onsdag den 25. december 2024

På falderebet - mens et år går på hæld

 

Isaac Julien: 'Once Again... (Statues Never Die)', 2022. Installationsview. To-skærms filminstallation i sort-hvid (pressefoto: ARoS Aarhus Kunstmuseum)

»Disse værker er nøje udvalgt for deres kunstneriske kvalitet og relevans i forhold til samtidskunsten og underbygger vores vision om at opbygge en samling med dybde og betydning for vores publikum«.


Kunstmuseet ARoS’ direktør Rebecca Matthews’ kommentar til en kritisk artikel i Weekendavisen af Pernille Albrethsen om tre væsentlige kunstmuseers indkøb i det næsten forgangne år. Her undrer skribenten sig over, at netop ARoS kun har tilført to nye værker – multimedieinstallationer af Sarah Sze og Sir Isaac Julien – til museets samling, hvor Statens Museum for Kunst og Louisiana har erhvervet sig langt flere værker med en vis variation i indkøbene.

 

»På såvel større landsdækkende aviser som mindre lokalaviser er kunstanmeldelser blevet sparet væk. 

Argumentationen for det er tidens svøbe: antallet af clicks. Får et stofområde ikke nok clicks, er det ud af vagten. 

Problemet er, at de mennesker, der rent faktisk køber eller abonnerer på den fysiske avis, og som gerne vil læse kulturanmeldelserne,”det grå guld”, ikke tæller med i clickoversigten

I stedet for at gøre noget godt for de mangeårige trofaste læsere, straffer man dem for at tilfredsstille Business School-folkenes maniske afhængighed af tåbelige buzz word-overskrifter

Ikke at det hjælper på antallet af solgte aviser i øvrigt«.


Kunstavisens redaktør, Tom Jørgensen, i årets sidste leder. Her kan man passende tilføje, at dagbladene har lakeret sig selv op i et hjørne, hvor de kan befinde sig, inden de endeligt graver deres egen grav. Så galt går det nok ikke i min levetid; men branchen er under et stadigt pres, som man prøver at navigere sig ud af ved at følge de ødelæggende strategier, som Tom Jørgensen antyder.

tirsdag den 24. december 2024

Louise Hindsgavl om 'Genskabt'

 

Vi har netop på webportalen kulturinformation.org publiceret min fem-stjernede anmeldelse af udstillingen 'Genskabt' med helt nye værker af Louise Hindsgavl på Ribe Kunstmuseum.

I forbindelse med udstillingen har man ladet producere en lille videoreportage, hvor Hindsgavl selv fortæller om baggrund og værker.

Det er naturligvis den, der kan ses herover.

mandag den 23. december 2024

2024 - et tilbageblik #9







Eksempler på værker af Orsolya Bagala

Det var en forbløffende og højst overraskende udstilling, jeg oplevede, sidst jeg besøgte kunstmuseet Kunsten i Aalborg. 

Jeg vil gerne indrømme, at jeg ikke i forvejen var bekendt med den i Ungarn fødte, men i Danmark bosiddende kunstner Orsolya Bagala, og måske skal min forundring baseres på mit manglende kendskab til kunstneren. 

Jeg bliver ofte glad, når for mig helt ukendte kunstnere med noget at byde på, bliver vist på landets væsentlige udstillingsinstitutioner, og Bagala er ingen undtagelse. 

Jeg skrev blandt andet i min anmeldelse af udstillingen følgende: »Netop ved at bruge uprætentiøse materialer som pap og emballageprodukter opløser Bagala et ellers fastlåst hierarki inden for kunsten ved at skabe kunstværker, der ganske vist kan opleves som sarte, men i samme moment afspejler en mere direkte og rå oplevelse hos beskueren«. 

Hele min anmeldelse af Orsolya Bagalas udstilling i Aalborg kan læses på kulturinformation.org HER>
 

søndag den 22. december 2024

På togtur

 








Der er forholdsvist langt fra Silkeborg til Ribe, og det kan vel heller ikke overraske nogen, at der er akkurat lige så langt den modsatte vej. 

Det bliver så sammenlagt omkring syv timer i tog på én dag. 

Heldigvis er det – stadig – sådan, at man kan tilbagelægge strækningen uden at skulle skifte tog undervejs, og hvad gør man så? Læser, checker nyheder på telefonen, hører musik… Og tegner. 

