Hvad Langsø gemte

Dette scenarie åbenbarede sig for mig på en cykeltur langs Trækstien i Silkeborg. De rustne effekter på billedet, er bl.a. hvad der kom til syne efter at vandstanden i Silkeborg Langsø har sænket sig efter vinteren. Kontrasten til det palæagtige hus i baggrunden er næsten slående.

Forbipasserende under denne kortvarige fotosession gloede godt nok lidt forbavset på mig, da jeg ”skød” de rustne enheder. Det viste er kun et udsnit af, hvad Langsøen har afsløret…

Black is black

”Alle mine skulpturer er sorte” belærer Per Kirkeby mig om, da jeg prøver at opklare, hvordan man sortpatinerer en bronzeskulptur. Jeg finder ikke momentet er det rigtige for en dialog vedr. mine associationer til størknet lava – eller et større antal murstensskulpturer, der er placeret rundt i verden – og som IKKE er sorte.

Anyway, det er ”noget med syre og en gasbrænder”. Skulpturen er støbt i Düsseldorf og er oprindeligt forarbejdet i gips. Så meget kunne jeg dog få at vide…

Skulpturen har titlen ’FRAM’ og er placeret foran Kunstmuseet ARoS i Århus, hvilket jeg skitserede foreløbigt i gårsdagens blog. Nu er der så kommet selvoplevede elementer ind i fortællingen. Samt flere billeder.

Et lillefingeraftryk

”Et ordentligt slag i bolledejen”. Dét er klar tale. Snak man burde kunne forstå… Med denne metafor mener man, at der bliver sat et visuelt eller narrativt aftryk på holdninger eller miljøer.

Om godt et år bliver der afsløret en veritabel glorie over Kunstmuseet ARoS i Århus. Billedkunstneren Olafur Eliasson har projekteret et værk, der ikke blot er noget af det mest omfangsrige i dronningeriget; men samtidigt også et projekt, der griber ind i museets akitektur og påvirker denne.

Arkitektfirmaet Smith Hammer Lassen har udtalt sig begejstret over det kolossale tiltag, der er støttet af Realdania med et tocifret millionbeløb. Der er ingen tvivl om, at denne overbygning vil stå som noget helt banebrydende i dansk kunst de næste mange år.

Nu er der så placeret en bronzeskulptur af den verdenskendte danske billedkunstner Per Kirkeby foran museet – ved trappeopgangen ud for Vester Allé. Denne skulptur er tre meter høj – og den tager sig ret uskyldig ud foran det monstrøse museum. Den udgøres af en ret monolitisk form, hvorpå der på toppen er dækket på med brød, ost og vin. Ganske gemytligt – og indbegrebet af råhygge.

Per Kirkeby har i mange år været den førende danske billedkunstner og på netop ARoS befinder sig nogle af kunstnerens hovedværker – ligesom museet er i besiddelse af Kirkebys arkivsamling, der først bliver fuldkommen i museets eje, når Kirkeby dør.

Per Kirkeby har selv valgt placeringen af den nye skulptur, som har titlen ’FRAM’. Netop placeringen har en væsentlig betydning, da skulpturen skal kunne iagttages i flere niveauer. Alligevel er den oppe imod betydelige kræfter. At den fremstår som en rektangel på højkant giver tilsyneladende ikke dét spændingsforhold, som man kunne ønske i relation til den gigantiske museumsbygning. En organisk kontrast til museets arkitetur kunne man måske ønske sig? Men lad os nu se… Jeg drager til den officielle afsløring i morgen, den 28. maj. Så må vi se, om det bliver det frygtede lillefingeraftryk frem for en gedigen kæberasler af en bronze.

Henri Rothschild

Det er ikke så længe siden, jeg hos en marskandiser her i Silkeborg købte et litografi af Frank Rubin, som vel efterhånden er en kunstner, de færreste er bekendt med.

