onsdag den 30. oktober 2024

November begynder i Aalborg

 

Orsolya Bagala: ’Ladies in the Landscape’, 2021 (foto: Karl-August Bockhahn)

Jeg har et ærinde i Aalborg en af de første dage i november, og anledningen er faktisk ret nedslående, da jeg skal afhente nogle kunstværker i et galleri, der står for at skulle lukke. 

Når jeg nu ikke desto mindre er i den nordjyske købstad, tager jeg naturligvis et besøg på kunstmuseet Kunsten, hvor man for tiden viser to udstillinger, jeg vil koncentrere mig om med henblik på potentielle anmeldelser. 

Først vil jeg nævne ungarsk fødte men i Danmark bosiddende Orsolya Bagala, der viser udstillingen ’Your Past Became Gold’. 

Bagala er uddannet på Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2005, og i Kunstens pressemateriale hedder det blandt andet, at »Bagalas motivverden er forankret i personlige erfaringer, men har samtidig en universel karakter. Værkerne på genbrugsmaterialer bliver en slags feministisk ”Arte Povera”, som trækker tråde tilbage i kunsthistorien«. 

På samme tid viser Kunsten udstillingen ’Solar System’ af den stærkt hypede danske samtidskunstner Esben Weile Kjær, og denne udstilling ser meget gul ud på pressefotografierne. 

Jeg glæder mig til at aflægge museet et besøg endnu en gang.

søndag den 27. oktober 2024

Anmeldelse af 'Moder Jord' på Moesgaard Museum publiceret på KulturInformation

 

















Som jeg tidligere har nævnt på blog'en her, var det planen, at jeg ville skrive en anmeldelse af udstillingen ’Moder Jord’, der netop er åbnet på Moesgaard Museum ved Højbjerg syd for Aarhus. 

Nu har jeg i selskab med min hustru besøgt udstillingen og anmeldelsen er skrevet og for ikke, det skal være løgn, er den allerede publiceret på portalen KulturInformation, og der er såmænd ingen som helst grund til at lægge skjul på, at min anmeldelse blev ledsaget af fem – ud af seks – stjerner. 

Der er ganske vist tale om en kompleks udstilling, der tager publikum tilbage til en epoke, da mennesker for 12.000 år siden begyndte at opdyrke jorden og dermed skabte en helt ny form for civilisation i forhold til jæger- og samlertraditionen. 

Er man nysgerrig på et sådant projekt, er der masser af tid til at se udstillingen. 

Den varer helt frem til d. 10. august 2025, og min anmeldelse på KulturInformation kan læses HER>

Cobra-auktion hos Bruun Rasmussen

 

Pierre Alechinsky: ’Les inondés’, 1959. Olie på lærred. 97 x 130 cmVurd.: 2.000.000-2,300.000 kr. (foto: Bruun Rasmussen Kunstauktioner)

Kunstnergrupperingen Cobra fungerede kun officielt i tre år fra 1948 til 1951; men ikke desto mindre er sammenslutningen i et historisk perspektiv mere aktuel end nogensinde tidligere. 

Således afholder auktionshuset Bruun Rasmussen til december en stor live-auktion over Cobra-kunstnere, der tæller navne som Asger Jorn, Christian Dotremont, Pierre AlechninskyKarel Appel og mange flere. 

Faktisk er det sådan, at auktionshuset søger værker af Cobra-kunstnere, så hvis man ligger inde med noget Jorn eller lignende, som man gerne vil af med, bør man kontakte Bruun Rasmussen via firmaets hjemmeside.

lørdag den 26. oktober 2024

Besøg på Moesgaard Museum

 

’Moder Jord’ på Moesgaard Museum: Billedet her gengiver kraniet af en okse, der har fået pandeskallen knust i forbindelse med ofringen i en mose. Tragtbægerkultur, Danmark 3600-3300 fKr.

Nogle uger efter åbningen af udstillingen ’Moder Jord’ på Moesgaard Museum syd for Aarhus lykkedes det mig at få besøgt museet og udstillingen med henblik på en anmeldelse, der vil blive publiceret på portalen KulturInformation inden længe. 

Udstillingen belyser i en flot antropologisk ramme menneskets overgang fra samler- og jægerfolk til mennesker, der dyrker jorden. 

Her skal vi ca. 12.000 år tilbage i tiden, så et gennemsnitligt menneskes levetid kan dermed opfattes som en dråbe i oceanet. 