Lokaliteterne fremgår af teksterne på tegningerne; men vi befinder os altså ude vestpå, på den anden side af ”bibelbæltet”.

Louise Hindsgavl i dialog med Ribe Kunstmuseums historie

 







Enkelte eksempler på persongalleriet, som Louise Hindsgavl har fremstillet som allegorier over familien, der beboede Ribe Kunstmuseum, da bygningen fungerede som hjem for Ribes med afstand mest velhavende borger.


Det dystre univers underbygger fortællingen om Ribes rigeste mands deroute og fallit, da hans virksomhed rammes af en eksplosion, hvor to ansatte omkommer og adskillige såres.

Det er ikke i forholdet en til en, at Louise Hindsgavl skaber en visuel fortælling om Ribe Kunstmuseums forvandling fra en velhavende mands privatbolig til museum. 

Hindgavls arbejdsmetode er i det hele taget på flere niveauer kendetegnende ved groteske og surreelle fremstillinger af det skildrede, og hvad det aktuelt handler om i en mere præcis definition, kan man snart læse i en anmeldelse, jeg har skrevet om ’Genskabt’, som er udstillingens titel.

Udstillingen kan ses på Ribe Kunstmuseum frem til d. 18. maj 2025.

fredag den 20. december 2024

Glædelig jul

 

GLÆDELIG JUL ØNSKES ALLE LÆSERE AF DENNE BLOG


torsdag den 19. december 2024

Mystik om Van Gogh-maleri

 

Vincent Van Gogh: 'Portræt af Dr. Gachet', 1890 (foto: Fine Art Images/Heritage Images)

Et maleri af Vincent Van Gogh blev i 1990 handlet for svimlende 82,5 millioner dollars, hvilket er langt over en halv milliard kroner i 2024-penge, på Christie's kunstauktioner i New York.

Det er næsten symbolsk, at maleriet blev solgt i 1990, da det blev malet næsten præcis 100 år inden, kun et par uger før Van Gogh tog sit eget liv ved at skyde sig en kugle i maven.

Hvad der er nok så interessant, udgør motivet Van Goghs læge Dr. Gachet, som havde specialiseret sig i behandling af psykiske lidelser. 

Inden billedet blev solgt for mere end 34 år siden, havde ejeren ad flere omgange deponeret det på Städel Museum i Frankfurt og senere på Metropolitan Museum of Art i New York.

Køberen i 1990 skulle angiveligt være en kinesisk mangemilliardær, der havde grundlagt sin formue på fabrikation af papir.

Til gengæld er ethvert spor af maleriet forsvundet op i den blå luft, da det er rygtet videresolgt til en ukendt aftager, og nu har diverse kunstdetektiver sat sig for at opklare, hvor det ikoniske maleri er blevet af.

Ifølge New York Times er den nuværende ejer ukendt af offentligheden, og der er således ikke nogen grund til at formode, at værket inden for en overskuelig fremtid vil være at se i en offentlig samling eller på en udstilling.

Hvad der i et historisk perspektiv gør billedet interessant er, at det netop er blevet lavet så ganske kort tid, inden Van Gogh døde i 1890.

2024 - et tilbageblik #8

 

’Feel Me’: Liz West: ‘An Additive Mix’, 2015. Neoninstallation

Det bør ikke overraske nogen, at kunst- og designmuseet Trapholt i Kolding sætter alle sejl til, når museet år efter år skaber ganske overdådige temaudstillinger. 

Det gælder naturligvis også den aktuelle udstilling, der tager et omfattende tema, nemlig følelser, op. ’Feel Me’ udgør helt enkelt et bombardement af den sans, der kendes som synssansen, og her kommer følelser klart i spil. 

Om udstillingen skrev jeg i min anmeldelse på kulturinformation.org blandt andet: »Jeg forlader Trapholt og føler, at jeg har frekventeret en udstilling, der eminent kurateret af Katrine Stenum Poulsen, belyser de menneskelige følelser ved hjælp af billedkunstneriske greb«. 

Udstillingen kan faktisk ses på Trapholt frem til d. 10. august 2025. Min fulde anmeldelse på kulturinformation.org kan læses HER>

onsdag den 18. december 2024

Nyt stort værk til ARoS

Tidligere i år kunne man på kunstmuseet ARoS se installationen ’Metronome’ af den amerikanske samtidskunstner Sarah Sze. 

