Communication magic

“You’re the best danish artist, I know!!!!” Ordene bliver faktisk udtalt – ikke skrevet på et tatstatur across the Atlantic. Yes! Æd dén Kirkeby, Kvium, Birkemose og andre! For en ordens skyld spørger jeg forsigtigt, om hun kender andre danske kunstnere, den søde Mia Lundquist? ”No! You are the only one!” Nåh, ja! Naturligvis… Men det var da et par udmærkede eksempler, jeg fik hevet frem af hatten, når det nu skulle være?

Jeg besidder, som det allerede er blevet beskrevet ved flere lejligheder, jo det ubetingede privilegium at være repræsenteret i ét af Second Life’s mere seriøse gallerier Mia Lundquist Galleries. Så langt så godt!

I aften sad jeg så og chattede med galleristen om forskellige ting, og noget af det, der frustrerede Mia, var at hun ikke var i stand til at forstå alle de mange blogs, som jeg har skrevet – på dansk – om denne proces. Jeg havde fået en enkelt sjus – og var derfor ikke helt så nervøs som normalt, så jeg tog initaitiv til at vi kontaktede hinanden på ”voice-chat”, hvilket er en anordning på SL, der gør én i stand til direkte at tale til en anden person på Second Life. En fin måde at kommunikere på, må jeg sige! Og den er gratis, vel at mærke.

Nu er det jo en samtale over en vis distance. Jeg tør ikke at tænke på, hvad det ville koste i minuttet at etablere en samtale tværs over Atlanten med de normale telefontakster; men i Second Life foregår det med et headset. På med lyttebøfferne og mikrofonen – og der er hul igennem!

Jeg oversatte de forskellige blogs, som jeg har skrevet, til Mia efter bedste evne. Hun gav udtryk for at hun udmærket forstod meningen, selv om min oversættelse nok har været lidt improviserende et langt stykke hen ad vejen?

Jeg sidder med en meget behagelig følelse af, at verden stadig har den samme fysiske dimension, som den altid har haft. Men når det kommer til kommunikation, så er samtalepartneren lige om hjørnet. Sådan lyder det i hvert fald i hovedtelefonerne. Faktisk var Mia’s stemme klarere end hvis det havde været en indenrigs telefonsamtale.

Art Gallery District

”If you knew, what this means, you’d be just as excited as I am”… Ja, så føler man sig nok en smule dum – eller er det blot min jyske beskedenhed, der antager monumentale dimensioner, når Mia Lundquist giver mig denne besked?

OK! Signalet er modtaget! Mia har lejet sig ind i et lokale i galleridistriktet Cetus i Second Life. Hvad jeg ikke vidste er, at Cetus er stedét, hvis man vil frem som kunstner i denne udgave af et virtuelt miljø.

Jeg har altså alle grunde til at føle mig som Jeppe i baronens seng. Jeg kniber mig selv i armen flere gange, hvilket jeg også tilkendegiver over for Mia ofte. Hun griner meget af denne metafor, som tilsyneladende er ukendt i Staterne.

Naturligvis var jeg nysgerrig efter at se, hvilke omgivelser, der skal danne forum for min første rigtigt store udstilling på SL, så jeg frekventerede omgående Cetus og Mia Lundquist Gallery’s nye afdeling. Jeg må sige at jeg omgående blev imponeret; men ikke halvt så imponeret, som jeg blev, da jeg loggede ind på SL her sidst på formiddagen blot for at opdage, at Mia stadig var online.

Pokker om hun ikke havde brugt det meste af natten på at færdiggøre galleriet og lave en ophængning af mine værker dér. Jeg var naturligvis ved at dø af nysgerrighed, så jeg besøgte lige stedet inden Mia – træt og udmattet – skulle til ro.

Der er reception onsdag umiddelbart efter nytår på Mia Lundquist Gallery’s Cetus-afdeling. Jeg har lovet at være til stede for at svare på spørgsmål. Og jeg glæder mig til at møde et bredt udvalg af kunstinteresserede avatars.

Love to you, Mia! And thanks for your kindness and your belief in me and my work… And a happy X-mas. I look forward to continue this very rich collaboration.

Dentalfrustrationer

Jeg sidder med en bog, der skildrer billedhuggeren Jørgen Haugen Sørensen dagbogsnotater. Her beskriver han bl.a. digteren Henrik Nordbrandts mor, der umiddelbart inden hun døde sagde, at døden i hvert fald besidder én umiddelbar fordel: Man skal ikke mere til tandlæge.

Jeg skal til tandlæge i dag! Jeg kender proceduren… En dybdegående tandrensning, som jeg får foretaget hver 3. måned samt et eftersyn, som kun bliver foretaget hvert halve år. Tandrensningen gør ondt; men den er nødvendig på grund af kronisk paradentose – tandkødsbetændelse. Til gengæld føler jeg mig godt tilpas efter besøget hos tandlægen. Det er som om, at denne udrensning har en symbolsk betydning, som forplanter sig til hele organismen.

Spørgsmålet er blot, om jeg skal nævne de begyndende smerter, som jeg har registreret i sekseren i overmunden for tandlægen? Jeg gør det nok ikke…

Det er jo snart jul.

Når uvirkeligheden gengives i det andet livs spejl

Jeg kom fejlagtigt til at signalere, at Mia Lundquist, galleriindehaveren fra Second Life, var fra Californien. Jeg vil ikke afvise, at dette kunne være forankret i en længsel efter sommer og sol; men kendsgerningen er, at Mia er fra Chicago.

Jeg henvendte mig lige i galleriet i går for at følge ophængningen af mine værker – og jeg må sige, at jeg blev imponeret! Mia havde arbejdet hårdt hele aftenen (lokal tid) på at skabe et så kvalificeret rum til mine malerier som muligt.. En anden ting, som jeg registrerede ret hurtigt, var at på plakaten (som man kan klikke på og dermed få en kort beskrivelse af kunstnerens løbebane) optrådte jeg med mit real life navn... Jeg havde egentligt forestillet mig, at jeg skulle lanceres som Swain; men Mia har valgt at lave et koncept, der både tilgodeser min avatar-identitet og – ikke mindst – min rigtige.

På et tidspunkt spurgte Mia mig, hvad mine værker koster i real life. Jeg skitserede priserne for hende – og derefter spurgte hun mig, hvad jeg forventede i evt. provision? Denne er allerede aftalt i SL, og jeg tog udgangspunkt i samme procentsats, som er rimelig i forhold til, hvad danske gallerier normalt beregner.

Jeg må indrømme, at jeg i den proces følte en kraftig trang til at knibe mig selv i armen. Hvad er det lige, der sker? Hvad taler vi om? Er Second Life nu i gang med at vikle sig ind i virkelighedens verden på en ganske fascinerende måde? En kendsgerning er det i al fald, at der sidder personer bag de forskellige avatars på SL. Således fik jeg pludseligt et billede af virkelighedens Mia Lundquist, som ikke hedder Mia i virkeligheden, og et køligt pust fra storbyen Chicago blæste friskt i nakken på mig.

Mamma Mia

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at siden jeg som Lars Swain udstillede første gang i Zita's Gallery, har fået "blod på tanden" i forhold til yderligere udstillingsvirksomhed på Second Life.

Jeg har været rundt på forskellige udstillingssteder - og har erfaret at både lokaliteter og de udstillede værker, som oftest, er af tvivlsom kvalitativ karakter. Jeg ser gerne mine ting vist i et rent rum uden for megen "visuel støj". Derfor har jeg været meget tilbageholdende med at gøre alvor af diverse tilbud, som der ellers har været nok af.I går skete der så noget interessant.

Der indløb en besked i én af kunstgrupperne vedrørende et galleri, som viste sig at være en kæde af gallerier, oprettet og administreret af Mia Lundquist, som jeg til en indledning formodede var svensker - og derfor sendte en IM - på svensk. Den forstod Mia ikke et klap af, og hun kunne følgende med et smil fortælle mig, at hun kommer fra Californien og at jeg i øvrigt var meget velkommen til at aflægge et besøg i ét af hendes gallerier, hvor hun ville møde mig umiddelbart efter.

Jeg fandt omgående ud af, at Mia og jeg svingede fint sammen, og jeg viste hende nogle af mine abstrakte kompositioner, som hun hurtigt fandt fascinerende.Derefter gik det stærkt. Mia ville gerne repræsentere mig på sit galleri. Betingelserne blev aftalt og images blev overført sammen med diverse oplysninger om den stædige og dog kritiske kunstner.

Nu er der jo en tidsforskel mellem Danmark og Californien, så da jeg loggede på her til morgen, skulle Mia til at i seng og sove efter en lang og hård arbejdsdag; men jeg skal love for, at hun ikke havde spildt tiden. Hun havde allerede lavet en præsentation af mig, som nu er tilgængelig i galleriet. Samtidigt er mine skilderier nu fremme og under redigering.

Mia Lundquist er meget bevidst om det æstetiske! Bagrundsmusikken var således, da jeg besøgte galleriet, minimalistisk avantgarde og møblementet i administrationen består af Mies van der Rohe's legendariske Barcelona-stol i en sofaudgave. Alt i alt elementer, der signalerer klasse.

Thanks for you kindnes, Mia. I look forward to cooperate with you....

Luftskibet flyver igen

Et comeback! Der har været nogle stykker af slagsen i de seneste par år. Genesis har turneret – og gør det måske stadigt? – ikke med den originale besætning, som et rygte ellers ville vide på et tidspunkt, men i den poppede udgave med Phil Collins, der trådte ned fra trommepodiet og erstattede Peter Gabriel som sanger for snart mange år siden.

Police er gendannet og jeg husker stadig, da jeg stod uden for hegnet til koncerten i Århus og både hørte og så de tre mand gøre det igen mere end 20 år senere.

Men nu også Led Zeppelin! Bandet blev opløst i 1980, da gruppens trommeslager John Bonham, kaldet ”Bonzo” døde af druk. Uden ”Bonzo” intet luftskib, var konsensus blandt de tre tilbageværende medlemmer af den stilskabende gruppe.

Ikke mindst Led Zeppelins forsanger Robert Plant har i de mellemliggende år eksperimenteret voldsomt med sin karriere, og for nyligt udkom en fremragende plade, hvor han synger en overraskende klædelig duet med den amerikanske country-darling Alison Kraus.

