Rødkridt, grafit... og kaffe!

Rødkridt, grafit og kaffe på akvarelpapir.

Nej, det er ikke første gang, jeg har spildt en smule af min morgenkaffe ud over et stykke akvarelpapir (og det bliver sikkert heller ikke sidste), men nå nu ulykken er sket, kan man jo lige så godt få det bedste ud af det. 

Jeg bør lige nævne, at de to arbejder herover er lavet efterfølgende. Værket, som der refereres til, kan ses sammen med tre andre længere tilbage på blog'en.

Tid til at se fremad

Fire tegninger. Grafit og kaffe på akvarelpapir.

I skrivende stund er vi nået til den næstsidste dag i 2019 - og på sådan en dag - bortset fra, at det er min bryllupsdag - kan man ganske udmærket se lidt frem til det kommende år. 

Muligvis kan de fire arbejder, der er gengivet herover, give et fingerpeg om, hvor min version af landskabet bevæger sig hen. 

Jeg har under alle omstændigheder lyst til at arbejde med det grafiske medie igen efter en længere pause. 

Der er ganske vist blevet produceret et mindre antal koldnålsraderinger på værkstedet i de seneste par år, men nu må det være på tide at gå i gang med ætsningerne igen. 

Om de kommer til at ligne de viste tegninger udført med forskellige grafitstifter på akvarelpapir, kan jeg ikke sige, men der er i hvert fald grundlag for at søge videre i den rette motivverden.

Godt nytår...

...ønskes alle læsere af bloggen

GLÆDELIG JUL

Med et lille stemningsbillede fra Aarhus - Smilets By - ønskes alle læsere af denne blog en rigtig glædelig jul

...og så lige en ekstra

Laila Stenderup: Parafrase af Kirsten Kjærs 'Elna Fonnesbech Sandberg' også kaldet 'Angst'. Fotografi

Gennem en diskussion på det sociale medie Facebook, hvor et antal betonfeministiske kunstnere har publiceret en ganske voldsom kritik af Politikens kunstanmelder Peter Michael Hornung forankret i hans anmeldelse af en udstilling på Den Frie i København, fik det samlede anmelderkorps i Danmark en gedigen røffel af en kunstner, der i sommer har deltaget i en udstilling på Kvindemuseet i Aarhus. 

Min gode ven og anmelderkollega, Tom Jørgensen, antydede derefter i en besked til mig, at den anklage muligvis kunne tilskrives mig. 

Ganske rigtigt udtrykte en af kunstnerne sin indignation ved at insinuere at udstillingen ikke var blevet anmeldt, da den fandt sted på KVINDEmuseet! 

Den pågældende udstilling er afsluttet for længst - og måske havde det været bedre, om den kamplystne kunstner havde givet udtryk for sin kritik, mens udstillingen fandt sted? Eller eventuelt var gået ad den officielle vej gennem museets leder? 

Anyway! Balladen inspirerede mig til at besøge Kvindemuseets hjemmeside, hvor jeg fandt oplysninger (og jeg har modtaget pressemateriale fra museet på mail) om en udstilling, hvor et antal kunstnere har skabt fotografiske parafraser over nogle af maleren Kirsten Kjærs værker. 

Som nævnt andetsteds på siden her, havde jeg faktisk planlagt at afholde juleferie, men jeg tog da ikke desto mindre lige et smut til Smilets By med henblik på at se udstillingen 'Portrætter & parafraser' som udgangspunkt for en anmeldelse. 

Udstillingen kan ses frem til d. 1. marts 2020. 

Januar 2020

Anette Harboe Flensburg udstiller på Trapholt i tidsrummet 16. januar-22. november 2020 (pressefoto: Trapholt)

Maleri af Lærke Lauta, som udstiller i perioden 18. januar-13. april 2020 på Horsens Kunstmuseum (foto: Morten Jacobsen)

Lige nu - i skrivende stund - holder jeg lidt juleferie fra anmelderiet, men i januar åbner nye udstillinger i Jylland, og d. 16. januar åbner på Trapholt udstillingen 'In Company with No-One' med værker af Anette Harboe Flensburg på Trapholt i Kolding. 

Om den kan man læse på museets hjemmeside: "Anette Harboe Flensburg maler på én gang det synlige og det usynlige. Hendes sanselige malerier bevæger sig mellem det abstrakte og det figurative, når umiddelbart velkendte arkitektoniske elementer på en og samme tid ligner abstrakte malerier bestående af flader og former". 