Hvordan jeg har valgt at beskrive udstillingen, vender jeg naturligvis tilbage til, når tiden er inde og i mellemtiden kan jeg blot fortælle, at ’Moder Jord’ kan ses på museet, der i den nuværende form kan fejre 10 års jubilæum, indtil d. 10. august 2025.

torsdag den 24. oktober 2024

Abonnent på New York Times i to år

 

I går producerede jeg en af mine primitivt fremstillede videosekvenser, hvori jeg gik kritisk i kødet på dagbladet Politiken og avisens nye bagsideprofil.

Jeg antydede, at jeg muligvis kunne finde på at opsige mit abonnement på avisen; men så skete der noget!

Jeg fik en mail, hvori jeg kunne læse, at et abonnement på Politiken fremover ville blive suppleret med et online-abonnement på The New York Times.

Jeg glæder mig til - i hvert fald de kommende to år - at følge med i, hvad der foregår ude i den store verden belyst af en af de store aktører på nyhedsfronten.

tirsdag den 22. oktober 2024

Udstilling med Barbara Kruger på ARoS vil sprænge museumsrammen

 

Installationen her af Barbara Kruger blev vist på Venedig Biennalen i 2022. Samme år udstillede hun i Neue Nationalgalerie i Berlin i museets foyerområde. Værket her er betegnet som ’Untitled (Beginning/Middle/End)’ (foto: Timo Ohler)

»Som kritisk iagttager og konceptuelt powerhouse tager Barbara Kruger livtag med magtstrukturer, køn, identitet, senkapitalisme og digitale medier i sin første soloudstilling i Skandinavien«


Fra d. 29. november vil man kunne opleve billedkunstneren Barbara Kruger sprænge alle museumsrammer, hvis man skal forholde sig til pressematerialet, som kunstmuseet ARoS i Aarhus netop har publiceret om den amerikanske kunstners store udstilling i og omkring museet. 


Udstillingen får den ganske sigende titel ’No Comment’; men når man antyder, at det er Krugers første soloudstilling i Skandinavien, bør jeg for en sikkerheds skyld nævne, at hun deltog i en af udstillingerne i forbindelse med Aarhus Kulturhovedstad i 2017. 


Her viste hun en ganske vist mindre udstilling i serien ’De Syv Dødssynder’, hvor hun tog begrebet ”Fråseri” under behandling på Museet for Religiøs Kunst i Lemvig. 


Udstillingen på ARoS kan ses fra d. 29. november til d. 21. april 2025.

mandag den 21. oktober 2024

Ny direktør med fokus på kommunikativ forståelse

 

Der kan være idyllisk i Den Gamle By i Aarhus som på billedet her taget under et besøg i 2018.

»Selv om man skal kunne ledelse og have evner til at drive forretning, tror jeg ikke, det ville gå med en djøf’er fra erhvervslivet. Der er brug for en med indsigt i at drive museum. En moderne museumsdirektør skal have en høj grad af kommunikativ forståelse, for opgaven er at fortælle historier og nå ud til publikum«


Kommunikativ forståelse må man sige, at den ret nye direktør for Den Gamle By i Aarhus, Julie Rokkjær Birch, besidder. 


Hun har siddet på posten i lidt mere end et halvt år, og i et interview, der netop er blevet bragt på forsiden af Politikens kultursektion, fortæller Rokkjær Birch om sine visioner på museets vegne til Anne Bech-Danielsen. 


Det har ellers ikke været lutter idyl, der har præget den nye direktørs første tid i stillingen. Julie Rokkjær Birch har således været nødsaget til at afskedige 20 af museets faste medarbejdere, hvilket svarer til omkring 10 % af den samlede medarbejderstab. 


Der er således ofte koldt på toppen; men mon ikke Den Gamle Bys direktør allerede er i gang med at fyre op i brændeovnen på sit kontor i, hvad man kan kalde ”byen i byen”?


søndag den 20. oktober 2024

Gensyn med udvalgte kunstværker

 






I den netop forgangne weekend var min hustru og jeg lige på udflugt til Struer med henblik på at se Kunstforeningen Limfjordens Censurerede Efterårsudstilling, som jeg sammen med to kvalificerede medcensorer udvalgte værker til for næsten en måned siden.

Det var helt interessant at gense værkerne disponeret i Kunst- og Kulturcentret Gimsinghoveds fine udstillingsrum.

lørdag den 19. oktober 2024

Hvad er en gammel skrammet Fender-guitar værd?