For nyligt døde direktøren for dét pladeselsab, der signede Led Zeppelin dér tilbage sidst i de rasende 60’ere. Som en tribute til denne person, der dermed fik en kolossal betydning for bandet, besluttede Robert Plant, Jimmy Page og John Paul Jones at spille en koncert i London 02 Arena i en ny konstellation med John Bonham’s søn Jason på trommer.

Denne koncert har været behæftet med en forrygende interesse blandt fans og celebrities inden for musikverdenen og efter koncertens gennemførelse spekuleres der kraftigt i musikmedierne vedrørende gruppens fremtid. Ét af spørgsmålene i den forbindelse: Vil vi få Led Zeppelin at se på en verdensomspændende turné?

Der er selv følgelig en årsag til alle disse spekulationer. Den væsentligste skal nok findes i, at koncerten den 10. december i London ganske enkelt var en forrygende oplevelse for de nogle og tyve tusinde, der var til stede den aften. Allerede her få dage efter findes der et større antal klip på Youtube, som diverse fans har lagt ud med klip fra digitale kameraer i en lydkvalitet, der ganske vist er horribel, men som alligevel signalerer en forbilledlig tilbagelænet energi fra de nu aldrende musikere.

John Bonham er naturligvis ikke mere; men med Jason Bonham bag trommerne, kan man roligt sige, at æblet ikke er faldet nævneværdigt langt fra stammen. Hans trommespil finder næsten et genetisk leje i forhold til faderens, der vel må betegnes som noget af det mest solide og insisterende i rockhistorien?

Koncertens første nummer var Good Times Bad Times – og har der været bad times i Led Zeppelin’s tidligere karriere, så er de gode tider tilsyneladende vendt fortjent tilbage. Nu er det så blot at vente med tilbageholdt åndedræt, for at finde ud af om de fire rejser ud i verden på tur… Og hvorhen? Og hvordan? Og så videre…

Gallerist med mening

”Malurten i bægeret har for mig været al sladderen, snobberiet, hierakiet og de tåbelige intriger, som stortrives i dansk kunstliv. Hvis halvdelen af den energi, der investeres i at holde andre ude eller nede, blev omsat i kreativ produktion, ville kunsten nå uanede højder”.

Således udtaler galleriejer Allan Knoblauch i det sidste nummer af Magasinet Kunst. Under overskriften ’Kunsten at starte et galleri’ funderer han over processen her godt og vel et år efter Copenhart Gallery’s debut som aktør på den danske kunstscene. Det er ret befriende at opleve en gallerist, der har en holdning og som ikke blot tilretter sig det etablerede kunstlivs dogmer og principper. I særdeleshed, når samme galleriejer har placeret sig som nabo til en række fancy samtidskunstgallerier på adressen Carl Jacobsens Vej 16 i Valby. Jeg glæder mig til at udstille hos Knoblauch i Copenhart til februar.

Kunstmuseum eller ej

Alle større danske provinsbyer med en vis selvrespekt har et kunstmuseum. Visse byer har haft større ambitioner end andre på det punkt; men ikke desto mindre er der de seneste år blevet bygget flere nye museer til kunsten. Et af de sidste er i Vejle, hvor det eksisterende kunstmuseum netop er blevet udvidet ganske betragteligt. Byer som Horsens og – især – Århus har ligeledes været fremme i skoene med udvidelser og nybyggerier.

I tidernes morgen var der stor diskussion om, hvorvidt man i Silkeborg skulle opføre et museum til den imponerende samling af værker, som maleren Asger Jorn havde doneret til byen inden sin død i 1973. Der var store planer vedrørende dette museum – og den verdensberømte danske arkitekt Jørn Utzon var på et tidspunkt i hovedrollen med et forslag, der tog udgangspunkt i et underjordisk kompleks. Dette blev dog angiveligt for omkostningsfuldt og planerne måtte skrinlægges.

Ifølge museumsinspektør og forfatter Keld Dalgaard Larsens nye byhistorie Silkeborg Sort på Hvidt, der udkom for nyligt, var spørgsmålet oppe i Midtjyllands Avis i 1975. Her havde man lavet en form for opinionsundersøgelse blandt 100 silkeborgensere vedr. om der skulle opføres et sådant musem. De 100 var ikke tilfældigt udvalgt. Det var de samme personer, som sad i Bytinget – en udsendelse, som blev sendt i TV fra Teatersalen i Silkeborg i netop de år midt i 70’erne.

I bogen hedder det: ”Kulturudvalgsformand Juditthe Boock var advokat for et ja, mens tømmerhandler Steen Klercke advokerede for et nej. For og imod blev præsenteret i avisen den 11. oktober 1975 og ”folkets dom” kom den 16. oktober. Det var et dundrende nej til et nyt, stort kunstmuseum. 68 stemte imod, 22 stemte ja, og 10 undlod at stemme. Folkets tale nærmest forskrækkede avisen og de lokale politikere. Lugtede det alligevel af ”overbyråd”? Det ambitiøse og internationalt anlagte prestigeprojekt var i hvert fald godt og grundigt dødt i Silkeborg. Måske kunne de blive til et nyt, mindre prangende kunstmuseum ad åre?”

Som bekendt blev sidstnævnte løsning ført ud i livet med indvielsen af Silkeborg Kunstmuseum den 3. marts 1982. Det blev arkitekten Niels Frithiof Truelsen, der tegnede det nye museum, hvis udstillingsrum bl.a. rummede inspiration fra billedhuggeren Constantin Brancusis atelier med de karakteristiske, nordvendte ovenlys.

Siden har Silkeborg Kunstmuseum – eller Jorn-museet, som nogle ynder at kalde det – levet en tryg og god tilværelse ved Indelukket og i skyggen af et 14 etagers højhus.

Som middelklassen indretter sig

Århus Kunstbygning viser for tiden en totalinstallation af billedkunstneren Annette Merrild, som udstiller en serie fotografier og objekter, der portrætterer middelklassen i en række europæiske byer plus New York. Hun viser et antal hjem fra de pågældende lokaliteter og afsøger dermed de forskellige befolkningers grundlæggende æstetiske axiologier(!).

Merrild nøjes ikke med at udstille disse elementer i en traditionel konkekst. Hun har valgt at skabe en installation, der fylder hele underetagen i Kunstbygningen på en mere end overbevisende måde. Denne installation består af et gigantisk grid-system. Et skelet af tusindvis af hvide kuber uden sider. Disse refererer tydeligt til en af klassikerne i moderne dansk møbeldesign, nemlig Montana-reolen.

Udstillingen bekræfter underetagen i Kunstbygningen som meget velegnet til installationskunst og i det hele taget som fundament for samtidskunstens mange udtryk. Desværre bekræfter den aktuelle udstilling i den ”gamle” del af Kunstbygningen, at denne er akkurat lige så uegnet til konceptionelle kunstformer som uderetagen er egnet.

Vernissage på Second Life

Når man har lavet en udstillingsaftale med – skulle det vise sig – én af de mere seriøse gallerier i Second Life, kan man umuligt lade være med at tænke en smule taktilt. Dette kommer til udtryk, når man kan se, at den kommende udstilling kræver et vist uploadningsarbejde. Derfor vil man jo gerne besidde et medansvar for, at tingene fungerer tilfredsstillende.

Det er blevet signaleret, at åbningen af udstillingen i det franske galleri, bliver krydret med forskellig underholdning af musikalsk karakter. I den frankofile verden benævnes den slags begivenheder som ”vernissage” – en pendant til vor hjemlige ”fernisering”.

I aftes fik jeg en indbydelse til en virtuel vernissage på SL. Darknight Halderman udstiller et antal malerier og oliepasteller i Hammerwilde Gallery. Jeg dukkede op og fandt ret hurtigt ud af, hvor bordet med forfriskninger var placeret.

I begyndelsen virkede det, som jeg blev kigget lidt an af gallerist og kunstner samt de øvrige gæster; men i løbet af forbavsende kort tid opstod der en dialog, hvilket var meget interessant, da Halderman – trods navnet – viste sig at være italiener.

Jeg må indrømme, at jeg kom for at snuse og skabe en fornemmelse for, hvordan en sådan situation fungerer i Second Life – og det var ganske lærerigt.

Et dystert billede

På en blåfrossen novemberdag har danskerne valgt det samme grimme segment af politikere, som har styret landet med en umenneskelig hård hånd de sidste år. Det bliver også fremover med en politik, der fedter et stadigt mere grisk og strømlinet erhvervsliv op og ned ad ryggen, forankret i principper, der sætter lighedstegn mellem værdi og købekraft.

Jeg har netop på TV set De Konservatives formand i et kvalmende selvglad scenarie. Som en anden rockstar blev denne odenseanske politimand hyldet, som var han noget som helst. En vissen Pia Kjærsgaard værfede arrogant pressen af på sin vej ind til Christiansborg. Hun havde ellers ikke noget at klage over! Fremgangen giver yderligere plads til de kristne fundamentalister, som den borgerlige regering har lænet sig op af på en mørk og dyster politisk scene i de seneste år.

Bliver folk da aldrig trætte af disse ensrettede karakterer? Disse forstokkede erhvervsledertyper, der ikke tænker en eneste tanke, der kunne være forankret i en humanistisk filosofi? Man kan vel efterhånden roligt spørge sig selv om, hvor et evt. ungdomsoprør bliver af?

Men svaret giver sig selv! Ungdommen er blevet indhyllet i materialismens narkotikum. Denne generation har tilsyneladende så travlt med at efterligne deres småborgerlige forældre, at de er blevet historieløse. Den tid vi gennemlever nu, vil i historien blive sammenlignet med 50’erne. De mørke og triste 50’ere, hvor kommunistskrækken næsten nåede samme højder som dén skræk vi har over for Islam i dag. Det er som om, at man skal have et skræmmebillede. Man skal have noget at være bange for, så man har noget at gå til valg på. Det er tilsyneladende angsten, der giver disse borgerlige politikere så meget vind i sejlene. Angsten for Islam og angsten for at miste noget af dét, man har raget til sig.

Vores statsminister har sendt Danmark i krig som allieret til én af moderne politiks mest latterlige statsmænd. Han gnækker sig igennem det ene mærkværdige politiske statement efter det andet. Den køber vælgerne i det lille, kolde land oppe mod nord. Det ser for alvor kulsort ud!