Ved samme lejlighed købte jeg et litografi af en dansk kunstner, som muligvis er endnu mere glemt, nemlig maleren og grafikeren Henri Rothschild, som levede fra 1931 til 1992. Rothschild var ekspressionist og vild i farve og penselføring langt før ”De unge Vilde” entrérede kunstscenen for alvor i 1982.

”Skønt figurstudiet står centralt i værket, er det altid et middel til ekspressiv udfoldelse, aldrig et mål i sig selv. Selv i sin umiddelbare omgang med den ydre natur har Rothschild arbejdet på sit eget nervøse sinds præmisser, og i sin stadige udforskning af farven kan han undertiden vælge at tilsidesætte et samlende motiv til fordel for en malerisk opsplitning af billedfladen i strukturer, hvor penselstrøgenes urolige skrift og den brændende kolorit står som det bærende i billedet”. Således beskrev Peter Michael Hornung bl.a. Rothschild i Weilbachs Kunstnerleksikon.

Talentmassen på besøg i Søhøjlandet

På Kulturspinderiet i Silkeborg viser eleverne fra Kunsthøjskolen i Holbæk, hvordan man kan agere som ung kunstner i det Herrens år 2008.

”Jeg har ikke forstand på kunst”. Ordene falder i forbindelse med åbningstalen som bliver foretaget af formanden for Kultur- og Fritidsudvalget ved Silkeborg Kommune. Efterfølgende fastholder forstander ved Holbæk Kunsthøjskole, Paul Schäfer, kulturudvalgsformandens udtalelse ved at erklære, at enhver der besidder muligheden for at se, også burde være i stand til at vurdere kunst, hvis vedkommende ellers besidder et forholdsvist kvalificeret syn”.

Tidsånd og kvalitet
I det hele taget har forstanderen åbnet for en dialog mellem de unge kunstnere og det etablerede kunstliv ved at synliggøre et standpunkt, der mere tager udgangspunkt i det kvalitative element i kunsten frem for en kunstfilosofi, der tilgodeser tidsånden.

Skal man tage Paul Schäfers ord for pålydende, bekræfter den aktuelle udstilling blot, at tiden hviler helt åbenlyst i de unge kunstneres arbejder. Intet er for kitchet. Intet er for corny eller for ukorrekt i en æstetisk kontekst.

Grafik og stregkoder
Man oplever umiddelbart ved indgangen til Kulturspinderiet Julian Toldam Juhlins grafisk effektive stregkoder, som bl.a. optræder på betrækket af en rokokostol. Her mødes fortid og nutid i et morsomt samspil. Det grafiske ses på langt mere traditionel vis i to arbejder af Jóhan Martin Christiansen. Han veksler mellem oliemalerier og et par akvatinteætsninger, der blot bekræfter, at denne udtryksform stadigt har muligheder i sig.

Der er heller ikke megen tung modernisme over Pernille Egetofts små vægobjekter, der er udført i keramik. De er koloristisk bearbejdede forskelligt og man får uundgåeligt associationer imod kukure og sydtyske seværdigheder. En kendsgerning, som kunstneren er fuldt bevidst om.

Pastost maleri
Det synes, som gælder det om at være rimeligt klar i spyttet, når man gebærder sig inden for olimaleriet i dag. Man oplever ikke ofte det pastose maleri, som udtrykker en lang søgeproces med henblik på at ramme den sublime balance mellem farve og form. S. Del Priore benytter sig af det pastose i sine tilsyneladende voldsomt udførte malerier. Ofte optræder disse i et begrænset farvespekter. Sort og hvidt er nok; men mængden af farve udgør en pudsig kontrast til dette koloristisk afgrænsende billedsyn.