 

Rory Gallaghers 1961 Fender Stratocaster. Vox-forstærkeren indgik ikke i handlen (foto: Bonhams Auctions)

Mange penge, hvis proveniensen er den rette, kan jeg godt afsløre. 

Den for længst afdøde blues- og rockguitarist og -sanger, irske Rory Gallagher blev for det meste i sin aktive karriere, der sluttede med musikerens død i 1995, forbundet med én bestemt guitar – nemlig en Fender Stratocaster fra 1961, som tidens tand havde tæret voldsomt på. 

Den originale såkaldte sunburst-finish var stort set væk og guitaren fremstod efterhånden som et gedigent håndværkertilbud. 

Ikke desto mindre har auktionshuset Bonhams i London netop haft instrumentet under hammeren og prisen for guitaren løb op i knapt otte millioner danske kroner. 

Der var flere effekter til salg på auktionen, og når Gallagher sprang en streng på den slidte Stratocaster, brugte han en model fra 1958, og den blev solgt for ”beskedne” £127.400, hvilket svarer til 1.141.192 kr.   

onsdag den 16. oktober 2024

Ny opgave - nu som teateranmelder

 

Et stillfoto fra forestillingen ’Asger Jorn – Vild kærlighed og fri kunst’, som opføres indtil d. 3. november i Jysk Musikteater. Scenen fremstiller tilsyneladende Asger Jorn personificeret af skuespilleren Mathias Flint iagttage det vævede billedtæppe ’Den lange rejse’. (foto: Thomas Juul)

Redaktøren på webmediet KulturInformation, Jesper Hillestrøm, er en person, der ser muligheder frem for begrænsninger. 

For nylig tilbød jeg min assistance til portalen som kunstanmelder med udgangspunkt i det midt- og østjyske, hvor jeg har min fysiske base. 

Tilbuddet blev modtaget med glæde og siden har jeg beskrevet en del kunstudstillinger til mediet. 

Hillestrøm er imidlertid en redaktør, som kan se potentiale i at have en anmelder i mit område, så han forespurgte forleden dag, om det var en opgave for mig at anmelde musicalen ’Asger Jorn – Vild kærlighed og fri kunst’, som fra d. 19. oktober bliver spillet i Jysk Musikteater i Silkeborg. 

»Hvis du kan skaffe mig en billet«, var min umiddelbare reaktion til redaktøren, som ikke er en person, der ligger på den lade side. Få timer senere lå der to billetter til premieren på forestillingen i min indbakke. 

Nu glæder jeg mig blot til at se forestillingen og derefter forhåbentligt at skrive et par kritiske ord om begivenheden.  

mandag den 14. oktober 2024

Halvvejs gennem efteråret

 




Uden titel. Akvareller

Når man når til midt i oktober, er det meteorologiske efterår nået halvvejs. Det vil sige, at der er halvanden måned til vinter. 

Uha! Det er nogle drøje måneder, der venter; men som jeg tidligere har været inde på, skaber jeg med motiver fra i sommer en speciel stemning på værkstedet. 

Akvarellerne herover er faktisk malet efter blyantskitser fra sommeren 2024.

'Superconversation' anmeldt på KulturInformation

På udstillingen ’Superconversation’ kan man bl.a. opleve en AI-baseret samtale mellem ni historiske personer om kunsten og museernes roller. Hver person er repræsenteret ved en trækonstruktion med en højtaler på toppen.

For nylig kunne jeg her på siden beskrive mine forventninger til udstillingen ’Superconversation’, som bringer kunstnertrioen Superflex sammen med Asger Jorn på Museum Jorn i Silkeborg. 

I mellemtiden har jeg set udstillingen, og det er blevet til en anmeldelse, som nu kan læses på portalen KulturInformation

Udstillingen, som kaster lys på planerne om et nyt Museum Jorn i Silkeborg og samtidigt går tilbage i historien, hvor arkitekten Jørn Utzon og Jorn var i dialog om et kunstmuseum i Silkeborg. 

Projektet blev aldrig ført ud i livet og i stedet blev det nuværende museum tegnet af Niels Frithjof Truelsen indviet i 1982. 

Siden er det udvidet; men i dag er pladsen utilstrækkelig til den store samling. 