Allerede få dage senere er der fernisering på en udstilling af Lærke Lauta på Horsens Kunstmuseum. Om udstillingen 'Disolve', der åbner d. 18. januar, kan man læse på museets hjemmeside: "Lærke Lautas maleri er skabt af fortyndet akrylmaling, som næsten ligner akvarel i dets matte og udflydende karakter". 

Den sidste udstilling, som jeg har noteret mig i januar, finder sted i Kunsthal Nord i Aalborg, og her arbejder duoen Claus Egemose og Michael Mørk under det fælles pseudonym "Allan Gabi", og her formidles følgende blandt andet på kunsthallens hjemmeside:  "Det er værker, der i indhold kredser om kultur/natur forhold, der reflekterer øjeblikkets lys/skygge forhold. Værker som repræsenterer en umiddelbarhed, der taler til det menneskelige nærvær". Udstillingen med titlen 'Indoors' åbner d. 25. januar.

Opsang til samtidskunstscenen

Museet for Religiøs Kunst viste i 2018 udstillingen 'Becoming Animal', som var kurateret af Claus Carstensen. Om det er én af de udstillinger, som afgåede formand for museets bestyrelse, Michael Böss, fandt tom for tanker, følelser og æstetik, melder historien intet om.

"Ofte er de kunstnere, der står bag den, selv dybt uvidende og ude af stand til at formulere sig, heller ikke i deres værker. Alligevel synes de selv og deres akademiske rygklappere, at de er fremragende eller ligefrem geniale. Og ingen tør sige dem imod af angst for at blive beskyldt for rindalisme"

Tak for kaffe! Det er hårde ord her op til jul, som den netop afgåede bestyrelsesformand for Museet for Religiøs Kunst Michael Böss fremsætter i et interview med Henrik Dannemand i Berlingske. 

"Den", som Böss antyder, er den akademiske kunst, som nogle steder beskrives som samtidskunst. 

I interviewet roder Böss sig i nogle ret mærkværdige teorier i forhold til specifikke temaer og i andre sammenhænge har han ret i, at samtidskunstscenen efterhånden er så infiltreret i akademisk fnidder-fnadder, at det kan synes som - hvad Böss antyder - "tom for tanker, følelser og æstetik". 

Kæden hopper imidlertid af, da Michael Böss udtaler følgende svada: "Specielt på venstrefløjen er der en tendens til at mene, at det er fra kunstnerne, vi skal høre sandheden om samfundet". 

Michael Böss er tidligere lektor på Aarhus Universitet, historiker dr.phil, og hans tilbagetrækken fra museet i Lemvig betragter han som en stor lettelse. 

Måske har han været fejlplaceret i sin belastende rolle som bestyrelsesformand for Museet for Religiøs Kunst?

Museum Jorn indvier Kirkeby-rum til januar

Per Kirkeby, uden titel, 2011. Olie på lærred (pressefoto: Museum Jorn)

Lige inden maleren, grafikeren, billedhuggeren, forfatteren og lyrikeren Per Kirkeby døde i maj 2018, blev hans ganske omfattende arkivmateriale på kunstnerens foranledning overført fra ARoS i Aarhus til Museum Jorn i Silkeborg, som i forvejen råder over en komplet samling af Kirkebys raderinger. Disse blev vist på en udstilling, der fyldte hele museet i 2015. 

Foruden arkivalierne og grafikken er Museum Jorn i besiddelse af en ikke beskeden samling af Kirkebys øvrige værker - heriblandt nogle af de tidligste malerier udfærdiget på masonit, som var Kirkebys foretrukne malegrund i mange år. 

Til januar åbner museet et rum, som er dedikeret til Per Kirkebys værker, og i en pressemeddelelse fra Museum Jorn hedder det blandt andet: "Det har i flere år været Museum Jorns ønske at markere Per Kirkebys personlige engagement og hans fremtrædende position i husets samling af eksperimenterende kunst. Derfor opretter vi et særligt Per Kirkeby-rum med en række hovedværker af kunstneren i museets samling". 

