fredag den 30. september 2022

Fra direktør til seniorforsker på Museum Jorn

 

Museum Jorn viser for tiden udstillingen 'Fra banken til Beuys', der rummer arkivalier fra John Hunovs Daner Galleriet, der eksisterede fra 1972 til 1977.

Museum Jorn i Silkeborg skal have ny direktør. Det står klart efter, at det via en pressemeddelelse fra museet er blevet meddelt, at museets nuværende direktør, Jacob Thage, fra d. 1. april 2023 overgår til en stilling som seniorforsker på Museum Jorn. 

I pressemeddelelsen hedder det blandt andet i en udtalelse fra bestyrelsesformand Hanne Bæk Olsen: »Museets bestyrelse er glade for, at det med den nye konstruktion er lykkedes at bibeholde Jacob Thages store viden om museets samlinger samt ikke mindst, at museet hermed kan leve op til sin forskningsforpligtelse«. 

Jacob Thage har været direktør på Museum Jorn siden 2008, og i forbindelse med hans tiltrædelse lavede jeg et interview med ham til kunstportalen kunsten.nu, og da oplevede jeg en direktør med en masse visioner på museets vegne, og det er da også lykkedes Thage at bringe Museum Jorn (dengang Silkeborg Kunstmuseum) ud af en tilstand som et lidt "hemmeligt" museum. 

Der er planer om at bygge et nyt Museum Jorn centralt i Silkeborg; men det proces har været i gang længe, og hvad det ender med, må tiden vise.

torsdag den 29. september 2022

Rugbrød, der har overskredet sidste salgsdato, til 120.000 kr.

 

Bjørn Nørgaard: 'Kan et rugbrød være socialistisk? Kan kunst?', 1975. 23 x 41 x 19 cm. (foto: Bruun Rasmussen Kunstauktioner)

Egentlig skulle auktionen over moderne kunst hos Bruun Rasmussen have fundet sted onsdag d. 28. september, men en klodset gravkochauffør havde tilsyneladende gravet et fiberkabel over, så auktionen måtte udsættes til dagen efter. 

Om det er årsagen til, at auktionen havde en lidt sløv start med adskillige solide værker, der ikke kunne sælges, ved jeg ikke; men lige med ét gik et tilforladeligt maleri af Egon Mathiesen til det ti-dobbelte af vurderingen. 

Jeg tror, at mange blev overraskede over et hammerslag på 200.000 kr. mod en vurdering på 20.000-25.000. 

Et objekt med titlen 'Kan et rugbrød være socialistisk? Kan kunst?' af Bjørn Nørgaard fra 1975 - et rugbrød, der har overskredet sidste salgsdato, placeret i en montre - var vurderet til 30.000-35.000 kr., men opnåede et hammerslag på 120.000. 

Der blev også opnået fine priser på grafiske arbejder af Pierre Soulages, men det er ingenlunde usædvanligt.

Uden papir - ingen verden

 

'Papir - en tværkulturel stemme': Suptida Das: 'Soaring to Nowhere' (pressefoto: KunstCentret Silkeborg Bad)

»Nutidens verden kunne aldrig være opstået uden papir. Det har båret vores historier, vores gode idéer og billeder og de små detaljer i vores liv. Og frem for alt har det forbundet menneskeheden på tværs af geografiske og tidsmæssige afstande«


Citatet herover er afskrevet efter et dokument printet ud på papir, og denne pressemeddelelse fra KunstCentret Silkeborg Bad ledsager et katalog, der vedrører udstillingen 'Papir - en tværkulturel stemme'. 


Udstillingen, der kredser om papiret som materiale i håndlavet form, har deltagende kunstnere fra Indien, USA, Skotland, Spanien, Tyskland og Danmark på programmet, og den kan ses i perioden 1. oktober 2022-8. januar 2023.

tirsdag den 27. september 2022

Auktionsbyderne passer på pengene

 

Harald Giersing: 'Balletscene', 1920/21. Olie på krydsfiner. 127 x 127 cm. (foto: Bruun Rasmussen Kunstauktioner)

Der var få værker på Bruun Rasmussen Kunstauktioner, der på auktionshusets traditionelle auktion over moderne kunst, var vurderet til over en million kroner. 


Blandt andet et maleri af Per Kirkeby var vurderet til 1.500.000-2.000.000 kr., men det kom aldrig op i nærheden af vurderingen og blev ikke solgt. 


Ligeledes blev et maleri af den tyske maler Georg Baselitz på 50 x 70 cm. fremstillende et hundehovede vurderet til 1.800.000-2.000.000 trukket tilbage. 