Den aktuelle udstilling kan ses frem til d. 19. januar 2025 og anmeldelsen på KulturInformation kan læses HER>


Fra kontor på Christiansborg til auktion hos Lauritz.com

 

Sigurd Wendland: ’Liggende kvinde’, 1989. 115 x 146 cm. (foto: Lauritz.com)

I marts blev Mona Juul valgt som formand for Det Konservative Folkeparti, og siden har der indtil for nylig hængt et maleri af Sigurd Wendland på hendes kontor på Christiansborg. 

Jeg ved ikke, om det er faldet nogle for brystet, at maleriet, der måler 115 x 146 cm., fandt vej til kontoret, men det kan ikke udelukkes, da motivet er en nøgen, liggende kvinde, hvilket i vort frisindede og tolerante land ikke længere i visse – konservative? – kredse anses for at være passende som udsmykning i et sådant miljø. 

Uanset hvad der ligger til grund, har Mona Juul nu sat værket til salg hos auktionsvirksomheden Lauritz.com (tidligere Auktionshuset.com) og det forholdsvist store maleri er her vurderet til 8.000 kr., men i skrivende stund har det højeste bud rundet 17.000 kr. og pengene fra salget går ubeskåret til Værestedets Venner, som er en organisation, der støtter Værestedet i Aarhus. 

Jeg vil spændt følge auktionen…

lørdag den 12. oktober 2024

Tysk malerkunst hos Annika Nuttall

 

Nina Bachmann: ’Wrapped’, 2024. Olie, akryl og oilstick på lærred. 60 x 50 cm.

Den tyske maler Nina Bachmann stammer fra München og man kan nemt forestille sig, at det kan være endog særdeles varmt i det område om sommeren. 

Det er i hvert fald, hvad maleren har taget udgangspunkt i, da udstillingen, som jeg deltog i åbningen af forleden dag hos Annika Nuttall Gallery i Aarhus, har fået titlen ’Summer Heat’. 

Jeg talte en del med kunstneren under ferniseringsarrangementet og især farven i hendes værker optog mig meget. 

Hun besidder således en stor bevidsthed om farvernes indbyrdes udstrækning på billedplanerne, og hendes figurer, kan virke ret amorfe, hvilket bringer mindelser frem i min bevidsthed om tysk ekspressionisme i malerkunsten i begyndelsen af 1900-tallet. 

Man finder med andre ord en helt særlig og original dynamik i kompositionerne. 

Nina Bachmann er født i 1990 og udstillingen i den fine galleri på adressen Østergade 33, Aarhus kan ses frem til d. 29. november.

fredag den 11. oktober 2024

Moesgaard Museum i 10 år - og med ny udstilling

 

Installationsfoto fra udstillingen ’Moder Jord’ på Moesgaard Museum (pressefoto: Moesgaard Museum)

»Tidligere – meget tidligere – kunne der over kulturhistoriske museer hvile en særlig støvet stemning, som nu også havde sine kvaliteter. Montre efter montre af fundne genstande lagt frem som beviser på ældre tider og kultur og sædvaner hos de mennesker, der har beboet kloden før os. Det princip gjorde Moesgaard endegyldigt op med, da museet åbnede for ti år siden«


Når Torben Weirup i sin anmeldelse af udstillingen ’Moder Jord’ på Moesgaard Museum nævner specifikt ti år, skal det perspektiveres i, at den store museumsudvidelse på museet syd for Aarhus fandt sted for netop 10 år siden. 


Den nyåbnede udstilling, som skildrer foranderligheden i en fjern fortid, da mennesket for alvor begyndte at dyrke jorden, får fire stjerner med på vejen i anmeldelsen, som kan læses i Kristeligt Dagblad. 


Jeg besøger selv Moesgaard Museum på et senere tidspunkt med henblik på en anmeldelse. 


Udstillingen kan ses frem til d. 10. august 2025.

torsdag den 10. oktober 2024

Kunstnertrio i superkonversation med historien

 

Museum Jorn har blandt andet valgt at illustrere pressematerialet om udstillingen ’Superconversation’ med denne videostill af Superflex (foto: Museum Jorn, Silkeborg)

I skrivende stund sidder jeg og venter på, at udstillingen ’Superconversation’ skal åbne på Museum Jorn i Silkeborg. 

Så vidt jeg kan gennemskue, handler udstillingen, der indbefatter kunstnergrupperingen Superflex, om en konversation udviklet ved hjælp af kunstig intelligens mellem diverse, afdøde, repræsentanter inden for kunst, kunsthistorie og arkitektur angående mulighederne i relation til et nyt Museum Jorn i Silkeborg. 

