsfotos fra 'Aktion Painting 1985-2017' (fotos: Anders Sune Berg)

"Julian Schnabels kunst lægger altså op til en mere sanselig og intuitiv tilgang til kunstoplevelsen, hvilket egentlig er et godt udgangspunkt - så længe værkerne rent faktisk kan bære det.

Udstillingens altoverskyggende problem er nemlig, at blandt de mange eksperimenter med materiale og tekstur, er alt for mange ligegyldige værker, der ikke efterlader det helt store, blivende indtryk. Som et kunstens svar på Donald Trump, er det bombastisk, men alt for ofte rodet og udygtigt"

Citatet stammer fra Christian Sallings anmeldelse i Århus Stiftstidende af Julian Schnabel-udstillingen 'Aktion Painting 1985-2017' på kunstmuseet ARoS i Aarhus, og i samme avis har kulturjournalist Hans Petersen konstrueret en sammenfatning af de anmeldelser - inklusive Sallings - som allerede foreligger af den aktuelle udstilling: "Julian Schnabel kom til Aarhus som en verdensstjerne. Men den amerikanske kunstmaler og filminstruktør får alvorlige hug af anmelderne for den udstilling, han lige nu og frem til marts har på Aros Aarhus Kunstmuseum". 

Blandt andet sådan hedder det i Petersens artikel, og det er da også rigtigt, at der er faldet en, to og tre stjerner af til udstillingen fra anmeldere fra Politiken, Jyllands-Posten og Stiften. 

Når det er sagt, bør det nævnes, at flere andre dagblade ikke endnu har publiceret anmeldelser af udstillingen. 

Der var under alle omstændigheder repræsentanter fra Børsen og Kristeligt Dagblad samt fra webportalen Kunsten.nu til stede ved pressemødet op til udstillingsåbningen.

Kunst på gavlene i 50 år

Man har valgt en grafisk version af Kai Führers gavlrelief fra 1968 til bogens forside

Ved en reception i Remisen i Brande blev det for nyligt markeret, at det i disse dage er 50 år siden, Brande så at sige indskrev sig i kulturbevidstheden i kraft af, at man havde inviteret et antal kunstnere til at lave et tilsvarende antal gavlmalerier på nogle af byens husmure. 

I begyndelsen blev der set en anelse skævt til projektet af indbyggerne i den lidt søvnige stationsby, men efterhånden lærte borgerne, at holde af initiativet, som er levende og i konstant udvikling. 

Således er der kommet adskillige nye værker til, og de oprindelige er blevet restaureret, således der er sammenhæng mellem de oprindelige værker og de nye. 

Ved receptionen deltog tre af de overlevende kunstnere, og der blev fortalt adskillige anekdoter fra 1968, og ved samme lejlighed blev bogen 'Kunsten på gavlen' publiceret. 

Det er en historisk beskrivelse af hele processen om Brande som gavludsmykningernes hjemsted. 

Bogen er illustreret med historiske billeder samt nye fotografier af Lars Bay. 

Teksterne i bogen står - primært - Lene Bilgrav-Nielsen, Bente Jensen og Kurt H. Jørgensen for.

Et hjerte til Julian Schnabel

Julian Schnabel (i hvidt) underholder pressen på ARoS

"Malerierne er dannet af klæde vædet i maling, som Schnabel har slynget op på lærredet. Som et ekstremt svagt ekko af Jackson Pollock og action painting og af Yves Kleins performance-malerier med malingindsmurte kvindekroppe er den fysiske aktivitet væsentlig for værkerne, forstår man. Dette understreges i udstillingens titel 'Aktion Painting' (europæificeret med k i stedet for c). Et lige så svagt ekko af Cy Twombly emanerer fra værkerne"

Politikens kunstanmelder Mathias Kryger viser ingen nåde i sin vurdering af Julian Schnabel-udstillingen 'Aktion Painting 1985-2017' på ARoS i Aarhus. 

Man kan udmærket antyde, at Kryger har fat i adskillige fornuftige påstande vedrørende den højt estimerede, amerikanske maler (og filminstruktør). Dog vil jeg sige i retfærdighedens navn, at jeg mener, udstillingen måske rummer enkelte udmærkede enkeltværker, og at en anmeldelse ledsaget af ét sølle hjerte (ud af seks mulige), måske er lige at stramme kritikerskruen. 