Dubuffet-gavlen fortid for en tid

Hvis man er godt kendt i Silkeborg, kan det ikke være forbigået ens opmærksomhed, at den store gavludsmykning ved Skoletorvet er forsvundet.

Udsmykningen forestillede en monumental udgave af et grafisk arbejde af den franske kunstner Jean Dubuffet. Dette blev udarbejdet helt tilbage i 1961 i forbindelse med en udstilling af kunstnerens grafiske arbejder på Silkeborg Kunstmuseum, som dengang var placeret i bygningen foran den lille plads ved Skoletorvet.

Gavlen er nu hvidmalet; men der er kræfter i gang med at få den karakteristiske udsmykning tilbage på sin gamle plads. Efter planen bliver dette arbejde påbegyndt til foråret.

Kunstens nye allierede

”Meget ville være anderledes, hvis Folketinget var bredere sammensat. Til en start ville bare én billedkunstner på tinge formentligt snart få lyst til at oprette et kunstministerium. Det nuværende kulturministerium er nemlig reelt et fritidsministerium. Det administrerer underholdningen, sporten og fritidssyslerne. På den måde er det et ministerium for almen hygge”.

Således kan man læse i Politiken den 9. november i et indlæg af forfatteren Kristian Ditlev Jensen, der som bekendt stiller op til det kommende folketingsvalg for det nye parti Ny Alliance. Man må lade forfatteren, at han anskuer tingene ret klart. Det er ikke ligefrem fordybelse og visionær tænkning, der har præget Kulturministeriet i de senere år, når det handler om billedkunst. Pop, fodbold og overfladisk ligegyldighed har sat en overordnet dagsorden hos en borgerlig regering, hvis regeringsleder Ny Alliance faktisk anbefaler skal danne regering efter valget. Således må NA vel fremstå som et borgerligt parti? Og borgerlige partier har vist aldrig været særligt glade for billedkunst – med mindre den er så kommercielt fundamenteret, at den kan sælge sig selv.

”Hvem skal insistere på, at kunst er livsvigtigt, når politikerne i Folketinget ikke aner, hvad der er op og ned på æstetisk axiologi?” hedder det ligeledes i Ditlev Jensens indlæg. Det har ikke været muligt for mig at finde en definition på ordet ”axiologi” i Nudansk Ordbog på Politikens Forlag.

Udstillinger og nye arbejder

Som det fremgår af billedserien herover, har jeg netop opspændt et lærred, som jeg kunne forestille mig kunne blive et maleri til udstillingen ProKK 2008 i Ridehuset i Århus. Samtidigt har jeg planlagt nogle arbejder på papir, som muligvis kunne være et tema til en udstilling, der er aftalt på Copenhart Gallery i Valby med åbning den 28. februar 2008.

Alt imens kører en forholdsvist nyudgivet live-dvd med den amerikanske gruppe R.E.M. på værkstedet. Koncerten er optaget i Dublin i 2005 på den turné, der førte bandet til Horsens på en varm sommeraften i juni samme år. Det var en god koncert, der bekræftede forsanger Michael Stipe som én af branchens væsentligste scenepersonligheder.

Den sorte kunst, kapitel 4

Jeg har i denne beskrivelse taget udgangspunkt i et enkelt grafisk medie, nemlig det sort-hvide dybtryk. Man kan lave raderinger og ætsninger i farve. Det fordrer stor nøjagtighed, da man her arbejder med flere plader, der skal trykkes af flere omgange.

Selv har jeg kun ganske sporadisk eksperimenteret med farveraderinger, ligesom jeg kun i ganske enkelte tilfælde har arbejdet med f. eks. træsnit og linoliumssnit. I de senere år er der kommet flere metoder frem, der tager afsæt i fotografiet.

Den såkaldte fotogravure rummer muligheder, der tilgodeser nye måder at tænke grafik på. Litografi (stentryk) og serigrafi (silketryk) er grafiske trykmetoder, som ofte bliver brugt til tryk i store oplag.

Fælles for alle er, at kunstneren signerer trykket i hånden for på den måde at indikere, at han har været med i processen og samtidigt har godkendt det endelige resultat.

Jeg udstillede første gang mine beskedne grafiske arbejder på Kunstnernes Efterårsudstilling i Den Frie Udstillings bygning i København i 1991. Det var en stor glæde at debutere dér, blot fire år efter at jeg havde foretaget de første famlende forsøg med dette lidt "altmodische" kunstneriske udtryk.

Året efter udstillede jeg på Forårsudstillingen på Charlottenborg. Siden er det blevet til mange udstillinger i både ind- og udland.

Den sorte kunst, kapitel 3

Jeg stod på det kommunale grafiske værksted, frustreret og irriteret over en halvelendig og helt ligegyldig stregætsning, som jeg netop havde lavet. Jeg vidste godt, hvad der skulle til for at få et gedigent grafisk arbejde ud af mine anstrengelser. Der skulle lægges en akvatintegrund!

Problemet var blot, at jeg på daværende tidspunkt ikke beherskede denne teknik, som er et middel hvormed man arbejder gråtoner ind i trykket. Man kan udmærket arbejde i flader ved hjælp af stregætsningen, hvis man f. eks. krydsskraverer; men den ultimative fladebearbejdning inden for dybtrykket er altså akvatinteteknikken.

Heldigvis dukkede én af værkstedets andre brugere op i samme øjeblik og vedkommende var fænemonal til at lægge en akvatintegrund. I løbet af ganske få minutter blev jeg inført i metoden.

Som sagt er akvatinteætsning en metode, man bruger i udarbejdelsen af grafikpladen, når denne skal fremstå med forskellige gråtoner, svingende fra hvid til kulsort. Vel at mærke i det omfang, hvor man benytter sig af et sort-hvidt udtryk. Man kunne i princippet blot ætse pladen efter at man har afdækket de områder, der skal fremstå hvide; men dette ville bare resultere i en uegal grå tone. Man er nødt til at gøre noget, som er i stand til at samle farven på pladen. Derfor lægger man den før omtalte akvatintegrund.

Det foregår i al sin enkelthed på dén måde, at man drysser såkaldt akvatintepulver, som er pulver udvundet af harpix, i et jævnt lag ud over pladen og smelter det, således at det ligger på overfladen som ganske små dråber.

For at få akvatintepulveret jævnt fordelt er man nødt til at gøre brug af et såkaldt akvatinteskab. Dette består af en høj kasse indeholdende en mængde harpixpulver. I bunden af kassen er der en smal åbning, hvorigennem man placerer sin plade. Først skal pulveret i midlertid i bevægelse og det kan gøres med en blæsebælg eller en støvsuger, der naturligvis skal bringes til at puste. Man kan også blot vende kassen på hovedet og dermed sætte bevægelse i pulveret. Akvatintepulveret daler nu ned i bunden af kassen som julesne og så skal pladen placeres i bunden af kassen.

Efter nogen tid er pladen dækket af et jævnt lag pulver. Derefter tages den forsigtigt ud af kassen og placeres på en metalrist. Fra undersiden af denne metalrist opvarmes pladen nu ved hjælp af et gasblus, sådan at pulveret nu smelter og forvandler sig til små, bitte dråber på pladens overflade. Jeg bruger til denne del af processen et lille campingblus, hvorpå jeg har fjernet de bøjler, som er beregnet til at sætte gryder etc. på. Man kan nu afkøle pladen evt. ved at putte den i vand et øjeblik.

Herefter, når pladen er tør igen, begynder man at afdække de områder, som skal fremstå hvidt i trykket. Disse områder skal naturligvis ikke ætses og derfor retoucherer man med et retouchermiddel, som består af en ikke for tynd asfaltlak. Når denne er tør ætser man første gang for at udvikle den lyseste gråtone. Man gentager processen efterfølgende indtil man har opnået den mørkeste tone. På den måde arbejder man faktisk negativt i kraft af, at det er de lyseste områder, man bearbejder.

Man kan også arbejde positivt ved hjælp af en såkaldt løftegrundsteknik også kaldet sukkerakvatinte. Det foregår på dén måde, at man maler med en fed, sirupsagtig sukkeropløsning direkte på den akvatintegrundede plade og derpå afdækker det hele med en ætsegrund. Man placerer pladen i et bad af lunkent vand. Dette vil smelte sukkeret og fritlægge de områder, som var bearbejdet med dette.

Inden man foretager det første prøvetryk, kan man evt. justere motivet ved hjælp af koldnål. Man kan også bearbejde de ætsede områder ved hjælp af skrabe- eller polérstål.

Hvordan min egen karriere har udviklet sig med dette fascinerende medie, vender jeg tilbage med i kapitel 4.

Den sorte kunst, kapitel 2

Grunden til at kolnålsraderingens streg rummer en vis grovhed, er at der danner sig en grat i forbindelse med radernålens kontakt med pladen. Denne grat samler trykfarve, som ikke bliver fjernet i aftørringsfasen. Man kan tildels undgå dette, hvis man f. eks udjævner stregen med et såkaldt skrabestål, som blot er ét af mange redskaber til udarbejdelse af grafiske arbejder. Hvis man i dybtrykket vil udarbejde en streg af mere ensartet karakter, og samtidigt arbejde mere utvunget og let med radernålen, er der ingen vej uden om stregætsningen.

Som betegnelsen antyder, kommer der nu nogle kemiske midler i brug, som det til en begyndelse er nødvendigt at fastslå nogle sikkerhedsmæssige retningslinier omkring: Man bruger syre til at ætse sin plade med. Disse syreopløsninger kan være mangeartede, alt efter om man bruger zink eller kobber. I denne beskrivelse tager jeg udgangspunkt i salpetersyre - og det kan ikke siges ofte nok: Omgangen med salpetersyre fordrer den største forsigtighed og diverse forholdsregler i relation til egen sundhed samt miljø.

Dampene fra salpetersyre kan såmænd under koncentreret brug ødelægge fyldningerne i ens tænder. Derfor er det vigtigt at man i første omgang anskaffer sig en kvalificeret maske som åndedrætsbesyttelse. Det er også tilrådeligt at man sikrer en god udluftning i dét rum, man benytter. Allerhelst direkte udsugning. Alternativt kan man foretage ætsningsprocessen udendørs - og her er det væsentligt, at syrens evne til at "bide" ændrer sig med temperaturen. Jo koldere des længere ætsetider.