Nu er værket imidlertid blevet en del af museets samling, og i ARoS’ pressemeddelelse vedrørende erhvervelsen kan man læse følgende: 

»’Metronome’ har form som en stor oplyst globus konstrueret af et virvar af tynde stålrør, hvorpå der hænger et væld af iturevne papirlapper. Konstruktionen udgør på den måde et dynamisk lærred for flimrende videoer, som afspilles på de mange papirlapper samt på gulv og vægge i rummet omkring. Videoerne skifter og mimer den hastighed og flygtighed, der karakteriserer smartphonens tidsalder«. 

Det var i korte træk, hvad ’Metronome’ handler om. 

Herfra blot tillykke til ARoS med nyerhvervelsen.  

 

tirsdag den 17. december 2024

Den mest indflydelsesrige er en kvinde fra De Forenede Arabiske Emirater

 

Hoor al Quasami (pressefotoSharjah Art Foundation)

Jeg er lidt delt omkring mediet ArtReview’s årlige udnævnelse af de 100 mest indflydelsesrige personer på den internationale kunstscene. 

For det første er listen udviklet på grundlag af nogle stærkt subjektive iagttagelser, men på den anden side set, må man vel formode, at de, der har bedømt de vigtige personer, besidder et grundigt indblik i, hvilke personer, som har de vigtige roller på scenen. 

Listen er i år bemærkelsesværdig, da der faktisk i den øverste del ikke befinder sig de sædvanlige magtfulde – læs: hvide, midaldrende mænd – personer. 

Til gengæld toppes listen af Sheika Hoor al Quasami (f. 1980), som er præsident og direktør for Sharjah Art Foundation i De Forenede Arabiske Emirater. 

Således kan man udlede, at der er bjerge af penge forankret i hendes monumentale indflydelse. 

Penge gør det nok ikke alene, og det fremgår af hendes CV, at hun er uddannet ved Royal Academy of Art i London og denne uddannelse er suppleret med studier i kuratering ved Central St. Martin. 

Til historien hører også, at hun er datter af Sheik Sultan bin Muhammad Al-Quasini, som er hersker i Sharjah

Hun sidder blandt andet i bestyrelsen for KW Institute for Contemporary Art i Berlin. 

Der er noget, der tyder på, at magtbalancen på samtidskunstscenen har forrykket sig ganske væsentligt i de seneste år, da adskillige af de folk, der har toppet Power 100, nu ligger langt nede af listen eller er helt forsvundet.

mandag den 16. december 2024

2024 - et tilbageblik #7

 





Eksempler på Vivian Maiers fotografi

I 2007 købte historikeren og fotografen John Maloof en stor samling fotonegativer og optagelser, der tidligere havde tilhørt Vivian Maier, ved en auktion. 

Maloof indså hurtigt, at han havde opdaget en hidtil ukendt fotografisk begavelse, og han begyndte at undersøge og digitalisere Maier's værker. 

Vivian Maier havde primært ernæret sig som barnepige i Chicago, men hendes store lidenskab var fotografi, og med det mirakuløse fund af hendes værker blev hun posthumt en berømthed i en bestemt genre inden for fotokunsten, nemlig det man i dag betegner som street photography

Hun havde dog andre strenge at spille på, hvilket man kunne se på en udstilling på kunstmuseet Kunsten i Aalborg i 2024. 

Det var en stor oplevelse. Jeg skrev en anmeldelse af udstillingen, som kan læses på kulturinformation.org HER>

søndag den 15. december 2024

2024 - et tilbageblik #6

 


Installationsfotos fra Hermann Nitsch-udstillingen på Museum Jorn i Silkeborg.

»Man bør kende sine grænser; men sådanne så ikke ud til at eksistere hos Hermann Nitsch, der i et langvarigt forløb konstant gik ind for at vise tilværelsen som et livslangt, eksistentielt ritual grundfæstet i en eksemplarisk kompromisløshed«. 

Blandt andet sådan formulerede jeg mine oplevelser ved Hermann Nitsch-udstillingen i sommer på Museum Jorn i Silkeborg. 

Udstillingen havde lidt af hvert på programmet. Heriblandt nogle rumlige installationer, hvor hovedelementerne var røde, flydende væsker. 

Så er referencen til blod jo åbenbar, men det var ikke det eneste, der nok chokerede en og anden ved udstillingen med den for nylig afdøde østrigske aktions- og avantgardekunstner Hermann Nitsch (1938-2022). 