Ikke desto mindre er det befriende at opleve en kunstanmelder på et større dagblad være - netop - kritisk og ikke blot falde ind i den almene strøm af ord, der blot har til hensigt at tale kunstudstillinger op i et niveau, hvor de ikke bør befinde sig. 

Schnabel-udstillingen på ARoS kan ses frem til d. 3. marts, så der er god tid til, at man som beskuer kan danne sig et egenhændigt blik på værkerne, som ikke blot er store, men gigantiske. 

I sin tre-stjernede anmeldelse i Aarhus Stiftstidende hedder det i overskriften, som er forfattet af avisens kunstanmelder Christian Salling, at det ikke altid er størrelsen, det kommer an på. Her beskrives en del af Schnabelsværkerne som "impotente". 

Min egen anmeldelse er sendt til redaktionen på et tredje dagblad, og den kan læses på et senere tidspunkt.

Reportage fra Schnabel-pressemøde

TV-producer Jack Fridthjof, ATV, var til stede ved pressemødet til udstillingen 'Julian Schnabel - Aktion Painting 1985-2017'. 

Det samme var jeg, hvilket fremgår af reportagen. 

Schnabel i 32 år

Julian Schnabel - i hvidt - fortæller den danske verdenspresse om sine værker

Installationsfoto af udstillingen 'Aktion Painting 1985-2017 (foto: Anders Sune Berg)

"Han ankommer som en rockstjerne. En halv times tid for sent og med et slæng af folk efter sig. Og to hunde". 

Det er sympatisk af Århus Stiftstidendes kulturjournalist, Hans Petersen at antyde, at kunstneren Julian Schnabel kom ca. en halv time for sent til pressemødet i forbindelse med udstillingen 'Aktion Painting' på kunstmuseet ARoS i Aarhus. 

I sandhedens navn bør det præciseres, at Schnabel var tre kvarter for sent på den - og, da han endelig dukkede op, brugte en rum tid i udstillingen sammen med sit følge - og de nævnte hunde. 

En sådan optræden synes naturligvis arrogant og respektløs, og det kan tillige synes amatøragtigt, at man fra museets side ikke lukker presserepræsentanterne ind i udstillingen, da det stod klart, at "superstjernen" ville blive forsinket pga. åbningen af en udstilling på Museum d'Orsay i Paris. 

I skrivende stund er man på ARoS i gang med at forberede åbningen af udstillingen, der viser værker af Schnabel fra tidsrummet 1985 til 2017. Det vil sige, at man viser et relevant udsnit af primært malerier fra en periode på 32 år. 

Jeg arbejder koncentreret på en anmeldelse af udstillingen, som snart vil indskrive sig i køen over anmeldelser, jeg på det seneste har leveret til et større dansk dagblad.

Søde sommerminder

Tørke og høje temperaturer var, hvad der prægede den danske sommer i 2018. 

Det gav naturligvis mulighed for at dyrke den specielle kunstneriske disciplin "strandcroquis" i stor udstrækning. 

Tegningerne herover er alle eksempler på, hvad man kan bruge en blyant og et stykke papir til, når man tilbringer nogle timer ved stranden. 

Der kommer flere af den slags tegninger senere på efteråret.

Gavlmalerier i Brande i 50 år

Kai Führer var én af de kunstnere, der kreerede gavlmalerier i Brande i 1968. Her med et organisk, abstrakt relief.

Et udsnit af Lisbeth Eugenie Christensens gavlmaleri i Brande (Fotomontage: Lisbeth E. Christensen)

"Trods den udbredte skepsis, der var dengang, så var - og er - gavlmalerierne i den grad med til at placere vores by på Danmarks-kortet. De er i dag en meget væsentlig del af bybilledet og Brandes identitet, hvorfor vi må gøre alt for at bevare og udvikle dem"

Udsagnet er fremsat af formanden for Gavlmaleriforeningen Muren, Jytte Gottlieb, i forbindelse med en reportage af Uffe Christensen i Jyllands-Posten, der sætter fokus på Brandes mange gavlmalerier. 