Til gengæld ramte et maleri af Harald Giersing lige præcist millionen mod en vurdering på 1.200.000-1.500.000. 


Det ser ud til, at de, der kan finde på at byde på auktioner holder pengene tæt ind til kroppen i disse tider, og de fleste af de værker, der blev solgt på auktionen, ramte da også ret præcist inden for, hvad auktionshuset havde forventet - altså af de, der kunne sælges...


Endnu et kapitel skrives nu i myten om Flora Danica

 

Fra bog til porcelæn. Flora Danica (foto: Iben Kaufmann)

Det er muligt, at en og anden finder det overraskende, at jeg pludselig finder interesse i porcelænsstellet Flora Danica; men når en kulturredaktør udfordrer mig ved at bede mig skrive en anmeldelse af en udstilling, der har afsæt i netop dette tema, mår jeg naturligvis læse på lektien, og myten om Flora Danica - den danske flora - er faktisk interessant og mangfoldig. 

Ikke mindst fortællingen om kortlægningen af floraen, som den tog sig ud i 1700-tallet er interessant for en grafiker som mig, da bogværket, der beskriver den danske flora, faktisk består af en mængde af minutiøst udførte og håndkolorerede kobberstik. 

Snart kan man se Flora Danica i porcelænsversionen på en udstilling på Koldinghus, og den skal jeg besøge i en af de første dage i oktober. 

I museets pressemeddelelse om udstillingen hedder det blandt andet: »Flora Danica-stellet er uløseligt knyttet til bogværket af samme navn. Fra det omfattende værk, hvori den vilde danske flora blev registeret, beskrevet og aftegnet, blev stellets myriade af vilde dekorationer hentet. Både bogværk og stel var prestigefyldte projekter for den danske enevælde og et ypperligt billede på rigets fremdrift og oplysning«. 

Jeg læser videre i tykke bøger om Flora Danica og glæder mig til endnu en gang at besøge det fine museum i Kolding.

lørdag den 24. september 2022

Udfordring og inklusion på Trapholt

 

'Connect Me': Omfattende videoinstallation af Memo Akten har til hensigt at skabe et rum til fordybelse og meditative tilstande blandt publikum på Trapholt..

Kunstmuseet Trapholt har i skrivende stund netop åbnet udstillingen 'Connect Me', som er tredje version af en udstillingsserie, som man på museet har kørt i de sidste fem år. 

Dette projekt har til hensigt at vise, hvordan forholdet mellem mennesker fungerer, når man bliver udfordret og konfronteret med et antal kunstværker af mere eller mindre inkluderende karakter. 

Sådan er kunstmuseumsverdenen også i dag. Der skal oplevelsesstrategier på bordet, hvis man vil tiltrække publikum. 

Hvad udstillingen i sin kompleksitet mere specifikt går ud på, kan man på et tidspunkt læse i en anmeldelse, som jeg er i fuld gang med at forfatte, men jeg kan da sige så meget, som at udstillingen varer helt frem til d. 13. august 2023, så der er god tid til at få den set.

fredag den 23. september 2022

Nørderi og fedtlapudstilling på Museum Jorn


Det er i sandhed en speciel udstilling, som netop i disse timer gøres klar til åbning på Museum Jorn i Silkeborg. 

Omdrejningspunktet er et galleri - Daner Galleriet, der fungerede i det indre København i 1970'erne under ledelse af bankfuldmægtig og kunstsamler John Hunov, og perspektiveret i nutiden, hvor alt drejer sig om omsætning og indtjening, må man sige, at dette projekt selv i samtiden var usædvanligt. 

Galleriet lavede diverse udstillinger med vidt forskellige og danske og internationale kunstnere, hvoraf en del stadig er i live. 

Jeg vil tro, at en sådan udstilling vil tiltrække et ret nørdet segment af kunstinteresserede, og beskrivelsen "fedtlapudstilling" skal bestemt ses positivt, da jeg selv overordnet er mere vild med marginalt forankrede udstillinger, der især står som historiske vidnesbyrd, end jeg er tiltrukket af al den bling og plang, man efterhånden oplever flere og flere steder i museumsrummene. 