Det indledende citat er et kort uddrag af en anmeldelse, jeg skrev til webportalen kulturinformation.org, og her så man sig nødsaget til at censurere i billeddelen ved at fravælge nogle stillbilleder fra en af Nitschs performances; men på blog'en her, er vi ikke så sarte, så et par af billederne er selvfølgelig gengivet herover. 

Min anmeldelse på kulturinformation.org kan til gengæld læses HER>

fredag den 13. december 2024

2024 - et tilbageblik #5

 


Med henblik på at påpege, at Franz Gertsch-udstillingen havde det fotorealistiske maleri som tema, har jeg valgt at illustrere dette blogindlæg med udsnit af malerier indeholdende kameraer

Jeg tror ikke, at jeg var den eneste, der var ved at gå på røven over den retrospektive udstilling ’Blow-Up’ med værker af den schweiziske maler og grafiker Franz Gertsch, der kunne ses på kunstmuseet Louisiana i Humlebæk i tidsrummet 21. juni-10. november 2024. 

Således var udstillingen relativt nyåbnet, da min hustru og jeg så den i juli. 

Jeg skrev lidt om udstillingen på kunstsyn.wordpress.com, da vi havde set udstillingen og her betonede jeg, at »Franz Gertsch er, eller var, en stor mester, og det viser den bjergtagende udstilling på Louisiana med al ønskelig tydelighed med en tilføjelse om, at styrken i en kunstnerisk sammenhæng også ligger i størrelsen af værket«. 

Hermed har jeg vist gjort klart, at der var tale om endog ret store værker… læs hele min tekst om udstillingen HER>

Dagens/ugens/månedens sang

 

Jeg faldt lige over et gammelt Beatles-nummer. Det lyder ad helvede til; men det er tanken, der tæller!!

Hvis I synes, jeg mumler for meget eller sløser med udtalen, har YouTube lagt undertekster på.

torsdag den 12. december 2024

"Kunstig kunst" - og hvad så?

 


Jeg sidder her og overvejer, hvorfor nogle driftige folk har udgivet en bog med titlen 'Kunstig kunst' med gengivelser, som er udviklet ved hjælp af kunstig intelligens.

Jeg har fået bogen tilsendt, og kan overhovedet ikke finde nogen som helst grund til publikationen, som er fyldt med (tæt på 400 stk.) billeder, der alle har det til fælles, at de ligner det, de er - nemlig blot artificielle gengivelser af dette og hint i alle mulige afskygninger af genrer.

Hvad vil jeg fortælle? Blot at jeg har afsendt en anmeldelse af bogen til kulturinformation.org, og den kan man læse, hvis man gider, når den vel at mærke bliver publiceret.

Forgæves søgning på anmeldelse af Louise Hindsgavl-udstilling

 

Et installationsfoto fra udstillingen ’Genskabt’ med værker af Louise Hindsgavl på Ribe Kunstmuseum. Her er temaet ’Familien’ (foto: Lars Gundersen)

Jeg har længe gået rundt med en udstilling i baghovedet, som jeg burde se og beskrive. 

Nu ser det langt om længe ud til, at der er kommet ”hul igennem” i forhold til udstillingen ’Genskabt’ med værker af skulptøren Louise Hindsgavl på Ribe Kunstmuseum. 

Louise Hindsgavl er sandsynligvis primært kendt for hvide skulpturer i porcelæn, hvor motiverne ofte udgør morbide og eksistentielt forankrede scener. 

Denne dobbelthed har afstedkommet, at Hindsgavl har fået sin signatur ganske effektivt rodfæstet på den danske samtidskunstscene. 

I den senere tid er jeg imidlertid stødt på adskillige arbejder med polykrome overflader, og efter, jeg er blevet gjort bekendt med netop den omtalte udstilling i Ribe, ser det ud til, at netop en ny koloristisk formel er sat i scene hos kunstneren. 

Jeg har forgæves forsøgt at finde en anmeldelse af udstillingen på Ribe Kunstmuseum, men det er ikke lykkedes mig; men det har jeg for så vidt tænkt mig selv at råde bod på ved et besøg på Ribe Kunstmuseum snarest. 