Life manage kit set
Den idébaserede konceptkunst er også et tema blandt eleverne på Holbæk Kunsthøjskole. Mellem en serie objekter af Anne Langgaard er det svært at overse et værk bestående af et antal halvt minutiøst placerede papkasser, hver især har påmalet teksten ’Life manage kit set’. Værket har ingen titel, og man kunne måske godt fristes til at investere i værket, hvis det holder, hvad det lover. Kasserne kan købes enkeltvis til den rørende pris af kr. 350,-

Fremtiden
Der er meget at se på i Kulturspinderiet, og der er meget at lade sig overraske over. En omfattende installation af Emma Perrin med små og større tegninger fylder godt i rummet og det samme gør Malene Wolffs objekter – heriblandt et stort stempel, som formidler budskabet ’Love is all around’.

Mange af de udstillende kunstnere har klart fokus på deres fremtidige karrierer. Dem, jeg talte med under ferniseringen, er i fuld gang med at søge ind på akademierne og det vil lykkes for nogle af dem at blive blandt et segment af fremtidens aktører på den danske samtidskunstscene. Det føler jeg mig oprigtigt overbevist om.

Prioritering?
Under ferniseringen påpegede jeg over for at par af kulturens repræsentanter i Silkeborg Kommune, at jeg fandt det en smule mærkværdigt, at kommunen ikke har bekostet et katalog over udstillingen New – Holbæk i Silkeborg. Jeg bliver informeret om, at man fra Silkeborg Kommune har betalt samtlige omkostninger i forbindelse med arrangementet.

I samme moment begynder jeg at spekulere over, hvilke udgifter der er forbundet med at tænde lysanlægget på det lokale stadion i forbindelse med fodboldkampe, der ellers afvikles i strålende solskin. Svaret blæser i forårsvinden. Der er vel dybest set tale om en prioritering?

Afgang

Den årlige elevudstilling med bl.a. afgangselevernes arbejder blev afholdt på Århus Kunstakademi med åbning 22. maj. Blandt de deltagere, som jeg vil glæde mig til at følge fremover, er maleren Christina Blaabjerg, hvis værker ses på det øverste billede i en dristig præsentation. Da Christina Blaabjerg er bosat i samme by – og samme eksklusive bydel som jeg selv, skulle det nok være muligt at følge lidt med i karrieren?

En anden er Maja Nilsson, som på det nederste billede har skåret kendsgerningerne ud i – om ikke pap, så i bordpladen. Maja Nilsson havde jeg fornøjelsen af at undervise i et lettere mislykket gæstespil som underviser i akvarel på en kunstskole i Århus for nogle år siden. Jeg vil sige, at det ikke var Maja Nilssons skyld, at samarbejdet ikke var helt vellykket. Tværtimod var hun en meget lyttende og reflekterende elev, som bl.a. er blevet optaget på Kunstnernes Påskeudstilling i år med en stor installation.

Hvor IKEA møder H&M

Der er kommet en svensk leder af Kunsthallen Charlottenborg. Han sad således meget upassende som kurator/censor på Forårsudstillingen i år. Om dét er årsagen til, at udstillingen anno 2008 ligner en spadseretur fra Ikea til Hennes & Mauritz, ved jeg ikke.

En pudsig ting, der skete, efter jeg havde vist mit partoutkort (som damen i billetsalget i første omgang kun ville give afslag i entréen på) var, at jeg ville have bekræftet, at jeg kunne fotografere på udstillingen, hvis jeg fremviste et gyldigt pressekort. Hun sagde: ”Fotografér bare løs; men du må naturligvis ikke bruge billederne til offentlig fremvisning”. Altså... Mit signal var netop, at jeg ville bruge de pågældende billeder i forbindelse med en evt. reportage om Forårsudstillingen.

Nu fandt jeg ikke, der var noget at skrive hjem om; men den afbillede væginstallation i pap af Ben Clement og Sebastian de la Cour var faktisk én blandt få fine ting på udstillingen, som kan ses til 1. juni.

Et must, hvis man er vild med design og mode.

Oh, Danmark... Who are you?

