»Inde i Ulydig føles pladsen trang, en smule labyrintisk, et par siddepladser er betrukket med leopard, kunstigt og plasticagtigt. Gulvet burde måske klistre, væggene lugte af røg, sved og gammel øl, men det er et museum, ikke et værtshus, og vi kan vel bruge vores fantasi. Ikke mindst fordi den bliver hjulpet så godt på vej af energien, der springer fra de mørkmalede vægge«
Weekendavisens kunstanmelder Sarah von Essen har været forbi udstillingen ’Ulydig – Kroppen i punk’, der, som tidligere nævnt på siden her, kan ses indtil d. 13. december på ARoS i Aarhus.
Von Essen afslutter sin positive anmeldelse med følgende sætninger: »Punkkroppen, det ulydige hylster, er ikke hegnet ind på ARoS. Den er heller ikke befriet, men befriende, rå og ren energi, der sagtens tåler og overlever at blive vist frem på et museum«
»Spørgsmålet er bare, hvor meget hun kan bære? Her er Tate Modern mærkværdigvis helt tavs. Men ligesom virkelighedens Frida Kahlo blev knust af sygdom, ulykker og sikkert også hjertesorger, er hendes ansigt nu i fare for at blive trivialiseret, tæmmet og uskadeliggjort«
Politikens kunstanmelder Trine Ross har klare bekymringer vedrørende den mexicanske maler Frida Kahlo (1907-1954) og hendes rolle som symbol på, hvordan en kunstners eftermæle kan illustreres.
Få kunstnere i verdenshistorien er blevet mishandlet visuelt mere end Kahlo – og man kan se hende ikke blot som mere eller mindre posthum frivillig repræsentant for feminismen, men også i rent kommercielle sammenhænge.
Ross er i sin fire-hjertede anmeldelse stærkt skeptisk over for udstillingen på Tate Modern i London, og i hendes underrubrik hedder det: »Tate Modern skuffer med en rodet udstilling, men Frida Kahlo beviser endnu en gang, at hun er dronningen af dem alle«.
Det forekommer næsten symbolsk, at udstillingen, der kan ses frem til d. 3. januar 2027, har fået titlen ’The Making of an Icon’.
»På Politiken har vi siden Hørup og Brandes taget kunsten alvorligt og lyttet til, hvordan den sætter problemer under debat. Mens andre medier i de senere år har nedprioriteret kulturkritikken, har Politiken skruet op og moderniseret kritikstoffet til en digital social tid. Her skal vi på én gang være en uundværlig reference og værter for den kulturelle samtale, og vi skal være det for de nye generationer af mediebrugere såvel som vores elskede kernelæsere«
Denne tekst optræder i en jobannonce, hvor dagbladet Politiken søger en ny kritikredaktør.
Det vil angiveligt sige, at avisens kulturredaktør ikke magter opgaven at holde styr på dagbladets kulturkritikere?
Jeg kan ikke rigtigt definere noget ud fra det skrevne, men det hedder blandt andet i teksten:
»Der findes ingen redaktion som vores, og vi skal sammen definere, hvordan vi skal levere den kulturkritik, som en verden i opbrud skriger på. En tid, hvor de gamle begreber er gået i stykker, og hvor kun kunsten og kulturen kan levere de nye spørgsmål og svar, vi skal bruge«.
Jeg har fundet annoncen på portalen MediaWatch.
Ansøgningsfrist: 25. august.
I skrivende stund forbereder man sig i Paris på den afsluttende etape af Tour de France 2026, og løbet har været hårdt for nogle og lettere for andre, men jeg tror, der gik et gib igennem de fleste danske cykelfans, da Jonas Vingegaard styrtede på 15. etape og efterfølgende måtte udgå af løbet med et brækket kraveben.
Der var dog i særdeleshed også noget at glæde sig over, hvis man ifører sig den rød-hvide klaphat.
Således står Mads Pedersen til at vinde den grønne pointtrøje i løbet og det er første gang, at denne ære tilfalder en dansk cykelrytter i Tour’en.
Dermed har Mads P. vundet pointtrøjen i samtlige Grand Tours og det er ikke mange, der har gjort det.
Vi får også en dansk rytter i Top 10, da Mathias Skjelmose inden den sidste etape ligger nummer seks i købets klassement, og da der ikke er tradition for, at dette ændrer sig i Tour’ens sidste etape, ender ”Skjel” sandsynligvis der, hvilket er imponerende.
Behøver jeg at nævne, at Tadej Pogačar vandt løbet?
Man kan for tiden se i Maria Dublins udstilling ’A Tree is a Tree is a Tree: The Tree Chapel’ på KunstCentret Silkeborg Bad, og den har jeg kigget nærmere på med henblik på en anmeldelse til portalen KULTURINFORMATION, og nu kan anmeldelsen læses HER>
»Scharff skabte et billedsprog, der bevæger sig mellem rå ekspressiv kraft og håndværksmæssig perfektion, og han indflettede store spørgsmål i det hverdagslige: i et barns leg, i en hønes nervøse bevægelser eller en skovs nærmest radioaktive glød«
Den Scharff, der nævnes i citatet herover, er naturligvis William Scharff (1886-1959) og teksten er blot et udsnit af pressemeddelelsen til udstillingen ’William Scharff – Den poetiske rebel’, der kan ses på Randers Kunstmuseum i perioden 8. august 2026-11. januar 2027.
Udstillingen er blevet til i et samarbejde mellem Randers Kunstmuseum, Sorø Kunstmuseum og Ribe Kunstmuseum.
Jeg har planlagt en anmeldelse af udstillingen, så meget mere om den, når den er åbnet i Randers.