Udstillingen 'Fra banken til Beuys' kan ses på museet i Silkeborg frem til d. 16. december, og værket samt beskrivelsen, der ledsager dette blogindlæg, er kreeret af Poul Pedersen - også kendt som "Bogstav-PP". 

torsdag den 22. september 2022

Mie Mørkeberg skal male gruppeportræt af 30 betydningsfulde kvinder

 

Ved et hurtigt blik på Mie Mørkebergs skitse, kan jeg genkende Pia Kjærsgaard, Ritt Bjerregaard, Helle Thorning-Schmidt, Pia Olsen Dyhr, Bodil Koch, Lone Dybkjær og den nuværende statsminister Mette Frederiksen (pressefoto: Folketinget)

Som en kvalificeret modvægt til alle de gengivelser af mandlige magtpersoner, der er malet portrætter af, og som optræder i mere eller mindre svulstige versioner i kunstværker på Christiansborg, har man for det første udpeget 30 betydningsfulde kvinder, som skal portrætteres på et gruppeportræt, og for det andet udpeget maleren Mie Mørkeberg til at udføre det store værk. 

Mørkeberg er valgt ud fra et skitseforslag af et enigt rådgivende kunstudvalg på Christiansborg. 

De 30 kvinder, der skal indgå i gruppeportrættet er udvalgt af et uafhængigt historieudvalg ledet af tidligere chefredaktør på dagbladet Politiken, Bo Lidegaard

Mie Mørkeberg havde en stor soloudstilling på Trapholt for nyligt og er uddannet ved Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2006.

onsdag den 21. september 2022

Auktion over ældre malerier hos Bruun Rasmussen

 

P.S. Krøyer: 'Solskin over havet ved Skagen Strand', 1906. Olie på træ. 32 x 41 cm. (foto Bruun Rasmussen Kunstauktioner)

Der var ikke mange store overraskelser, da Bruun Rasmussen Kunstauktioner tog hul på efterårssæsonen med en fysisk auktion over ældre malerier i Bredgade i København. 

Et maleri, der gengiver Piazza del Popolo i Rom af en ukendt maler, opnåede dog et hammerslag på kr. 600.000 mod en vurdering på 60.000-80.000 kr. 

Et selvportræt af den polske maler Edward Okun nåede en pris på 440.000 mod en vurdering på 80-100.000. 

Ellers var der naturligvis værker, der ramte eller oversteg vurderingerne en anelse, ligesom der var værker, som ikke kunne sælges. 

Ingen af de mange malerier nåede millionen. Tættest på var P.S. Krøyer med et lille maleri fra Skagen Strand. Det gik for 800.000 og var vurderet til 300-400.000 kr. 

Om ikke så længe kommer den moderne kunst under hammeren i auktionshuset i Bredgade, og disse auktioner følger jeg naturligvis.

tirsdag den 20. september 2022

Avantgardegalleri fra 1970'erne som museumsprojekt

 

Interiør fra Daner Galleriet (pressefoto: Museum Jorn, Silkeborg)

»Galleriet var præget af strømninger fra den danske Eks-skoleFluxus fra særligt tyske og amerikanske kunstnere, fotografi, performance, feministisk kunst, kommunikationsbåret og konceptuel kunst samt minimalisme med fokus på franske og amerikanske kunstnere«


Således kan man blandt andet læse om i kataloget til en udstilling, der åbner på Museum Jorn i Silkeborg ganske snart. Udstillingen med titlen 'Fra banken til Buyes' har udgangspunkt i Daner Galleriet, der eksisterede fra 1972 til 1977. 


Galleriet var ejet af bankfuldmægtig, kunstsamler og gallerist John Hunov, som samlede en stor skare af tidens kunstnere fra den danske og internationale avantgardescene omkring sig og galleriet, der var beliggende i det indre København. 


I 2020 fik Museum Jorn overdraget et stort antal arkivalier fra Daner Galleriet og nu afdøde Hunovs arkiv, som kan ses på museet i perioden 24. september-16. december.

Franciska Clausen i syv versioner på ARoS

Franciska Clausen: 'Fisken', 1926. Kunstmuseet Brundlund Slot, Museum Sønderjylland (pressefoto: ARoS)

»Udstillingen arbejder med syv temaer: Avantgardisten, portrætmaleren, modernisten, maskinæstetikeren, surrealisten, designeren og plakatkunstneren Franciska Clausen. De forskellige temaer fremhæver, at der ikke kun fandtes én Franciska Clausen, men mange versioner af en kunstnersjæl, der lod sig udfolde samtidigt gennem hendes kunst«


Således kan man blandt andet læse i pressemeddelelsen til en kommende udstilling med værker af Franciska Clausen på ARoS i Aarhus. 


Clausen har været omdrejningspunktet i nogle udstillinger i de senere år, heriblandt på Brundlund Slot i Aabenraa, som er hendes hjemby. 