Pressemeddelelsen fra Museum Jorn indløber faktisk dagen efter, at netop ARoS har offentliggjort deres program for 2020, og her slutter man året af med en Asger Jorn/Per Kirkeby-udstilling, der belyser "et åndeligt og teoretisk slægtskab mellem de to kunstnere". Sådan beskriver ARoS i hvert fald udstillingen i en pressemeddelelse. 

Jeg nøjes med at konstatere, at verden er lille, og at indvielsen af Kirkeby-rummet på Museum Jorn finder sted d. 25. januar 2020.

ARoS offentliggør program for 2020

Freeman & Lowe: 'Colony Sound (R.G. San Sound International)' installationsfoto (foto: Luke Walker)

Per Kirkeby: 'Grün Frühling', 1988. Olie på lærred. 200 x 170 cm. (pressefoto: ARoS Aarhus Kunstmuseum)

Det er ret typisk for kunstmuseet ARoS i Aarhus, at man holder kortene tæt ind til kroppen med hensyn til udstillingerne for det følgende år; men nu har jeg modtaget en mail med programmet for 2020 - sådan cirka to uger før nytår. 

Til en indledning byder det fra d. 8. februar på en udstilling med titlen 'Women Without Men' med værker af Shirhin Neshat, der skildrer fem iranske kvinders liv i det aldeles udmærkede år 1953. 

Lyder titel og handling bekendt på nogle, kan jeg blot konstatere, at der er tale om gedigent genbrug, da det fem-delte videoværk blev vist på museet i 2008. 

ARoS store satsning i 2020 bliver en formentlig storslået sag, der kommer til at fungere som en form for erstatning for den ellers planlagte triennale, der tidligere har været på tale, men det finder jeg nu ikke behøver være en ulempe, da en udstilling, der er delt op i to afsnit 'Mythologies - the Beginning and End of Civilizations' ligner et meget interessant projekt, der integrerer klassisk kunst fra øverste hylde med samtidskunst fra samme reolelement. 

Udstillingen åbner 4. april og varer sommeren over. 

Mytologi er der også masser af i en udstilling, jeg personligt ser meget frem til. Det drejer sig om udstillingen med duoen Jonah Freeman og Justin Lowe, som iscenesætter 'Colony Sound', der åbner d. 10. oktober. 

Afslutningsvis sætter ARoS fokus på to store danske malere fra nyere tid, og her mener jeg måske, at forudsigeligheden har fået en plads i programmet.

Asger Jorn og Per Kirkeby er ofte blevet sammenlignet som hver især de store malere fra deres epoke; men nu bringer ARoS dem altså sammen i en udstilling, der åbner d. 21. november.

Lyngsø. Sensommer

Sensommer i december

'Lyngsø. Sensommer', olie på lærred, 97 x 130 cm.

Når maleriet herunder bærer titlen 'Lyngsø. Sensommer' og først nu midt i december er færdiggjort, skal det ses som en proces at producere et maleri. 

Med andre ord: Skitserne og forberedelserne til billedet ligger et par måneder tilbage i tiden, og efterfølgende har de dengang samlede indtryk materialiseret i et maleri. 

Sådan forholder det sig ofte - og årstidernes forløb lader sig ikke sådan standse, selv om man godt nogle gange kunne tænke sig at forlænge sommeren nogle måneder.

Højdepunkter fra kunståret 2019 i Jylland

Det er først og fremmest alsidighed, der har præget de jyske udstillingsinstitutioner i året, der nu rinder ud.

Det kan vel dårligt overraske  nogen, at Jyllands store kunstmuseer har lagt hus til nogle af de mest bemærkelsesværdige kunstudstillinger i året 2019.

Hvis man skal placere disse museer på en skala, vil det være naturligt at placere kunstmuseet ARoS i Aarhus i toppen af pyramiden, og netop derfor vil ARoS altid være genstand for store forventninger af kunstpublikummet og -anmelderne.

Det er dog også svært at udtrykke andet end tilfredshed med primært tre udstillinger på museet: 'Tomorrow is the Question' var en udstilling, der viste et stærkt og kvalificeret udvalg af international samtidskunst i en vellykket disponering. Fem stjerner fik udstillingen af Jyllands-Postens udsendte. 

I Douglas Gordons 'In My Shadow' blev dyremishandling sat i et - måske - ufrivilligt perspektiv i kraft af et videoværk, der inkluderede en elefant, der tydeligt skræmt blev hevet ind i et gallerimiljø. Desværre overskyggede netop dette værk for en fem-stjernet oplevelse. 