Når man foretager en stregætsning, er det vigtigt at ens plade er rengjort grundigt, inden man begynder på processen. Det er også vigtigt i forhold til en koldnålsradering, da sådanne metalplader rummer nogle affaldsstoffer som afsættes som en gråtone under trykningen. Indledningsvis bør man behandle pladen med ståluld for at fjerne evt. ridser. Dernæst polerer man pladen grundigt med Brasso eller Slipol, således at pladen fremstår blank som nypudset sølvtøj.

For at lave en stregætsning er det til en begyndelse afgørende at man afdækker pladen med en form for grund, som syren ikke kan trænge igennem. Denne grund kan være en flydende, som kan påføres pladen med en pensel. Det kan også være en fast hårdgrund, som man påfører den opvarmede plade ved hjælp af en gummivalse. Uanset hvilken metode, man benytter, er det vigtigt at man udgår utætheder i grunden, da syren vil være gennemtrængende de steder, hvor sådanne forekommer. Man kan nu, efter at grunden er tør, meget let tegne sit motiv - og de steder, hvor man tegner med en knapt så spids radernål i forhold til koldnålen, bliver metallet fritlagt, således at syren kan angribe pladen, hvor man tegner.

Som nævnt er der flere metoder, der kan anvendes i ætseprocessen; men jeg arbejder i zink og bruger en opløsning, som består af syre og vand i forholdet 1:5. Her er det vigtigt at man husker, når man foretager sin blanding: Altid HÆLD SYRE I VAND aldrig vand i syre, da denne proces vil få blandingen til at "koge op" og fremkalde kolossalt giftige dampe. Hvis man blander i glas, vil dette springe. Så husk: ALTID SYRE I VAND IKKE VAND I SYRE!

Under iagttagelse af de tidligere nævnte forholdsregler hælder man nu sin syreopløsning op i en fotobakke eller lignende. Herefter placerer man sin plade med motivet i opløsningen, vel at mærke efter at man har behandlet pladens bagside med et syrebestandigt materiale. Her er shellak udmærket. Det er nemt at påføre og det tørrer hurtigt. Stregen i en stregætsning bliver naturligvis kraftigere, jo længere tid man ætser. Omkring et minut er passende; men man må eksperimentere med tiderne. Det er et temperamentsspørgsmål, hvor intens en streg, man vil have.

Når man har ætset pladen i den tid, man finder nødvendigt, lader man den dryppe af i ætsekarret, hvorefter man skyller den i rent vand. Dette er for at fjerne de sidste rester af syre. Under udførelsen af disse processer er det hensigtsmæssigt at supplere sin gasmaske med et forklæde og et par gummihandsker.

Når man har fjernet hård- eller blødgrunden med petroleum eller - som jeg bruger - rapsolie, fremstår stregen ganske klart i pladen. Nu er det tydeligt, hvordan ens tegning fremtræder.

Så kan man vælge at trykke sit motiv i trykpressen; men man kan også arbejde videre med en såkaldt akvatintegrund. Denne vender jeg tilbage med i kapitel 3.

Den sorte kunst, kapitel 1

Jeg glemmer aldrig første gang, jeg lavede mit første rids i en zinkplade. Det spor, jeg afsatte i det forholdsvist bløde materiale, skulle vise sig at få en afgørende betydning i mit billedkunstneriske virke i mange år fremover. Året er 1987. Én af mine meget gode venner, havde anbefalet mig at frekventere det grafiske værksted i den by, som jeg bor i. Værkstedet havde ligget hen i en dvaletilstand i årevis, indtil byens eneste akademiuddannede grafiker fik konstrueret en jobplan, der tog sigte på at få værkstedet på fode igen.

Jeg var blank på området. Havde tegnet fra før jeg kunne gå og malet oliemalerier i en del år. Det grafiske værksted bestod af en dybtrykpresse, som er beregnet til trykning af såkaldte raderinger og ætsninger samt en litografipresse, som jeg ikke umiddelbart var interesseret i. Det var raderingerne, der i første omgang havde min interesse.

Den simpleste - enkleste - form for dybtryk er dét, man med et - for mig stadigt - kryptisk ord kalder for koldnålsradering. Her bearbejder man pladen, som der senere skal trykkes fra, direkte med en meget spids radernål, som er udført i et hærdet materiale. Således begyndte jeg at udarbejde nogle koldnålsraderinger, som jeg trykte i et ganske koncentreret flow.

Jeg lærte forholdsvist hurtigt, hvordan man rent praktisk udfører denne disciplin. Det foregår på dén måde, at man indvalser hele pladen i sværte. Denne sværte - eller trykfarve - tvinges med en lille læderpude - en såkaldt dap - ned i de riller, som udgør arbejdets motiv. Hele pladen er nu fyldt med sværte og således må man aftørre pladen, så overskudsværten, dér hvor fladen skal fremstå hvid, bliver fjernet. Dette foregår med en speciel form for meget stiv gaze, som har en god sugeevne.

Til sidst i processen - inden trykning - tørrer man den sidste overskudsfarve af med f. eks pergamentpapir. Når pladen er klar, skal den trykkes. Det foregår på en såkaldt trykpresse, der udsætter pladen for et meget hårdt tryk, således at farven, som ligger i rillerne afsættes på papiret. Papiret er specialfremstillet kobbertrykpapir, som kan fås i adskillige fabrikater og udførelser.

Det første man gør, er at placere et stykke makulaturpapir på trykbordet, som er det af trykpressens elementer, der fører trykket ind mellem de to massive stålvalser. Makulaturpapirets fuktion er at undgå at der kommer trykfarve på trykbordet. Det kasseres naturligvis efter trykprocessen. Oven på makulaturpapiret placeres så pladen med motivet - og den placeres naturligvis med motivet opad for nu skal papiret anbringes oven på pladen.

Papiret er let fugtet, så det let tager i mod trykfarven. Det må ikke være for vådt og heller ikke for tørt. Her spiller erfaringen ind. Man kan nu anbringe et stykke makulaturpapir oven på arket - og efterfølgende placere et stykke specialfremstilet, meget tykt filt ovenpå igen. Nu fører man med en jævn bevægelse alle elementerne gennem trykpressen.

Nogle trykpresser har en elektrisk mekanisme, der sørger for at processen foregår jævnt; men langt de fleste trykpresser er forsynet med et stort håndtag, som man må betjene manuelt. Det er altid spændende at iagttage det første tryk, som man producerer i et oplag. Skal der arbejdes videre? Eller er man tilfreds med det første forsøg?

Koldnålsraderingen rummer visse karakteristika. Stregen har en egen karakter. Den fremstår ulden og stoflig. Dette blev for mig hurtigt en begrænsning, så jeg måtte ret omgående videre med andre muligheder inden for den sorte kunst…

Med blikket i bagkataloget

Det handler om den ulykkelige afart af kærligheden og alt det uforløste i Lucinda Williams’ sange. Måske derfor hun lod os vente i mere end en halv time, inden hun slog de første, effektive akkorder an på den overdimensionerede Gibson-guitar?

Det rykkede godt nok. Orkestret fungerede; men det var som hovedpersonen rummede en nervøsitet og havde svært ved at holde blikket fra tekstmappen, der på bedste højskolemanér stod på nodestativet foran hende. Ville hun ikke i øjenkontakt med os? Os, der havde ventet tålmodigt på at få levendegjort sangene fra en serie fabelagtige udgivelser, der vel startede med ’Car Wheels on a Gravel Road’ i 1998?

Vi skulle ikke mange takter ind i det andet nummer, inden det hele tilsyneladende brød sammen denne torsdag aften i Voxhall i Århus. Lucinda stoppede orkestret, gik hen og sagde noget til den ene af guitaristerne. Et blitzlys fra salen havde tilsyneladende væltet et skrøbeligt læs. Hun påbegyndte sangen på ny. Tonerne var ikke rene. Lucinda Williams lignede ikke en person, der var gearet til en lang og udmattende Europa-turné.

Herefter gik koncerten trægt. Stemmen var ikke i stand til at ramme tonerne. Guitaristen på højre fløj gjorde ellers en ihærdig indsats for at holde sammen på tingene sammen med en hårdt arbejdende trommeslager med en stor cowboyhat på hovedet.

Numrene var i den stille ende. Americana. Not the Best Western… Lyset var gået ud. Der var slukket for inspirationen tilsyneladende.

På et tidspunkt mellem to numre holdt Lucinda en enetale, som var et signal om, at det nu var en anden koncert. Med Telecaster og rå kraft fnysede hun ”You can’t even make me cum ooooooon” ud over salen i Voxhall. Hér var vendepunktet. Nu trådte Williams i karakter. Et endnu uudgivet nummer ’Honey Bee’ fik salen op at koge. Bagkataloget blev suppleret med bl.a. Buffalo Springfield. Det var hårdt arbejde, en sejtrækker, inden Lucinda Williams kunne lukke med sit sædvanlige og måske en anelse utidige ”Love, peace and revoloution”.

Jeg vil høre det med mine egne ører

”Desværre gik der ikke længe før Lucinda Williams og det medbragte orkester lod sig forfalde til den gumpetunge bonderøvsrock, vi af og til belemres med på studiepladerne”. Blandt andet sådan skriver en Søren McGuire i sin anmeldelse i Soundvenue af Lucinda Williams’ koncert i Vega i København i sidste weekend.

Man skal ikke altid lade sig forføre af anmeldelser – og i forbindelse med netop den nævnte koncert er anmelderkorpset ellers ret enigt. Seks klokkerene stjerner i Politiken og fem i hhv. Ekstrabladet og Jyllandsposten giver jo ret til en vis optimisme inden Lucinda Williams’ koncert i Voxhall i aften.

Jeg ved ikke, om jeg har noget at have mine egne fordomme i med hensyn til Mr. McGuires anmeldelse, da jeg ikke kender hans alder; men det kunne umiddelbart tyde på en ungdommelig indignation over, at en 54-årig sangerinde udgiver plader og oven i købet tager på koncertturné. Overskriften ’Rejekællingens kluntede blouesorgie’ rummer nogle ganske interessante signaler, der mere går på hillbilly-kultur og trailerparks frem for en objektiv tilgang til den aktuelle koncertbegivenhed.