“Danskhed”...? Hvad forbinder det enkelte individ med fænomenet? Det burde vel ikke være nogen hemmelighed, at nogle af symbolerne på danskheden har en endog ret belastende signalværdi. For eksempel er ”klaphatten” jo ikke noget, man blot har på hovedet længere. Denne besynderlige hovedbeklædning er helt enkelt blevet synonymet på frikadellefed selvtilstrækkelighed og småborgerlig, nationalistisk identitetsfølelse.

Typisk dansk!? Stegt flæsk og persillesovs samt sild og snaps – og dét er der vel i princippet intet i vejen med? Faktisk kan det være helt befriende med en solid brun sovs og nogle kartofler efter nogle travle dage med mad fra kebab-baren og pizzabageriet. Ikke fordi; men jeg laver mine pizzaer selv – helt fra scratch!

Dansk… Jo, men pizza er vel efterhånden gået hen og blevet dansk folkeføde? Denne napolitanske specialitet konsumeres der sandsynligvis langt flere af herhjemme end af de klassiske egnsretter. Man kan dårligt tale om ”dansk mad” længere? Eller Dansk Folkeferie? Man fjernede det første ord i navnet – og var det for ikke at blive forvekslet med et politisk parti? Anyway… Hvem kom først? Danskheden eller folkepartiet…?

Til sommer finder en kunstudstilling sted på CopenhART Gallery i Valby. Udstillingen har den foreløbige arbejdstitel ’Oh, Danmark’. Det bliver en omfattende udstilling. Et stort segment af danske kunstnere vil med ét eller flere værker skildre deres bud på, hvordan danskheden kan fomuleres billedligt her i det Herrens år 2008.

Hvordan den enkelte tager tematikken op, kan man glæde sig til at se – og indtil da spekulere over. Mit eget udgangspunkt bliver såmænd udlændinge. Ikke specielt dansk, måske? Jo, for jeg har i fire malerier valgt at bruge lige så mange velintegrerede udlændinge, som ikke blot fungerer og arbejder i Danmark; men som også har haft en betydning om ikke for danskernes selvforståelse, så dog i det kulturelle og politiske univers.

Den ene af de fire er en nu afdød jazzmusiker, som boede i København i en periode og her spillede ofte på Jazzhus Montmartre i St. Regnegade. Den anden er idrætsmand og oprindeligt Kenyaner og mellemdistanceløber inden for atletikken, hvor han iklædt rød dragt og Dannebrog har hjemført adskillige medaljer ved store stævner. Nummer tre er en politiker, en kvinde, som sidder i Folketinget for partiet SF og sidste mand er igen en repræsentant for musikken. En dygtig amerikansk guitarist og producer.

Hvis man skulle besøge udstillingen ’Oh, Danmark’ på CopenhART Gallery, vil man måske være i stand til at spotte mine værker i en omfattende salon-ophængning? Uanset hvad, må det være til at få øje på ”Dexter”, ”Wilson”, ”Özlem” og ”Billy” blandt de mange bud på, hvordan man kan tolke fædrelandet visuelt.

Udstillingen på CopenhART Gallery, Carl Jacobsens Vej 16, Valby, åbner dén dag, hvor der er præcist fem måneder til jul – nemlig 24. juli og varer frem til og med 30. august.

Der skal to til at danne et par

Bjørn Eriksen og Jonna Pedersen har ikke så lidt til fælles. De danner par i det private og ofte også i udstillingssammenhænge.

Hvorledes et parforhold kan fungere i et længere forløb, når begge er udøvende kunstnere, er et spørgsmål, som man kan stille sig selv, uden at det nødvendigvist fremavler en konklusion. Ofte har parforhold i kunstverdenen efterladt den ene part i skyggen af den anden. Det ser ikke ud til at være tilfældet hos malerne Jonna Pedersen og Bjørn Eriksen.

Eriksen og mennesket
Bjørn Eriksens malerier har motivisk udgangspunkt i mennesket. Tavst iagttager modellerne publikum i en enkel, monokrom opsætning, hvis da ikke kunstneren har lokket tøjet af vedkommende og lader beskueren opleve personen i selskab med sin egen afklædthed, mens beklædningsgenstande flyder henkastet.