På ARoS kan man stadig se udstillingen 'Objects of Wonder - from Pedestal to Interaction', og bag denne konstruerede titel (er de ikke alle det?) findes en flot udstilling med skulpturelle enheder udlånt fra Tate Museum i London. Endnu fem stjerner til ARoS!

'Tomorrow is the Question': Doug Aitken: 'New Era', 2018, videoinstallation

Det var i 2019 to maleriudstillinger, der trak stjerner til kunstmuseet Kunsten i Aalborg. Et overflødighedshorn af modernistisk kunst bragte den nordiske kunsthistorie i den første halvdel af 1900-tallet i spil til fem stjerner, og det samme skete med udstillingen af den surrealistiske maler Rita Kernn-Larsen, som Kunsten bragte til ære og værdighed i en smuk iscenesættelse. 

I Aalborg finder man også Kunsthal Nord, der i det forgangne år blandt andet viste udstillingen 'Entré', hvori tre yngre kunstnere forvandlede det rå postindustrielle miljø i kunsthallen til et dekadent og syret miljø. Dette usædvanlige, kuratoriske greb gav udstillingen fem stjerner.

'Nordisk modernisme - Inventing the Future': Maleri af Harald Giersing

Museum Jorn i Silkeborg gav i kraft af en kraftpræstation med udstillingen 'Jens Birkemose - Jeg er ikke færdig endnu' anledning til en seks-stjernet anmeldelse. Sjældent har man set en så veloplagt præsentation af en af kongerigets fremmeste billedkunstnere. Museum Jorn bør også nævnes i forbindelse med den konceptuelt forankrede udstilling med værker af østrigske Erwin Wurm samt den store gruppeudstilling 'Art Strikes Back - from Jorn to Banksy', hvor kunstnernes behov for at foretage modifikationer af andre kunstneres værker bringes i spil. Fem stjerner til begge de sidstnævnte udstillinger.

Jens Birkemose: uden titel, 1989

Bevæger vi os nordover, bør nævnes to imponerende udstillinger i hovedfilialen af Skagens Kunstmuseer: Hen over sommeren kunne man se udstillingen 'P.S. Krøyer - på bestilling', og den viste, at den store mester fra Skagen var manden, man skulle have fat i, hvis en konkret opgave skulle løses. Man kan stadig - og frem til maj - se en udstilling på, som jeg tror, vil overraske mange, på museet i Skagen. 'Jeg er hav - Holger Drachmann med pen og pensel' bør man ikke snyde sig selv for. Der blev givet henholdsvis fem og seks (af seks mulige) stjerner til de to udstillinger i Skagen.

P.S Krøyer: 'Et møde i videnskabernes Selskab', 1897. Olie på lærred

Holger Drachmann: 'Morgenstemning ved Nordstranden', 1902.

I det nordjyske finder man også Vendsyssel Kunstmuseum - i Hjørring - og her kunne man først på året se en udstilling af den i 2018 afdøde og i Skagen bosiddende maler Poul Winther i et sceneri, der viste, at Winther var andet og mere end opstillinger af strandingsgods, som ellers over årene blev hans signaturmotiv.

Bevæger vi os sydover, er det stadig muligt at se og opleve to udstillinger på kunstmuseerne i henholdsvis Esbjerg og Tønder. Førstnævnte museum viser den anden af tre udstillinger, der tager afsæt i temaet "Wunderkammer", og aktuelt kan man stadig opleve amerikanske Mark Dions gradbøjning af det mangfoldige emne. Endnu længere sydpå - på Kunstmuseet i Tønder - vises udstillingen 'Mangfoldige former' med skulpturelle værker af den islandske billedhugger Sigurjón Ólafsson, som spillede en rolle på den danske kunstscene i en periode før og under 2. Verdenskrig, og historien om Ólafsson er faktisk interessant. Fem stjerner til hver af de to udstillinger i Sydjylland.