Om få timer står jeg selv foran scenen og kan med mine egne ører tage bestik af én af amerikansk musiks for tiden bedste fortolkere. Måske bliver jeg begejstret? Så får McGuire én på kasketten over sin ucharmerende udgave af Eve of Destruction.

Albertslund

Hvis man for et år siden spurgte mig, hvor Albertslund ligger, ville jeg sandsynligvis blot kunnet konstatere, at det var én af adskillige forstæder i det storkøbenhavnske område. Egentligt er jeg ganske godt velbevandret i dén del af den nationale topografi; men Albertslund kunne jeg ikke umiddelbart placere, da jeg begyndte en ret omfattende kommunikation med en interessefælle fra området.

Min interessefælle blev i løbet af forbavsende kort tid til en ret god bekendt på Internettet – og senere, skulle det vise sig – en meget god ven i livet uden for cyberspace. Jeg vil ikke gå i detaljer vedrørende denne hjertelige person; blot konstatere at der er tale om en kvinde, som altså er bosiddende i netop – Albertslund.

Jeg bliver nødt til at fastslå venskabets karakter over for en måske undrende bloglæser. Der er tale om et forhold baseret på fælles interesser af intellektuel karakter. Vi er begge modne mennesker, som efterhånden har lært at sætte pris på venskaber, der er forankret i det platoniske. Fællesnævnerne er bl.a. musik, litteratur, kunst – og mad. Det ene udelukker som bekendt ikke det andet.

Men det handler altså om Albertslund! Første gang jeg besøgte lokaliteten i selskab med min veninde, var jeg meget forvirret. Min ellers forholdsvist solide stedsans havde fået én ordentlig én på sinkadusen. Mønstret var præget af en kolossal ensartethed. Min temporære bopæl bestod således i et par dage af et lille hyggeligt gårdhus, som lignede et hav af andre gårdhuse i området til forveksling. Alt placeret i et ordentligt og tilsyneladende velfungerende arkitektonisk system.

Umiddelbart var jeg ikke imponeret. Al den ensartethed er ikke noget, jeg kender fra mit eget miljø, som består af en gade i en større midtjysk provinsby, hvor sammenhængen mellem husenes indbyrdes karakter vel bedst kan karakteriseres som – usammenhængende. Men dette var altså Albertslund… Eller ”Albertsslum”, som min veninde på et tidspunkt lettere lakonisk udtalte det.

Jeg skulle ikke tilbringe mange minutter i Albertslund, før jeg blev inviteret på sight-seeing i lokalområdet. Vi havde ikke gået mange skridt, inden dette sammensatte univers – så at sige – begyndte at ”åbne” sig for mig. Min veninde og jeg, som nu var i selskab med min venindes 11-årige datter og hendes energiske gårdhund Klunte, trissede rundt i det komplicerede stisystem, som binder de forskellige kvarterer sammen i Albertslunds sydlige del. ”Derinde bor Gert Petersen”, sagde min veninde på et tidspunkt, da vi gik forbi et af de små gårdhuse. Jeg mærkede straks et sus fra Christiansborgs korridorer. Et behageligt sus, da jeg altid har næret en stor beundring for denne begavede og menneskelige politiker.

Vi endte i et meget hyggeligt lille miljø omkring et sted, som blev kaldt Bakkehuset. Jeg er ikke helt sikker på, hvordan Bakkehuset har fået sit navn. I et stort naturområde i nærheden har man i tidernes morgen placeret al den jord, som var til overs, da man gravede ud til bebyggelsen i Albertslund. Der er faktisk tale om temmelig meget jord. Faktisk går bunken, som i dag er beplantet, under betegnelsen ”bjerget”. Vi besteg da også bjerget på vores færd rundt i noget, som jeg til min venindes store forargelse betegnede som ”anlægget”. Jeg har taget hævn sidenhen, da både hun og datteren senere er blevet præsenteret for nogle af knoldene i Det Jyske Søhøjland.

Der sker mange ting på sådan en spadseretur. Pludseligt kom en lille hund løbende med fuldt firspring. En lille pige råbte fortvivlet på den lille tæppetisser: ”KING!” Jeg ved ikke? Måske er det bare mig, der har nogle fordomme vedrørende hunde med navnet King. De bør i al fald indeholde et vist fysisk format for at blive begavet med dette majestætelige navn. Men lille King var altså stukket fra sin ledsagerske; men det lykkedes dog os ved fælles hjælp at få King indfanget og overbragt den til rette vedkommende, blot for at iagttage samme scenarie udspille sig sekunder senere. Den lille pige bar rundt på King, når den ellers var under kontrol. En hundesnor kunne måske være løsningen?

Jeg er blevet overbevist om, at Albertslund er et område med et kæmpestort potentiale. I området er der et mangesidigt kulturliv, som er forankret fysisk i et meget fint og stort kulturhus. Der er allehånde forretninger med store parkeringsanlæg, som faktisk er så omfattende, at man meget nemt kan tage fejl af sin egen bil og en tilsvarende model, hvis ikke man har øje for en detalje, som eksempelvis kunne være antallet af nakkestøtter på bagsædet. Det er ikke nemt når model og farve ellers er den samme. På en gigantisk parkeringsplads er det nemt at tage fejl.

I morgen skal jeg til Albertslund. Og denne gang vil jeg lære at finde rundt i kvartererne. Jeg vil prøve at finde mit eget system, således at jeg kan klare mig selv i denne forstad, der tilsyneladende hviler i sig selv derude syd for Vridsløselille. Jeg ved blot, at når jeg når til Albertslund, så går snakken om store filosofiske emner – og så er det jo meget muligt, at geografien også får lov at hvile?

Fanø og de 30 akvareller

Sommeren 2003. Jeg havde lejet kunstnerhuset på Fanø i en uge. Vi vidste ikke hvordan vejret ville blive, så jeg havde allieret mig med akvarelfarver, papir, oliepasteller og diverse skitseblokke til arbejde on location, hvis vejret skulle arte sig.

Det var første gang, vi besøgte stedet, så jeg var naturligvis spændt på, hvad huset havde at byde på. Jeg gik omgående på opdagelse efter at vi havde låst os ind og erfaret at den tidligere gæst havde efterladt en flaske rødvin og en lille velkomst. I sydenden af huset er der et lille arbejdsværelse, som i princippet var udmærket til at arbejde i. Huset er stort, så der var lige nogle ting, der skulle falde på plads inden jeg "fandt" det store, smukke atelier i husets nordlige ende. Nordvendte høje vinduer, masser af lys samt en unik stemning fandt jeg i dette atelier, som fremstod stofligt og med spor fra skiftende brugere. Med andre ord: Et sted, der lagde op til at blive brugt, som var det blevet brugt af andre over tid. Over år!

Heldigvis var der dage, hvor vi kunne tage til stranden. I forhold til Sønder Ho kunne man cykle til Fanø Vesterhavsbad og det ørkenlignende Søren Jessens Sand på en lille halv time. Her åbner horisonten sig i et formidabelt panorama. Et syn, der gav næring til de akvareller, der næsten malede sig selv i det fantastiske atelier. De var ikke naturalistiske. Og dog! Nogle var… Meget, endda!

Det blev til 30 akvareller på de seks dage. Fem i snit pr. dag. Ikke så dårligt. Der var hele tiden rødvin, ost og musik til arbejdet. Jeg burde måske også nævne de mange skitser, der blev lavet ude ved stranden? Jo, men det var akvarellerne, der styrede i de dage.

Hvad ved bønder om agurkesalat?

Jeg havde besøg af to repræsentanter fra den nye udvidede Silkeborg Kommunes Billedkunstsamråd den anden dag. Jeg var under overvejelse som udstiller på den kommende ”Silkeborgudstilling”, som finder sted i et kommunalt udstillingssted, som hedder Kulturspinderiet en gang om året.

Da repræsentanten for samrådet kontaktede mig, påpegede jeg, at jeg har udstillet på Silkeborgudstillingen én gang; men det var tilsyneladende ikke noget problem. De ville gerne aflægge mit værksted et besøg ”så hurtigt som muligt”, hvilket blev her for et par uger siden.

Jeg ved ikke, hvad deres bagtanke var? Det har jeg svært ved at gennemskue; men i dag har jeg så fået en mail, hvor man meddelte mig at ”der ikke blev plads til mig i denne runde, da vi satser på unge kunstnere og folk, der ikke har deltaget før”. Mit fødselsår er 1953 – og min tidligere deltagelse gjorde jeg allerede opmærksom på indledningsvis. Dette blot for at anskueliggøre med hvilken mangel på professionalisme dette samråd arbejder. Eller er det blot højre og venstre hånd, der ikke er indbyrdes koordinerede???

Second Life med åndenød

Under overskriften 'Second Life ånder ud' i en artikel af Morten Nystrup i dagens udgave af Morgenavisen Jyllandsposten antyder Henrik Føhns, vært på teknologiprogrammet 'Harddisken' på P1, at Second Life er ved at miste fodfæste. Han udtaler: "Second Life var hot i vinter, nu er der halvtomt derinde. Jeg har svært ved at se det som et et effektivt kommunikationsredskab".

At befolkningstallet på Second Life befinder sig i omegnen af 9 millioner, skal nok også tages med et gran salt. Det højeste antal brugere, der har været online samtidigt, er foreløbigt 46.000. Det er naturligvis også en sjat; men det hele skal ses i et langt mere nuanceret perspektiv. Mange har oprettet en profil og har så efterfølgende hurtigt mistet interessen. Det kan der være mange årsager til... Den tekniske side af Second Life kan være ret kompliceret at deale med. Det efterlader universet som et sted for computernørder - og dét segment af befolkningen, nationalt som internationalt, er kun interessant i en begrænset grad.

Det er den amerikanske virksomhed Linden Lab, der ejer Second Life samt alle aktiverne og det er netop i følge Henrik Føhns den største hæmsko for succes. "Der burde være en åben standard, som vi kender det fra Internettet, så man selv ejer de ting, man skaber derinde. Jeg forstår ikke hvad virksomheder vil i Second Life".Sisse Siggaard Jensen er lektor på RUC og forsker i virtuelle verdener: "Som alt andet har SL været udsat for et hype og nu et antihype". Hun påpeger dog at den virtuelle kommunikationsform er kommet for at blive i én eller anden form.

Hvad er konklusionen? Er der ikke nogle virksomheder, som har overvurderet Second Life som et kvalificeret, virtuelt alternativ til virkelighedens verden? Handler det ikke blot om adspredelse og underholdning samt lidt chat og pjat på tværs af verdensdele?