Det er i år 50 år siden, at et antal kunstnere blev inviteret til at lave nogle kunstværker på byens gavle, og det har man valgt at fejre med en proces, der har haft til hensigt at renovere de oprindelige værker samt at få lavet et helt nyt værk, som er blevet udført af billedkunstneren Lisbeth EugenieChristensen. 

Dette værk er netop blevet indviet og fredag d. 12. oktober fejres jubilæet med blandt andet en bogudgivelse, der beskriver historien bag de mange gavlmalerier og idéen bag projektet i 1968.

Schnabel på ARoS

Julian Schnabel: 'Hat Full of Rain', 1996 (foto: Julian Schnabel Archive)

Måske er Julian Schnabel bedst kendt af den kulturinteresserede offentlighed som filminstruktør. 

Således er han manden bag en helt ny spillefilm om kunstnerskæbnen van Gogh, og filmen har blandt andre danske Mads Mikkelsen på rollelisten. 

Det er imidlertid i rollen som billedkunstner, man nu kan opleve Schnabel i forbindelse med udstillingen 'Aktion Painting 1985-2017' på kunstmuseet ARoS. 

Udstillingen åbner d. 12. oktober og kan ses frem til d. 3. marts 2019. Jeg har tilmeldt mig pressemødet, og kan derfor snart beskrive udstillingen grundigere.

Problematisk renovering af skulpturpark

For omkring fire år siden besøgte jeg den cirkulære skulpturpark ved Birk i Herning. Det var mildest talt et rystende blik, der mødte mig, da jeg gæstede parken. 

For det første var flere af skulpturerne så medtagede, at de faktisk trængte til en gennemgående restaurering, og for det andet fremstod området, indkranset af mere eller mindre rådne jernbanesveller, mildest talt i forfald. 

Indercirklen var mest kendetegnet ved knæhøj ukrudt, som et antal køer prøvede at holde nede. Med andre ord: Det var et trist skue! 

Jeg havde på et tidspunkt mulighed for at påpege problemstillingen over for formanden for Kultur og Fritidsudvalget ved Herning Kommune, Johs. Poulsen og han blev faktisk nærmest en anelse indigneret over mine iagttagelser, men påpegede dog, at "det bliver der taget hånd om. Det behøver du ikke bekymre dig om!" 

Så bekymret var jeg nu heller ikke, men man må sige at kulturpolitikeren holdt ord. For nyligt blev området renoveret med arkitektbistand. De rådne og forurenende jernbanesveller blev fjernet og erstattet af corténstål. En æstetisk fin løsning, efter min mening. 

Et antal bøgehække, som adskilte de mange skulpturer, blev fjernet, og dermed blev området så at sige "åbnet" i forhold til antallet af skulpturer. 

Man havde dog blot glemt, at området er fredet, og at man dermed skulle søge Slots- og Naturstyrelsen om tilladelse, inden man gik i gang. 

Ifølge en artikel i dagbladet Jyllands-Posten har man fra styrelsen lavet en udtalelse til kulturministeren: "Det er fuldstændig mange på respekt for fredningen og staten som myndighed". 

Fonden, som i øvrigt også har Johs. Poulsen som formand, bag renoveringen søgte dog tilladelse til projektet i 2016, men på det tidspunkt var anlægsarbejdet allerede i fuld gang. Man blev af styrelsen bedt om at indstille arbejdet, hvilket ikke skete. 

En journalist fra Herning Folkeblad var begejstret over den virkelyst, der blev lagt for dagen og kaldte det hele for "en rigtig Herning-historie". Og her tror jeg ikke, at han refererer til datidens Aarhus-historier. 

Der har tilsyneladende været flere instanser, som har talt forbi hinanden i processen op til renoveringen. Således var landskabsarkitekt Steen Høyer ikke bekendt med, at området var fredet, da han påbegyndte sin rådgivning af projektet. 

Det sidste er, at kulturministeren har godkendt brugen af corténstål som erstatning for svellerne, men at bøgehækkene skal genetableres. Problemet er vistnok blot, at alle pengene, der er afsat til renoveringen er brugt.

Billederne viser skulpturparken, som den ser ud efter renoveringen.