Udstillingen ’Genskabt’, som måske er en titel, der bør tages ganske bogstavelig, kan ses frem til d. 18. maj 2025.

onsdag den 11. december 2024

2024 - et tilbageblik #4

 

Jeg var lidt i tvivl om, hvilket værk, der skulle illustrere indslaget om ’Socle du Monde’, men valgte dette af Daniel Spoerri, der døde i efteråret: ’Der Teufel auf Erden’, 1962. Assemblage, mixed media.

Jeg så ganske meget frem til kunstfestivalen ’Socle du Monde’, der fandt sted i år i området omkring dels Birk Centerpark ved Herning og på diverse øvrige lokaliteter i omegnen af Herning. 

Jeg vil gå så vidt som at sige, at årets version af ’Socle du Monde’ (som er navngivet efter et værk af den italienske konceptkunstner Piero Manzoni) måske er den bedste i den tid begivenheden med jævne mellemrum har fundet sted. 

Især afsnittet på kunstmuseet HEART, der med historisk præcision viste et større antal værker med afsæt i den europæiske avantgarde fra 1900-tallet gav mig en tro på, at kunsthistorien vedholdende kan forbløffe et kunstpublikum, der efterhånden har set lidt af hvert. 

Denne gang havde jeg engageret mig på webportalen kulturinformation.org – og her var jeg i sommer aktuel med en anmeldelse, som naturligvis kan læses HER>

tirsdag den 10. december 2024

2024 - et tilbageblik #3

 



Et lille, men variabelt udsnit af værker fra Giacometti-udstillingen på Statens Museum for Kunst

»Man kan bruge øjne og følelser og være vidne til en slags skabelseshistorie, som man går rundt dér på SMK mellem figurer af kvinder, der altid står stille, eller mænd, der går, som det er tilfældet i Giacomettis bronzer«. 

Citatet stammer fra en anmeldelse af den store Alberto Giacometti-udstilling ’Hvad øjet ser’ af Kristeligt Dagblads kunstanmelder Erik Steffensen. 

SMK, som der refereres til, er naturligvis Statens Museum for Kunst i København, og på min tur til hovedstaden i maj 2024 nåede jeg heldigvis at se udstillingen med skulpturer, malerier og tegninger samt skitser af den schweiziske mester. 

Det var en stor oplevelse.

mandag den 9. december 2024

2024 - et tilbageblik #2

 

Anish Kapoor: ’S-kurve’, 2006. Blankpoleret, rustfri stål

»Fra det sorteste sorte befinder jeg mig med ét i et højglanspoleret univers i et bølgende hav af stål. Glansen fremkalder refleksioner, som publikum spejler sig i med stor glæde. Fra dystert sort til ren oplevelse. Jeg bliver mere og mere glad for den sorte grav«. 

Sådan får jeg defineret en detalje af Anish Kapoor-udstillingen ’Unseen’, der tidligere på året kunne ses på kunstmuseet Arken i Ishøj. 

Kapoor har mange strenge at spille på, og en af dem er et sort pigment, som skulle være i stand til at få andre sorte farver til at fremstå grå. Det er en skulptur med denne farve, jeg sporadisk refererer til i citatet. 

Udstillingen var flot og imponerende, og måske lovlig effekt-fyldt, når jeg tænker efter? Jeg er ikke desto mindre glad for, at jeg fik den set. 

Jeg skrev lidt på kunstsyn.wordpress.com… læs HER>

To millioner til Per Kirkebys arkiv

 


Per Kirkebys arkiv tæller materialer i tusindvis (foto: Museum Jorn, Silkeborg)

Fondsmidler lydende på en værdi af samlet set to millioner kroner sikrer nu en styrkelse af arbejdet med det omfattende arkiv af relikvier og kunstværker tilhørende Per Kirkeby, der døde i maj 2018. 

Inden sin død lod Kirkeby sit arkivmateriale overgå til Museum Jorn, hvor det hidtil havde befundet sig hos ARoS i Aarhus. 

Donationen giver nu Museum Jorn en enestående mulighed for at sikre, registrere og ikke mindst tilgængeliggøre de mange genstande i arkivet, der spænder over – og jeg citerer fra Museum Jorns pressemeddelelse: »skitser, collager, dokumentarisk og kunstnerisk film- og fotomateriale, dagbøger, manuskripter og projektmapper, der i sin helhed giver et nuanceret og usammenligneligt indblik i et mangefacetteret kunstnerisk virke fra en af det 21. århundredes mest centrale skandinaviske kunstnere«.