Jeg tog en tur rundt i nogle forskellige miljøer for at afprøve om Second Life virkeligt er ved at udvikle sig til en virtuel spøgelsesby, som det beskrives i artiklen i Jyllandsposten. Jo! Jeg har registreret det. Mange steder ligger permanent øde hen. Måske har interessen for Second Life peak'et?

Kunst i Horsens

Lørdag den 27. oktober åbnede såvel Galleri Progres som Horsens Kunstmuseum nye udstillinger. Bent Riis viser i en utraditionel ophængning 33 fotocollager på Galleri Progres. Riis er bedst kendt som rendyrket fotograf; men har nu kastet sig over et lidt mere sammensat medie. Mixed Media, om man vil?

Kunstmuseet åbnede en udstilling med nye malerier og tegninger af Lars Nørgaard. Såvel udstilling som den nye biografi om kunstneren af Lisbeth Bonde har titlen ’Dårlige nerver’. Jeg fik biografien af museets informationsmedarbejder til åbningen. Den rummer hovedsageligt gengivelser af kunstnerens koloristiske malerier og underfundige tegninger. Disse inderstøttes af en tekst samt et interview, som forfatteren har lavet med kunstneren. Her siger han bl.a.: ”Jeg har meget svært ved at håntere tiden: At årene går, er ganske enkelt forfærdeligt. Jeg tegner ofte ure og betragter livet som ét langt målebånd. Jeg henter en saks og klipper et lille stykke af til nytår. Det er selvpineri; men en nødvendighed for mig. Tidsaspektet ligger også i maleprocessen”. Er dét noget, man kender?

Second Life på Euroman's taberliste

Den maskuline selvforståelses magasin Euroman – det burde være overflødigt, at nævne den feminine parallel – har i sin nyeste udgave lavet en ”dur og dur ikke”-rubrik, som er ganske underholdende. Blandt andet er det lavstatus at give ”fuck-fingeren” i trafikken. Helt indlysende; men man har faktisk katagoriseret taberemnerne og i det mere teknologiske segment blandt ting, det er aldeles håbløst at beskæftige sig med, finder man det virtuelle rolleunivers Second Life, som jeg i tidligere blogs har beskæftiget mig med.

Jeg befinder mig i Second Life som Lars Swain. Swain præsenterer sig selv i sin profil som en livsnydende naturist, der elsker at hygge sig og danse. På det sidstnævnte punkt adskiller Swain sig fra virkelighedens Lars; men i Second Life er man i stand til at gøre ting, som man ikke er i stand til i virkelighedens verden. Eller In Real Life, som man siger i cyberspace – oftest forkortet som IRL.

Jeg har ledt efter interessante ting på Second Life – og det er faktisk lykkedes mig at finde adskilligt, så i dét perspektiv er Euromans karakteristik måske skudt en anelse forbi? Jeg blev således glad, da jeg fandt én af mine gamle helte, den hollandske formgiver og arkitekt Gerrit Rietveld, repræsenteret med sin rød-blå stol. En rendyrket møbelklassiker fra det 20.århundrede. Jeg ved at Rietvelds efterkommere vogter nidkært over gengivelser af hans værker på bl.a. Internettet. Mon de er klar over, at oldefar er repræsenteret i Second Life?

Jeg har også fundet Syddansk Universitet og Kunsthallen Brandts i Second Life. Hvad angår sidstnævnte har man ikke skiftet udstilling længe og måske godt det samme? Jeg finder aldrig mennesker dér eller på universitetet. Til gengæld er Wonderful Denmark – Torvet i Korsbæk – stadigt meget velbesøgt, kan jeg se i statestikkerne. Selv er jeg forment adgang til stedet af Korsbæks ejer og administrator, da jeg på et tidspunkt formastede mig til at gengive nogle iagttagelser, som jeg havde gjort på stedet.

Måske er det netop denne lokalitet, der har afstedkommet, at Euroman har placeret Second Life blandt elemeneter, som det er aldeles ucool at beskæftige sig med. Ét er i hvert fald sikkert! Her har den såkaldt jævne mand mulighed for at udtrykke sig i ord og handling – og dette er som bekendt altid på godt og ondt. Men det er uretfærdigt at karakterisere Second Life som et univers for tabere udelukkende på dette grundlag. Ganske vist er stedet velbesøgt og populært; men ofte er det en god idé at tage udgangspunkt i kvalitet frem for kvantitet og kvaliteten findes faktisk i denne surrealistiske verden – hvis man gider lede lidt.

Hvad angår Wunderbares Dänemark, har jeg, som man nok kan forstå, ikke mulighed for at følge udviklingen, hvis en sådan eksisterer. Jeg er ”banned” sandsynligvis for tid og evighed. Pyt!! Mangfoldigheden er stor på Second Life. Måske Euroman snart findes med en virtuel redaktion?

Skovskiderstilling og en traktor i bølgepap

Jeg har en sjælden evne til at rende ind i billedkunstneren Søren Behnke på mine ture rundt i ind- og udland. Behnke er også kendt som Papfar og da jeg mødte ham på Kunstmuseet Louisiana for nyligt, mindede han mig om et TV-program, som han skulle deltage i nogle dage senere.

Nu bliver Den 11. Time som bekendt sendt lang tid efter min normale sengetid, så jeg missede desværre programmet, da det oprindeligt blev sendt. Det har jeg så siden fået rådet bod på, og jeg må sige, at Papfar er en kunstner, som jeg finder både morsom og original.

Han fortalte bl.a. i programmet om en event, han lavede i forbindelse med skulpturen ’Boy’, der som bekendt er permanent udstillet på Kunstmuseet ARoS i Århus. Han betegnede dén stilling, som skulpturen indtager, som ”skovskiderstilling”, hvilket jeg naturligvis fandt ganske morsomt, da jeg selv er på evig jagt efter nye udtryk hvormed jeg kan udvide mit ordforråd.

Kunst fra det ydre rum

Om ikke andet, så var det i al fald underholdende at være til pressemøde på Mariko Mori’s store udstilling på ARoS. Kunstneren, som står bag udstillingen ’Oneness’, blev af museumsdirektør Jens Erik Sørensen betegnet som ”superstar”. JES plejer som bekendt ikke at være bange for den slags benævnelser, så dét er der vel ikke noget overraskende i? Mere overrumplende var kunstnerens store, tekniske istallation Wave UFO, som jeg prøvede. Jeg blev forsynet med elektroder på panden og efter at jeg var kommet ind i det imponerende ruskib, blev jeg placeret i liggende stilling og elektroderme blev connected. Derefter kunne jeg følge min sindstilstand på loftet i et grafisk forløb, som jeg må indrømme, at jeg ikke helt fandt mening med. F.eks. ringede min mobiltelefon under det syv minutter lange forløb, og dette forholdsvist sindsoprivende indslag gjorde ikke de store udslag i elektronikken. Jeg skulle dog angiveligt befinde mig i en afslappet og meditativ tilstand.

På billedet herover ses Mariko Mori foran den store installation; men associationer, der bringer væsner fra det ydre rum frem i bevidstheden, kommer til udtryk i de løjerlige figurer, som kunstanmelderen Trine Ross på det andet billede giver en kærlig krammer. Så begynder øjnene at lyse. Kom ikke og sig at sådan nogle aliens er totalt ufølsomme.

Fagbevægelsens berufsverbot

For ikke så forfærdeligt mange år siden blev en dansk, surrealistisk kunstmaler sat i spjældet, fordi han i sit motivvalg gik imod småborgerlighedens kritererier vedr. hvilke emner, man kunne beskæftige sig med som billedkunstner. Wilhelm Freddie blev beskyldt for at være pornografisk og hans udstillinger blev lukket og værkerne beslaglagt af Politiet.

Senere blev alt jo som bekendt anderledes. Censuren på billedpornografi blev ophævet og – og man kunne vel sige at den visuelle ytringsfrihed var total? Naturligvis har dette afstedkommet, at sex og de kødelige elemeneter i menneskets eksistens har kunnet bruges frit af kunstens udøvere samt af repræsentanter for institutioner, der benytter visuelle virkemidler i udøvelsen af deres erhverv.

Et dansk undertøjsfirma har lanceret en reklamekampagne, der bruger firmaets produkt i en kontekst, der rummer klare seksuelle undertoner. Nu er sex jo et fænomen, som tilsyneladende er kommet for at blive og undertøjet er klart noget, der associerer til netop dette emne. Det er vel ikke så unaturligt?

Men, men, men. Uha! Reklamen er kvindeundertrykkende! Ét af billederne viser således en sygeplejerske i en ret udfordrende attitude. Så bliver sygeplejeskerne sure – eller dybt paranoide, måske nærmere? Med andre ord: Man må ikke skabe en tanke, der forbinder en sygeplejeske med undertøj – og da slet ikke sex! ”Billedet er med til at fastholde sygeplejesker og kvinder i det hele taget i en primitiv rolle som sexobjekter”. Således udtaler næstformanden i Dansk Sygeplejeråd Dorte Steenberg.

De to største danske fagforbund HK og 3F støtter en boycot mod det omtalte undertøjsfirma, som man tilsyneladende mener, har overskredet en etisk grænse. Firmaet skulle angiveligt have fjernet de pågældende reklamer og dette må vel tilfredsstille de to fagforbunds repræsentanter.

Man kan mene om disse reklamer, hvad man vil. Personligt finder jeg dem ikke værre – og langtfra bedre end hvad man kan opleve som billboards på siderne af landets bybusser; men en ting, der er skræmmende er at fagbevægelsen, som skulle være en garant for at man kan ytre sig frit – også i billedform – går ind og sætter et så markant og dybt kritisabelt aftryk på, hvordan en virksomhed kan reklamere for sine produkter.

At nogle feministiske elementer i samfundet finder disse reklamer anstødelige, er langt fra overraskende – og disse har naturligvis ret til at tilkendegive deres holdninger; men at en række fagforbund går til ombudsmanden for at få reklamerne fjernet er efter denne skribents mening et rendyrket angreb på den visuelle ytringsfrihed. Som medlem af 3F kan jeg kun tage betingelsesløst afstand fra denne form for berufsverbot, som jeg troede var noget, der hørte en kold og svunden tid til.