Hvad udstillingen i øvrigt – rent fysisk – drejer sig om, glæder jeg mig til at erfare. 

Om Superflex kan kort siges: »Superflex er en dansk kunstnergruppe, der blev grundlagt i 1993 af tre kunstnere: Jakob Fenger, Rasmus Nielsen, og Bjørnstjerne Christiansen. De er kendt for deres kollektive arbejdsmetoder og har skabt sig et navn både i Danmark og internationalt med deres innovative tilgang til kunst og samfundsmæssige problemstillinger. Deres værker bevæger sig ofte i krydsfeltet mellem kunst, aktivisme og samfundskritik«. 

For en ordens skyld bør det nævnes, at teksten om Superflex er udviklet ved hjælp af AI-værktøjet ChatGTP

Udstillingen kan ses på Museum Jorn frem til d. 19. januar 2025

tirsdag den 8. oktober 2024

Fire stjerner til ARoS og 'Sky Gazing'

 

’Sky Gazing’: Willem Claesz Heda: Opstilling med forgyldt ølkrus’, 1634. Olie på plade.

»ARoS mangler den samlede fortælling om menneskets forhold til himmelrummet, og i høj grad også et katalog med tekster, der kunne perspektivere yderligere til dette meget væsentlige emne«


Jeg er helt enig med Lisbeth Bonde i hendes overordnede vurdering af udstillingen ’Sky Gazing’, som hun har anmeldt til fire stjerner i Kristeligt Dagblad. 


Udstillingen kan, som det også fremgår af citatet, ses på ARoS i Aarhus, og det kan den frem til d. 16. februar 2025. 


Min egen anmeldelse af samme udstilling kan læses HER>

Sensommermorgen

 

’Strand med turister IV’. Kul, akvarel og oliepastel på Hahnemühle akvarelpapir. 25 x 35 cm.

’Strand Morgen’. Kul, akvarel og oliepastel på Hahnemühle akvarelpapir. 36 x 26 cm.

Det var helt usædvanligt i september måned at indfinde sig på favoritstranden og opleve en lun morgen. 

Når jeg ankommer, er det for det meste meget tidligt, og der er ikke mange til stede; men denne morgen husker jeg tydeligt. 

En hundelufter marcherer forbi, og et par badegæster fra den nærliggende vinterbadeklub finder sikkert vandet for varmt, men de hopper i alligevel, mens en af de adskillige kajakroere passerer på afstand.

Kunstforeningen Limfjordens censurerede udstilling åbnet i Struer

 

John Elmelund Sørensen, ’Stoppested’. Olie og akryl på lærred (foto: Kunstforeningen Limfjorden)

Der har været lidt stille om Kunstforeningen Limfjordens censurerede udstilling, siden den åbnede lørdag d. 5. oktober. 

Jeg har dog ad omveje erfaret, at åbningen var uhyre velbesøgt og at der var positive meldinger angående, hvilke værker, vi havde antaget på udstillingen. 

Jeg har desværre ikke fået set udstillingen endnu og har derfor ingen mening om disponeringen af værker. 

mandag den 7. oktober 2024

To nye udstillinger på Silkeborg Bad går i direkte konvergens med omgivelserne

 



’Mærk skovens rum’: Pastose malerier af Helge Hommes






Billeder fra Mirko Zrinšćaks udstilling ’Essence of Nature’.

Man hører ofte museumsgæster udtale, når de befinder sig i Panoramasalen på KunstCentret Silkeborg Bad, at det må være svært for en kunstner at konkurrere med udsigten ud over Ørnsø

Man kan som kunstner faktisk godt udfordre det smukke view; men om kroatiske Mirko Zrinšćak har gjort det overbevisende, vil jeg ikke tage stilling til. 

Han udtaler i kunstcentrets formidlingsmateriale om sine titelløse træskulpturer: »Disse skulpturer skal mærkes, ikke ses. Man bruger sin mave og ikke sit hoved, når man ser på dem«. 

Jeg synes, det er lidt noget sludder; men heldigvis kan man også se gruppeudstillingen ’Mærk skovens rum’, og her tror jeg, at titlen direkte indikerer konvergensen med kunstcentrets udendørs miljø. 

Begge udstillinger kan ses frem til d. 12. januar 2025.