Bjørn Eriksens maleri har ikke afsæt i en fysiologisk tilstand; men i langt højere grad i det mentale. Skyggespillet forekommer altid underdrevet i de nænsomt forarbejdede portrætter. Koloristisk skaber Eriksen sine kompositioner ud fra de givne modellers individuelle karakterer. Han ville sandsynligvis aldrig behæfte farven med symbolladede værdier, dertil er han ganske enkelt for koloristisk begavet. Han lader de skiftevist changerende farvetoner og de lette nuancer optræde på lærredet i et spændstigt samspil.

Forskelligheder og fællesnævnere
Udstillingen ’De Elskende og Byens Gader’, som finder sted i Kunstpakhuset i Ikast med en tillægsudstilling i Galleriet Jørgen Østergaard, udgør blot én af et antal udstillinger, Bjørn Eriksen og Jonna Pedersen har foretaget sammen inden for de senere år. De er meget forskellige som kunstnere; men alligevel oplever man visse fællesnævnere. Ganske vist har de deres motiviske udgangspunkt i to vidt forskellige verdener; men alligevel besidder man en fornemmelse af, at Eriksens mennesker har et ærinde i Jonna Pedersens mennesketomme byrum.

Storbyen
Netop storbyen og dens mange pudsige og uforudsigelige temaer har i de seneste år været en ledetråd i Jonna Pedersens maleri. Aktuelt oplever man en stadigt større fordybelse i det helt umiddelbare hos kunstneren, der ellers har skildret nogle af klodens væsentlige metropoler. Det sidste ses der klare eksempler på i Ikast; men stadigt mere dominerende oplever man det lokale byrum i København, hvor de to kunstnere er bosat i det daglige.

I Jonna Pedersens motivverden er der ikke noget, der er for grimt eller uæstetisk. Hun fremstiller billeder ud fra de betingelser, som omgivelserne skaber. Man kan sige, at hun gør det usynlige synligt; eller at hun blot anskuer verden tidsproportionelt. Damefrisørsalonen, solcentret, grillbaren eller fiskeforretningen kan være væk om kort tid. Men Jonna Pedersen har fastfrosset lokaliteten i et momentant øjebliksbillede.

Balanceret ophængning

Jonna Pedersen og Bjørn Eriksen arbejder, bor og rejser sammen. De deler et højloftet og lyst atelier i forbindelse med deres domicil i Rødovre. Deres værker er placeret på væggene i Kunstpakhuset i en velafbalanceret ophængning. Malerierne optræder mellem hinanden og på dén måde, kan man sige, at Jonna Pedersens byrum bliver befolket med Eriksens modeller

Rauschenberg

I 2003 var jeg i sensommeren på besøg i det smukke Sophienholm - ved bredden af Bagsværd Sø. Årsagen til dette besøg var en udstilling, der præsenterede en samling af international kunst, tilhørende Niels Rokkedal.

Der sker jo ofte dét, når man vandrer rundt på en sådan udstilling, at ét værk næsten går i kroppen på én. Det skete også i det aktuelle tilfælde.

Jeg var naturligvis i forvejen bekendt med Robert Rauschenbergs værker, som jeg havde set adskillige steder på mine ture rundt i Europas store kunstsamlinger. Men dette maleri/mixed media var helt ekseptionelt i komposition og farve. Det fungerede i samme moment stramt og henkastet. Disse kvaliteter - doseret i de rigtige proportioner - kendetegner adskillige store kunstværker i historien.

Senere havde jeg mulighed for at komme helt tæt på Robert Rauschenbergs værker i forbindelse med en stor udstilling på ARoS Århus Kunstmuseum. Desværre kom jeg ved den lejlighed ikke tæt på kunstneren, der grundet et slagtilfælde nogle år i forvejen, ikke var i stand til at foretage den store rejse fra Miami til Århus - hvor gerne han efter sigende ville.