Gouache, akvarel... Oplæg!

Ofte er det meget vigtigt at få nogle af de idéer, som man går med inde i hovedet, ned på papir. Til dét formål er gouachen et redskab, jeg har brugt de senere år. Bogstaver har fyldt meget i den senere tid – og således er der gået mere tid med skriveriet end der er med maleriet og grafikken. Dette engagement forholder sig heldigvis til billedkunsten i kraft af, at det er kunst, jeg beskæftiger mig med i mine artikler.

Om det er derfor at de rumlige ingredienser på disse nye gouacher/akvareller, er præget af noget, der kunne minde om bogstaver og tal, skal jeg ikke kunne sige på nuværende tidspunkt; men det kunne da udmærket være nogle af de skrevne ord, der havde aflejret sig i motiverne.

Galleri Zurück

Et galleri kan være mange ting. Lige fra højloftede, næsten højtidelige rum i Bredgade, hvor der som bekendt ingen smalle steder er, til nedlagte industrilokaler, hvor det oprindelige interiør blot er blevet malet over med en gang hvid plastikmaling. Når et sådant rum indeholder sin egen stemning, kan en sådan løsning faktisk være ret elegant. Der er jo ingen grund til at udskifte et i øvrigt velfungerende terrazzogulv og et antal lysamaturer, der virker.

En helt anden måde at forholde sig til galleribegrebet er, som jeg i weekenden den 6.-7. oktober gør, når jeg åbner et meget lille, midlertidigt galleri i forbindelse med hjemmet her i Silkeborg. Fænomenet har jeg kaldt Galleri Zurück og det består i al sin enkelthed af en 9 kvdm. stor udestue af glas, som er beklædt med papir, således at man kan lave en udstilling, aktuelt som et led i Region Midtjyllands arrangement, Midt i Kunsten.

Jeg har valgt at udstille en serie grafiske arbejder, som jeg lavede tidligere på året, sammen med et antal oliemalerier, der blev til i forbindelse med dén workshop, jeg deltog i på RemisenBrande i sommer.

Når Midt i Kunsten, som er åbent de to udstillingsdage kl. 11-17, er slut, bliver Galleri Zurück ligeledes nedlagt. Måske for at genopstå på et senere tidspunkt? Det ved man jo aldrig?

Ærø - én af de danske øer

En gren af min egen familie stammer fra Ærø - og jeg finder det stærkt fascinerende, at man kan finde lokaliteter i et lille land som Danmark, hvor befolkningen taler fuldstændigt uforståeligt. Nu er jeg ret godt med mht. det ærøske, da alle ferier i min barndom fandt sted i netop dette øsamfund; men man skal ikke langt uden for de to større byer på øen før det lyder ret mærkværdigt.... Eller, rettere, SKULLE... For jeg ved ikke om det forholder sig sådan længere? Jeg har ikke været på Ærø siden 1990.

Dengang ville jeg opleve nostalgien ved at drikke en øl på Hotel Harmoniens (eller var det Phønix'?) restaurant! Ja, go' morgen, min bare.... Restauranten, som var kendetegnet ved blodrøde vægge, blondegardiner og en velforsynet juke-box var blevet til en café med afhøvlede gulve, hvidskurede vægge og fadølsanlæg. Tjeneren talte med Valby-accent og Andelen var ikke længere Fyens Andels Foderstofs lager på havnen; men et kulturhus... Ak, ja! Allerede dengang var verden af lave. Hvordan ser det så ikke ud i dag??

En hyldest til elefanten

Verden ser helt anderledes ud, når man er ung. Det finder man ud af i en lang, glidende proces, når man bliver ældre. Det er naturligt nok, og det bør der vel ikke ændres ved?

Jeg var ung – meget ung – i begyndelsen af 70’erne og når man i dén tilstand befandt sig mutters alene på sit lejede værelse, som jeg var tvunget ind i af omstændighederne – min mor havde fået nok af en doven og ugidelig søn – kunne aftenerne være lange og ensomme. Hvad gør den fantasifulde yngling så? Jo, han finder selskab i byens natteliv, som er anderledes mangfoldigt end i dét stillestående landsbymiljø, som dannede rammen om det triste og småborgerlige barndomshjem.

I virkeligheden var opdagelsen af nattelivet en direkte effekt af det dramatiske exit fra huset, hvor jeg var opvokset; men det var også både et kulturchok og en saltvandsindsprøjtning til det unge og sårbare individ, der nok følte sig alene i verden, men dog ved godt mod.

Jeg var genert, hvilket ikke er godt, når man skal udfordre potentielle, sociale græsgange. Tiden gik og en lang varm sommer var således fløjet af sted. Jeg levede af en formue, som var optjent i et job som arbejdsmand i en produkthandel i byens osende industrikvarter. Her sorterede jeg pap og opskar kobberbeholdere med en vikelsliber uden beskyttelse af nogen art. Senere kom jeg i dekoratørlære, hvor jeg bl.a. malede staffage med højglans-alkydmaling. Stadigt uden åndedrætsværn. Man påstod ikke at vide, dengang, at lortet var det rene gift.

Den måde, jeg lærte at omgås min generthed på, var ligeledes alt andet end sund. Jeg oplevede en lettende effekt, når jeg drak bajere. Blot et par stykker eller tre pilsnere gjorde det lettere for mig at komme i dialog med, for mig, vildt fremmede mennesker – og ikke mindst mit forhold til det modsatte køn blev gjort langt mindre kompliceret ved alkoholens hjælp.

Det var i den fase, jeg ”opdagede” Elephanten. Ikke det tonstunge, joviale dyr, som man herhjemme udelukkende kan iagttage i zoologiske haver og i cirkus. Jeg glemmer ikke en episode fra min barndom, hvor jeg i perioder blev passet af min bedstemor i købstaden, da jeg pludseligt med mine egne barneøjne så en række af det imponerende dyr komme stavrende gennem byen, hale ved snabel. Cirkus var i byen!

Dét her er langt senere… Mine Elephanter blev produceret hos Carlsberg i flydende form – og de var en anelse, ikke så lidt endda, tungere end den almindelige HOF, som var standarden dengang blandt øldrikkere. Man drak det let sødlige pilsnerøl fra Carlsberg, nogle drak ganske vist Tuborg; men der var en klar konsensus blandt HOF-drikkere at Tuborgs udgave af pilsneren var noget kvindagtigt sprøjt og at Tuborgs udgave af guldøllen, den legendariske Guld-Tuborg, ikke var istand til at bringe ens behov for anstændige promiller op på noget som helst acceptabelt niveau.

Skal man karakterisere Elephant-øllens smagsmæssige egenskaber, er det væsentligt at fremhæve, at den i forhold til mange af de andre stærke øltyper, som f.eks. de mørke portere, var sød, krads og solid. Så vidt jeg husker ligger alkoholprocenten på omkring 7. Disse ekstra procenter akkumulerede samtidigt ekstra promiller hos novicen udi natlige eskapader, hvilket både afstedkom det ene og det andet i forholdet til byens øvrige segment af livsnydere.

Elaphant-øllen gjorde en forskel. Senere gik jeg over til de almindelige bajere igen, da jeg på et tidspunkt nåede et punkt, hvor jeg ikke behøvede at drikke særligt meget for at få en brandert på. Senere igen blev der sat helt andre standarder mht. øldrikkeri. Øl fra alverdens kulturer blev prøvesmagt på rejser og med ét så udbuddet i de hjemlige miljøer helt anderledes ud, ligesom mikrobryggeriernes produktioner har gjort indtagelse af øl til noget nært en videnskabeligt forteelse.

Det er meget lang tid siden, jeg har ladet en Elephant-bajer glide ned gennem mit hårdt prøvede svælg – og der går sandsynligvis langt tid, inden det sker igen – om nogensinde? Jeg har muligvis opbrugt min kvote?

Som talt ud af tuben

Et ”hot shot” er andet og mere end navnet på en promille-bombe. Det kan også bruges som beskrivelse af Tal Rs rolle på den aktuelle kunstscene. Denne er nu sat på Louisiana Contemporary.

Umiddelbart suges man ind i rummet på Kunstmuseet Louisiana i Humlebæk, som for tiden danner ramme om den mangfoldige udstilling ’The Sum’, som blandt andet præsenterer en antal store, kvadradiske malerier af billekunstneren Tal R, der som bekendt i de senere år har markeret sig stærkt på de nationale og de internationale kunstscener.

”Det er svært ikke at holde af Tal Rs billeder”. Dette citat kan tilskrives billedkunstneren Søren Behnke, der besøgte udstillingen samtidigt med denne kunstskribent – og dette udsagn er det vanskeligt at fremdrage argumenter imod. Man finder med ’The Sum’ ret omgående ud af, hvorfor Tal R har fået dén status, han besidder. Der er ikke noget, der er tilfældigt i dén sammenhæng.

Det monumentale maleri.
Omdrejningspunktet er maleriet i sin mest monumentale udgave. Tal R har i en vis forstand ”spændt ben” for sig selv i udarbejdelsen af de 250 x 250 cm. store lærreder. Dette bensspænd består af en palet, der begrænser sig til farverne brun, rød, orange, hvid, sort, pink og grøn. 17 malerier udgør afkastet af dette koncept.

Man kunne mageligt forestille sig et tilsvarende antal meget ensartede billeder; men det er på ingen måde tilfældet. Tværtimod optræder de 17 værker som sprudlende, dualistiske udsagn, der taler til beskuerens fantasi på en ret overbevisende måde. I samme rum i Louisianas sydfløj vises samtidigt syv såkaldte vitriner, som går i dialog med de grandiose malerier med udgangspunkt i kunstnerens syvfarvede palet.

Motivet og den rene farve.Tal Rs maleriske univers er stærkt sammensat. Hans arbejde bærer præg af et tilsyneladende fravær af systemer. I adskillige tilfælde står farverne klare og rene. I andre forholder de sig pastose som udtryk for, at der er arbejdet længe og søgende med særskilte fragmenter i malerierne. I de tilfælde, hvor der er valgt et traditionelt udtryk med oliefarven påmalet et helt lærred, perspektiveres dette ikke udelukkende ved hjælp af farvernes indbyrdes karakterer; men også i kraft af disses valørmæssige intensiteter. I andre tilfælde er malerierne sammenstykket af flere lag lærred, og dermed opstår en anden og ikke mindre intens dynamik.