Udstillingen på ARoS vil dog perspektivere Franciska Clausens i flere versioner, hvilket også fremgår af citatet. 


Udstillingen, som har titlen 'Hele billedet' kan ses på ARoS i tidsrummet 8. oktober 2022-26. februar 2023, og jeg har naturligvis planlagt en anmeldelse.

mandag den 19. september 2022

søndag den 18. september 2022

Sommer og vinter samt mellemstadier på Ribe Kunstmuseum

 















De fire årstider udgør temaet i en nyåbnet udstilling på Ribe Kunstmuseum, og det er L.A. Rings tolkninger af årstiderne, som er på programmet. 

Jeg er i skrivende stund i fuld og koncentreret gang med at skrive en anmeldelse af udstillingen, og den kan man naturligvis læse på et senere tidspunkt, når den bliver publiceret i et større, landsdækkende dagblad. 

Af samme årsag vil jeg ikke give en samlet vurdering af udstillingen her, men blot konstatere, at den kan ses i Ribe frem til d. 15. januar 2023 hvorefter den flyttes til Fuglsang Kunstmuseum på Lolland og derefter til Øregaard Museum i Hellerup nord for København.

fredag den 16. september 2022

Henrik Wivel fortæller om L.A. Ring

 

I forbindelse med udstillingen 'L.A. Ring - Årstiderne' på Ribe Kunstmuseum, har man ladet producere dette fine filmklip, hvori udstillingens kurator, dr.phil. Henrik Wivel, fortæller om Ring og baggrunden for udstillingens tema.

torsdag den 15. september 2022

På besøg i Aarhus: Samlingsudstilling på ARoS

Installationsview fra udstillingen 'Sten - saks - papir' på ARoS med en imponerende skulptur af amerikanske Tony Matelli i forgrunden.

Man skal lige gå rundt i udstillingen 'Sten - saks - papir' på ARoS i Aarhus, inden det går op for én, at det ikke blot drejer sig om en smart gimmick at opkalde en kunstudstilling efter et princip, man bruger, når man skal tage beslutninger om et eller andet. 

Måske har udstillingens kuratorer brugt tricket, da de skulle udvælge værker til den faktisk fine samlingsudstilling, men tager man en nærmere iagttagelse, vil man opdage at der er adskillige værker udført på papir og i granit til stede. 

Saksen bruger man som værktøj, når papiret skal forarbejdes. 

Måske gør jeg mig her skyld i en overfortolkning, men ellers må man jo læse den omfattende formidlingstekst, der blandt optræder i den serie af billeder, jeg tog under mit besøg på museet. 

Udstillingen kan ses på ARoS frem til d. 15. januar 2023.

Posthum hyldest til Mogens Gissel

 

Interiørfotos fra Galleri Profilen i Aarhus med værker af Mogens Gissel (fotos: Galleri Profilen)


Tidligere i år døde maleren Mogens Gissel og i 2018 skrev jeg en anmeldelse af Gissels udstilling hos Galleri Profilen i Aarhus, og i den kunne man blandt andet læse følgende: »En ting er imidlertid, hvordan man som beskuer afkoder en kunstners værker, en anden er, hvad kunstneren har af hensigter i forhold til værkernes immanente aspekter. Oftest bliver man i tilskuerens rolle næppe klogere på disse bagtanker, og i Mogens Gissels tilfælde ligger tolkningsgraden i høj grad hos betragteren. Således kan man sagtens føle sig fri i afsøgningen af narrativt forankrede enkeltheder i værkerne«


Senere mødte jeg Gissel til et ferniseringsarrangement, og her måtte jeg lægge øre til en røffel over, at jeg havde akademiseret sproget i beskrivelsen af kunstnerens værker. 


Måske havde han ret, det kan jeg umuligt afvise; men ikke desto mindre kan man nu igen på Galleri Profilen se en udstilling af et stort antal af kunstnerens værker, og her vil jeg blot sige, at denne udstilling fortjener langt mere opmærksomhed, end hvad der blev den til dels, da jeg besøgte den forleden dag. 


Udstillingen kan ses frem til d. 14. oktober. 


Fremtiden i kunsten er tilsyneladende ekskluderende

 

'Museum for Fremtiden': Helene Nymann: Ode to Creode, Ode to Creode X og Ode to Creode Y', 2022. Video og skulpturinstallation (foto: Emilia Therese)

Jeg vil da gerne erkende, at de sidste mange års udstillingsvirksomhed i Kunsthal Aarhus (tidligere Århus Kunstbygning) har været ret komplicerede at opleve, med mindre man har en magistergrad i filosofi eller lignende. 