Robert Rauschenberg blev født i 1925 og er nu død. Rauschenberg blev ofte katagoriseret som pop-kunstner; men hans omfattende oevre giver et langt mere nuanceret billede af en kunstner, der på mange måder skabte et bindeled mellem den abstrakte ekspressionisme, som var fremherskende i USA i 50'erne og - netop - poppen, som slog voldsomt igennem i 60'erne.

De to billeder, der er gengivet, var at finde på udstillingen 'On and off the Wall' på ARoS i 2006.

Valby Station

Når ens syn svækkes, kan man nogle gange se lidt for kort tid på en køreplan. Således kom jeg en time for tidligt til Valby Station. Jeg synes jeg har tilbragt rigeligt tid på netop dén lokalitet; men heldigvis var vejret godt, så ventetiden føltes ikke så belastende.

I en sådan situation er det meget fristende at prøve at finde poesien i selv det allermest grå og triste. Et støjende tog dukker op, stopper i et minut og kører videre. Et øjebliksbillede fastfryses af den utålmodigt ventende. Hvis ikke jeg var kommet en time for tidligt, ville netop dette billede aldrig været blevet taget.

Og hvad så...? kunne man med en vis logik spørge! Men nu er det der.....

Pinse i hovedstaden

Der burde måske have stået ”Hovedstadsområdet” i overskriften, da jeg – som vanligt – boede hos min gode og søde ven Anne Sandberg i Albertslund. Det blev en begivenhedsrig pinse. Bl.a. havde jeg lejlighed til en gang power-walking i hovedstaden, hvor jeg havde mulighed for at se Forårsudstillingen på Charlottenborg. En meget mærkværdig udstilling i forhold til sidste års mangfoldige og levende udgave. Charlottenborg har som institution ændret sig – og dét bærer Forårsudstillingen voldsomt præg af. Det minder mest om den designmesse for tekstilkunstnere, der så er garneret med lidt kunst. Ét af lyspunkterne – for maleri er der ikke meget af – var Søren Bjørns corny malerier med kassettebånd. Man bliver næsten nostalgisk…

Statens Museum for Kunst viser en udstilling med malerirammer. Jeg har altid interesseret mig mest for, hvad der er inden for rammen, så dét gav mig ikke meget! Man viser også for tiden en udstilling med Troels Wörsels malerier, som sidste år blev udstillet på Venedig-biennalen. Solidt; men forudsigeligt… Mest overrasket – i positiv forstand – blev jeg over en forholdsvist nyåbnet udstilling med billedhuggeren Øivind Nygård. Overrraskende var det også, at der på museet lige på dét tidspunkt, jeg var der, fandt en koncert sted med sangerinden Kaya Brüel, der har allieret sig med nogle af landets fremmeste jazzmusikere i en debuterende konstellation.

Kaffepause

Sollyset trækker! På værkstedet er belysningen præget af to neonrør, som bestemt ikke kan konkurrere med solen i haven. Herregud; maleriet på staffeliet render ingen steder og det andet, som står på gulvet skal tørre i endnu en periode, før jeg kan komme videre med dét!

Der er dømt kaffepause! Dette er én af de mest anvendte overspringshandlinger, der udføres her på parcellen. Det er ikke et udtryk for manglende disciplin - tror jeg da ikke? Jeg er sikker på, at øjnene trænger til en pause fra oliemaleriernes regelbundne kompositioner og nu trænger til at falde til ro med udsigt til baghavens vildnis.

Der ligger en bunke halvt sammenrevet græs ude midt på plænen. Det dufter stadigt! Tokakspibeplanterne gror næsten synligt. Det er ikke noget problem. Rødderne er ikke dybe, så de kan hives op uden besvær. Anderledes forholder det sig med de mange skvalderkål. De har slået dybe rødder i et sindrigt netværk under jorden. Man siger de kan spises? Jeg prøver forsigtigt at smage på et blad. Det smager let syrligt... Måske har en emsig hankat afsat en stråle på netop dét blad?