Sigurjón Ólafsson - 'Mangfoldige former': Installationsfoto med skulpturen 'Blomsten' fra 1991

Jeg mangler således kun at nævne én af de tre udstillinger, der kunne trække seks ud af seks stjerner i udstillingsåret 2019: På Moesgaard Museum ved Aarhus sætter de helt deres egne normer, når det drejer sig om at lave særudstillinger med udgangspunkt i historiske begivenheder. Aktuelt udgør 'På vej mod katastrofen - Pompeji og Herkulanum' ingen udtagelse. Med vanlig sans for detaljer, har man på Moesgaard suppleret de arkæologiske fund fra Syditalien med en iscenesættelse, der giver publikum mulighed for at tage en spadseretur i ét af Pompejis områder. Denne udstilling kan ses frem til d. 10. maj 2010.

Moesgaard Museum: 'På vej mod katastrofen - Pompeji og Herkulanum' - installationsfoto

Det er klart, at disse udstillinger, som er omtalt her, kun udgør en begrænset del af de udstillinger, jeg har set og anmeldt i løbet af 2019, og man kan såmænd godt blive ret stakåndet ved at tænke på, hvor meget, der er løbet gennem systemet i løbet af et år... Og så er der naturligvis alle de mange kunstudstillinger, der er blevet siet fra i prioriteringsarbejdet. Mange vil sandsynligvis finde denne proces uretfærdig og alt for subjektivt rodfæstet; men der må tages nogle valg, og sådan bør det være!

MoMA-direktør den mest magtfulde

Glenn D. Lowry ligner én, der er ganske godt tilfreds med at befinde sig på førstepladsen over de mest magtfulde personer i kunstverdenen (foto: MoMA)

Når man er direktør for ét af verdens største kunstmuseer, Museum of Modern Art i New York betyder det samtidigt, at man er en af kunstverdenens mest indflydelsesrige personer. 

Således offentliggjorde kunstmagasinet ArtReview i sidste måned deres Power100 over den mest magtfulde personer på den internationale kunstscene netop nu, og her indtog MoMA-direktør, Glenn D. Lowry, førstepladsen, og faktisk er han lidt af en højdespringer, da han i 2018 måtte nøjes med en plads som nummer 13. 

Hvad der helt præcist har givet ham et så markant hop på listen kan jeg ikke sige; men han har gennem årene ofte befundet sig i den øvre del af denne subjektivt udarbejdede Top 100. Han har fungeret som direktør på museet siden 1995. 

Af andre skred kan nævnes #metoo-bevægelsen, som er faldet fra nummer tre til nummer 21. Ai Weiwei har også taget et dyk fra nummer fem til nummer 24. 

Til gengæld er der dansk repræsentation på listen, da Olafur Eliasson nu igen er til stede efter et par år ude - oven i købet blandt de 50 mest magtfulde på en plads som nummer 49.

Drachmanns udvikling og gemte skitser

For nyligt kunne man her på blog'en læse, at jeg på daværende tidspunkt planlagde et besøg på Skagens Kunstmuseum med henblik på en anmeldelse af udstillingen 'Jeg er hav' med værker af Holger Drachmann. 

Nu er turen til Danmarks nordligste by gennemført, og besøget på det fine museum og udstillingen rummede faktisk nogle interessante overraskelser. 

På den anden side, burde intet komme bag på mig, da jeg mente, at have læst bogen om Drachmann, som følger udstillingen, og som jeg fik tilsendt, da udstillingen åbnede, grundigt; men tilsyneladende ikke dybtgående nok? 

Et kapitel, som omhandler fundet af et antal skitseværker, som er blevet fundet i en slagbænk i Drachmanns hus i Skagen, er i hvert fald gået min opmærksomhed forbi, men heldigvis kan man se de pågældende værker på den aktuelle udstilling, og sådanne arbejder besidder som bekendt en udmærket rolle med henblik på at beskrive en kunstners metode og fremgangsmåde. 

Holger Drachmann (1849-1908) var en kunstner, der levede et tilsyneladende rastløst liv fyldt med rejseaktivitet. 

Det var først, da han slog sig ned i Skagen i 1902, at han fandt en permanent base i sit liv, og det synes også, som om at denne ramme om hans tilværelse gav ham et nyt udgangspunkt for at beskæftige sig med maleriet. 

Man oplever dog gennem hele hans virke en stadig større lyst til at eksperimentere med maleriets muligheder, hvilket måske ikke er så underligt for tiden, hvor impressionisme og ekspressionisme begyndte at spille nye roller på såvel den danske som den internationale kunstscene. 

'Jeg er hav - Holger Drachmann med pen og papir' kan ses på Skagens Kunstmuseum indtil d. 24. maj 2020.