Nu rammer institutionen dog loftet over, hvad man kan gøre for at ekskludere et publikum, der uforvarende møder op med henblik på at opleve en kunstudstilling. 

Det er muligt - eller rettere sikkert - at jeg ikke havde gjort mit hjemmearbejde grundigt nok, da jeg ville se udstillingen 'Museum for Fremtiden', men jeg blev mødt af et dystert projekt, hvor udstillingslokalerne er afspærret med nogle bånd og snore. 

Min tålmodighed var ellers stor, men da der ikke var nogle til stede, der kunne give mig en forklaring på, hvad der er meningen med dette projekt, valgte jeg at resignere og blot forlade kunstbygningen. 

Sorry to say; men hvis dette er fremtidens museum, så føler jeg mig faktisk ekskluderet fra institutionerne. 

Jeg er dog alligevel ganske sikker på, at langt de fleste kunstmuseer og kunsthaller også i fremtiden vil byde publikum velkommen indenfor.

mandag den 12. september 2022

ARoS søger kunstnerisk programdirektør

 

ARoS udstiller for tiden totalinstallationen 'Berl-Berl' af Jakob Kudsk Steensen.

En ny stilling er slået op hos kunstmuseet ARoS, og der er ikke tale om en overinspektør eller en kurator, men derimod en såkaldt kunstnerisk programdirektør, som formentlig skal afløse Lise Pennington, der netop fungerede som overinspektør på museet - og faktisk konstitueret som direktør i en periode - inden hun tidligere på året fratrådte af en årsag, der aldrig er blevet formidlet af en ellers meget kommunikationsvenlig institution. 

I beskrivelsen af den nye stilling hedder det blandt andet:»Den rette kandidat har allerede et stort internationalt, kunstfagligt netværk og forbindelse til kunstnere og har erfaring med ledelse af kunstneriske teams. Du har et indgående kendskab til museumsbranchen og erfaring med ledelse af kunstmuseer eller lignende institutioner. Ideelt set har du været chefkurator eller direktør for et museum med udstillinger og samlinger af ældre kunst, moderne kunst og samtidskunst«

Det er altså et stort brød, man skal gabe over i jobbet, og mener nogle af læserne af denne blog, at de besidder egenskaberne, er ansøgningsfristen d. 1. oktober. 

Man forventer, at den nye medarbejder tiltræder 1. december.

Ring i Ribe

 

L.A. Ring: 'Sommerdag på Enø. En mark med modent korn i forgrunden', 1913 (foto: Ribe Kunstmuseum)

Dårligt har jeg skrevet og afsendt en anmeldelse om den aktuelle udstilling på kunstmuseet HEART i Herning, før der ligger nye og spændende opgaver og venter. 

Aktuelt handler det om en forskningsbaseret udstilling på Ribe Kunstmuseum, hvor dr.phil. Henrik Wivel har kurateret udstillingen med værker af L.A. Ring med udgangspunkt i de fire årstider. 

Det sidste er væsentligt, da Ring måske var en af få malere i sin samtid, der direkte forholdte sig til naturen og hvordan, den blev påvirket af netop årstiderne i hans levetid, der strakte sig fra 1854 til 1933. 

Udstillingen 'L.A. Ring - Årstiderne' kan opleves i det fine museum i Ribe frem til d. 15. januar 2023, hvorefter den kan ses på Fuglsang Kunstmuseum og senere på Øregaard Museum.

lørdag den 10. september 2022

Naturen i museumsrummet

 
















Som sådan et ethvert forsøg på at transformere naturen - eller, som i det aktuelle tilfælde, skoven - ind i museumsrummet noget, man måske forbinder med guldaldermalerier, men hvis man interesserer sig for Rune Bosses kunstneriske praksis, vil man vide, at den unge (født 1987) kunstner i bogstavelig forstand flytter naturens genstande ind i udstillingsinstitutionerne og i samklang med moderne virkemidler skaber nogle ikke helt uinteressante miljøer, som et undrende og iagttagende publikum kan gå på opdagelse i. 

Aktuelt har man netop åbnet udstillingen 'Træfald' på kunstmuseet HEART i Herning med netop nogle ret bemærkelsesværdige installationer af Bosse. 

Jeg er i skrivende stund i gang med en anmeldelse af udstillingen, som kan ses på HEART frem til d. 26. februar 2023.