Jeg når lige at slubre en halv kop. Så må jeg ned og iagttage maleriet på staffeliet. Ufatteligt så hurtigt man glemmer, hvad man lavede for to minutter siden. Der skal lige foretages nogle justeringer! Imens bliver kaffen halvlunken i Henriettes artificielt udførte krus. Jeg kan god li' dét krus. Det er mit yndlingskrus!

Jeg kniber øjnene sammen, sætter mig og lukker øjnene. Jeg ser de to nyopspændte lærreder for mit indre blik. Jeg burde gå i gang med dem; men solen frister...

Bare lige et minut endnu!

Frank Rubin

Der er vel ikke mange, der længere kan huske Frank Rubin? Rubin levede fra 1918 til 1990 – og jeg er da i stand til at huske en stor udstilling med kunstneren på Silkeborg Kunstmuseum sidst i 80’erne.

Rubin var i sine ti sidste leveår medlem af Koloristerne og i Weilbachs Kunstnerleksikon kan man bl.a. læse: ”Rubins akvareller og maleri er præget af et næsten impressionistisk afvejet farvespil. Figurer og antydninger af genkendelige, iagttagne genstande integreres i billedets opbygning, der dog altid styres af farven”. Dette er blot et uddrag af Troels Andersens biografi om kunstneren i Weilbach.

Det afbillede litografi af Frank Rubin ”faldt jeg over” under et besøg hos en marskandiser på Borgergade her i Silkeborg. Det er trykt i temmeligt mange eksemplarer; men til gengæld var prisen meget lav.

Oh Danmark

En kunstudstilling med temaet "danskhed" kan godt gå hen og blive noget, der skurrer lidt underligt i ørerne. Enten man vælger at anskue det ud fra forloren kolonihavehygge, frikadelleselvtilstrækkelighed eller rendyrket nationalisme, lyder det jo unægteligt en anelse odiøst. Egentligt ærgeligt, at det er blevet sådan; men når man som kunstner bliver inviteret til at deltage i en sådan udstilling, må man jo prøve at gradbøje emnet, så det får en relevans i ens egen tolkning.

Hvordan man end vælger at gå til bidet, så er det en kendsgerning at 'Oh Danmark' er den foreløbige titel på årets sommerudstilling i CopenhART Gallery i Valby. Den løber fra den 24. juni og frem til den 30. august.

Hvad publikum bør kunne forvente, er en salon-udstilling, hvor galleriet i bogstaveligste forstand bugner af billedkunst på vægge og gulv.

Selv er jeg i fuld gang med at lave billeder til udstillingen. Hvordan jeg tackler danskheden, vil jeg vende tilbage med på et senere tidspunkt...

En aha-oplevelse

Akademiet for de Skønne Kunsters begrundelse for at tildele Vibeke Mencke Nielsen Eckersbergmedaljen i 2005 var bl.a.: ”Uden ydre gestus, renfærdigt og upåvirket af moderetninger, har Vibeke Mencke Nielsen fastholdt sin egen kurs. Med udgangspunkt i sit liv og i sin hverdagssituation har hun evnet, i en levende vibrerende streg, at vise os noget, som vi ikke vidste om os selv og verdenen. Gjort det private alment og vedkommende”.

Således står der blandt meget andet i kataloget, der omhandler grafikeren Vibeke Mencke Nielsens udstilling, som finder sted for tiden på Vejle Kunstmuseum. Jeg lader mig gerne nedgrave i skammens muld over at indrømme, at jeg ikke var bekendt med denne fremragende kunstner, der især med sine koldnålsraderinger har gjort et stort indtryk på mig, som man kan sige – i kraft af besøget i Vejle – har fået en veritabel ”aha-oplevelse”.