Et maleri har som oftest fire sider, og inden for rammerne af disse skaber Tal R sin verden af både genkendelige og abstrakte indslag. Han afprøver konstant farvernes virkninger indbyrdes, ligesom han gennemfører nogle overordnede motiviske indgreb på de store lærreder. Han arbejder med ornamentet som et samlende element i specifikke kompositioner. Farverne optræder ofte klemt direkte ud af tuberne, hvorved de fremstår i deres rene og uforfalskede tilstand. Dette princip er gennemgående i det maleriske forløb på udstillingen. Farverne er påført ublandet på de 17 lærreder.

Kontemporær med historiske referencer.
Motiverne spænder vidt – ofte med karikerede menneskerfigurer i centrum. Disse kan fremstå som et utal af maskerede individer, som f.eks. i ’Night Is No Black’, som er ét af de helt nye værker på udstillingen. Et andet af disse ’Black River’ viser en kvinde på en grøn bro, der tilsyneladende er ved at blive opslugt af en gitterkonstruktion, som er udarbejdet af et antal streger i forskellige farver, klemt ud af farvetuberne i et sirligt mønster. Værket ’Hüsker Dü’ giver i sin abtrakte form langt større assiciationer til en skov end til det legendariske, amerikanske post-punk-band.

Tal R fremstår som en kontemporær kunstner, hvilket er ret logisk i kraft af, at han stadig er ung. Alligevel er der historiske referencer i et maleri som ’Model Alone In Studio’ fra 2006. Her er det vanskeligt at overse en tydelig inspiration fra en maler som Picasso. Den 40-årige Tal R har dog, som i de øvrige tilfælde, signeret sit værk. Naturligvis med bogstaver presset ud af en malertube.

Grafikkens intimitet.
Udstillingen med de 17 malerier og tilhørende vitriner suppleres med et mindre rum, hvori er udstillet et stort antal grafiske arbejder. Her er tale om raderinger og ætsninger, der vises på fire vægge ophængt i tre rækker, ramme ved ramme. Tal Rs talent kommer til udtryk på en anderledes, intim måde i disse små sort-hvide arbejder. Den motiviske tematik i disse værker er imidlertid i flere tilfælde den samme, som man oplever den i kunstnerens malerier.

Det er overraskende at stifte et så koncentreret bekendtskab med Tal Rs leg med grafikken. For dét er hvad kunstneren vel i virkeligheden gør? Leger sine værker frem? Disse bærer i hvert tilfælde præg af en kolossal malerglæde og fortællelyst.



Tal R, ’The Sum’ kan ses på Louisiana Contemporary indtil 6. januar 2008.

TERROR

Komponisten Karlheinz Stockhausen udtalte umiddelbart inden sin død og et stykke tid efter begivenheden den 11. september 2001, at terrorangrebet mod Twin Towers var at betragte som det ultimative kunstværk. Dermed afstod han fra rosende nekrologer i forbindelse med sin død. Stockhausens statement vil i stedet stå som et monument over den ultimative meningsløshed.

Stockhausen kunne måske have en pointe. En stor den af billedkunsten på den aktuelle samtidscene kunne man vel mageligt beskrive som meningsløs ud fra en øjebliksiagttagelse. Læser man så det – ofte – medfølgende katalog, der samtidigt fungerer som manual til det udstillede, fatter man i isolerede tilfælde meningen med galskaben. Det koster dog sjældent menneskeliv. Allerhøjst et par sværddragere, en due eller et antal grisebasser, som kunne have blevet til dejlige flæskestege og forlorne harer.

Terrorangrebet den 11. september kostede menneskeliv. Tusindvis af menneskeliv. De var sandsynligvis skyldige alle sammen i ét eller andet. Nogle havde måske ”lånt” en kuglepen og glemt at levere den tilbage. Andre havde måske snuppet en vare i et supermarked og glemt at betale. Flere havde overtrådt færdselsreglerne og en stor del af de omkomne havde efter al sandsynlighed været deres partnere utro. I visse islamiske communities er sidstnævnte forseelse faktisk nok til en omgående eksekveret dødsdom.

Det var måske nu, man skulle indlede dialogen med Al Queda? Det var måske ved at være på høje tid, at vi får en forklaring på Al Queda og deres ligesindedes fremgangsmåder med henblik på at gøre Islam til et verdensomspændende foretagende? Hvad er egentligt meningen med terror? Jeg fatter det ganske enkelt ikke! Hvad er meningen med at beklæde sig med sprængladninger og bringe disse til eksplosion på én eller anden markedsplads, blot for at sprede død og ødelæggelse? Hvad er meningen med at kabre nogle fly og tvinge dem ind i to – ganske vist ufatteligt grimme; men alligevel? – skyskrabere i New York City? Som hævn? Fordi vi i den vestlige verden ikke lader vores skæg gro langt og klæder os i besynderlige kjortler samt efterlever de mest rabiate islamisters udlægning af Koranen.

Muhammedkrisen… At nogle ynkværdige tushtegninger, der angiveligt skulle forestille Profeten Muhammed, skulle kunne bringe store dele af Mellemøsten i en oprørslignende tilstand, er mig fuldstændigt og totalt ubegribeligt. Man taler om ”krænkelse”. Ganske vist havde Profeten i én af udgaverne fået placeret en granat i turbanen i stedet for den måske mere passende appelsin; men havde det gjort en forskel?

Osama Bin Laden har netop for nyligt optrådt i medierne. Han fremstod stærk, selvsikker og med en urokkelig karisma. Han var blevet shinet op. Skægget var nyfarvet og studset. Der var ingen synlige maskingeværer i baggrunden. Han lever i skjul! Det gør USA's mærkværdige præsident ikke. Han kan rejse frit hvorhen, han vil. Han kan rejse til Irak med et kolossalt følge af sikkerhedsfolk til at passe på sig. Han kan rejse til Danmark og blive modtaget af en lige så mærkværdig og skulderklappende statsminister.

Måske er det her, vi skal finde forskellen? Altså… Terror er en form for kommunikation? Vestens ledere kan rejse hvorhen de vil og tale i åben mikrofon; hvorimod Islams fanatiske repræsentanter må ty til helt andre kommunikationsformer. Jeg bliver for mit eget vedkommende i så fald nødt til at have en oversættelse af terrorens sprog. Jeg forstår det ganske enkelt ikke!

Danmark, Sverige, Pavarotti, Engell

Hans Engell er fratrådt som chefradaktør på Ekstrabladet. Fyret på gråt papir, oplyser min efternavnesøster Gitte Svanholm i dagens udgave af Politiken. Hun opridser et ganske kompliceret forløb, hvor den nye redaktørs kæreste bl.a. måtte opsige sin stilling på bladet, da man ikke tolererer private forhold på avisen.

Hvorfor Engell er blevet ”sacked” kan der være mange grunde til. Den mest indlysende: Faldende oplagstal. En skæbne Ekstrabladet deler med andre aviser, der vel at mærke koster penge. Nu vil Han Engell skrive på en bog om politik og samtidigt optræde som menig skribent i Ekstrabladet. Engell er født i ’48 og fylder altså 60 til næste år.

Sverige har fået deres helt egen Muhammedkrise. En af landets væsentligste samtidskunstnere Lars Vilks har, som man oplevede det i Danmark for et par år siden, tegnet sin udgave af profeten, hvilket har bragt de islamiske communities i oprør. Således har en muslimsk kvinde i Sverige truet med at hun ville skære halsen over på kunstneren. Pudsigt nok, at muslimer ofte vælger de mest barbariske og bloddryppende metoder, når de likviderer mennesker, der ikke deler deres opfattelse af Islamiske værdier.

Man skal imidlertid være mere end almindeligt paranoid på Profetens vegne for at opleve Vilks’ tegning som ”krænkende”. Egyptens ambassadør i Sverige kræver ikke desto mindre et forbud mod tegninger af Profeten i Sverige. Den visuelle ytringsfrihed er således kommet under pres hos vort nordiske broderfolk – akkurat som den var det herhjemme for ikke så længe siden. I modsætning til den danske statsminister har den svenske dog valgt et dialogmøde med de muslimske ambassadører, hvor han vil påpege, at ”i Sverige lever muslimer og kristne side om side i gesidig respekt”. Et udmærket signal fra Reinfeldt.

Således fører Sverige 1-0. Samtidigt er jeg overbevist om, at Sverige også hiver alle stikkene hjem, når de møder det danske fodboldlandshold på Råsunda Stadion i Stockholm på lørdag. Kampen vises på TV3 – en kanal, som jeg ikke kan se. De gode intentioner vedr. at væsentlige fodboldkampe skal vises på én af de landsdækkende kanaler, holdt ikke længe. Jeg har valgt at spille rollen som ligeglad. Så vigtigt er det jo heller ikke; med mindre en blå-gul drukkenbold fiser ind på banen og nakker dommeren…

Luciano Pavarotti er død. Den på alle måder store italienske tenor satte med sine optrædener nye standarder for, hvilket publikum, der lyttede til opera. At betragte ham som den største gennem tiderne må vel betragtes som lidt af en tilsnigelse; men det er ikke desto mindre hvad kollegaen José Carreras gør. Måske med tiden, man bliver lidt mindre følelsesladet, når man skal udnævne den største? Er der i øvrigt nogen, der kender Guiseppe de Stefano?

Ud med kunsten

Ud med kunsten... Således lød titlen på en konference, som jeg deltog i på RemisenBrande 6. september. Arrangementet skulle belyse billedkunstens rolle i den nye Region Midt. Der blev holdt en del taler over forskellige emner. Nogle interessante og andre mindre. Det hele udmøntede sig i fire workshops med tilsvarende antal emner og jeg var blevet placeret i en gruppe, der skulle debattere kunstens rammebetingelser. Lige præcist hvad disse består af, fandt jeg aldrig ud af, da det var svært at finde fodslag med en dybt elitær kunstanmelder og en rindalistisk, lokal kunstner som yderpolerne i et sådant forum.

Herover ses billeder af min notesbog, som den udviklede sig under seancen. Der blev brugt mange ord: Visioner, ildsjæle, globalisering, netværk... Glemte jeg innovation? Måske? I ren begejstring over en e-mail, som jeg har modtaget i dag fra kløgtige Chiho Ito fra Japan. Thank you so much, dear Chiho!